20 december 2005

Huhej.

Jeg er først ved at falde til ro nu. Det er ikke let at have tiltro til det engelske transportsystem, så jeg havde planlagt min rejse til lufthavnen sådan at jeg burde være kommet 40 minutter for tidligt. Det betød at jeg stod op klokken fem igår, og alligevel nåede jeg først at checke ind fem minutter før det var for sent. Men jeg nåede mit fly, og jeg kom hjem. Det lykkedes mig endda at virke helt vant til at være et sted, hvor alle folk talte dansk. Nu skal jeg bare komme over det desorienterende i, at folk kører i den forkerte side af vejen herovre.

Og så skal jeg til at stresse op igen - jeg opdager, at jeg faktisk skal til eksamen snart.

14 december 2005

Anne: Godt - så tager jeg til Oxord.
Anne+: Hvad gør du? Hvorfor?
Anne: Jeg tager til Oxford. Jeg skal ned at besøge Katie hos hendes forældre dernede i nærheden. Det bliver sjovt. Vi skal turiste den i Oxford og gå ture på landet.
Anne*: Men hvad så med os?
Anne: Det ved jeg faktisk sikke. Sandsynligvis kommer jeg ikke i nærheden af en computer før på søndag. I må klare jer selv indtil da.
Anne*: D-d-det k-kan vi ikke. Vi er små og yndige og hjælpeløse. Jeg kan ikke lave mad. Og Anne+ ved ikke, hvordan man læser godnathistorie.
Anne+: Og burde du ikke snart begynde at læse til eksamen? Det er uden hjælpemidler, ved du. Du skal kunne pensum udenad.
Anne: Det hørte jeg af en eller anden grund slet ikke. Lad være med at gentage det. Jeg tror det er en form for selektiv høreskade. Der er intet at gøre.

13 december 2005

Anne+: Skip hende fri!
Løve: Vil stadig ikke!
Anne+: Spyt. Hende. Ud. Nu.
Løve: Mmmh-mmmh! (Løven ryster på hovedet med munden knebet sammen)
Anne: Kan I ikke være lidt mere stille? Jeg har travlt med at købe julegaver, bage pebernødder og finde min billet hjem der er blevet væk igen.
Anne+: Men løven har spist Anne*
Løve: Jeg har ikke spist hende - jeg har slugt hende. Forskellen er, at hun er i ét stykke.
Anne+: Sig noget til ham!

(Anne har travlt med at løbe omkring med et sommerfuglenet. Hendes flybillet (Manchester-Copenhagen, 19. dec.) flagrer kvidrende rundt oppe under loftet)

Anne+: Slip hende ud! Det her er ikke retfærdigt.
Løve: Og?

(Efter halsbrækkende manøvrer lykkes det Anne at fange billetten. I det øjeblik begynder der at lugte af brændte pebernødder, og Anne styrter ud i køkkenet. Billetten undslipper fra sommerfuglenettet)

Anne+: Jeg er sur! Grrr!
Løve: Det er muligt, men du er ikke god til at være sur. Det skal gøres sådan her: BRØØØØL!(Anne+ kryber rædselsslagen sammen, men netop da løven brøler, ryger Anne* ud af munden på den. Nogen har ganske enkelt sparket løven bagi i det taktiske øjeblik. Og nogen er:)
Anne+: Mystiske fremmede! Jeg troede du var død!
Mystisk fremmed: Øh - jeg fik det bedre?
Døden: Hvis du lige vil undskylde mig - jeg ser bedre ud end det dér.
Anne+: Jeg er forvirret.
Løve: Jeg er skuffet.
Anne*: Jeg er tilsavlet.
Døden: Jeg er fornærmet.
Mystisk fremmed: Jeg er ikke død. Eller - jeg var død. Men - øh - jeg var den mest oplagte redningsmand, så jeg blev genoplivet.
Anne+: Men hvad tænkelig motivation kan der være for at genoplive dig? Du er en totalt ligegyldig figur.
Mystisk fremmed: Det er hvad du tror! Rent faktisk er jeg hverken mystisk eller fremmed. For jeg er Saint George!
Anne+ og Anne*: ...
Saint George: Men det er jeg! Legendarisk redder af damer i nød. Bekæmper af drager. Uovervindelig beskytter af retfærdigheden og Gamle England.
Anne+ og Anne*: ...
Saint George: Det passer altså! Sig noget!
Anne+: Undskyld. Vi tror på dig.
Anne*: Vi troede bare, du var højere.
Saint George: Suk. Hvis det skal være på den måde, kan det også bare være ligemeget. Så går jeg.
Løven: Det gør jeg også.
Saint George: Jeg kan sagtens risikere mit liv i kamp med vilde dyr uden at få nogen tak. Det har jeg det fint med. Jeg er ikke såret. Lidt latterliggørelse er altid sundt. Jeg ville slet ikke have lyst til at blive belønnet med overdreven ros og pebernødder. Eller jødekager. Specielt ikke jødekager.
Anne+: Jeg går ud fra at Anne godt kan undvære et par kager, hvis det hjælper...

Anne+, Anne*, Løven, Døden og Saint George holder et mægtigt pebernøddegilde. De synger julesange og fletter hjerter og kaster krummer til billetten, som hopper rundt på gulvet omkring dem. Anne ville måske ikke helt have værdsat denne gode brug af hendes hjemmebag, men billetten spiser sig så tung, at det lykkes hende at fange den igen. Og alt er vel.

12 december 2005

Og julekalenderen for idag indeholder - en fabel. Og fablen går således:

Anne*: Hvem er du?
Løve: Jeg er en løve, alene i verden, og jeg er usigeligt melankolsk.
Anne*: Jeg mener at vide, at du er Annes metaforiske løve - og dermed en løve - og måske er vi alle sammen alene, når alt kommer til alt, men hvorfor er du melankolsk?
Løve: Fordi jeg - endskønt jeg er en fuldtud metaforisk løve - engang var en farlig løve og truede folks velfærd. Men for hver løve findes der en løveskæbne, og min skæbne fandt mig en dag, ved at Anne kiggede på mig og sagde: "Min vejleder har sagt, at du ikke findes, og jeg har selv sagt at du ikke findes, og jeg er nu overbevist om, at du ikke findes."
Anne*: Så du er en ikke-eksisterende, rent metaforisk løve.
Løve: Og derfor melankolsk.
Anne*: Det er en meget trist verden, og jeg er villig til at deltage i din melankoli. Og hvis det kan gøre dig gladere, vil jeg gerne tro på dig, for jeg tror på så mange underlige ting.

(Løven sluger Anne* i en mundfuld)

Løve: Der er en morale i dette, og moralen er, at ikke-eksisterende løver ikke kan æde folk - i en mundfuld eller flere - fordi det ville være fjollet. Men ikke-eksisterende løver, som folk tror på, gør hvad der passer dem.
Anne+: Det er ikke en god morale. Og spyt hende så ud!
Løve: Vil ikke!

11 december 2005

Jeg overvejede at lade dagens kalenderlåge indeholde et link til finalisterne i Literary Review's kåring af årets absolut værste sexscene i mainstreamliteratur. Men jeg ombestemte mig. Det kunne tænkes, at jeres æstetiske sans tog skade for livet. Det vil jeg ikke være ophavskvinde til, for jeg holder for meget af jer. I må selv google dem.

Derfor vil jeg lade dagens kalender indeholde en fin, lyserød - nej, lad os sige pink - kjole med pallietter. Vi trækker et forhæng rundt om kjolen et splitsekund - jeg håber, mit publikum vil benytte chancen til at gå rundt om forhænget og sikre sig, at der ikke er nogle spejle eller skjulte døre. Dette er en ægte tryllekunst. Nu vil mine to assistenter gå på scenen, i guldbesatte hvide kjoler med helskårne skørter og skulderpuder. Som I ser, har de en mikrofon hver. Bandet sætter i gang med introen til "Dancing Queen", og med et trækkes forhænget til side. Hvor der før var en pink kjole, er der nu en pink kjole - indeholdende vores allesammens yndlingsviktorianer. Charles Dickes har til lejligheden valgt en guldblond paryk og cerise læbestift, Anne+ og Anne* løfter mikrofonerne og begynder at synge:

He can dance, he can jive, having the time of his life
Look at him, watch that scene, Dickens the dancing queen

Christmas time - christmas carol time
Ebbie Scrooge hearing churchbellls chime
but the music is playing, getting in the swing
so we told him: "Sod little Tim."
Who knew Dickens could be that girl
on the stage, see her turn and swirl
but with a bit of rock music, everything is fine
He's in the mood for a dance
And when he gets the chance...

He is the draggiest dancing queen that you've ever seen
Dancing queen, feel the beat from the tambourine
He can dance, he can jive, having the time of his life
See that girl, watch that scene, Dickens the dancing queen

Do you think Pickwick ever knew
Dickens could be a drag queen too?
Nickleby would be frightened, Chuzzlewit be scared
Dorrit would have run away
But no matter what they'd say...

He is the dancing queen, loveliest that you've ever seen
Dancing queen, feel the beat from the tambourine
He can dance, he can jive, having the time of his life
See that girl, watch that scene,
Dickens the dancing queen

Anne*: Dickens the dancing queen!

(Dickens falder omkuld af udmattelse)

Anne+: Himlen være lovet for one joke wonders.
Anne*: And God bless us everyone.

10 december 2005

Undskyld - de har lukket computerclustrene ned for julen, så jeg kunne ikke komme nær nettet igår. Istedet gik jeg ud at drikke med de kristne, hvilket jeg ikke undskylder for.

Men alvorligt talt - jeg aner ikke, hvordan jeg skal rode mig ud af hele denneher tyske blondinehistorie. Så jeg vil tage tilflugt i det fatum, at mine to heltinder lavede en god del detektivarbejde igår. Ved en systematisk gennemtrawling af byens frisørsaloner og tælle antallet af blonde hår var det muligt for dem at triangulere sig frem til de tyske blondiners hovedkvarter. I dette øjeblik står de med hånden (Anne+'s venstre) på dørhåndtaget og om et øjeblik vil de begive sig ind i løvens hule - ubevæbnede, uforfærdede og uden en anelse om, hvad der foregår.
Anne+: Vil vi det?
Anne: Hvis jeg på nogen måde skal få en ende på denne handlingstråd, så vil I. Og jeg har en plan om at lave noget med Charles Dickens i drag bagefter, så jeg håber, I vil.
Anne+: Jeg vil kun, hvis du lover at putte noget indhold i denne kalender.
Anne*: Jeg vil kun, hvis du laver noget med Charles Dickens i drag.
Anne: Tjek. Det gør jeg. Dickens, indhold, drag.
Anne*: Det lyder sjovt. Kan vi ikke gøre det med det samme og droppe plottet?
Anne: ... Det kan vi vel godt. Hvis der ikke er nogen der protesterer.
Skurk: Men jeg protesterer!
Skurken er trådt frem fra en skjult dør ved siden af indgangen til hans hemmelige skjulested. Han er hyllet i en sort kappe, der med et bliver kastet til side af et vindstød, så alle kan se, at han er:
Anne*: Mr. Darcy!
Anne+: Det her er latterligt.
Mr Darcy: I spekulerer måske over, hvorfor jeg konspirerer mod jer. I spekulerer sikkert over, hvordan jeg har bygget en arme af underskønne tyske blondiner. I spekulerer med 100 % sikkerhed over, hvordan jeg kan klare at se så fantastisk ud i latterligt 1800-talskostume. Men jeg kan forklare det hele:
Anne*: Du har en hær af blondiner, fordi Jane Austen i virkeligheden var et tysk Illuminacimedlem i forklædning og gav dig en tæt men hemmelig forbindelse med sit moderland.
Mr Darcy: Okay, det spekulerer I så ikke over.
Anne+: Det er meget fjollet og sandsynligvis ikke sandt.
Anne*: Du konspirerer mod os, fordi jeg er det eneste menneske (omend aldeles ikkeeksisterende) i Leeds der faktisk er gakket nok til at kunne tro på den historie. Jeg er en trussel mod din plan om herredømme over den fiktive verden i Leeds, og derfor vil du udslette mig inden jeg bliver et problem.
Anne+: Det er meget, meget fjollet, men sandsynligvis sandt nok.
Mr Darcy: Right. Men - I har ikke gættet hemmeligheden bag min uimodståelige tiltrækningskraft. Indtil I gætter den, er jeg ubesejret!
Anne*: Men din tiltrækningskraft hviler på din robuste værdighed. Netop nu er du i en totalt absurd sistution og er derfor totalt uattraktiv.
Mr Darcy: Min Gud! Det er sandt. Min sexappeal er forsvundet.

Mr Darcy går i chok. Anne* skal til at slå ham med en flodhest, da vi hører lyden af sirener. En politibil dukker, bogstaveligt talt, ud af den blå luft. Tre uniformerede betjente springer ud af bilen.

Politibetjent: Jurisfiction. You are under arrest for breach of character. You have the right to remain out of character. Anything you say can and will be used against tou in a court of fictious law.
Anne+: Jeg går ud fra, du ikke mener os?

Det interfiktive politi arresterer Mr Darcy for at forbryde sig mod sin personbeskrivelse og forlade sin bog i den travle årstid. Mens de to betjente lukker mr Darcy i håndjern og tvinger ham ind i politibilen, betror deres kollega vores heltinder, at han sandsynligvis vil kunne slippe med en behandlingsdom.

Betjent1: Det sker hele tiden. Det er presset af at være en af de mest populære literære skikkelser, især for mænd i kvindebøger. Heathcliffe er gal som en hattemager. De fleste af Austens helte klarer det, fordi de ikke er meget stærke figurer, men mr Knightley er på lykkepiller, og nu er Darcy så brudt sammen.
Betjent2: Burde stresse noget mere af. Han skulle tage at begynde at cykle. Motionen ville gøre ham godt. Men vi må videre.

De to betjente sætter sig i bilen og kører bort. Mr Darcy sidder bagi sammen med den tredje politibetjent. Han vinker kort til vore heltinder og den tyske blondinehær, der netop i det minut kommer tilbage fra frisøren. Blondinerne vinker slukørede tilbage og går så på bar.

Anne*: Du ser noget nedtrykt ud. Hvad er der galt? Vi har overstået plottet. Anne har ferie. Vi kan gå ud og feste.
Anne+: Det hele var jo absurd. Det gav ingen mening. Og mr. Darcy, typen på attraktivitet hos fiktive personer er blevet rablende sindssyg. Det er ret traumatiserende for mig.
Anne*: Jeg ved lige, hvad der vil opmuntre dig.
(Anne* slår Anne+ med en flodhest)
Anne+: Det her er ikke retfærdigt.
Anne*: Og lad os så gå ud og få en pint. Jeg giver.

08 december 2005

Da plottet starter igen, er skrigene fra folkemængden, der panisk flygter fra de panisk flygtende Rottweilere ved at dø hen. Anne+ og Anne* står uskadte foran Tiger Tiger sammen med en mystisk fremmed, der er ved at pakke en fuldautomatisk Rottweilerskræmmer ned i sin rygsæk.
Anne*: Du reddede os! Jeg troede, vi var dødsdømte. Lad os råbe hurra og gå ud og spise kage!
Mystisk Fremmed: Ikke nu. Jeg er en nyintroduceret biperson med vigtige informationer om jeres overordentligt farlige fjende.
Anne*: Hvem?
Mystisk Fremmed: Det kommer jeg til. Jeg kan ikke fortælle jer det lige nu
Anne+: Hvorfor ikke?
Mystisk Fremmed: Tænk dig om. Jeg er en nyintroduceret biperson der ikke engang har et navn. Jeg får med garanti ikke lov at være med meget længere end til jeg har fortalt jer, hvad jeg ved.
Anne*: Men jeg mente det, da jeg sagde "hvem". Jeg anede ikke, vi havde en fjende.
Mystisk Fremmed: Det er der ligesom blevet bygget op til. I er ved at opklare et komplot, og folk slipper vilde hunde efter jer. Det tyder da på, at der er nogen der ikke kan lide jer. Hvis ikke, er det ikke mit arbejde at uddybe det. I må klage til forfatteren.
Anne*: Kunne de ikke have sendt de hunde efter os fordi de troede, vi godt kunne lide hunde?(Den mystiske fremmede og Anne+ udveksler blikke)
Mystisk Fremmed: Sikkert. Og nu - er det på tide at jeg beretter om den dystre konspiration, der ligger bag hvad I har set. Og jeg vil fortælle om det bemærkelsesværdige, men fordærvede sind, der har udtænkt den plan der truer jer. For hvis der nogensinde har været en djævel i menneskeskikkelse er det den, der står bag de tyske blondiners konspiration, og hvis navn er...

Med et går tiden i stå og lyset bliver en mærkelig, ravgul farve. Folk står stille - en bil er stoppet midt i et sving. Al lyd forstummer - der er end ikke et ekko af det skud, der lige er blevet affyret. Så hører vores heltinder lyden af stilethæle mod fortovet, da Døden kommer gående hen mod dem med den røde kjole svingende dovent om benene.

Anne+: Åh gud!
Døden: Niks.
Anne*: Det var ikke en ballon, der punkterede, var det?
Døden: Niks.
Anne+: Det var et skud, var det ikke? Vi er døde nu, er vi ikke?
Døden: Niks.
(Døden går forbi de to skælvende personaer til den mystiske fremmed, der er faldet om på fortovet. Hun bøjer sig ned, så det lange hår dækker hendes ansigt, tager fat i den fremmedes arme og svinger ham, tilsyneladende uden nogen kraftanstrengelse over skulderen.)
Døden: Og hvis I så vil undskylde mig - selv en pige som mig må arbejde for føden.
Anne+: Men...
Døden: Ja, sikkert.
Anne+: Men hvad foregår der? Jeg kan ikke finde hoved og hale i det her!
Døden: Det er jo faktisk ikke mit problem. Da jeg tog jobbet, var jobbeskrivelsen "Hent døde mennesker" ikke "Giv hints til levende menneskers alter egoer".
(Døden forlader scenen)
Anne+: Der er jo ingen mening i det her!
Anne*: Nej, men der er også dårlige ting ved det. For eksempel har jeg trådt i en vandpyt.
Anne+: Og vi aner ikke, hvad vi skal gøre nu. Og der er nogen, der prøver at myrde os!
Anne*: Det giver mig faktisk en ide...

Og for at gøre en ende på det: Dagens julekalenderlåge skjuler et ondt mastermind.

07 december 2005

Anne*: Hvorfor sker der ikke noget? Selv baggrunden er forsvundet...
Anne+: Anne opdagede, at den tid, hun ville have brugt til at skrive dagens episode skal bruges til at holde gospelkoncert. Hun har ikke tid til at skrive noget idag.
Anne*: Betyder det, at vi stadig ikke ved, om vi overlevede de rottweilere?
Anne+: Ja.
Anne*: Men nu ved vi, at det er Anne der skriver det her, for nu hvor hun ikke har tid til at skrive, sker der intet.
Anne+: Det er sandt nok
Anne*: Dermed ved vi (pr argumentation fra d. 6. december) at vi overlever
Anne+: Det er sandt. Men hvordan? Jeg troede, vi var solgt til stanglakrids.
Anne*: Det ved jeg ikke
Anne+: Det her er virkelig urimeligt af hende
Anne*: Ja. Og ved, du hvad der er underligt ved dagens post?
Anne+: Nej?

Det ved I heller ikke, for jeg har ikke tid til at skrive det. Men der er et dansk tastatur i julekalenderen idag.

06 december 2005

Vore heltinder går mod bymidten, fast besluttet på at løse mysteriet om de tyske blondiners komplot eller dø i forsøget - bortset fra, at de ikke agter at dø. Men de er, om nødvendigt, villige til at få en grim hudafskrabning hver.

Og det er, pudsigt nok, hvad de begge to får, da de springer af vejen for en lille, gul volvo, der er nær ved at køre dem ned udenfor Tiger Tiger. Bilen stopper med hvinende bremser, laver et sving og sætter farten op igen - men ikke før den har sluppet tre vildt gøende rottweilere ud.

Dette er punktet, hvor vi finder ud af, om Anne+ og Anne* (som vi har en anelse om) er med i en historie, eller om de bare fordriver tiden til Anne får afsluttet sit projekt. Det er åbenlyst, at de ikke, i den virkelige verden, ville kunne slippe fra de enorme, ondsindede køtere uden at komme alvorligt til skade. Men hvis de er personer i en historie, er det oplagt, at de nødvendigvis må slippe væk. Det er simpelthen forkert fortælledynamik at lade heltinderne blive nedkæmpet af skurkens første håndlangere.

Så hvad bliver det? Hører vi lyden af skrig, mens de to personaer bliver sønderrevet af Rottweilere? Eller bliver det lyden af en mandig stemme, der brøler "Væk, fordømte hunde!" og lyden af Rottweilerpiben og hurtigt flygtende Rottweilerpoter?

Jeg skal ikke kunne sige det endnu - men er I ikke glade for at vide, at dagens julekalenderlåge gemmer på tre blinde mus?
Vi skal i det kommende henvise til Annes Bedre Vidende og Annes Trang til at opføre sig fjollet som henholdsvis Anne+ og Anne*.

Anne+: Det er nok meget godt, vi gik. Anne har travlt.
Anne*: Hun har meget travlt - for hun skriver projekt. Det næstsidste jeg hørte fra hende var "Argh! Al min viden kollapser!"
Anne+: Lyder slemt.
Anne*: Nej - ikke helt så slemt. Det sidste, jeg hørte fra hende var "Haha! Underbrace! Admire the niftiness!"
Anne+: Så for at sammenfatte: Hun skal nok klare sig - måske - men vi bliver nok nødt til at tage os af julekalenderen for hende.
Anne*: Fint med mig. Vi kan løbe i cirkler og synge sange indtil vi bliver rundtossede og falder omkuld.
Anne+: Nej.
Anne*: Det tænkte jeg nok.
Anne+: Men vi kan prøve at sætte gang i et plot. Vi mangler sådan ét.
Anne*: Et plot! Et plot! Etplot-etplot-etplot! (Anne* Løber i cirkler, falder omkuld på jorden, ligger og griner i et kvarters tid)
Anne+: Hvis du har fået afløb for din entusiasme, kan vi begynde at finde et plot.
Anne*: Vi kan løse mysteriet om de tyske blondiners liga.
Anne+: Jeg er ret sikker på, at der ikke eksisterer nogen sådan ting.
Anne*: Men det passer! Har du ikke lagt mærke til, at der er afsindigt smukke, blonde tyske kvinder alle vegne for tiden? Der var én i køen foran os i Morrisons. Og Vejlederen er gift med én.
Anne+: Ja - hun kom forbi da Anne var inde at tale med ham.
Anne*: Og der bor en på Annes gang. Anne bliver tydeligvis overvåget af vanvittigt smukke, tyske blondiner. De kan umuligt have godt i sinde. Og som Annes skytsengle er det vores opgave at forpurre deres djævelske planer!
Anne+: Godt - hvis du synes. Det er i det mindste noget at lave, mens Anne skriver projekt.

04 december 2005

Det bliver meget kort idag, for jeg har usigeligt travlt. Det ser ud til, at mit bedre vidende og min trang til at opføre sig fjollet har besluttet sig for at blive faste elementer. Døden var venlig nok til at babysitte dem mens jeg skrev projekt idag. Hun sagde, hun ville tage dem med ned på det tyske marked og drikke dem hønefulde i gluhwein. Jeg tror, jeg vil benytte chancen, mens de er ude til at finde et par navne til dem - de benævnelser de har pt er ikke særligt mundrette.

ATTAOSF: Oooooh! Kan jeg hedde Mia? Jeg har altid gerne villet hedde Mia!
Anne: Er I allerede tilbage? Jeg havde håbet, I - jeg mener, I skulle... Nej, jeg havde planlagt at du skulle hedde Pierette. Mia er ikke særligt - dig.
ATTAOSF: Men jeg vil hedde Mia. Det her er bare uretfærdigt!
ABV: Hov! Sje var minreplik. Ikk' pænt af dig ta' minreplik.
Anne: Er I fulde?
ATTAOSF: Wheee! (Løber i cirkler.)
Anne: Deter ikke særligt megt af et svar, når det kommer fra dig...
ABV: Anne - du minbedste ven, du er. Mener det. Det'ik bar noed jeg siger fordi jeg er et produkt af din - hvahedderdet - fantasi. (Klynger sig til Annes venstre arm)
Anne: Død - har du noget at sige om det her?
Døden: Egentlig ikke. Men jeg synes det ville være klogere, hvis du brugte din tid på at introducere nogle mænd i denneher julekalender. Foreløbig er vi fire kvinder og det bliver for meget af en hønsegård til at holde en hel december uden at du bliver sindssyg.
Anne: Fint. Udmærket. Men det bliver imorgen. Jeg skal tilbage til arbejdet nu.

03 december 2005

Meget apropos gemmer dagens julekalenderlåge på - Døden, som ikke kunne nøjes med en gæsteoptræden igår.

Det, der så generer mig lidt, er, at Døden har valgt at manifestere sig som en høj brunette i en lang, opslidsed kjole i noget changerende rødt stof og med et cigaretrør af rav. Min tanke var at skildre døden som bureaukrat i jakkesæt og med mappe. Det forekommer mig, at dette er metaforen for vor tids dødsopfattelse, som en ufravigelig, men urimelig regel, der burde kunne omgås med det rigtige papirarbejde. Men Døden havde så andre tanker, og da vi nok må indse at antropomorficeringer af basale naturvilkår har en vis ret til at gøre som det passer dem, har vi her døden med cigaretrør

Døden: Det lyder som titlen på en pulp-krimi
Anne: Du ligner en dame fra en pulp-krimi. Hør, jeg var ikke helt forberedt på, at du ville dukke sådan op, så jeg må skrotte mit forberedte manuskript. Vi tager det ad-lib.
Døden: (Puster en lang, hvid røgsky ud) Fint med mig.
Anne: Så... øh.. Du er altså en kvinde. Er det et nyt faktum? Vi så dig naturligvis som kvinde i Sandman-tegneserierne (bemærk de elegante referencer!), men jeg havde faktisk et indtryk af, at du var gået tilbage til rødderne efter dét?
Døden: Hør, kiddo, jeg har intet professionelt mod Neil Gaiman, men jeg kan ikke tage mig af, hvad han giver sig til at skrive. Han er en voksen dreng, og hvis han har en ting for nuttede goth-piger er det fint med mig, men det er hans sag. Og hele det der manden-med-leen show er - tjah - forrige århundrede. Jeg kunne sige, at jeg valgte det her look for at komme tilbage til den helt basale forbindelse mellem død og (kvindelig) seksualitet, men det er nok mere sandt, at jeg valgte det fordi jeg kunne. All right?
Anne: Aha. Det lyder ret nyt for mig.
(Der lyder et lille "ping" idet Annes bedre vidende manifesterer sig igen)
ABV: Nej det gør ikke, Anne. Det er præcis det, du læste om på biblioteket i sidste uge, mens du ventede på, at det skulle holde op med at regne. Det kan jo ligesom ikke være nyt, når det er dig selv der skriver det hele.
Anne: Hej bedre vidende. Jeg havde faktisk ikke regnet med at se dig igen i denne kalender.
ABV: Jeg havde regnet med at finde dig i gang med noget arbejde, faktisk.
Anne: Skal nok lave det - jeg skal bare liige finde ud af, hvorfor døden går med netstrømper
(Døden ser op fra sine knaldrøde negle, som hun har beundret et stykke tid, krydser sine lange ben og løfter det ene øjenbryn en milimeter)
ABV: Døden går med netstrømper fordi du har læst for meget Raymond Chandler på det sidste.
(Der lyder et lille "pok" efterfulgt af et øresønderrivende brag da Annes trang til at opføre sig fjollet manifesterer sig i superheltekostume med turban. Braget skyldes den flodhest, hun maser Annes Bedre Vidende flad med.)
ATTAOSF: Vantro! Man kan ikke læse for meget Raymond Chandler
Døden: Amen
ABV: (Nedenunder flodhesten) Det her er ufatteligt uretfærdigt.

02 december 2005

Det er den anden december, og bag lågen i kalenderen er der et snefnug.

Den første sne faldt i mandags - små, enkelte snefnug der drattede ud af en mørk himmel, ganske alene og uden nogen anelse om, hvor de blæste hen. Ind imellem rejste vinden sig lidt og kastede en håndfuld visne blade op i luften, over taget på Henry Price og - hvem ved? - måske ud i uendeligheden. Der var så lidt sne, at vore australiere end ikke opdagede den, men de blev ekstatiske over at høre, det havde sneet. De håber på voldsomme og ubegrænsede snefald, der dækker hele England med hvis puddersne og sender os allesammen ud at slås med snebolde. Vi nordeuropæere tog det mere stoisk. Man kan ikke for alvor sætte sin lid til sne - det eneste, der er sikkert er de naturlige tal, døden og regnvejr, og jeg får at vide, at der kan være tvivl om døden.

01 december 2005

Jeg har en ide, og det er faktisk ikke en meget god ide, men en ide er det. Hvorfor ikke lave en julekalender?
(I dette minut lyder et lille "ping" og Annes Bedre Vidende dukker op på hendes venstre skulder)
ABV: Fordi Stefan laver en julekalender. Og der er julekalendre nok i verden. Du burde lave dit projekt i stedet. Eller arbejde for verdensfred.
Anne: Det er jo rigtigt nok. Især at Stefan laver en sej julekalender og at vi alle kommer til at sidde klistret til skærmen og vente på at han opdaterer
(Der lyder et "pok" og Annes trang til at opføre sig fjollet dukker op på hendes højre skulder)
ATTAOSF: Og det minder mig op en sang:
Sometimes we're up, sometimes we're down
Oh yessss, preciousss!
Sometimes we're really fooling around
Yes, preciousss. Gollum!
ABV: Og det skal betyde?
ATTAOSF: At det er mig, der har vundet igen.
Anne: Sandt nok.
ABV: Det er bare uretfærdigt.

Den første låge i julekalenderen gemmer et juletræ - fordi der står et nede på biblioteket.
Man gør mig opmærksom på, at jeg ikke har postet længe. Jeg tror, det så omtrent må holde stik, i alt fald for en passende værdi af "længe". Det er ikke, at jeg egentlig har haft travlt, men jeg gik i opgavepsykose i sidste uge og brugte det meste af tiden på at prøve at gnave mine ører af - i et eller andet forsøg på at kombinere en dyb og uforståelig symbolik med en aktivitet, der kunne fjerne min opmærksomhed fra mit projekt.

Denne fase er imidlertid overstået (af basale anatomiske grunde - det er ikke på sigt ladsiggørligt at få munden op til noget af ørerne) og jeg må til at finde noget andet at tage mig for. Jeg har ikke en detaljeret plan endnu, blandt andet fordi jeg er så søvnig, at jeg kun undgår at falde i søvn på stedet ved at være ude af stand til at bestemme mig for, hvilken retning jeg skal falde. Men jeg vil lægge ud med at være blandt de første til at proklamere starten på julemåneden:
Det er december! God bless us everyone!

18 november 2005

Det kan altså blive en smule over hækken med de overspringshandlinger. Igår gik jeg amok med en saks og klippede løs i en stabel gamle Guardians for at lave en kollage - som ikke helt blev til noget, da jeg faldt i søvn midt i papirbunken med saks i hånd. Nu har jeg en fin samling af pæne billeder og overskrifter - jeg kan ikke helt overskue hvor meget zeitgeist der er i det, men i det mindste er det sjovt.

Så hvad er de store nyheder herovre? Aner ikke om det kan interessere jer, men:

  • Amerikanernes brug af fosforgranater ("it's not as much a chemical weapon as a building block of life, sah!") mod civile i Irak. Det er vel egentlig ikke chokerende, det er bare så - realitetsbekræftende. Giver det jer ikke en varm fornemmelse indeni, at intet mål af bullshit om "kampen for frihed, demokrati og gratis budweiser" kan ændre de basale regler for menneskelig adfærd?
  • den nye lukkelov for pubber. Vi venter verdens undergang inden for en uge, når briterne kan få lov at drikke døgnet rundt.
  • Tv-serien over Bleak House og, endnu bedre, BBC's historiske drama om Cæsars Rom. Debattet er faktisk ret ophedet: "No woman of her social standing would have anal sex in front of her slaves and there's no archaeological evidence that Roman women shaved their pubic hair." Ah - antikken. Dickens-debatten er noget mere stilfærdig - jeg skal ikke kunne sige hvorfor.
  • Derudover ser anti-- undskyld, "pro-liv"-debatten ud til at være på vej mod en revival, hvilket passer meget godt til den anden debat om, hvorfor britiske kvinder er så egoistiske og nægter at få børn for i stedet at være onde, narcissistiske karrierekvinder. Det er vist konsensus, at mænd er så utilregnelige, at de ikke kan tillægges noget ansvar for de faldende fødselstal.
Derudover skal der laves en ny Toryformand med et håb om at kunne tage magten - og Blair er tilsyneladende mere og mere upopulær. Guardians tegnere afbilder ham i de sidste stadier af rabies, og Times tegner ham bagbundet i en åben grav. Nåja, og sort er den store nye farve (er sort en farve?) og donationer til charities er årets julegavehit. "Skat, jeg købte dig et vandrensningsanlæg og tre geder."

16 november 2005

A few of my favourites...

Det er begyndt at blive koldt her. Himlen er helt klar og kold hver morgen, og om eftermiddagen ligger der store, ekspresionistiske skyer slængt hen over den. Alle de små kineserpiger ser betuttede på deres ånde, der materialiserer sig foran munden på dem, når de går ud om morgenen. Der er med andre ord ingen grund til, at jeg ikke skulle føle mig hjemme her, og alligevel er jeg ramt af en snært af hjemve - hvis det da ikke bare er efteråret, jeg begynder at mærke. Jeg prøver at tænke på alle de ting, jeg godt kan lide her - med det resultat at jeg bliver splittet mellem hjemve og vemod over at skulle forlade Leeds til januar.

For at dele lidt ud: De dejligste mennesker i Leeds er (i uprioriteret rækkefølge):

Rev: "Deep River / My home is over Jordan / Deep river / I wan to cross over into camp ground." Dirigenten (rollen går på skift - denne sang er blevet udvalgt af en flot tenor der prøver at anlægge gedebukkeskæg og hader alt der er corporate) gennemgår teksten på klingende nordengelsk og er skuffet over, at vi ikke gentager den på amerikansk. "Well, it's a negro spiritual, see? It should be -- a bit more like, well, 'dontcha', right?" To af sopranerne begynder at synge "Dontcha wish your girlfriend..." og en af alterne bemærker alvorligt, at hun ikke går ind for den slags sange.

Logikere: Englændere er, naturligvis, dybt besynderlige. Man bruger de første to uger på mere og mere og mere desperate forsøg på at komme i kontakt med sine medstuderende, giver så op i forvisning om, at man ikke ville kunne få svar ud af dem med etisk forsvarlige midler - og når man så når til begyndelsen af november, begynder de at tale til en. Jeg gik næsten i chok, da en af mine medmængdeteoretikere helt spontant spurgte mig om jeg havde prøvet Samurai Sudoku i Times om lørdagen.

Hvilket bringer mig til professor Truss, min forelæser i mængdelære og åbenbart min nye bedste ven - hvilket betutter mig en hel del. Det er absolut muligt, at han ikke kan flyve, springe over skyskrabere og bevise Riemannshypotesen med to blyanter og en kort stump snor, men jeg vil gerne se det bevist. Helt alvorligt, han er ret ærefrygtindgydende. Der er nogle mennesker, der udstråler så meget intelligens og personlighed at de får alle i deres omgivelser til også at føle sig begavede og vittige. Og desuden har manden et utroligt niveau af sociale kompetencer - han er tilsyneladende alvorligt interesseret i alle menneskers velbefindende. Han inviterede til fest i fredags - bare lige hans phd-studerende, logikgruppen og fem tilfældige Erasmusstuderende. Christoph, Michael og jeg ved stadigvæk ikke hvorfor vi var inviterede, men det var enormt sjovt. Jeg er så afgjort en fan.

Christoph og Michael er de to andre "internationale eksperter" (som professor Truss kalder det) på mængdekurset, og de er naturligvis mine naboer i Henry Price. Christoph er østriger med en mørk fortid. Han taler om aldrig at vende hjem igen, men fortsætte ud i verden uden at se sig tilbage - altid på vej videre mod horisonten, en fremmed i et fremmed land. Jeg har stadig ikke fundet ud, hvad der er af dunkle kræfter i hans fortid - jeg ved så meget, at han skriver fantasyromaner om zombier, er med i bestyrelsen for den internationale minestrygerforening og har en semineurotisk afsky over for alkohol. Michael er svensk og bryder sig ikke synderligt om topologi.

Katie har jeg ikke set længe. Hun synger tenor i rev, arbejder for en kristen velgørenhedsorganisation, er amerikaner, Kristen, kreationist og meget sød. Må huske at invitere hende til the. Hun har et imponerende niveau af tolerance for alle os vantro.

Erica er et dæknavn for en pige fra Taiwan, som jeg læser statistik med. Hun er lille og smuk og feminin, og hun vil ikke fortælle mig sit rigtige navn. Hun kan kun lave en ret, kylling kogt i soja med stjerneanis, men hun drømmer om at lære at bage store kager.

Jeg vil ikke slutte uden at nævne min metaforiske løve. Den er stor og gul og kan æde et menneske i to mundfulde (tre hvis han har gået i engelsk folkeskole) og jeg er ret overbevist om, at den ikke eksisterer. Men jeg har næsten fundet et bevis for dens eksistens og den er ond nok til at jeg meget gerne vil være venner med den.

07 november 2005

Det slog mig, at I måske kunne have lyst til at læse en kort gengivelse af mit møde med min vejleder.

Vejleder: Nu er du jo i gang med at lave en stor festmiddag, og I den anledning tænkte jeg...
Studerende: Nej jeg er ikke. Jeg er i gang med at skrive et projekt om bevisteori.
Vejleder: Ja, men du må huske på, at nogle af dem, du gerne vil have til at læse din blog er ikkematematikere, og at du derfor kan vinde en del ved at benytte en elegant metafor.
Studerende: All right. Det er dig, der er boss.
Vejleder: Netop. Og jeg tænkte, at det ville være smart, hvis du lavede nogle små kuvertbrød til din middag.
Studerende: Metaforisk set?
Vejleder: Naturligvis.
Studerende: Aha. Det er en meget god ide, men det virker lidt mere presserende at forholde mig til, at der ligger en løve på komfuret.
Vejleder: Ligger der en løve på komfuret?
(Den studerende peger på den store, menneskeædende løve.)
Vejleder: Ja, det ser sandelig sådan ud for det utrænede øje. Lad mig se...
(Vejlederen går langsomt rundt om komfuret, mens han tænksomt gnider sin hage og rynker sine højtbegavede bryn. Efter at have stirret på løven i fem minutter erklærer han:)
Vejleder: Ja, der ser faktisk ud til at være en løve.
Studerende: Ja gu' er der en løve. Men hvad skal jeg gøre ved den?
(Vejlederen tænker dybt og lyser så op i et vidende smil)
Vejleder: Foreløbig vil jeg foreslå, at du bager nogle små kuvertbrød. Så kan vi mødes igen om en uge og se lidt mere på løven.
Remember, remember the fifth of november....
Det var i hvert fald, hvad jeg gjorde fredag aften (som for resten var den fjerde). Det var mørkt klokken seks, og vinden var ved at kule op da canadieren kom farende ud i køkkenet og udbrød "Hey, look! Hyde Park's on fire!"
Der var et enormt bål inde midt i Hyde Park - en stor park foran mit kollegium, med statuer af Robert Peel og dronning Viktoria men helt uden gadelygter - og der var en masse mennesker, endnu mere mudder, børn med stjernekastere (eller selvlysende plasticstrimler, hvis deres mor havde fået lov at bestemme), pølsevogne, en fish-and-chips og en utrolig mængde fyrværkeri. Det officielle fyrværkeri startede først, da bålet næsten var brændt ned, og oplyste hele parken mens vi alle sammen stod og jublede med hold i nakken og kolde fødder, og manden ved siden af mig belærte sine to døtre om, at det hel i virkeligheden handlede om, at folk var onde og syndefulde og sprængte hinanden i luften med bomber - hvilket børnene var totalt ligeglade med, så længe der var flere Catherine Wheels tilbage. Så slukkedes bålet, og en halv time senere var parken mørk og øde.

04 november 2005

A loaf of bread, a jug of wine, and thou
Nåja, to ud af tre er vel ikke at kimse ad, når det ikke kan være anderledes. Peter tog hjem igår. For at være helt ærlig er vinen også så relativt dyr herovre at det nok snarere er en pint og et brød. Og det er heller ikke at foragte, men jeg må indrømme, at jeg gerne ville bytte det for en ordentlig nattesøvn. En af de ting, de ikke fortæller os, når vi kommer hertil, er, at vi skal regne med at se alle vores venner hver nat klokken tre, når en eller anden silly bugger sætter brandalarmen igang. Vi har haft tre brandalarmer over de sidste to nætter, og jeg befinder mig i den der tåget-muntre, semipsykotiske sindstilstand, der skyldes søvnunderskud.
Ret beset, er en pint ikke stor set et brød på flydende form? Det er ligesom med smoothies - der står altid på dem, at de svarer til tre portioner frugt. Hvor mange skiver brød er en pint? Hvad er anbefalet daglig dosis af brød? Hvad kan man drikke for at erstatte søvn? "Denne kop kaffe udgør 7% af den anbefalede daglige søvndosis?"

28 oktober 2005

Ha! Hvis man drejer forkert på vej ud af Brotherton Library, kommer man forbi et skilt med en pil og teksten "Ladies". Hvis man følger pilen, finder man sig selv uden for en dør beskiltet "School of Philosophy". "Hej selv," siger man måske. "Hej Anne." Hvis man så spørger sig selv, hvad man laver der, vil ens selv tage en ved hånden og pege opad, imens den åbner døren. Lige netop der hænger - som det første man ser - et skilt med den manende påskrift "Mind your Head".

Jeg synes, det siger rigtig meget.

26 oktober 2005

Den højeste Wow-faktor i et matematisk resultat er nok den, man har i Gödels ufuldstændighedssætninger: At der til ethvert formelt bevissystem findes en sætning der er sand og ikke kan bevises. Og naturligvis spørger man sig selv, hvorfor man ikke bare kan bruge en anden definition af "bevis" - for eksempel den type bevis der gjorde det muligt at vise, at den omtalte sætning var sand? Det er et spørgsmål lidt i stil med mysteriet om, hvorfor de ikke laver fly af det samme materiale som de sorte bokse, når nu den sorte boks altid overlever flystyrtet. Der er et svar på det spørgsmål, og det er et rigtigt godt svar og jeg aner ikke, hvad det er - men jeg er lidt bange for, at det nok er noget i dén retning, mit projekt formodes at handle om. Jeg er så endnu mere bange for, at det ikke er det, mit projekt handler om, for i så fald aner jeg ikke, hvad jeg skriver om, og det kan ikke være en fordel.

I hvert fald skal jeg aflevere en foreløbig version af projektet på fredag, så jeg er en smule stresset. Meget fordi Michael lavede vejledertrick nr. 7 på mig i mandags. Det går som følger:

Vejleder: Jeg tror faktisk, det er nok, hvis du lige gør... (indsæt opgave relevant for emnet)
studerende: Det er fint - det kan jeg sagtens nå.
vejleder: Åh ja - og måske skulle du også lige...
studerende: Ja-så. Det lader sig gøre. Jeg kan bare lade være med at gå til kor imorgen.
vejleder: Og naturligvis skal du også... og ... og ...
studerende: støn!

Jeg har siddet med fikspunktlemmaer til klokken to i nat og drømte om formelle systemer med bowlerhatte. Men Peter kommer og besøger mig imorgen. Wheee!

17 oktober 2005

Heden ligger dækket af en tyk tåge, der lurer mellem de rødgule bregner og blåbærrisene og skjuler de stejle bakker. Sorte, kantede klippestykker stikker frem mellem bregnerne og ud af tågen, klipper af samme slægt som stenene på den mudrede sti. Øverst på en bakketop ses et par træer i silouet, bøjet skæve af den evige blæst. Med et toner to skikkelser frem mellem træerne, sorte og tilsyneladende større end almindelige mennesker. Man hører en hund glamme uheldssvangert gennem stilheden. Så forsvinder de to skikkelser igen i tågen og de vandrende kan kun høre end deres egne fodtrin i mudderet.

Jeg har en ny teori om englænderne: De er faktisk ikke gale. De har bare en teori om at alle udlændinge er sindssyge, og i et forsøg på at være venlige prøver de at efterligne deres udenlandske galskab så meget som muligt. Mit bevismateriale er magert men solidt: Der er intet folkefærd, der kan være så vanvittigt uden at prøve hårdt. Således var der fire mennesker, alle englændere og tre af dem vildtfremmede, der fortalte mig, hvor godt det var, at jeg bar hat på Ilkley Moor - så jeg ikke risikerede at blive slået ihjel.

Måske gav vi dem også en vis grund til at betvivle vores sindsligevægt. Vi var ca. 25 udlændinge i følge med kristne, der stolprede afsted langs de glatte stier i en ujævn række ledt af nervøse turarrangører, der gjorde sig en del umage for at forhindre os i at falde ned af skrænter i tågen. Vi gled og blev mudret til, og der var nogle af de kinesiske drenge, der for vild, og vi plukkede blåbær og hoppede på sten og spiste madpakker og så nogle fugle, som de kristne piger var helt oppe at køre over (nok fordi de var de eneste med kendskab til den lokale fauna) og nogle ænder som fik de kinesiske piger til at gå i selvsving (og det var bare almindelige ænder, tror jeg). Det var pragtfuldt.

I det hele taget er folk fra Leeds University Christian Union gode til at more sig. Torsdag holdt de skumfidusgilde, lørdag var det udflugt til Ilkley Moor, søndag arrangerede de kirkegang og frokost - og det er bare det, de holder for internationale studerende. Jeg ville ikke have energi til at være kristen.

14 oktober 2005

Jeg opdager, at der mangler noget i mit liv - en lille ting, sandt nok, men en af dem, man virkelig begynder at få trang til, når man undværer dem for længe. Der er meget for få kommaer i min hverdag for tiden.

Det handler for det første om, at jeg ikke har nogen anelse om engelsk kommatering. Tegnsætningen i mine afleveringsopgaver laves med en bøn og et haglgevær, og det frustrer mig mere end rimeligt er. Men det kan løses med en grammatikbog. Den virkelige grund til mit kommaunderskud er al den logik, jeg læser.

Som I nok ved, går matematisk logik egentlig ud på at flytte matematisk ræsonnement over i et konstrueret sprog, der er så formaliseret, at man kan have en nogenlunde idé om, at de ting, man siger faktisk giver mening (omend for en bizar fortolkning af dette ord) og hvilke slutningsregler man bruger og kan tillade sig at bruge. Som det er blevet præsenteret for mig, består dette sprogs alfabet (vi laver et par skjulte antagelser her) af symboler for konstanter c1, c2, c3,..., variable v1, v2, v3,..., funktioner f1, f2,..., foruden lighedstegn, logiske konnektiver, kvantorer og parenteser. Men ingen kommaer. I hvert fald ikke i min bog. I vil ikke tro på, hvor meget man kommer til at savne det skidt.

For resten må jeg hellere sende en hilsen til søens folk - specielt de af jer, der skal til Viking-con nu. Jeg er slet ikke misundelig.

12 oktober 2005

I may be a Turing machine but I cannot know which one...

og i alle tilfælde er Michael Rathjen en langt sejere Turingmaskine. Jeg sidder og læser på en artikel, jeg skal skrive et projekt om, og jeg river mig i håret, for forfatteren er helt klart en Turingmaskine der tilmed prøver at lave filosofi. Med Turingmaskiner og Gödelnumre. Det er græsk for mig. Men hvis så man viser en side af det til professor Rathjen, så lyser det op og alle de små modbydelige uforståeligheder lusker et andet sted hen. De har så en lumsk tendens til at luske tilbage igen, når han ikke er der, for de er ikke bange for mig...

Det viser sig midt i det hele, at jeg for resten forventes at have et halvfærdigt skriftligt produkt i slutningen af oktober. Jeg overvejer om jeg skal gå i panik over det - men det er lidt mere fristende at prøve at holde en stiv overlæbe. Mest fordi det får én til at tale helt vildt sjovt.

Da jeg må indse, at man nok bliver underlig af at omgås logikere for meget, har jeg åbnet en ny social front: jeg har meldt mig ind i Revelation Rock-Gospel Choir. Det er vildt skægt. Der er det geniale ved gospel, at man utroligt hurtigt får et resultat der lyder af noget. Sæt en halv time af, og 30 sangere, og med et har man et stort monster af en sang, der buldrer og vugger og stiger og falder og changerer og er meget større end noget man selv kunne have lavet, og alligevel er man med til at lave den. Og så går man ud og drikker squash og spiser biscuits.

10 oktober 2005

Professor Geometry kiggede sig omkring og sagde med den begejstring, der ligger i alt han siger "I mean, of course it's really brilliant. If the bird flu comes around here we'll all be dead within a week."

Sagen er naturligvis, at 73,53% (en statistik, jeg lige selv har opfundet) af alle forelæsninger på Leeds Uni foregår i Roger Stevens Buildning. Så fem minutter i hel hver time myldrer de studerende ud i de gange, der forbinder de forskellige auditorier, og fem minutter over hel finder de alle sammen plads i et andet auditorium. Det minder lidt om en flok duer - bare duer med alle former for dialekt og klædedragt og især med alle former for tasker. Og gangene er af arkitektoniske grunde særdeles smalle, så i de ti minutter hver time er de stoppet med mennesker. Det er en kamp for at nå til den næste forelæsning, og der vises ingen nåde. Som i så meget andet har de businessstuderende en fordel, da de allesammen har stilethæle eller en stor mappe at slå om sig med. Science-folkene med deres tunge skoletasker er heller ikke ilde stedt, men jeg er bange for, at de små humaniora-piger er blandt de første ofre. Jeg har hørt om den britiske høflighed, før jeg kom hertil, og om det nordlige galanteri efter jeg ankom, og det er altsammen ævl. Fra 55 til 05 er det alle mod alle.

Og det er rigtigt - hvis fugleinfluenzapandemien kommer i vores tid her, kommer vi allesammen til at krepere. Der er ingen måde, hvorpå man kan gå til timer uden at blive udsat for alle luftbårne infektioner, der er i omløb for tiden. Jeg tror, jeg har fået en lille dosis influenza, men sandsynligvis den almindelige slags - jeg føler mig ikke særligt flyvsk.

03 oktober 2005

Det slår mig - på trods af titlen på denne blog, har jeg ikke sagt et ord om udsigten fra mit vindue. Der rent faktisk er på fjerde sal, hvormed titlen giver en smule mening. Måske burde den ændres?

Det er jo muligt, at I alle sammen sidder, time efter time, og klikker "forny" på denne side, i håb om engang at finde ud af, hvad pokker det er, jeg ser fra mit vindue, og i så tilfælde må jeg hellere skrive om det og lade jer komme videre med jeres liv.

Da jeg (for eksempel) kiggede ud i eftermiddag efter at have været nede på markedet, hvor man kan købe alt og en grønthandler; ja da så jeg en mand stå og lave tai chi. Det er næsten lige så ligevægtsbefordrende at se folk lave tai chi som rent faktisk at lave det og man slipper for at stå udendørs. Da det var skønt vejr, var dette egentlig ikke en fordel, men det gav mig en ekstra mulighed for at forhale beskrivelsen af min udsigt lidt mere. I må være ved at være ret spændte nu.

Det, at man kan dyrke tai chi uden for mit vindue, giver jer nok en fornemmelse af, at jeg ikke ser ud på en motorvej, og det har I ret i. Full marks. Jeg ser rent faktisk ud på et par store træer. For foden af og bag ved dem er der en mellemstor park med en bænk, hvor man kan læse sin avis (for eksempel hvis solen skinner) og som er let forkullet efter sommeren. Bag parken ligger campus skjult bag nogle flere træer. Det eneste af campus, jeg faktisk kan se, er tårnet på the Parkinson Building, hvis urskive jeg netop kan skelne om dagen. Om natten skinner der et orange lys fra et rum i tårnet. Jeg må se at undersøge, om man faktisk kan komme derop. Folk her er meget stolte af Parkinsontårnet og peger det ofte ud, og det er også storartet at navigere efter - på en mørk aften, hvor man vandrer hjemad gennem flokkene af fulde mænd i Disneyprinsessekostumer, er der noget betryggende ved at se op på det varme lys fra tårnet og vide, at det er den vej, man skal gå.

Det, jeg ikke kan se fra mit vindue, er, at parken er fuld af gravsten. Jeg ved ikke hvorfor - det er ikke i så høj grad, at den ligner en kirkegård - men lige i skyggen af mine træer står der mindst tolv store gravmæler for folk, der døde et sted sidst i 1800-tallet. Længere inde i parken, skjult for mig bag den store kastanie, går en snoet sti, belagt med gamle gravsten.

Det forekommer mig bizart med denne udstilling af gravmæler, der virker mindre stillet op og mere stillet hen - som om nogen havde været nødt til at flytte dem og ikke havde et bedre sted at gøre af dem. Jeg bør undersøge det, men jeg har en pudsig uvilje mod det. Jeg har en anelse om, at forklaringen ikke er mysteriet værdig.

30 september 2005

En observation

Den oplevelse karakteristisk for dette sted, der maximerer funktionen besynderlighed*hyppighed, er at gå ind i en bygning af en dør i jordhøjde (eller de dér få centimeter over), fortsætte lige ud på samme etage, man kom ind på, for så at gå ud af en dør én etage over jordoverfladen. De fik ikke glattet dette land ordentligt ud, før de tog det i brug.

Jeg har for resten fundet et billede af min projektvejleder. Han satte mig til at gå til et logikseminar i onsdags. Det var vanvittigt morsomt - jeg forstod ikke et kuk, men så begyndte alle professorerne at skændes med den stakkels mand, der holdt seminaret. Så nåede han ikke at vise noget som helst, og så gik de alle sammen ud til middag.

28 september 2005

Jeg har langt om længe fundet min projektvejleder. Det er en lidt Niels Grønbæksk udseende logiker med et bistert blik "som skulle han dyste med drager og trolde / og føres bort under sørøversejl". Jeg tror, han synes jeg er sær, men det er nok af den forkerte grund.

Og jeg har fundet ud af, hvor jeg kan få netforbindelse med min laptop. Det er altså alligevel forbløffende, hvor meget man vænner sig til at have regelmæssig adgang til internettet.

24 september 2005

Charity Shops!

Det var en kølig septemberlørdag to dage før semesterstart, University Road var dækket af gule blade og solskinnet faldt blidt ned fra en klar himmel og strålede tilbage fra glasskårene på vejen. Og jeg tænkte: Jeg tror, jeg vil gå til Headingley og se på butikker. Min lokale evolutionist siger, der er fyldt med charity shops.

Så jeg har været i mindst tolv butikker til fordel for alt fra psykisk syge til "Pets in need of Vets". Og der er en Vintage Shop i Hyde Park (ja, jeg troede også, det var i London) som jeg er absolut forelsket i. Og ejeren siger, hun ikke har noget imod at flytte til København til sommer.

Der er altså, hvis I ikke skulle vide det, noget helt specielt ved at handle i genbrugsbutikker. Man får bare ikke samme tilfredsstillelse af jæger/samlerinstinket i almindeliuge butikker, hvor der er adskillige eksemplarer af hver vare, og hvor der ikke er helt samme ratio af totalt ubrugelige ting (er der nogen, der kan bruge en cerisefarvet herrebadekåbe med pufærmer?).

Undervisningen startede for resten i går. Jeg har vaeret til tre forelæsninger: En i geometri med en nydelig ældre herre, der henrykt forklarede, at han aldrig tidligere havde haft geometri, men at det ville blive vanvittigt sjovt at undervise i. Og en i mængdelære - et kursus som jeg ikke skal have, men som jeg har tænkt mig at substituere for mit kursus i kodningsteori, fordi kodningsteori efter kun en forelæsning viser sig at være lige så sjovt som at sidde og se edderkopper krepere af alderdom. Bare mere ubehageligt. Og en smule mindre intellektuelt udfordrende.

Men professor mængdelære er sympatisk. Det er svært at have noget imod det første menneske, jeg nogensinde har hørt erklaere Universet for ubrugeligt og imod reglerne.

23 september 2005

Konstantin Strøm som statsminister!

Så længe vi slipper for ham i de ny Tintin'er. Ja, det har jeg først opdaget nu - vi er bagud med nyhederne herovre. Men børn, har I tænkt alvorligt over det? Kunne det ikke være, at hele Bjævermosespørgsmålet har været en finte fra forlagets side for at få os til at se bort fra endnu mere utilstedelige ændringer i oversættelserne? Personligt vil jeg ikke føle mig tryg, før jeg har nærlæst de nye udgaver.
Hvad er status? Som det vil være bekendt for enhver, der har grund til at læse denne blog, trak vor heltinde tidligt den 12/9 2005 teltpælene op og begav sig til Leeds for at erhverve sig større viden. Hun har tilbragt tiden siden da med introduktionsaktiviteter og andre typer af forvildet omkringrenden. Blandt andet aner hun ikke, hvor hendes teltpæle blev af.

Min nuværende bopæl er kollegiet Henry Price Building aka. "that place, you know, it's based on a Swedish prison". På grund af ombygning skal blok D, E og F rømmes fra slutningen af januar, hvorfor man har sørget for at fylde dem med studerende, der kun skal være der dette semester - altså udvekslingsstuderende. Jeg bor, kort sagt, i Babelstårnet 4. th.

Vi er ti, der deler en forunderligt tyndvægget lejlighed og et rummeligt køkken: to svenskere, en argentiner, to australiere, en psykedelisk canadier, mig - og så de tre tyskere. Og de tre tyskere er tre ud af utallige tyskere i Leeds, og de hidkalder deres landsmænd fra alle kanter, hjørner og facetter af campus, til vores køkken er bristefærdigt med tyskere. Det er en lidt overvældende oplevelse.

Der har heldigvis i de sidste dage formet sig adskillige transnationale alliancer, så faren for en total tysk køkkenmagt er efterhånden negligibel. Jeg begynder dog at nære en vis frygt for, at australierne i kraft af deres totale dødsforagt i omgang med spiritus og køkkenredskaber kan
ende med at udgøre en kulturel overmagt.

Jeg blev registreret tirsdag morgen. Det var det mest idiotiske spild af mandtimer, jeg har oplevet, og indrømmet, mit liv har været kort, men stadigvæk - jeg har gået i dansk folkeskole. Jeg har et sammenligningsgrundlag. Proceduren er som følger: For hvert kursus, hver studerende ønsker at følge, skal hun udfylde og underskrive en formular, der fås ved den bod, der er opstillet af det relevante institut, få den stemplet af først dette institut, og dernæst sit moderinstitut. Så stiller hun sig i en af to køer, alt efter om hun skal betale tuition eller ej. Hvis hun stiller sig i den ikke-betalende kø, vil hun for hver to meter blive høfligt tiltalt af en tilsynsførende, der ønsker at se hendes dokumenter for at sikre sig, at hun er i den rigtige kø.
Hver anden af disse myndige personer vil være fejlinformeret om hvad tegnet "E" i betalingsfeltet står for, og insistere på, at den Erasmusstuderende bør gå over i betalerkøen. Ved høflig insisteren fra den studerende vil den næste tilsynsførende blive tilkaldt og forklare, at det er rigtigt nok - hun skal ikke betale. "Go on, luv".

Hendes vej vil nu være lang og snørklet, fra den ene gymnastiksal ad omveje ind i den anden. Her sidder en flok kontrollanter ved borde, og en autoritativ dame beordrer folk i køen hen til det rigtige bord. Her bliver deres papirer efterset, de bliver fulgt hen til en venlig dame, der forklarer skriveren, at folk med et E i betalerfeltet ikke skal betale. Nu bliver den håbefulde studerende anbragt i en sidste kø, for enden af hvilken hendes billede bliver taget og et studiekort bliver udstedt. Hvis hun huskede at komme tidligt, vil hele processen ikke have taget mere end halvanden time, og hun er nu officielt studerende ved University of Leeds.

En hymne til ære for vor Alma Mater vil nok være på sin plads her, men jeg kender ikke University of Leeds' pendant til Fight fiercely, Harvard.

Men nok om dét (og ja, det er allerede for meget). Er der nogen, der har noget begavet at sige om den nye Pride and Prejudice-filmatisering?