25 maj 2006

Gry siger, jeg skal opdatere, så -

Killinger! Killinger overalt! Oh rædsel! Må flygte, før jeg bliver overmandet af nuttethed! Vi er alle fortabte!

...

...

Nej det er nok alligevel for ynkeligt.

En Ægte Update

Som I ved, ikke ved eller måske ønsker at glemme, er "de matematiske fag" en flerdelt affære. Tænk på det som en hydra, hvis brede, skællede krop er E-bygningen på HCØ, og hvis hoveder er fire: matematik, statistik, aktuar og matematik-økonomi. Der er visse - og væsentlige - forskelle. For eksempel har alle mat-øk-studerende en laptop, og de har en laptop på den der "jeg har en laptop, så jeg må være en målrettet og betydelig person"-måde. Og deres computerlokale (hvor jeg, i et anfald af opsøgende beretning sidder og skriver dette) er fyldt med fladskærme og tjekkede sorte tastaturer. Som en modsætning til dette er de matematikstuderendes terminalrum en del mere rodede, med flere forskellige slags skærme og stole, og tit virker en del af pc'erne ikke. Årsagen er, at mat-øk'ere lige er den tand mere virkelige mennesker. Når en mat-øk'er bliver færdig, tændes der en stjerne på himmelen. Han vil med det samme gå ud og få en stilling, hvori han gennem praktisk arbejdsomhed kan bidrage til menneskehedens stadige fremskridt mod et utopisk samfund. Jeg ved ikke, hvad der bliver af stjernen, men vi kan håbe, at den på sin egen måde bidrager til at øge produktiviteten i universet.

Statistikstuderende er en helt anden historie. De er meget sjældne og endnu mere sky, så man ser dem ikke så ofte. Det at blive statistikstuderende er ofte noget latent. Et menneske kan gå rundt i flere år og studere noget helt andet, og så med et bryder hans latente statistiske egenskaber frem, og han gennemgår metamorfosen til statistikstuderende. Statistikere er lidt anderledes end andre mennesker, for de er i løbet af deres studier blevet udstyret med
værktøjer til at skabe sig en forståelse af verdens virkelige natur, og derfor er de grebet af en brændende trang til at søge sandheden. Som det så ofte sker, sætter deres store evner dem lidt
udenfor den almindelige menneskeheds vilkår; de statistikere, der dagligt forsvarer verden mod uvidenhedens monstre, er derved blevet fremmedgjort overfor den verden, der er uvidende om deres indsats.

Der er mange, der ikke tror, at aktuarer findes i virkeligheden. De er smukke, flittige og kloge, og det at klappe en aktuar på hovedet vil give en held i tolv dage frem eller indtil nymåne. Der er ingen der ved, hvorfor aktuarer er så fantastiske, eller hvad de i de hele taget er lavet for at gøre, og netop fordi der er så stor jagt på aktuarer, har de - ligesom enhjørninger - sat en masse falske aktuarer i omløb. Alle rigtige aktuarer kan føre deres stamtavle tilbage til det første Atlantis.

Der er naturligvis tilsvarende sandheder at berette om de matematikstuderende, men jeg tror alvorligt talt ikke, I ville tro dem.

...

...

Det mener jeg. Det er ikke bare fordi jeg ikke kan finde på. Det er fordi -- killinger! Killinger overalt! Flygt!

10 maj 2006

Bare fordi jeg er ved at lære at gøre det her, og fordi der er noget kært ved ondskab hinsides al fatteevne:


Cthulhu vs. Teletubbies. Hvem vinder?
Cthulhu, for pokker
Teletubbies. Why opt for a lesser evil?
Hvad skulle forhindre dem i at slutte sig sammen?
Marshmallow Kitty
  
Free polls from Pollhost.com

Yay!
Nu har jeg en artikel om virkeligheden. Og ikke-kommutativ geometri. Det er en smule je-ne-sais-quoi, er det ikke?
Det må være første gang i min studietid...

06 maj 2006

Botheration - jeg poster for sjældent. Jeg har noget liggende om revyen som jeg bliver nødt til at skrive færdig, om perfektionisme og hvad man gør det hel for, men det er ikke lødigt nok til at blive postet endnu.

Men i aften skal jeg til genforening med min gamle gymnasieklasse. Hvad pokker skal man mene om det? Der er jo faktisk ingen mulighed for at gå tilbage, og de fleste til stede dér er jo ikke folk, man kender nu. Deri er det jo ikke farligere end et vilkårligt møde med en flok mennesker, man ikke kender. Det eneste lidt akavede er hele den spøgelsesseance, det nemt kan komme til at udarte i. Jeg ved ikke, om jeg i grunden har lyst til at skulle ud at møde genfærdet af mig selv for fem år siden. Eller genfærdet af en masse andre for fem år siden. Jeg kan nogenlunde forholde mig til, at jeg ikke blev helt så sej og dygtig som jeg måske mente, at jeg burde blive engang - dengang. Jeg er faktisk ikke så utilfreds med det, der foreløbig er blevet af mig. Men når så alle andre til stede også ved, at det mest ægte forhold, man har til dem, faktisk er et forhold til genfærdet af dem fra engang - nåja, jeg ved ikke helt. På den anden side vil jeg gerne se, at de alle sammen har det godt og kommer frem i verden.

Så længe der ikke er for mange af dem, der har fået børn...