24 april 2007

Her er nogle strøtanker om Memoratoriet, et rollspilsscenarie, jeg var med til at køre på Fastaval i år.

Hvad angår Memoratoriet




Scene: Memoratoriet er et rart sted, med hvide vægge, spejle og et panoramavindue - foruden den blå væg. Musikken spiller. En gruppe patienter sidder i ring på gulvet. En patient, den livlige, energiske pige med troldeansigtet, har fundet på at fortælle et eventyr. "Jeg er sikker på, at du har lige så gode historier inde i dig," siger en af de lyttende patienter til en anden. Han ser tvivlrådig ud.


Jeg er absolut ikke erfaren spilleder og lever stadig mit liv i den naive illusion, at der er total forklaring på den anden side af "gm-skærmen".* Spillederen ved, hvad der foregår. Og hvad der formodes at foregå, hvis jeg usle spiller ikke har lavet for meget rod. Spillederen ved, hvad han gør. Sådan er Memoratoriet ikke. Historien er, for hver eneste spiller, hendes egen afdækning af, hvad der skete med hende, fik hende til at blive syg og havne i Memoratoriet, hvor de prøver at gøre hende rask. Hun er det fuldkomne centrum for den historie, der skal ikke tages tid fra til at de andre spillere kan få deres tid i rampelyset og få uddelt nogle spor om deres fortrængte fortid til belønning. Og der er ingen andre i lokalet, der har nogen anelse om, hvordan hendes historie kommer til at forløbe, og hvad hendes hemmelighed er. Alt, hvad spillederen har at give hende, er en ramme for hendes historie, nogle simple ydre virkemidler, der giver en struktur for hende at bygge sin historie på, så den løber mod sit højdepunkt nogenlunde samtidig medde andre spilleres, nogle simple rekvisitter til at inspirere eller distrahere hende...


Scene: Hun ser, at det, terapeuten viser hende, er et foto fra en juleaften med hele familien. Manden med blå øjne, siger hun - eller er det væggen? "Jeg er tykkere på det billede. Tror du, jeg var gravid?" Hun stryger sig over maven med et udtryk af drømmende følsomhed i sine smukke træk. "Jeg er ikke gravid nu." Terapeuten nikker.


... men der er først sent i forløbet givet virkemidler, der kan presse spillerens fortælling, og de skal absolut ikke bruges sådan. Selv brugte jeg dem med hjertet i halsen. Har jeg nu forstået denne spiller rigtigt? Kan hun overhovedet bruge et foto af "ulykkesstedet"? Nu ødelægger jeg vel ikke det, hun bygger på?

Scenariets centrale gimmick, den "litterære synæstesi" (jeg ved ikke, hvor meget jeg skal afsløre, hvis nogen agter at spille det) er perfekt til præcis det formål at give hver eneste spiller præcis de input, han kan bruge og ikke stille sig i vejen. Spilleren får at vide, at han ser et roligt sted. Det er hans eget arbejde at fortælle spillederen og - først og fremmest - sig selv, hvad det så er, han ser.


Scene: En patient peger mod vinduet. Hvordan har de arrangeret, at det ændrer sig hele tiden, spørger han - det er computeranimeret, ikke sandt? Hvis han havde sin laptop, kunne han ændre det. Når han kommer ud, kan han få sin laptop igen.



Scene: Det er tydeligt, at memoratoriet er ved at splintres for patienternes øjne. Syn fragmenteres og bliver meningsløse, og de rædselsfulde erindringer trænger sig på alle vegne fra. En patient tvinger sig til at se mod udgangen, modløst. Han spørger, hvordan de kan sige, at det er vejen ud. Der er nogen, der kan se en lastbil, der stormer frem, han selv kan bare se en afgrund. Hvordan kan de mene, at han skal ud den vej?


Den store balancegang i et scenarie (eller en bog, film, skolekomedie eller far-mor-og-børn-leg) med en så tung gimmick er naturligvis mellem gimmick og historie. Scenariet Memoratoriet giver egentlig to muligheder hele vejen - spilleren kan fokusere på gimmicken, at han lider af en psykisk sygdom, der gør, at han ser tekst som virkelighed - eller på historien: det dybereliggende traume, der forvoldte hans tilstand. Begge dele er legitime veje til helbredelse og altså til en afslutning på scenariet. Det kommer ikke spillederen ved, hvad patienten synes er spændende. Det er ikke spillederens historie.


Scene: Pause. På vej ud af spillokalet griber den ene spilleder fat i den andens arm. Hun taler stille med eftertryk som for at være sikker på, at hun bliver hørt tydeligt. "Peter. Det er bare nogle hvide vægge. De. Ting. Er. Der. Ikke. I. Virkeligheden. Det er bare noget, de laver i deres egne hoveder!" Den anden spilleder smiler bredt. Han har kørt scenariet aftenen før.


Og det er fantastisk, hvad de gør ved det. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal vurdere kvaliteten af de historier, spillerne konstruerede. Grib din første indskydelse: Du er psykoseramt på grund af en traumatisk hændelse - hvad var det der skete? Jeg indrømmer, at der ikke var mange sofistikerede drejninger i plottet, og der var gentagelser - eller måske snarere tendenser. Masser af døde børn.**

Men det kunne ses, hvor stærke oplevelser, spillerne fik af scenariet, hvor meget deres historier rørte dem. Og hvor fandens godt rollespil, de spillede.


Scene: Hendes søn er død, druknet, og hun var ikke i stand til at redde ham. Det er ikke noget, hun kan lægge bag sig, nu da hun kan huske det. Det er ikke noget, der kan kureres. Hun tager det med sig, da hun forlader memoratoriet, helbredt.


Det, man så ikke kan få spillerne fra, er forestillingen om, at rollespil er noget socialt. Som jeg havde hørt scenariet forklaret, før det blev kørt, var idéen og idealet, at der skulle stå tyve mennesker i et lokale og stirre ind i væggen hver for sig. Og det var mildest talt ikke, hvad der kom til at ske. Dels fordi scenariet faktisk greb dem. Folk stod og græd. Spillederne løb rundt og udleverede cleenex. Og dels fordi folk spiller udad. De spiller mod hinanden. De finder de andre roller, prøver at finde ud af, hvad de ser - og hvad de tænker. De fatter sympatier. De spiller op mod hinanden. De støtter hinandens spil, og støtter sig til de andres spil. De tager rummet.


Scene: Når patienten ser sig i spejlet ser han sig selv, men mærkeligt nok har han en blyant i hånden. Det er tydeligvis nøglen til det hele. Lidt senere konfronterer han terapeuten, rasende. Han vil have en blyantspidser, så han kan komme ud derfra. Han kan komme ud derfra, bare de vil give ham en blyantspidser! Terapeuten erklærer bestemt, at han ikke kan give ham noget. Han må selv finde sin blyantspidser. Alle patienterne kigger på den skriveblokeringsramte forfatter, da han råber. Bag deres egne roller tænker de et øjeblik, at det dér var godt rollespil. Det er den historie, spillederen genfortæller flest gange bagefter.


Man kan tage Memoratoriet som et studie i, hvor meget rollespil, folk kan spille med hvor lidt materiale, eller når der bare ikke er noget, der står i vejen for dem. Det er faktisk ganske skræmmende, for scenariet har ingen historie og i en vis forstand ingen roller. De laver det selv. De ville have lavet det selv, hvis jeg havde været en atten gange så inkompetent spilleder. De har måske brug for en spilleder til at stille rammerne op - det gode rollespil kan de lave selv, bare hun lader være at gå i vejen.





*) Det ville være så nydeligt, hvis folk faktisk brugte den slags ting, ligesom i tegneserierne

**) Vi når snart det punkt, hvor jeg ikke kan se et dødt barn uden at græde.

12 april 2007

Godt - den bedste undskyldning, jeg har, for ikke at have opdateret denne blog i den sidste halve evighed, er, at jeg havde besluttet mig for at holde op, fordi jeg var træt af at høre mig selv snakke. Nu har jeg imidlertid brugt de sidste dage på at snakke (og skrive mail) så jeg bør have fået mindst 0,783 ører til at falde af, så det med at drage bort i næstekærlig tavshed er tydeligvis ikke et holdbart forsæt. Jeg må hellere anbringe mine penge, hvor min mund er, som de gangske umotiveret siger i det angelsaksiske. Her er en lille bagatel - og jeg skriver noget om rollespil en af de nærmeste dage.

Falsk forår



Himlen er gul i en smal skive over hustagene, og støvet mørkeblå i zenith. Aftenstjerne toner frem på himlen som det høje C, fulgt af stjerne på stjerne på stjerne, spejlet af en enkelt cykellygte på gaden. En sidste solsort kvidrer i kollegiehavens træer og bliver stille.

Der er så mange løgnagtige forår undervejs, at det ægte forår måske faktisk aldrig bliver set og er hemmeligt. Lyse martsdage, så varme at de lader til at være sprunget direkte ind i sommeren, og folk smider jakken og sætter sig på græsset i universitetsparken, kåde og soldrukne og efter et par dage grundigt forkølede.
Hvorpå årstiden vender vrangen udad og giver en stribe af inderligt grå dage, eller vrangvillig blæst, der går direkte gennem forårstøjet og ind og isner alle ens drømme om varme og lys. Og man resignerer.

Og så kommer foråret, ikke pludseligt men selvfølgeligt som om det har været i gang i ugevis og måske listede sig ind mens man sov forkølelsen af sig. Og man opdager det først for alvor, når man tilfældigvis kigger ud en aften, og tulipantræerne duver stille i parkerne og en forvirret solsort kæfter op langt efter sin sengetid.

Og det lader til at alle andre har vidst det altid, men at man bare selv var for længe om helt at give slip på sin vinter.