28 oktober 2005

Ha! Hvis man drejer forkert på vej ud af Brotherton Library, kommer man forbi et skilt med en pil og teksten "Ladies". Hvis man følger pilen, finder man sig selv uden for en dør beskiltet "School of Philosophy". "Hej selv," siger man måske. "Hej Anne." Hvis man så spørger sig selv, hvad man laver der, vil ens selv tage en ved hånden og pege opad, imens den åbner døren. Lige netop der hænger - som det første man ser - et skilt med den manende påskrift "Mind your Head".

Jeg synes, det siger rigtig meget.

26 oktober 2005

Den højeste Wow-faktor i et matematisk resultat er nok den, man har i Gödels ufuldstændighedssætninger: At der til ethvert formelt bevissystem findes en sætning der er sand og ikke kan bevises. Og naturligvis spørger man sig selv, hvorfor man ikke bare kan bruge en anden definition af "bevis" - for eksempel den type bevis der gjorde det muligt at vise, at den omtalte sætning var sand? Det er et spørgsmål lidt i stil med mysteriet om, hvorfor de ikke laver fly af det samme materiale som de sorte bokse, når nu den sorte boks altid overlever flystyrtet. Der er et svar på det spørgsmål, og det er et rigtigt godt svar og jeg aner ikke, hvad det er - men jeg er lidt bange for, at det nok er noget i dén retning, mit projekt formodes at handle om. Jeg er så endnu mere bange for, at det ikke er det, mit projekt handler om, for i så fald aner jeg ikke, hvad jeg skriver om, og det kan ikke være en fordel.

I hvert fald skal jeg aflevere en foreløbig version af projektet på fredag, så jeg er en smule stresset. Meget fordi Michael lavede vejledertrick nr. 7 på mig i mandags. Det går som følger:

Vejleder: Jeg tror faktisk, det er nok, hvis du lige gør... (indsæt opgave relevant for emnet)
studerende: Det er fint - det kan jeg sagtens nå.
vejleder: Åh ja - og måske skulle du også lige...
studerende: Ja-så. Det lader sig gøre. Jeg kan bare lade være med at gå til kor imorgen.
vejleder: Og naturligvis skal du også... og ... og ...
studerende: støn!

Jeg har siddet med fikspunktlemmaer til klokken to i nat og drømte om formelle systemer med bowlerhatte. Men Peter kommer og besøger mig imorgen. Wheee!

17 oktober 2005

Heden ligger dækket af en tyk tåge, der lurer mellem de rødgule bregner og blåbærrisene og skjuler de stejle bakker. Sorte, kantede klippestykker stikker frem mellem bregnerne og ud af tågen, klipper af samme slægt som stenene på den mudrede sti. Øverst på en bakketop ses et par træer i silouet, bøjet skæve af den evige blæst. Med et toner to skikkelser frem mellem træerne, sorte og tilsyneladende større end almindelige mennesker. Man hører en hund glamme uheldssvangert gennem stilheden. Så forsvinder de to skikkelser igen i tågen og de vandrende kan kun høre end deres egne fodtrin i mudderet.

Jeg har en ny teori om englænderne: De er faktisk ikke gale. De har bare en teori om at alle udlændinge er sindssyge, og i et forsøg på at være venlige prøver de at efterligne deres udenlandske galskab så meget som muligt. Mit bevismateriale er magert men solidt: Der er intet folkefærd, der kan være så vanvittigt uden at prøve hårdt. Således var der fire mennesker, alle englændere og tre af dem vildtfremmede, der fortalte mig, hvor godt det var, at jeg bar hat på Ilkley Moor - så jeg ikke risikerede at blive slået ihjel.

Måske gav vi dem også en vis grund til at betvivle vores sindsligevægt. Vi var ca. 25 udlændinge i følge med kristne, der stolprede afsted langs de glatte stier i en ujævn række ledt af nervøse turarrangører, der gjorde sig en del umage for at forhindre os i at falde ned af skrænter i tågen. Vi gled og blev mudret til, og der var nogle af de kinesiske drenge, der for vild, og vi plukkede blåbær og hoppede på sten og spiste madpakker og så nogle fugle, som de kristne piger var helt oppe at køre over (nok fordi de var de eneste med kendskab til den lokale fauna) og nogle ænder som fik de kinesiske piger til at gå i selvsving (og det var bare almindelige ænder, tror jeg). Det var pragtfuldt.

I det hele taget er folk fra Leeds University Christian Union gode til at more sig. Torsdag holdt de skumfidusgilde, lørdag var det udflugt til Ilkley Moor, søndag arrangerede de kirkegang og frokost - og det er bare det, de holder for internationale studerende. Jeg ville ikke have energi til at være kristen.

14 oktober 2005

Jeg opdager, at der mangler noget i mit liv - en lille ting, sandt nok, men en af dem, man virkelig begynder at få trang til, når man undværer dem for længe. Der er meget for få kommaer i min hverdag for tiden.

Det handler for det første om, at jeg ikke har nogen anelse om engelsk kommatering. Tegnsætningen i mine afleveringsopgaver laves med en bøn og et haglgevær, og det frustrer mig mere end rimeligt er. Men det kan løses med en grammatikbog. Den virkelige grund til mit kommaunderskud er al den logik, jeg læser.

Som I nok ved, går matematisk logik egentlig ud på at flytte matematisk ræsonnement over i et konstrueret sprog, der er så formaliseret, at man kan have en nogenlunde idé om, at de ting, man siger faktisk giver mening (omend for en bizar fortolkning af dette ord) og hvilke slutningsregler man bruger og kan tillade sig at bruge. Som det er blevet præsenteret for mig, består dette sprogs alfabet (vi laver et par skjulte antagelser her) af symboler for konstanter c1, c2, c3,..., variable v1, v2, v3,..., funktioner f1, f2,..., foruden lighedstegn, logiske konnektiver, kvantorer og parenteser. Men ingen kommaer. I hvert fald ikke i min bog. I vil ikke tro på, hvor meget man kommer til at savne det skidt.

For resten må jeg hellere sende en hilsen til søens folk - specielt de af jer, der skal til Viking-con nu. Jeg er slet ikke misundelig.

12 oktober 2005

I may be a Turing machine but I cannot know which one...

og i alle tilfælde er Michael Rathjen en langt sejere Turingmaskine. Jeg sidder og læser på en artikel, jeg skal skrive et projekt om, og jeg river mig i håret, for forfatteren er helt klart en Turingmaskine der tilmed prøver at lave filosofi. Med Turingmaskiner og Gödelnumre. Det er græsk for mig. Men hvis så man viser en side af det til professor Rathjen, så lyser det op og alle de små modbydelige uforståeligheder lusker et andet sted hen. De har så en lumsk tendens til at luske tilbage igen, når han ikke er der, for de er ikke bange for mig...

Det viser sig midt i det hele, at jeg for resten forventes at have et halvfærdigt skriftligt produkt i slutningen af oktober. Jeg overvejer om jeg skal gå i panik over det - men det er lidt mere fristende at prøve at holde en stiv overlæbe. Mest fordi det får én til at tale helt vildt sjovt.

Da jeg må indse, at man nok bliver underlig af at omgås logikere for meget, har jeg åbnet en ny social front: jeg har meldt mig ind i Revelation Rock-Gospel Choir. Det er vildt skægt. Der er det geniale ved gospel, at man utroligt hurtigt får et resultat der lyder af noget. Sæt en halv time af, og 30 sangere, og med et har man et stort monster af en sang, der buldrer og vugger og stiger og falder og changerer og er meget større end noget man selv kunne have lavet, og alligevel er man med til at lave den. Og så går man ud og drikker squash og spiser biscuits.

10 oktober 2005

Professor Geometry kiggede sig omkring og sagde med den begejstring, der ligger i alt han siger "I mean, of course it's really brilliant. If the bird flu comes around here we'll all be dead within a week."

Sagen er naturligvis, at 73,53% (en statistik, jeg lige selv har opfundet) af alle forelæsninger på Leeds Uni foregår i Roger Stevens Buildning. Så fem minutter i hel hver time myldrer de studerende ud i de gange, der forbinder de forskellige auditorier, og fem minutter over hel finder de alle sammen plads i et andet auditorium. Det minder lidt om en flok duer - bare duer med alle former for dialekt og klædedragt og især med alle former for tasker. Og gangene er af arkitektoniske grunde særdeles smalle, så i de ti minutter hver time er de stoppet med mennesker. Det er en kamp for at nå til den næste forelæsning, og der vises ingen nåde. Som i så meget andet har de businessstuderende en fordel, da de allesammen har stilethæle eller en stor mappe at slå om sig med. Science-folkene med deres tunge skoletasker er heller ikke ilde stedt, men jeg er bange for, at de små humaniora-piger er blandt de første ofre. Jeg har hørt om den britiske høflighed, før jeg kom hertil, og om det nordlige galanteri efter jeg ankom, og det er altsammen ævl. Fra 55 til 05 er det alle mod alle.

Og det er rigtigt - hvis fugleinfluenzapandemien kommer i vores tid her, kommer vi allesammen til at krepere. Der er ingen måde, hvorpå man kan gå til timer uden at blive udsat for alle luftbårne infektioner, der er i omløb for tiden. Jeg tror, jeg har fået en lille dosis influenza, men sandsynligvis den almindelige slags - jeg føler mig ikke særligt flyvsk.

03 oktober 2005

Det slår mig - på trods af titlen på denne blog, har jeg ikke sagt et ord om udsigten fra mit vindue. Der rent faktisk er på fjerde sal, hvormed titlen giver en smule mening. Måske burde den ændres?

Det er jo muligt, at I alle sammen sidder, time efter time, og klikker "forny" på denne side, i håb om engang at finde ud af, hvad pokker det er, jeg ser fra mit vindue, og i så tilfælde må jeg hellere skrive om det og lade jer komme videre med jeres liv.

Da jeg (for eksempel) kiggede ud i eftermiddag efter at have været nede på markedet, hvor man kan købe alt og en grønthandler; ja da så jeg en mand stå og lave tai chi. Det er næsten lige så ligevægtsbefordrende at se folk lave tai chi som rent faktisk at lave det og man slipper for at stå udendørs. Da det var skønt vejr, var dette egentlig ikke en fordel, men det gav mig en ekstra mulighed for at forhale beskrivelsen af min udsigt lidt mere. I må være ved at være ret spændte nu.

Det, at man kan dyrke tai chi uden for mit vindue, giver jer nok en fornemmelse af, at jeg ikke ser ud på en motorvej, og det har I ret i. Full marks. Jeg ser rent faktisk ud på et par store træer. For foden af og bag ved dem er der en mellemstor park med en bænk, hvor man kan læse sin avis (for eksempel hvis solen skinner) og som er let forkullet efter sommeren. Bag parken ligger campus skjult bag nogle flere træer. Det eneste af campus, jeg faktisk kan se, er tårnet på the Parkinson Building, hvis urskive jeg netop kan skelne om dagen. Om natten skinner der et orange lys fra et rum i tårnet. Jeg må se at undersøge, om man faktisk kan komme derop. Folk her er meget stolte af Parkinsontårnet og peger det ofte ud, og det er også storartet at navigere efter - på en mørk aften, hvor man vandrer hjemad gennem flokkene af fulde mænd i Disneyprinsessekostumer, er der noget betryggende ved at se op på det varme lys fra tårnet og vide, at det er den vej, man skal gå.

Det, jeg ikke kan se fra mit vindue, er, at parken er fuld af gravsten. Jeg ved ikke hvorfor - det er ikke i så høj grad, at den ligner en kirkegård - men lige i skyggen af mine træer står der mindst tolv store gravmæler for folk, der døde et sted sidst i 1800-tallet. Længere inde i parken, skjult for mig bag den store kastanie, går en snoet sti, belagt med gamle gravsten.

Det forekommer mig bizart med denne udstilling af gravmæler, der virker mindre stillet op og mere stillet hen - som om nogen havde været nødt til at flytte dem og ikke havde et bedre sted at gøre af dem. Jeg bør undersøge det, men jeg har en pudsig uvilje mod det. Jeg har en anelse om, at forklaringen ikke er mysteriet værdig.