Remember, remember the fifth of november....

Det var i hvert fald, hvad jeg gjorde fredag aften (som for resten var den fjerde). Det var mørkt klokken seks, og vinden var ved at kule op da canadieren kom farende ud i køkkenet og udbrød "Hey, look! Hyde Park's on fire!"

Der var et enormt bål inde midt i Hyde Park - en stor park foran mit kollegium, med statuer af Robert Peel og dronning Viktoria men helt uden gadelygter - og der var en masse mennesker, endnu mere mudder, børn med stjernekastere (eller selvlysende plasticstrimler, hvis deres mor havde fået lov at bestemme), pølsevogne, en fish-and-chips og en utrolig mængde fyrværkeri. Det officielle fyrværkeri startede først, da bålet næsten var brændt ned, og oplyste hele parken mens vi alle sammen stod og jublede med hold i nakken og kolde fødder, og manden ved siden af mig belærte sine to døtre om, at det hel i virkeligheden handlede om, at folk var onde og syndefulde og sprængte hinanden i luften med bomber - hvilket børnene var totalt ligeglade med, så længe der var flere Catherine Wheels tilbage. Så slukkedes bålet, og en halv time senere var parken mørk og øde.