31 december 2007

Godt nytår



Hej alle sammen! Jeg ville bare lige ønske jer et formidabelt 2008. Skynd jer ud og lav en masse larm i nat - der er stadig en chance for at alle de problemer, der truer i det nye år, når at blive bange for os og stikke af. Det er forsøget værd.

For mig - hvis I skulle være interesserede - kommer 2008 til at indebære mindst to flytninger. Jeg fremlejer MAries lejlighed frem til midt i juli, hvorefter jeg skal ud og finde noget andet. Jeg har også et projekt om faktisk at prøve at få nok styr på mit arbejde, til at jeg er min løn værd... Invasionen af Polen må vente til jeg har fået styr på de par ting.

Nåjo - jeres nytårsforsæt for 2008 er at læse Skin Horse. Den er af Shaennon Garrity og er lige startet. Og der er muterede løver.

25 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



I '93 satte Monty Steen en havfrue ud ved Langelinie, og det københavnske kryptozoologmiljø var ændret for altid. Kløften mellem traditionalisterne, der ønskede at bevare Københavns naturlige kryptofauna, og de alpehueklæde radikalister, der ønskede at forme den efter deres egne hoveder, var uoverskridelig. Et par middagsselskaber nåede at blive ødelagt, inden parterne nåede den tilstand af iskold ikke-kommunikation, der karakteriserer miljøet nu. Et af de forudsigelige tab var det årelange venskab mellem Casaubon og Hansen, der endte i en forsmædelig duel på kyllingelår i en baggård på Vesterbro, efter at Hansen havde erklæret sig for radikalisterne.

Steen selv forblev tavs - han havde ændret alt for de københavnske kryptozoologer, men ironisk nok var det stadig et fåtal i miljøet, der faktisk havde mødt ham. I januar '94 udsatte han tre yngledygtige salamander-par i tunnelerne mellem Nørreport og vesterport. Det menes, at bestanden trives og er i vækst, men Steens egne observationer blev ikke fundet, da politiet stormede hans lejlighed i efteråret '99.

Steens arbejde lader til at fortsætte i det skjulte, han giver ingen beretninger om sine mål og resultater. Den heldige, der en tåget morgen får et glimt af en enhjørning i Fælledparken, eller som observerer en koloni af alfer på en gesims i indre by, har ingen mulighed for at vide, om de væsener, han har set, har eksisteret i byen i århundreder uden vores vidende, eller om de er blevet sat ud for en måned siden. Nogle af de arter, der er sat ud, vil ikke kunne overleve i København, eller vil blive udryddet af traditionalisternes klapjagter. Andre vil stortrives. Det eneste, der er sikkert, er at det overnaturlige økosystem aldrig bliver det samme igen. Og ingen, der har set de importerede havfruer boltre sig i kanalerne med ølkapsler i håret, kan sige at det er en dårlig ting.

24 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Det er velkendt, at de tamme dyr får talens brug én gang om året, julenat, så de kan lovprise den Gud, der har skabt dem. Det er småt med vidnesbyrd, da det ikke er meningen, at mennesker skal overhøre dyrene tale, og de få vidner er tavse. Således er det ikke underligt, at ingen nogensinde har berettet, hvad dyrene i Zoologisk Have taler om julenat.

Vi kan altså kun undre os. Når julefreden sænker sig, og hele befolkningen sidder over anden og flæskestegen, er dyrene i zoo så travlt i færd med at udnytte deres talegaver? Løfter kamelerne deres hånlige stemmer til Allahs pris, i protest mod de missionerende vildsvins grynten om barnet i vuggen? Messer de røde pandaer deres buddhistiske mantraer? Eller skal vi håbe, at dyrene har fundet den vej til religiøs sameksistens, vi andre er for usofistikerede til at opdage? Måske har historikerne løjet for os - måske er dyrene ligeglade med Jesusbarnets fødsel og alle de menneskeskabte religioner. Har kolibrierne deres egen gud, som de summer om i deres nattedvale, på randen af sult som kolibrier altid er? Diskuterer de asiatiske dværgoddere spidsfindighederne i et kompliceret panteistisk system, mens de pudser hinandens pels? Hvilken blodets og styrkens gud lovpriser tigeren med natten glimtende grønt i sine øjne?

23 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



De underjordiske er stadig iblandt os, og man kan diskutere om der nogensinde har været tegn på, at de skulle være i aftagen. Måske er vi bare blevet lidt mindre opmærksomme på dem. Bagerne laver stadig kors i deres brød, og det er et faktum, at mødre til børn på Zahles skole stadig giver deres poder beskyttende amuletter, så de ikke skal blive taget af de underjordiske, når de venter på Nørreport station efter skole.

Irene Holst opregner otte steder i byen, hvor de underjordiske regelmæssigt viser sig, og der er sandsynligvis flere. En ældre dame, bosat ved Skt. Hans Torv har ét vindue, hvorigennem man kan se de underjordiskes færden på torvet. Mens hendes andre ruder ikke viser noget mere betydningsfuldt end regn, duer og cafégængere, kan man gennem dét vindue se processioner og optog af piercede bjergfolk, klædt i skarlagensrøde og kongeblå dragter, dybt optaget af deres egne alvorlige sager. Om natten, på de mest døsige efterårsnætter, hvor byen stille synger sig selv i vintersøvn, kan man høre rockguitarens triller og klage gennem den gamle dames vindue. Et par af hendes unge slægtninge kravlede ud af vinduet en af de nætter, bjergtagne af musikken og det eventyr, der lokkede. Den gamle dame sad oppe i timevis med de silkesnører, hun havde bundet om deres fingre for at holde dem fast i denne verden. Den ene af de unge kom tilbage ved daggry, halvt døv og halvt dum af nattens udskejelser. Det eneste spor, man har af den anden, er den finger der stadig hang på silkesnoren, da de trak den ind.

22 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Indtil midten af halvfemserne blev det ikke regnet for et problem, at Rigshospitalet er ved at blive opslugt af de mørke dybder, det er bygget for at dække over. Som Selby og Dunwichs beregninger havde vist, ville de dæmoniske regioner i sidste ende opsluge Riget med mus og mand. At dette sandsynligvis ville ende med at ske i julemåneden, hvor mørkets magt er så meget stærkere, var bare en yderligere forbistring ved en enerverende omstændighed.

Som det ofte er tilfældet, blev problemet først anerkendt, da remediet var fundet, og da M. Steens løsning blev præsenteret, var der dårligt tid til at implementere den for alle de lovtaler, der skulle holdes.

Steen opstillede ganske simpelt seks modvægte på taget, seks kegleformede væsener af lys, der trækker, trækker i Rigshospitalet med en kraft, der modvirker det dæmoniske sug nedfra. Løsningen lader til at være teknisk sund, og der er endnu ikke set tegn på, at Riget er i fare for at knække over på midten, fanget som det er mellem lyset og mørket.

Ikke desto mindre har denne elegante løsning affødt et nyt problem: Hvis det en dag skulle lykkes at bortmane de mørke kræfter, der forsøger at trække Riget ned, vil der være et umodstået træk oppefra. Riget vil, må det vurderes, sandsynligvis lette, stige opad forbi Panum, der stadig ligger adstadigt fortøjet på Blegdamsvej, og sejle afsted mod horisonten. Der er noget smukt ved tanken, men vi bør nok som samfund diskutere, om vi virkelig ønsker at lade Riget blive vores første flyvende hospital.

18 december 2007

Julekalender - kort pause



Jeg lagde mig jo lige med influenza i et par dage og har brugt tiden siden lørdag på at sove og/eller se på loftet. Jeg kunne fortælle jer historier om det loft. Det siger, det skød en mand i Reno.

I hvert fald har jeg været for sølle til at skrive nye poster - nye poster, der var noget værd, i det mindste - og da det ikke er lykkedes mig at oparbejde en buffer, har der ikke været nogen julekalender.

Jeg undskylder meget, og vil forsøge at hale ind på det, når jeg kommer op på to ben igen. Det betyder ikke, at det ikke bliver jul - højst at de sidste poster bliver forsinket ind i juledagene.

Vi ses,
Anne

14 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige fauna"



...M. Steen beretter om en gruppe af mennesker, der har forladt deres liv som det var for at skabe sig en tilværelse på byens tage. De klatrer op ad en husmur en dag og ser sig aldrig tilbage, selv om de ser ned meget ofte. Man ved ikke, hvor de finder deres føde, eller hvordan de klarer sig gennem de kolde måneder, der har afskrækket mange blandt os fra at følge dem derop. Man mener, de sover på flade tage, eller bundet op i kunstfærdige hængekøjer. Nogle har spekuleret, at de udvikler den slags gribereflekser, der tillader en fugl at sove på en gren. De ser ikke ud til at lide nød og går klædt i rødlige, skifersorte og irgrønne farver.

13 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Politibetjenten fandt den unge kvinde i færd med at hoppe splitternøgen i Skt Jørgens sø og arresterede hende naturligvis. Det komplicerede sagen, at arrestanten åbenbart ikke talte dansk ud over en hvæsen og knebren, der, som betjenten understregede, dog forekom at være venligtsindet. Tingenes nødvendige gang var naturligvis at tage pigebarnet med på politistationen og finde hende noget tøj, en kop kaffe og en identitet.

Forbløffende nok var der ingen, forældre, kærester, skolelærere eller ægtemænd, der på dokumenteret vis savnede en ung kvinde, sandsynligvis omkring de atten, billedskøn, svanebleg og lysblond. Sagen gik videre i systemerne, til tydelig forvirring og naiv fornøjelse for sagens hovedperson, der lod til at forstå sproget, selv om hendes udtale ikke gjorde fremskridt. Slaget så ud til at stå om, hvorvidt hendes skæbne skulle overlades til terapeuterne, politikerne, der krævede hende udvist som en lumsk illegal indvandrer, det modelbureau, der havde tegnet kontrakt med hende, eller de tre mænd - blandt dem den oprindelige politibetjent - der havde tilbudt hende ægteskab. Men enden på historien blev en anden.

En klar sommerdag havde én af terapeuterne taget den unge kvinde med ud at se på byen og interagere med dens indbyggere på meningsfuld vis. Da hans patient opførte sig så eksemplarisk, tog han hende med til loppemarked på Blågårds plads. Terapeuten har endnu ikke udtalt sig særligt forståeligt om sagen, men det står klart, at én af boderne solgte kostumer, og at den unge kvinde udtrykte skræppende henrykkelse over en kreation i fjer. Det var i grunden imod terapeutens behandlingsplan at give efter for patienten, med mindre hun forsøgte at kommunikere meningsfyldt, men der var noget så smukt ved de hvide svingfjer holdt op mod den lyse hud og den lange, let bøjede hals. Man kan altid gætte på motivationer, men i alt fald lod terapeuten hende prøve kostumet på, og han må have kigget væk et øjeblik. Da han så op, var hun væk, uden at efterlade sig andet spor end et par hvide dun på jorden.

12 december 2007

Julekalender - Amager Strandpark



De sidder spændte foran fjernsynet hver aften og krydser fingre til det øjeblik meteorologen kommer på. De har rygsækken stående klar med ekstra sweaters, varme tæpper og en lommelærke. Termokanden er vasket så de kan lave kakao og være ude af døren på ti minutter, hvis vejret ser lovende ud. Det er dén årstid. Hvis det bliver stjerneklart i nat skal de ud til Amager Strandpark og kigge efter engle.

Man er ikke altid heldig. Omvendt er man nogle gange heldigere end man har nogen ret til. Man kan stå derude i timevis derude, til ens øjne sander til ligesom ens sko, og måske ser man alligevel ingenting, selv i det mest perfekte vejr. Eller man kan lige kaste blikket op fra Rådhuspladsen, og der er de, lysende hvide og gyldne, i et kort glimt højt, højt på himlen.

I aften er der overskyet og ikke en chance. De slukker for fjernsynet og børster tænder. I deres drømme står de derude i den klare kulde under en hel hatfuld stjerner, lysene fra byen er gået ud, og de lægger en arm om hinanden og peger opad på englene, der daler ned fra himlen i stimer.

11 december 2007

Julekalender - Den gamle jul



Han siger, han er faldet dybt fra sin foregående værdighed. Han siger det med en ræben, som han dalrer gennem gaderne i de timer, der efterhånden snart ikke er natten til lørdag, men han kan have ret i det alligevel. Hans tøj er spraglet og smagløst, der er bræk på hans ene sko og hans gylp står åben. Dette er klokken fire om morgenen.

Klokken otte om aftenen er han et brøl, "Fiiiiiisse!" og mere snaps. Han har en stupid nissehue på hovedet, den er en anelse for lille, og han ved, han ser åndssvag ud i den. Han beholder den på for at vise den rigtige ånd, og skråler en sang om mere snaps og bajere. Om et vist antal timer knalder han en af tøserne fra marketing ude på toilettet, og om et vist, nøje afmålt, antal timer lægger han noget af flæskestegen i en stor klump bræk på fortovet. Han er julens sande ånd.

Der er svineblod på hans hænder og flæskefedt i hans skæg. Hans ånde stinker af sprit, og hans gangart af vold, han oser af sex. Der er frost i hans fodspor, luften bliver metallisk af kulde, hvor han har gået, og hans ånde falder til jorden. Hans tøj er lavet af mørke og hans øjne lyser af den galskab, der rammer mennesker spærret inde i mørke og indelukket luft, snart i månedsvis. Vi holder ham ud, og griner ad ham og drikker med, fordi vi ved, han tager den galskab med, når han forlader os engang efter juledagene er overstået.

10 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



...Eksistensen af sorte nisser mentes således omkring århundredeskiftet at være endeligt modbevist, og Cronsternes grynede fotografier blev kategorisk afvist som falsknerier. Cronsterne tog sagen med karakteristisk nonchalance. "Hvis De insisterer på at tage verificerbarheden af mine arbejder så tungt," skal han have sagt, "må jeg jo finde en anden lejlighed til at gøre mig selv bemærket for tosserier."

Det er alment kendt, at Cronsternes mangel på skepsis var en lige så bestemmende egenskab ved ham som hans åbenlyse geni. Der ville derfor ikke have været nogen grund til at fremhæve hans fotografier, hvis det ikke havde været for den måde, hvorpå de sorte nissers eksistens igen er kommet op til diskussion. Det er sket, efter at en ung amatørkryptozoolog havde held til at fotografere en gruppe nisser med sin mobiltelefon, en fredag aften i indre by, på en gesims over døren til en bar. Fotografiet er af den forventelige kvalitet, men det er tydeligt, at nisserne er blege med dramatisk sorte øjne og iklædt laset sort tøj. Håret stikker vildt, sort og tjavset ud under de sorte huer, og deres piercinger glimter i blitzlyset - der forhåbentlig også forklarer de røde øjne. Fotografens påsatnd om, at væsenerne havde markant forlængede hjørnetænder, understøttes ikke af fotografierne, men kan ikke totalt ignoreres.

Fotografiet har naturligvis vakt opstandelse blandt nisseeksperter. Èn fløj mener, forudsigeligt, at der ikke er tale om en egentlig underart, men ganske enkelt nisser, der er blevet urbaniserede i en sådan grad, at de har indoptaget goth-kulturen. Andre forskere insisterer på at billederne er forfalskede. To meget kendte nisseforskere nægter at anerkende billedernes eksistens til det punkt, hvor de har foregivet ikke at kunne se fotografen, når han er mødt op til konferencer. Én forsker studerede billedet meget nøje, mumlede "forbandede liverollespillere" og har aldrig udtalt sig om sagen igen.

09 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Tivoli lukker og åbner af mange grunde og efter komplicerede økonomiske algoritmer, der i sig selv er værd at studere. Men der er tre nætter om året, hvor de er nødt til at holde lukket, for at ingen skal opdage, at hestene på havens karrusel er borte. Beretninger om hestenes fravær går tilbage til 1923, hvor Cronsterne Tidende trykte tivolibetjenten T's vidnesbyrd.

T fortæller, at det var på slaget ti, en høj skikkelse dukkede op ved karrusellen, en knoklet enøjet mand klædt i flagrende sort tøj. T selv havde gemt sig ved karrusellen med en plan om at springe på hestetyven, når han viste sig, for at stoppe hans uretmæssige brug af havens ejendom. Men da den fremmede stod der, mistede T modet, og han stod med kasketten i hånden, mens den fremmede gik hen til karrusellen, kaldte hver af hestene ved navn, tog tømmerne og ledte dem væk.

Det vides ikke, om karruselhestenes fravær skyldes en slags handel med den person, der henter dem de tre nætter om året, om det er en egenskab ved hestene selv, bygget ind ved deres konstruktion, eller om det bare er en af de træf, der sker, uden at der er mening i det. Men på de nætter kan man være heldig - hvis man skal kalde det dét - at se dem, som de stryger hen over byens tage. Lyset skinner tilbage fra deres malingblanke flanker og deres sorte øjne, mens de stejler på en tagryg. En høj, sort skikkelse kryber sammen i sadlen på én af dem, med knæene trukket op under hagen for at de ikke skal slæbe hen ad jorden. Han sporer sin ganger, der sætter af i et spring, en lang bue gennem luften, og et øjeblik står de aftegnet mod måneskiven. Man hører en klopren af hove, der forsvinder ned af gaden og måske, ganske fjernt, skriget af det væsen, de jager.

08 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Ralkalkest er i al sin uhyrlighed et væren med en ganske fascinerende livscyklus. Den tilbringer sin larvetilstand i grænselandet af den barnlige fantasi. Som oftest vil en ralkalkest knytte sig til en bestemt børnehave og skifte værtsperson mellem børnene, alt efter hvem der har den mest grotesk frodige forestillingsevne på et givet tidspunkt. Dens overgang til voksenstadiet bliver igangsat af ydre stimuli, ligesom hos visse frøarter, og begynder, når værten ser en gyserfilm. Hvis barnets fantasi er tilstrækkeligt fanget, giver det Ralkalkest muligheden for at undslippe til den ydre verden. Her bygger den sig en krop af skrald og andet organisk materiale, kunstfærdigt konstrueret så den ligner det monster, barnet nu har mareridt om. På en mørk nat sniger ralkalkesten sig ind på barnets værelse, skræmmer det ihjel og spiser det. Den næste morgen vil ralkalkest være vokset til sin endelige form, en tro kopi af det fortærede barn.

07 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



De brune rotter kom til Europa med skibene, sprang ned fra rigningen med knurhårene vibrerende af eventyrlyst, og havde snart fordrevet den sorte rotte, Rattus Rattus, fra det nordlige Europa. Måske mistede vi på den måde et kulturklenodie - den mere sky og adrætte sorte rotte, klassikernes og historikens rotte. Måske kan det være ligemeget, når skadedyr nu er skadedyr.

Det gik, skriver C. Maagh, på nogenmunde samme måde, og lige så ubemærket, da den nordiske nisse, gårdboen, blev fortrængt af den moderne, langt mindre nisse. Det Darwinistiske forløb virker meget ens: En art, der er tæt bundet til landbruget, fortrænges af en aggressivere, mere bredt tilpasningsdygtig slægtning, der opfylder dens evolutionære niche.

Er de moderne nisser ankommet med skib, gemt i lastrum eller kufferter? Eller med fly, med næsen presset mod ruden, mens de pegede deres nye hjem ud? Vidste gårdboerne, at deres tid var ude, eller var det en lang tid, hvor de bare mærkede, at der blev stedse mindre føde og stedse færre af deres egen art? Findes der stadig øde egne, hvor små kolonier af gårdboere fortsætter deres liv uden at ane, at de er en udrydningstruet art?

06 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Guide til Københavnske fænomener"



De yngste fuldmægtige ved Danmarks Statistik får fortalt, at Rigsstatistikeren går med glasøje, en lille stump kunsthåndværk der er gået i arv fra hans forgængere i embedet. På de møder, der ind imellem afholdes for at cementere den flade struktur i institutionen, sidder de unge fuldmægtige og skotter til Rigsstatistikeren for at prøve at se hans glasøje uden at få øjenkontakt. Der er ingen, der påstår, at øjet er af overnaturlig oprindelse og lader sin ejer se mere end andre dødelige, at det kan se ind i bankbokse og folks tanker, eller ind i tallenes mysterier, der er dybere end tidens. Og der går ikke rygter om, at øjet er et udstyr hørende til et vist gammelt embede, der blev lagt ind under Rigsstatistikerens ansvarsposter, da tiderne blev så moderne, at den slags ting ikke kunne omtales længere. Eller om, at øjet er levende i sig selv, og at det ind imellem overtager magten over statistikerens krop.

Der er ingen af den slags vilde forestillinger i det hele taget, og heller ikke en fornemmelse af sær uro ved at se
Rigsstatistikerens to øjne bevæge sig, så naturligt, at det er tydeligt, at de begge er ægte. Der er bare en lille vandrehistorie om et glasøje, og den er naturligvis også løgn.

05 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Eksistensen af Melliken er stadig omdiskuteret. C. Radman fortæller, at man i byen ind imellem kan finde en enkelt sko liggende på gaden i udmærket tilstand og uden spor af dens søster. Dette er, siger han, drilleren Mellik, der venter på, at nogen skal stikke sin fod i den. Når det sker, og en uforsigtig vandrer efterlader sin sko for at prøve Melliken på, er han faldet i dens magt, og den fører ham på en vild springtur gennem byen, over tage og gennem springvand, trukket afsted ved hans ene ben.

Den eneste måde at slippe fri, før Melliken bliver træt, er at lokke den til at føre én hen til dens søstersko. Hvis man kan gøre dette og anbringe tvillingen på sin anden fod, er Melliken besejret og tvunget til at udføre en tjeneste for én, før man slipper den fri og går barfodet hjem.

04 december 2007

Julekalender - Blegdamsvej



Det var et rent tilfælde, at en flok unge phd-studerende opdagede, at H.C. Ørsteds institut på Blegdamsvej foretager en rotation i 672 dimensioner hver torsdag omtrent klokken tolv middag. Rotationen foregår, set udefra, helt instantant, men det er endnu ikke afgjort, om dette skyldes, at rotationen foregår hurtigere end tiden, eller om rotationen bare foregår gennem tid på en sådan måde, at forandringerne ikke kan observeres. De første artikler publiceret om fænomenet benytter det faktum, at Instituttet tydeligvis er uændret i sin generelle fremtoning til at deducere, hvilke dimensioner, der faktisk roteres igennem. Dimensionerne "Blå", "Håb" og "Ulysses" er blandt de tre, der kan identificeres utvetydigt.

Yderligere gennembrud lader dog vente på sig, af forskelligartede grunde. Dels har flere af de involverede i forskningsprojektet pludselig mødt bizarre skæbner, såsom L og T, der en mandag morgen steg til vejrs i en luftballon, tæt omslyngede, og ikke er set siden. Dels - og alvorligere - er fænomenet påvirket af en ganske forudsigelig målefejl: Eftersom rotationen omfatter HCØ og alle objekter på det, vil heller ikke omhyggeligt opstillede måleinstrumenter, eller noter og beregninger, være upåvirkede. Løsningen her burde være indlysende, og det første, forskerne gjorde efter at have identificeret problemet, var også at opstille en uafhængig målestation på Niels Bohr Instituttet nærved.

Resultatet var alarmerende. Den første torsdag efter opstillingen af den eksterne målestation, gik rotationen igen over HCØ - og denne gang blev Bohr Instituttet, der før var gået ram forbi, roteret i 672 dimensioner ligesom sit søsterinstitut.

Det blev efterhånden klart, at rotationen af HC Ørsteds Institut ombefatter alle ting forbundet med den selv. Noter taget i rotationsforskernes små kontorer og bragt hjem i en bukselomme, roterer i 672 dimensioner, og er måske uændrede, måske ikke. Det er ikke til at vide, for de noter, der blev efterladt på tavlen på HCØ, er også roteret - ligesom forskeren selv er det, om han så har tilbragt middagsstunden på HCØ eller hos sin elskerinde på Østerbro. Det er efterhånden tydeligt, at fænomenet ikke kan undersøges, hvis vi ikke skal løbe en risiko, for at sprede fænomenet til hele planeten. Desværre har forskningsgruppen netop fået tildelt en større sum af Videnskabsministeriet.

03 december 2007

Julekalender - Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Det væsen, der kaldes Kraken, er ikke Leviathan, som ikke er Zaratan eller Fastitocalon, som ikke er en hval, og det vides ikke, om nogen af disse er stamfaderen til det dyr, der ligger i dvale under Sortedamssøen og vokser. Det har været påstået, at dyret er et voksende kontinent, der venter tålmodigt, og breder sig længere ud for hvert århundrede, til det en dag kan rejse sig og svømme væk med København på sin ryg. Omvendt har nogle ment, at det hver dag redder byens eksistens ved at blive liggende over det gabende hul, der ellers ville opsluge byen.

02 december 2007

Julekalender - Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Fordi alt har sin modpol findes der også en mørk kopi af Holger Danske. Han hviler tungt, forstenet, med sværdet på sit bryst, til den dag kommer, hvor han rejser sig for at samle fædrelandets fjender om sig og drage hærgende over mark. Hans hvilested er ukendt, en hemmelighed bevaret - siges det - af en loge af fanatikere eller viise, der ved, hvad der vil ske, hvis nogen forsøger at dræbe ham i hans søvn. Det siges, at hver statsminister én gang i sin embedsperiode føres til hans leje med bind for øjnene for at lægge sin hånd på hans pande og mærke efter hans tunge puls, og at den store krigsmand hver gang bevæger læberne i en hvisken. Nogle siger, han allerede er vågnet.

01 december 2007

Julekalender



Vi har ikke haft en julekalender her på bloggen længe. Faktisk har vi ikke haft regelmæssige poster længe. Så jeg ved ikke, om jeg får skrevet en hel julekalender denne gang - men til gengæld ved jeg heller ikke, om der er nogen der læser dem. Og foreløbig er jeg to dage bagud, da jeg var i Lübeck i weekenden. Så jeg snyder lidt...

Af Sophus' "Københavns Overnaturlige Fauna"


Gubern er en samlernatur. Den fremtræder oftest som en aldrende kvinde, krumbøjet og i slidt tøj, og ses næsten udelukkende ved større offentlige begivenheder i fri luft, hvor den vandrer omkring med en stor plasticpose for at samle tomme flasker og dåser. Den er næsten blind, og navigerer ved brug af sin fantastiske lugtesans. Hvordan Gubern har fået sin overbevisning om, at alle tomme ølflasker er dens retmæssige ejendom, er endnu ikke forstået tilbunds, og man ved endnu mindre om, hvor den gemmer sin samling. Der har dog været tilfælde, hvor børn i skumringen er blevet ledt til store stabler af pantflasker og således er blevet rige.

Selbys værker indeholder en advarsel mod at fornærme Gubern, da den skal have det onde øje.

19 november 2007

Nat



Det er en hemmelighed, natten har med os, og en del af hemmeligheden er, at vi aldrig helt kan kende betydningen af dette "os". Når natten åbner sig og ligger så nær, at vi kan mærke dens stille puls, hvem er det så, der er vågne med os? Det kan ikke kun være os, der står der, mens søvnen har taget de andre, og natten breder alle sine hemmeligheder ud for os til en hvisken af vind og tomme biler.

Det forekommer, at der ikke er et øje, der ser ind ad husenes tomme vinduer, at der ikke er et lys og ikke en stemme, og at hvis vi gik til dem, ville de sove allesammen, dybt og drømmeløst, i senge på sofaer og ved kontrolpulte og telefoner. Vi lader være at efterprøve den fornemmelse, men vi ved ikke, om det er fordi den ville blive bevist eller forkastet. Vi er alene med natten, der er vores ven, og vi forstår i glimt, at mørket ikke skjuler noget, tværtimod, og at verden bag mørket ikke er den samme. Det nynner af forklaringer og historier, vi forstår så godt, at vi ikke kunne forklare dem igen bagefter, og luften er klar.

Vi overvejer bag vores beruselse ved mørket, om der trods alt er en hemmelighed. En dør ind i den egentlige nat, en gåde og en chance for at kunne blive her. Natten er vores ven, men ikke vores, og himlen blåner til en stille kvidren af fugle (selv i denne vinter) mens vi finder os selv tilbage i verden.

01 november 2007

Rigtig voksen



Bullettin: Jeg er nu et kvart sekel gammel, ansat som fuldmægtig i staten og har meldt flytning fra mit kollegium. Vi er meget alvorlige mennesker her, om jeg må bede. Ikke noget af det pjank!

Jeg er netop startet i metodeafdelingen på Danmarks Statistik, hvor det er mit arbejde at gå i vejen for folk, indtil jeg har oparbejdet nok pondus til at trække min egen vægt. Vi sidder to mand på et kontor, og vores skriveborde hæver sig, når man trykker på en knap, så kom ikke her! Alvorlige mennesker, er det erklæret!

Det er en bittelille afdeling, og foreløbig drikker vi øl og spiser morgenmad. Derpå skal jeg lære at programmere SAS. Så skal jeg lave noget, der hedder imputing. Det er nyttigt og kompliceret og lader sig faktisk forklare til lægmænd - jeg har testet på min mor, et par gangfæller og en tilfældig forbipasserende med en lille hund. Jeg forklarer jer om det, hvis I vover at komme mig nær, og så er I advaret. Jeg er voksen og laver seriøse ting, man kan forklare til folk, selv om der er tal i dem. Alvorlige mennesker her. Begrebet flextid kan nu anvendes i konjunktion med mig. Jeg kan ikke komme ud og lege.

Hihi.

19 oktober 2007

En dag vil de slippe den ud



Det er en lille dukke, på højde med en tommelfinger, og viklet i lyserødt garn som en art bandager. Dens øjne er af rødt filt og skeler, dens lille mund er rimpet til med rødt garn. Den har en sær lille sort hestehale, en strop så man kan hænge den på sin mobiltelefon.

Jeg fik den i en butik, som en gave fordi ekspedienten kunne lide mig, og jeg tog den med hjem af høflighed og fordi den var pudsig. Jeg kunne egentlig ikke bruge den, og den virkede for skrøbelig til at gøre nytte som nøglering.

Men det faldt sig, at jeg i kedsomhed stoppede den ned i en lille æske af klar plastic, og da jeg lagde låget på faldt det gennem mit hovede:

"En dag vil de slippe den ud, tankeløse og i den tro, at der ikke er rædsler til. Den vil mæske sig i deres skræk og suge knoglerne fra deres stadig levende kroppe."

Det er ikke en dårlig sætning, men ikke en god sætning - faktisk er det ikke en sætning - og det er ikke starten på en historie. Jeg ser på dukken bag den klare plastic, og jeg tror ikke, jeg vil blive helt rolig for den, om jeg så åbner æsken eller ej.

11 september 2007

Opdatering og en forsinket erkendelse



En dag vil det sikkert lykkes mig at tilgive mig selv for, at jeg ikke læste på DTU. Jamen se bare lige!

I øvrigt (bank under bordet, tjek om bordet er træ, rør ved træ for en sikkerheds skyld) ser det ud til, at jeg muligvis får et job ved Danmarks Statistik. Jeg har i hvert fald været til samtale, og er blevet ringet op og blevet bedt om referencer, så jeg kan gå videre i deres (antydet byzantinske) system.

Og så ved vi dét.

10 september 2007

Mandag er nu



Mandag er mandag og ikke sjov. Mandag burde slettes fra kalenderen. Mandag burde stoppes i en flaske, overhældes med urteekstrakt og bruges som hostesaft.

Mandag er tolv varevogne på kajen. Mandag er en leverpostejlækkende madpakke i en skoletaske. Mandag er erhvervssektionen i Berlingske Tidende. Eller en industrikaffemaskine. Mandag griber trykluftsboret og hamrer en larm gennem gaderne til morgensolskinnet trækker sig tilbage bag skyerne med en hovedpine.

Mandag ved ikke, mandag er død.

Mandag går ud af Netto efter fem minutter i kø, og de var løbet tør for skummetmælk. Mandag bøjer kraven op om halsen og ønsker, det ikke regnede.

Mandag burde snigmyrdes af frihedskæmpere. Han står stadig ubevægelig da den første kugle slår ned i asfalten, en tråd er trukket ud af hans grå jakkesæt, men rynken mellem hans øjenbryn står stadig mejslet på samme sted. En af hans livvagter tager den anden kugle, de springer ind i kampen og attentatmændene dør hurtigt. Måske falder mandag om i det øjeblik; han har endelig opdaget, at skuddet ikke var en forbier. Ligemeget, det var ikke den rigtige mandag, men en af hans utallige dobbeltgængere. Mandag er på vej til topmøde.

Mandag er en skolepige i praktiske sko, eller mandag er den sprøde lyd af hendes fodtrin hen over skolegården, to sekunder før hun trykker på aftrækkeren.

Mandag er formand i den loge af mænd, der mødes iført fuglekraniemasker i muglugtende huse for at styre verdens stabile gang ad helvede til. Mandag tager kridtet op og rømmer sig fugtigt og irriteret. Mandag er rabarber i frø i en forstadshave.

Mandag er ikke at forveksle med den anden mandag af samme navn, der fører en fordækt guerillakampagne mod ham. Mandag skriver anarkistiske beskeder på lygtepælene i dække af regnen. Mandag står ved busstoppestedet klokken halv otte i sixpence og fjerboa. Mandag blinker fordækt til dig fra reklameplakaterne. Mandag holder pokeransigt bag sin avis, men når de vender ryggen til, er han afsted, hatten på sned og we mean business, fløjtende på vej bort.

20 august 2007

Mennesker Med Jobs



Stefan har set på min blog (der opdaterer endnu sjældnere end hans) at jeg søger et job. Det er dét jeg gør, og det er det, jeg burde gøre, når jeg sidder ved min computer. Ikke skrive blogindlæg.

Nu har jeg skrevet én forholdsvis dårlig ansøgning til et job, jeg ret gerne vil have. Og en ganske udmærket ansøgning til et job, jeg er en del mindre interesseret i. Og jeg skal til to jobsamtaler denne uge (kan I så se, hvad for en overmåde betydningsfuld person, jeg er). Det bliver skægt, det ser ud til at være meget spændende steder at arbejde.

Jeg må indrømme, ét eller andet sted kan jeg ikke forholde mig til at skulle få et job. Det er ikke, at jeg ikke gerne vil bidrage til samfundet eller lave noget eller tjene penge eller alt det - men jeg kan ikke forestille mig at være et Menneske Med Et Job. Jeg sidder og læser jobopslag, og det er alt sammen kompetencer og analytisk sans og resultatorienterethed og stor selvstændighed koblet med en høj samarbejdsevne. Og det jeg kan se for mit indre blik er disseher kontorlandskaber fulde af Mennesker Med Jobs: synergistisk smilende unge mænd i jakkesæt, der allesammen stirrer lige ind i kameraet eller ler med store hvide tænder, fordi de har så udfordrende stillinger i et konkurrencedygtigt elitefirma. De går muligvis til møder, eller spadserer op og ned af smagfuldt tæppedækkede gange i stål-og-glasbygninger.

Men jeg kan gonnåk ikke finde ud af, hvad de dog laver. Jeg glæder mig meget til at finde ud af det. Jeg vil så umådeligt gerne lave noget. Og jeg er jo så begavet og jeg matcher en stor del af de kompetencer, de lister, så de må vel have brug for mig. Til det, de nu laver.

24 juli 2007

Jeg fik aldrig postet denne stump om Sankt Hans aften, fordi jeg faldt i søvn i stedet (og for resten lige i den periode omkring skt Hans var ret usikker på hele konceptet i at poste ting). Men jeg faldt over den nu, og den er egentlig ikke tosset. Den må I gerne få, nu da vi er på vej ind i mørket på den anden side af modsommer. Hvis I er søde får I måske også dén Valentine's Day-post, jeg skrottede...

Bål på Blågårds plads


Det er naturligvis underligt, siger den tænksomme svensker, at det netop er på den lyseste tid af året, man tænder store bål. De andre kagespisere er enige og foreslår den pragmatiske forklaring, at om vinteren er det for koldt at stå udendørs og kigge på et bål.

Der er noget specielt ved menneskers forhold til ild (selv om det naturligvis ikke behøver at betyde noget dybere end vores forhold til mobiltelefoner).
Folkemængden er fascinerede af bålet, fanget af det evige og kaotiske spil af flammer. Det er ikke let at tro, at flammen ikke er en ting. Og de ønsker at fodre den, selv om de skal hjem i deres varme senge bagefter, og ikke skal bruge bålet til at varme dem i nat og ikke skal lave mad i gløderne imorgen. En mand kommer slæbende med en stor bjælke. Kan den komme på bålet? Det tror bålmesteren nok, den kan, og han lægger værdigt sin spade fra sig for at kaste bjælken ind på dens præcise plads i flammerne, der slikker op om den, til den endelig bukker under, sortner på midten og knækker.

De små drenge med det strejf af fandenivoldskhed i deres gang, jeg kun helt har set hos børn på Blågårds Plads, står lidt tættere på bålet end nogen andre, og kaster papirkugle efter papirkugle ind i det, revet ud af et kladdehæfte fra skolen. En lille pige i lyserødt fra top til tå krøller omhyggeligt et ark papir sammen og kaster det efter bålet i et rigtigt tøsekast, der rammer en meter forbi.

Efterhånden synker flammerne ned i bålet, der står glødende som de begravede skatte, der siges at stige op til jorden på sankt Hans nat, og flokken omkring bålet omdanner sig til en tættere cirkel. Bålmesteren går som en løvetæmmer på sin nu langt mindre arena. Selv om byen altid er oplyst, er pladsen blevet mørkere end den var i går nat, nu hvor flammerne er døet hen. Lidt som om den egentlige mening med et sankt hansbål på Blågårds plads er at skabe det mørke, der kommer bagefter.

19 juli 2007

I can has CV?



Jeg har brudt et gammelt forsæt og flere års hæderlige praksis, og det er nu tydeligt, hvilke dybder min fremtidige bane vil føre mig til.

Ser I, jeg var krøbet hjem til mine forældre med en enorm forkølelse for at have et køleskab at nasse på. Så midt der ude i forstæderne ringede min telefon fordi en nydelig stemme tilhørende en herre fra et hovedjægerbureau gerne ville snakke med en mat-øk'er. Vor altid årvågne heltinde sagde: Øhhvaffornoed? Er ikke mat-øk. Er meget forkølet. Men det endte med, at jeg skulle sende dem mit CV (hovedjægerne - ikke matøkerne. Kunne naturligvis være samme stamme)

Hvilket giver problemet: HVordan skriver man et CV? På moders maskine? Efter at have brugt en mængde tid, der må have været omvendt proportional med mit faktiske antal af kompetencer på at få arrangeret samme i listeform, opdagede jeg, at skidtet jo også skulle layoutes. Så var det, det slog mig, at rent bortset fra, at jeg ikke gad installere LaTeX, har jeg nok opbrugt min kvote af \begin{itemize}'er for denne sommer.

Så jeg skrev det i Word, læser. Det er vist nok første gang i årevis. Det er klart en deroute, jeg er begyndt på.

Yay!

24 april 2007

Her er nogle strøtanker om Memoratoriet, et rollspilsscenarie, jeg var med til at køre på Fastaval i år.

Hvad angår Memoratoriet




Scene: Memoratoriet er et rart sted, med hvide vægge, spejle og et panoramavindue - foruden den blå væg. Musikken spiller. En gruppe patienter sidder i ring på gulvet. En patient, den livlige, energiske pige med troldeansigtet, har fundet på at fortælle et eventyr. "Jeg er sikker på, at du har lige så gode historier inde i dig," siger en af de lyttende patienter til en anden. Han ser tvivlrådig ud.


Jeg er absolut ikke erfaren spilleder og lever stadig mit liv i den naive illusion, at der er total forklaring på den anden side af "gm-skærmen".* Spillederen ved, hvad der foregår. Og hvad der formodes at foregå, hvis jeg usle spiller ikke har lavet for meget rod. Spillederen ved, hvad han gør. Sådan er Memoratoriet ikke. Historien er, for hver eneste spiller, hendes egen afdækning af, hvad der skete med hende, fik hende til at blive syg og havne i Memoratoriet, hvor de prøver at gøre hende rask. Hun er det fuldkomne centrum for den historie, der skal ikke tages tid fra til at de andre spillere kan få deres tid i rampelyset og få uddelt nogle spor om deres fortrængte fortid til belønning. Og der er ingen andre i lokalet, der har nogen anelse om, hvordan hendes historie kommer til at forløbe, og hvad hendes hemmelighed er. Alt, hvad spillederen har at give hende, er en ramme for hendes historie, nogle simple ydre virkemidler, der giver en struktur for hende at bygge sin historie på, så den løber mod sit højdepunkt nogenlunde samtidig medde andre spilleres, nogle simple rekvisitter til at inspirere eller distrahere hende...


Scene: Hun ser, at det, terapeuten viser hende, er et foto fra en juleaften med hele familien. Manden med blå øjne, siger hun - eller er det væggen? "Jeg er tykkere på det billede. Tror du, jeg var gravid?" Hun stryger sig over maven med et udtryk af drømmende følsomhed i sine smukke træk. "Jeg er ikke gravid nu." Terapeuten nikker.


... men der er først sent i forløbet givet virkemidler, der kan presse spillerens fortælling, og de skal absolut ikke bruges sådan. Selv brugte jeg dem med hjertet i halsen. Har jeg nu forstået denne spiller rigtigt? Kan hun overhovedet bruge et foto af "ulykkesstedet"? Nu ødelægger jeg vel ikke det, hun bygger på?

Scenariets centrale gimmick, den "litterære synæstesi" (jeg ved ikke, hvor meget jeg skal afsløre, hvis nogen agter at spille det) er perfekt til præcis det formål at give hver eneste spiller præcis de input, han kan bruge og ikke stille sig i vejen. Spilleren får at vide, at han ser et roligt sted. Det er hans eget arbejde at fortælle spillederen og - først og fremmest - sig selv, hvad det så er, han ser.


Scene: En patient peger mod vinduet. Hvordan har de arrangeret, at det ændrer sig hele tiden, spørger han - det er computeranimeret, ikke sandt? Hvis han havde sin laptop, kunne han ændre det. Når han kommer ud, kan han få sin laptop igen.



Scene: Det er tydeligt, at memoratoriet er ved at splintres for patienternes øjne. Syn fragmenteres og bliver meningsløse, og de rædselsfulde erindringer trænger sig på alle vegne fra. En patient tvinger sig til at se mod udgangen, modløst. Han spørger, hvordan de kan sige, at det er vejen ud. Der er nogen, der kan se en lastbil, der stormer frem, han selv kan bare se en afgrund. Hvordan kan de mene, at han skal ud den vej?


Den store balancegang i et scenarie (eller en bog, film, skolekomedie eller far-mor-og-børn-leg) med en så tung gimmick er naturligvis mellem gimmick og historie. Scenariet Memoratoriet giver egentlig to muligheder hele vejen - spilleren kan fokusere på gimmicken, at han lider af en psykisk sygdom, der gør, at han ser tekst som virkelighed - eller på historien: det dybereliggende traume, der forvoldte hans tilstand. Begge dele er legitime veje til helbredelse og altså til en afslutning på scenariet. Det kommer ikke spillederen ved, hvad patienten synes er spændende. Det er ikke spillederens historie.


Scene: Pause. På vej ud af spillokalet griber den ene spilleder fat i den andens arm. Hun taler stille med eftertryk som for at være sikker på, at hun bliver hørt tydeligt. "Peter. Det er bare nogle hvide vægge. De. Ting. Er. Der. Ikke. I. Virkeligheden. Det er bare noget, de laver i deres egne hoveder!" Den anden spilleder smiler bredt. Han har kørt scenariet aftenen før.


Og det er fantastisk, hvad de gør ved det. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal vurdere kvaliteten af de historier, spillerne konstruerede. Grib din første indskydelse: Du er psykoseramt på grund af en traumatisk hændelse - hvad var det der skete? Jeg indrømmer, at der ikke var mange sofistikerede drejninger i plottet, og der var gentagelser - eller måske snarere tendenser. Masser af døde børn.**

Men det kunne ses, hvor stærke oplevelser, spillerne fik af scenariet, hvor meget deres historier rørte dem. Og hvor fandens godt rollespil, de spillede.


Scene: Hendes søn er død, druknet, og hun var ikke i stand til at redde ham. Det er ikke noget, hun kan lægge bag sig, nu da hun kan huske det. Det er ikke noget, der kan kureres. Hun tager det med sig, da hun forlader memoratoriet, helbredt.


Det, man så ikke kan få spillerne fra, er forestillingen om, at rollespil er noget socialt. Som jeg havde hørt scenariet forklaret, før det blev kørt, var idéen og idealet, at der skulle stå tyve mennesker i et lokale og stirre ind i væggen hver for sig. Og det var mildest talt ikke, hvad der kom til at ske. Dels fordi scenariet faktisk greb dem. Folk stod og græd. Spillederne løb rundt og udleverede cleenex. Og dels fordi folk spiller udad. De spiller mod hinanden. De finder de andre roller, prøver at finde ud af, hvad de ser - og hvad de tænker. De fatter sympatier. De spiller op mod hinanden. De støtter hinandens spil, og støtter sig til de andres spil. De tager rummet.


Scene: Når patienten ser sig i spejlet ser han sig selv, men mærkeligt nok har han en blyant i hånden. Det er tydeligvis nøglen til det hele. Lidt senere konfronterer han terapeuten, rasende. Han vil have en blyantspidser, så han kan komme ud derfra. Han kan komme ud derfra, bare de vil give ham en blyantspidser! Terapeuten erklærer bestemt, at han ikke kan give ham noget. Han må selv finde sin blyantspidser. Alle patienterne kigger på den skriveblokeringsramte forfatter, da han råber. Bag deres egne roller tænker de et øjeblik, at det dér var godt rollespil. Det er den historie, spillederen genfortæller flest gange bagefter.


Man kan tage Memoratoriet som et studie i, hvor meget rollespil, folk kan spille med hvor lidt materiale, eller når der bare ikke er noget, der står i vejen for dem. Det er faktisk ganske skræmmende, for scenariet har ingen historie og i en vis forstand ingen roller. De laver det selv. De ville have lavet det selv, hvis jeg havde været en atten gange så inkompetent spilleder. De har måske brug for en spilleder til at stille rammerne op - det gode rollespil kan de lave selv, bare hun lader være at gå i vejen.





*) Det ville være så nydeligt, hvis folk faktisk brugte den slags ting, ligesom i tegneserierne

**) Vi når snart det punkt, hvor jeg ikke kan se et dødt barn uden at græde.

12 april 2007

Godt - den bedste undskyldning, jeg har, for ikke at have opdateret denne blog i den sidste halve evighed, er, at jeg havde besluttet mig for at holde op, fordi jeg var træt af at høre mig selv snakke. Nu har jeg imidlertid brugt de sidste dage på at snakke (og skrive mail) så jeg bør have fået mindst 0,783 ører til at falde af, så det med at drage bort i næstekærlig tavshed er tydeligvis ikke et holdbart forsæt. Jeg må hellere anbringe mine penge, hvor min mund er, som de gangske umotiveret siger i det angelsaksiske. Her er en lille bagatel - og jeg skriver noget om rollespil en af de nærmeste dage.

Falsk forår



Himlen er gul i en smal skive over hustagene, og støvet mørkeblå i zenith. Aftenstjerne toner frem på himlen som det høje C, fulgt af stjerne på stjerne på stjerne, spejlet af en enkelt cykellygte på gaden. En sidste solsort kvidrer i kollegiehavens træer og bliver stille.

Der er så mange løgnagtige forår undervejs, at det ægte forår måske faktisk aldrig bliver set og er hemmeligt. Lyse martsdage, så varme at de lader til at være sprunget direkte ind i sommeren, og folk smider jakken og sætter sig på græsset i universitetsparken, kåde og soldrukne og efter et par dage grundigt forkølede.
Hvorpå årstiden vender vrangen udad og giver en stribe af inderligt grå dage, eller vrangvillig blæst, der går direkte gennem forårstøjet og ind og isner alle ens drømme om varme og lys. Og man resignerer.

Og så kommer foråret, ikke pludseligt men selvfølgeligt som om det har været i gang i ugevis og måske listede sig ind mens man sov forkølelsen af sig. Og man opdager det først for alvor, når man tilfældigvis kigger ud en aften, og tulipantræerne duver stille i parkerne og en forvirret solsort kæfter op langt efter sin sengetid.

Og det lader til at alle andre har vidst det altid, men at man bare selv var for længe om helt at give slip på sin vinter.

12 februar 2007

Lysløgne



Det er sådan en sanddru årstid. Det er på tide at finde på nogle enorme lystfiskerhistorier. Jeg burde fortælle jer om min tabte veninde Mia med det hjerteformede ansigt og fregnerne, hvordan vi rejste som blinde passagerer til Nova Scotia og fandt den sidste stamme af intelligente pungulve, der rejste derhen gennem de tibetanske munkes tunneler, da Tasmanien blev besat af europæere. Eller, hvordan vi ved en uheldig konsekvens af utydelig diktion blev de første, der nåede østpolen i en luftballon og meldte os hos en talepædagog det øjeblik vi satte fødderne på dansk jord igen. Og det var kun starten på vores problemer. Jeg burde fortælle om vores tid i den hemmelige legion af lystløgnere og hvordan vores veje skiltes den gang, jeg stod en februarlørdag med fejende vind under en klar himmel og blev klar over, at der ikke ville ske noget fantastisk den dag; og fælde en glasklar krokodilletåre over, at jeg aldrig kommer til at opleve den slags eventyr igen.

Jeg burde fortælle jer om det ældgamle broderskab der vogter over den hemmelighed, der er Sortedamssøen, og hvordan der altid er en af dem i færd med at gå avet om søen, i alt slags vejr. Bag deres øjne er der en stilhed, for de gentager i tankerne de otte sande figurer, mens søen spejler grå himmel og splintrende solskin og det natlige neonflimmer. En dag, lader deres novicer sig fortælle, en klar dag, vil den vandrende munk opdage, at hans sjæl genspejler søen fuldstændigt, og opnå forklarelse. Nogle få ældre munke kender sandheden og ved at den er frygtelig, og måske adskiller den sig ikke væsentligt fra løgnen.

Jeg burde fortælle jer om de hemmelige talsystemer, den dybere grund bag placeringen af Københavns gamle kollegier og den største pandekage bagt af uselviske grunde, men det er sådan en sanddru årstid. Vinden blæser fra et sted uden for verden og river alt med sig i det blændende klare solskin, og der er heller ikke brug for røverhistorier.

30 januar 2007

Jeg slås med ord



Jeg slås med ord. Bunker af dem flyder over det hele, vrider sig i mit greb og kan ikke presses ind, hvor de skal bruges. Hvert af dem har sin præcise betydning som ikke passer med det, jeg vil sige, hvert af dem er slidt så tyndt, at lyset skinner igennem og det ikke er til at skelne, hvordan dét ord formodes at skulle bruges, og det kan bruges lige godt til alt.

Det, jeg ønsker mig er stokastiske ord. Ord, der antager deres betydninger efter forgodtbefindende, og man kan ikke kende deres betydning i øjeblikket før man har sagt dem. Eller ord, der i deres platoniske tilstand har én urokkelig betydning, som vi bare ikke kan få klemt ind i virkeligheden, fordi der ikke er nogen model for dem, og så løber de herreløse rundt og antager enhver betydning, de kommer i nærheden af. Jeg ønsker mig selskabelige ord, der altid trækker deres venner med sig som perler på snor og ikke findes uden en omgivende sætning, urokkeligt mejslede ord, der falder på plads som en puslespilsbrik eller en marmorkugle, og ord, der kun dukker op alene og bagerst i hovedet på én og sidder og stirrer mistorisk på alle de sætninger, der ikke er plads til dem i.

Jeg ønsker mig fuzzy ord, der lægger sig midt imellem to binære betydninger og betyder lidt af begge dele på samme tid. Når jeg får et sæt, vil jeg ud at lege med dem, og udtrykke min uforbeholdne mening, som er, at jeg mener begge dele samtidig og hinanden udelukkende.
Men der er længe til jul.

21 januar 2007

Tal om tal



Nej, jeg forstår det faktisk stadigvæk ikke, men det har også med tal at gøre.

Altså: Lad os kigge på tal. Her mener jeg så den reelle linie, der - for de af jer, der ikke færdes i matematiske cirkler - består af alle de tal, man egentlig kan få brug for, med nogle ekstra tal tilføjet for at give hele strukturen pæne egenskaber. Eller, sagt på en anden måde, alle kommatal, inklusive 4, 0,333 og pi og 0,333333....

Hvor mange er der så af dem? Uendeligt mange. Overtælleligt mange, faktisk.

Det betyder så, at der er kvalitativt flere tal, end der er sætninger i noget sprog, der kan skrives i et endeligt alfabet. Eller: Lad os se på alle tal, vi kan tale om - ethvert tal, der kan beskrives i en sætning. For eksempel "tallet tre", "tre komma to fire", "kvadratroden af to" "den mængde kage, hver af os får, hvis du, han og jeg deler en lagkage", "højden - i meter - på den mest nærsynede dinosaurus, der nogensinde har levet" eller "forholdet mellem en cirkels omkreds og diameter". Hvis vi laver en samling af alle de tal, består den, relativt set, af ingenting. Den er som en dråbe i forhold til det hav af ubeskrivelige tal, der ligger derude. Og den metafor overvurderer antallet af beskrivelige tal voldsomt.

Men hvis vi ser på alle de ubeskrivelige tal, hvordan kan de så siges at findes, når vi ikke kan tale om dem? Og hvad værre er - det kan vi jo faktisk godt. Det er det, vi gør nu. Vi kan tale om "alle ubeskrivelige tal" eller endda "alle ubeskrivelige tal større end atten", men de enkelte tal i mængden kan ganske enkelt ikke tales om.

All right, det stemmer pænt overens med konstruktionen af de reelle tal. Det kan jeg godt se. Der er ikke noget at gå i panik over. Men stadigvæk - prøv at tænke på alle de utallige tal, der går rundt et sted derude - om det så er i et slags platonisk rum, i universets grundlæggende konstruktionstræk eller bare i menneskehjernens strukturdesign - og er fuldstændig uomtalelige.

Det er en meget mærkelig verden, og foreløbig taler vi kun om de dele af den, der faktisk nok kun findes i folks hoveder.

09 januar 2007

Andre kollegianere



Tre gange knagede det fra skunken. Computerskærmen knitrede og slukkedes. Min plastickuglepen ramte bordet med en metallisk lyd, og så faldt "Fyrsten" ud af bogreolen. Det er et tegn, siger jeg jer, et tegn!

Nu er den knirkende time kommet, hvor gamle, døde og forsvundne kollegianere kommer frem og vandrer på gangene blandt dem, der stadig er her, og bare er på vej ud på køkkenet efter en kop kamillethe at sove på. Langsomt glider de ud af skyggerne og de små kroge, som det ikke er nogens ansvar at rydde op i. Nogle af dem ser ikke ud som ånder, og enkelte trætte medicinstuderende på vej i seng veksler åndsfraværende et par ord med gamle gangfæller, halvvejs i søvne og på randen af en anden verden. De når ikke at finde ud af, hvor følelsen af nostalgi kommer fra, før deres hoveder rammer puden. De drømmer sødt om dem, der slap væk herfra.

Solide statskundskabere stopper med hånden på køkkendørshåndtaget og tror at høre kværulantiske stemmer derinde. De forgangne gårdboere jamrer sig over den gamle ordens forfald og de nye tjanser. Den statskundskabersstuderende fornemmer, at han ikke vil se nogen derinde, når han åbner døren. Lyset vil være slukket, viskestykkerne hængt nydeligt op, og der vil være en bebrejdende notits i køkkenbogen med en opfordring til at rengøre vasken efter brug. Og han løfter forsigtigt hånden fra dørhåndtaget og lister tilbage på sit værelse. Og låser døren.

De gamle gårdboeres time vil svinde som timer nu gør det. Nu kommer natten, de dybe timer, og den amorfe time for dem, der kommer hjem fra en bytur. Timen for de terpende, der skal tidligt på instituttet for at få en læseplads, den blånende time for de sunde havregrynsspisere, der skal ud at motionsløbe, og timen for dem, der skal give deres date fra igår morgenmad uden at få for meget opmærksomhed. Det er en ny dag, og vi er alle sammen lidt tættere på at skulle herfra.

En dag er vi borte herfra og kan ikke komme tilbage. Kun - måske - i vores knirkende time, når vi kommer listende ud af skyggerne, og stirrer forvirret på de nye beboere, og ikke ved, at vi ikke bor her mere.