27 november 2008

Hmm - jeg opdager først nu, at jeg stadig ikke har fået skrevet de par afsnit, der manglede i sidste års julekalender. Det er jo noget sjusk, når nu julen står for døren med en rambuk. Jeg er stadig ikke tilfreds med denne, men for min samvittigheds skyld følger her:

Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Cafehoppere



Det er to grupper, man dårligt kan forestille sig sammen, men en lille gruppe af københavnske trendsettere har taget de fløjsbukseklædte kryptokartografer under vingen - hvis det da ikke forholder sig omvendt.

Princippet er vel sagtens det, der underligger de fleste symbiontiske fællesskaber, og dermed er intet sagt. Det må være nok at konstatere, at kryptograferne på et tidspunkt (igen) har tegnet deres diagrammer over Ley-linier, indgange og dimensionelle rifter, over alle de hemmelige veje ind i de dele af byen, der ikke er plads til på et almindeligt kort, som aldrig har eksisteret, eller som har foldet sig ind i byen, da realiteternes pres blev for stort. De har stammende og stakåndet fremlagt deres beregninger om de parallelle iterationer af København, nedskrevet på cafeservietter, som de hiver ud af ærmet på deres komfortable striktrøjer, og forsøgt at folde deres origamiagtige bykort ud på bordet på en billig cafe. Og nogen har lyttet.

Vi kan vedblive med at undre os over, hvordan kommunikationen overhovedet er blevet indledt. Men de sidder i en skruestik, de unge og trendy med jakkerne, der først bliver mærkevarer næste år og frisurerne, der stadig er individuel stil en sæson endnu. De er ramt af pionerånden, og når mainstreamen igen fosser ind ad døren på den stamcafe, de har brugt måneder på at opdyrke, trækker de resignerede på mærkevarejakkeskuldrene og samler tasken op for at finde nyt, uopdyrket land. Der er en forpligtigelse i at have gjort alt, der endte med at stå i Berlingskes livsstilssektion, tretten måneder før det stod i Berlingskes livstilssektion. Før eller siden er de nødt til at lytte til enhver, der kan give dem et edge.

Så de står på Rådhuspladsen præcis kl. 16, når lyset falder i den rigtige vinkel over springvandet, klar til at kaste sig igennem portalen, når den åbner sig et kort øjeblik. De klapper træskulpturen på hovedet (for held) og går ned ad Blåmejsevej med lukkede øjne, mens de sagte tæller deres skridt for at kunne dreje til højre det rigtige sted. De bevæger sig ind i byens folder, til en af de mange iterationer af København, der ikke er tilfældet, men som ind imellem er inden for rækkevidde i et par timer for den, der kender hemmeligheden. Til Café Clausewitz, Cantors Conditor, Caféen uden Giraffer - de sidste steder i byen, der ikke er mainstream i nogen betydning af ordet. Man må efterhånden gøre en del for at finde en stamcafé, der ikke er overrendt af wannabes.

De har en termokande i rygsækken, og nødrationer, til hvis de farer vild. Man har ikke cafehoppet, som de kalder det - ikke rigtigt - hvis man ikke én gang har oplevet at gå glip af vinduet ud af det irreelle København og sidde fast i 24 timer, frysende og nervøs, hvis man aldrig har drejet omkring det forkerte hjørne og er blevet forfulgt af de 1.000 cykelpiger, eller aldrig har gispet med panik når en rytterstatuehest langsomt åbnede øjnene og man så at dens tænder var kridhvide og spidse i de røde gummer. Og de første mindeord over savnede cafehoppere, forsvundet ind i byens folder for aldrig at komme igen, står allerede ridset på husfacader i Nordvest.