Det slår mig - på trods af titlen på denne blog, har jeg ikke sagt et ord om udsigten fra mit vindue. Der rent faktisk er på fjerde sal, hvormed titlen giver en smule mening. Måske burde den ændres?

Det er jo muligt, at I alle sammen sidder, time efter time, og klikker "forny" på denne side, i håb om engang at finde ud af, hvad pokker det er, jeg ser fra mit vindue, og i så tilfælde må jeg hellere skrive om det og lade jer komme videre med jeres liv.

Da jeg (for eksempel) kiggede ud i eftermiddag efter at have været nede på markedet, hvor man kan købe alt og en grønthandler; ja da så jeg en mand stå og lave tai chi. Det er næsten lige så ligevægtsbefordrende at se folk lave tai chi som rent faktisk at lave det og man slipper for at stå udendørs. Da det var skønt vejr, var dette egentlig ikke en fordel, men det gav mig en ekstra mulighed for at forhale beskrivelsen af min udsigt lidt mere. I må være ved at være ret spændte nu.

Det, at man kan dyrke tai chi uden for mit vindue, giver jer nok en fornemmelse af, at jeg ikke ser ud på en motorvej, og det har I ret i. Full marks. Jeg ser rent faktisk ud på et par store træer. For foden af og bag ved dem er der en mellemstor park med en bænk, hvor man kan læse sin avis (for eksempel hvis solen skinner) og som er let forkullet efter sommeren. Bag parken ligger campus skjult bag nogle flere træer. Det eneste af campus, jeg faktisk kan se, er tårnet på the Parkinson Building, hvis urskive jeg netop kan skelne om dagen. Om natten skinner der et orange lys fra et rum i tårnet. Jeg må se at undersøge, om man faktisk kan komme derop. Folk her er meget stolte af Parkinsontårnet og peger det ofte ud, og det er også storartet at navigere efter - på en mørk aften, hvor man vandrer hjemad gennem flokkene af fulde mænd i Disneyprinsessekostumer, er der noget betryggende ved at se op på det varme lys fra tårnet og vide, at det er den vej, man skal gå.

Det, jeg ikke kan se fra mit vindue, er, at parken er fuld af gravsten. Jeg ved ikke hvorfor - det er ikke i så høj grad, at den ligner en kirkegård - men lige i skyggen af mine træer står der mindst tolv store gravmæler for folk, der døde et sted sidst i 1800-tallet. Længere inde i parken, skjult for mig bag den store kastanie, går en snoet sti, belagt med gamle gravsten.

Det forekommer mig bizart med denne udstilling af gravmæler, der virker mindre stillet op og mere stillet hen - som om nogen havde været nødt til at flytte dem og ikke havde et bedre sted at gøre af dem. Jeg bør undersøge det, men jeg har en pudsig uvilje mod det. Jeg har en anelse om, at forklaringen ikke er mysteriet værdig.