31 juli 2006

Jeg er meget tidligt ude med min mandagsupdate, for jeg blev holdt oppe med stimulerende konversation og er nu, hvor jeg har skilt mig ved min gæst, aldeles ikke træt. Jeg har opdaget en leg, der leges meget bedst ved et skriftligt medium med visse tænkepauser. Ideelt set ville jeg lege den pr. brev til et fjerntliggende hus på et bjerg, hvor postbuddet ad snoede stier med adskillige svinkeærinder bærer et parfumeduftende brev til den højt estimerede korrespondent. I brevet er to sætninger, for legen går, at den ene spiller begynder et citat, som den anden så, på en vittig og lærd måde skal afslutte. Den anden legende sender så sin afslutning (som, hvis vittig, kan være original) og et nyt halvt citat (der skal være kanon). Og legen fortsætter. Et skel - men ikke nødvendigvis det afgørende - mellem leg og spil er, at de sidste har en ende. Og brevene ville langsomt finde deres vej gennem Europa:

Kære ven,
Nu er vort mismods vinter...

Og støvet og bøjet ville svaret komme:

Højstærede,
... En dårlig tid for æg.

Alle lykkelige familier ligner hinanden; men...

Og svaret: ... En mand kan være lykkelig med en hvilken som helst kvinde, så længe han ikke elsker hende.

I seem to be having tremendous difficulties...

Kære ven,
... falling in love with you.

It is a truth universally acknowledged, that...

29 juli 2006

Det siges blandt folkeslagene, at den berlinske folkekarakter er uforskammet grænsende til det uhøflige. På grundlag af den behandling, man møder som turist og dermed patenteret idiot, kan der nok ikke drages konklusioner, men det er værd at se på de berlinske cyklister. Berlin er en forholdsvis meget cyklende by og lader til at være blevet det for ret nyligt, og i en by med brede veje og fortove har man valgt at lægge cykelstien på fortovet. For det meste er det en ganske smal stribe, der kan skelnes fra resten af fortovet hvis man er opmærkson, og cyklerne kommer tordnende derhenover og over det meste af fortovet, indædt retfærdiggjorte af deres overlegne sundhed og miljøvenlighed. Måske er det ikke, at de berlinske cyklister er så meget grovere end de københavnske - jeg tror det ikke - men da de er blevet sat i selskab med fodgængerne, langsomme og svage båret gyngende på to fødder og ikke dynamisk fremglidende på et stærkt metalskelet, har man nok givet dem for stor en fordel til at de har kunnet slippe fra det med deres pli intakt. Cyklisterne er tydeligvis fortovenes herrer, og de vil snart lægge alt hensyn fra sig og pløje de svage og langsomme ned for deres spindende hjul.

En lille dreng på Bergmanstrasse kørte afsted, i dyb koncentration om den éne opgave at holde den meget lille cykel lodret under sig, og verden stod næsten stille for ikke at volde hans fald, og i fast forventning om, at det snart ville komme.

17 juli 2006

Vi ved det jo allesammen - man kan ikke tage væk fra sin daglige avis i fire dage uden at de begynder at bombe Libanon. Hvorfor kan man ikke indføre en global agurketid, hvor folk, foreninger og regeringer bare lader være med at slå hinanden ihjel i store antal i løbet af sommermånederne? Hvor der vitterligt ikke sker større nyt end at folk bliver bortført af rumvæsener eller lærer deres undulat at stå på vandski?

Jeg tager på en uges ferie i Berlin på onsdag. Hvis nu jeg lover ikke at opdatere i den tid, vil I så være søde at holde øje med, at de ikke atombomber nogetsteds i mellemtiden?

10 juli 2006

Opdateringsfrekvensen på denne hæderkronede blog taget i betragtning er det evident, at der må foretages en ikketriviel permutation af skeer og hænder. Jeg får ikke postet, hvis det ikke bliver med faste dødslinier, og derfor erklærer jeg hermed min hensigt om fremdeles at poste hver - og lyt nøje efter, mine damer, herrer og eventuelle får med planer om verdensherredømme - hver mandag og fredag. Problemet med det er jo naturligvis, at jeg (hvis vi er optimistiske) ikke altid kommer til at have noget interessant at skrive. Desuden er det et forsæt, jeg så med det samme må bryde nu på fredag, hvor jeg skal i sommerhus som nyt medlem i en hemmelig loge. Men det er mandag i dag. Og:

Det er nogle pragtfulde nætter, vi har for tiden. Lune, mørke og stille, med duftende briser og en fornemmelse af tid, der står stille et øjeblik, bare for at mærke sommeren. Jeg får set en del til dem. Det er nætter, hvor man næsten ikke ærgrer sig over at skulle trække sin cykel hjem fra Nordvest, Valby, Hvidovre eller hvor den nu igen er punkteret. Den er døbt Cecilia, og det har vist sig at blive en selvopfyldende profeti. Åh, Cecilia. Hun er et dejligt bekendtskab, lidt lurvet udseende måske (og det er helt min fejl), men elskværdig som en kat, og hun timer sine punkteringer med stor elegance. Der er intet, der siger "tid til en lille punktering", som de første regndråber af en stor skylle, når man faktisk allerede er forsinket.

Og Cecilia varierer typen af sine punkteringer. For nylig har hun opdaget et nyt trick: Hun laver en lang flænge på indersiden af slangen. Og så ser hun så uskyldig ud, med den lille blanke klokke med ridserne og sit kække lille katteøje, og man kan bare ikke gennemskue, hvordan hun gør det. Og så gør hun det igen en uge efter. Og så laver hun en klassisk lille flintestenspunktering. Og så det store trick igen. Og det er altid baghjulet. Hun tilbringer snart mere tid med hjulene i vejret end nedad.

Jeg kan ikke sige, om det stadig kan forklares med inkompetence, eller om jeg bare er dømt til at være tilfældet yderst til højre på klokkekurven, hvad punkteringer angår. Og jeg tør næsten ikke investere i punkterfri slanger. Jeg er ikke helt sikker på, hvor Cecilia ville rette sine destruktive kræfter hen, hvis hun ikke fik afløb for dem på den vis. Min far taler om at købe mig et par massive slanger, og den dag han finder nogle, må jeg bede jeg alle om at se jer om, når I krydser gaden. Og hvis I ser en lidt smudsig hvid damecykel, med en ramponeret sort kurv og en lille blank klokke stå alene og tilsyneladende fortabt på gaden, så løb for livet.