29 august 2006

Øv altså



Jamenaltsåsgu! Jeg har lige tjekket eksamennoplysninger (man skal være hurtigt efter det når kurset varer syv uger). Ikke alene skal jeg møde kl. otte på min fødselsdag - det er Markov tageme også der, jeg har eksamen i sandsynlighedsregning.

Jeg kan altså ikke ret godt lide blokstruktur.

Dette er ikke en semesterstartspost



Til gengæld startede blokken idag - med et brag. Jeg følger to kurser om henholdsvis ikke-kommutativ geometri og sandsynlighedsregning for meget artige børn, og det giver mig syv undervisningstimer om mandagen, strøet som perler mellem klokken otte og fem. Bare så vi får nævnt en af de mere velgennemtænkte ting ved blokstrukturen.

Jeg er lidt skræmt af Sand3 - kursets hovedbestanddel er et kolossalt auditorium fyldt med matøkere, der allesammen hele tiden lyder som om de er lidt fornærmede over ikke at have forstået et eller andet. Men stoffet er faktisk lidt lækkert, og jeg er sikker på, at forelæseren har været hemmelig agent i sine yngre dage.

Ikke-kommutativ geometri bliver naturligvis mere sjov end tre kilo fritter og én liter kaffe. Alt sammen på trods af, at der vist stadig ikke rigtig er nogen der ved, hvad det går ud på. Foreløbig er der tegn på ubegrænsede operatorer, og man kan vel ikke inddrage så beskidt matematik i noget uden at det bliver sjovt...

18 august 2006

Vi venter på barbarerne



Ingen, jeg har talt med, har modtaget gratisaviser endnu. De to damer, jeg passerede på Tagensvej i et solskinsvejr, der prøvede at tage sig sammen til at være septemberagtigt, havde ikke fået dem, og det talte de om. Det gjorde vi andre også. Vi venter alle sammen på civilisationens sammenbrud.

Der er nemlig det ubehagelige, at et stort tal - flertallet, måske - af borgere her i landet foretrækker papmodnede golden delicious for æbler, der smager af noget. De foretrækker Da Vincy Mysteriet. Og pomfritter. De vil helst stemme DF. De vil hurtigt lære at foretrække gratisaviser.

Og det sjove er, at det aldrig er folk man kender. De uappetitlige 90% gemmer sig altid et andet sted end man selv er. Man læser i avisen, at de er der. Og de stemmer, og forbruger og færdes. Jeg har læst i Politiken, at de får gratis aviser nu.

15 august 2006

En strøtanke



I en anden verden med en kultur, der ikke tenderede til at betragte sin åndsvirksomhed som opdelt, ville man måske have SI-enheder for kunst. Standardenheden for rock'n'roll ville (af hensyn til holdbarhed) blive opbevaret på en LP i et uforgængeligt, slidstærkt metal, i et pengeskab i Bureau International des Poids et Mesures i Paris.

11 august 2006

Jeg tænkte, blandt andet fordi det var en tanke der faldt mig ind, på noget, der aldrig kommer til at finde sted. Og det er et faktum. Men hvad ville der ske, gik tanken, hvis en aften en blogger sad ved tastaturet, stirrende på det som for at tvinge ord frem, af den slags der rammer hinanden som regndråber og falder sammen og hører til sammen og går et sted hen og er. Og der så pludselig, midt på tastaturet, sad en skinnende dæmon, og den sagde "Skriv den bedste opdatering nogensinde. Ellers æder jeg din sjæl."

Vi kunne forestille os (sammen kan vi forestille os alt) at bloggeren ville kigge langsomt. Op. På. Dæmonen. Og. Sige. "Okay."

Alle scenens bevægelser bliver langsomme og glidende, til det øjeblik bloggerens mørke, grublende øjne møder dæmonens hoverende gule - og så bliver der tåget af bevægelse, dæmonen må springe af vejen for hænderne, der løber over tastaturet et øjeblik før det sidste punktum er sat i den bedste fredagsopdatering nogensinde. Den bedste, perfekt stavet, spekulerende, informativ, skarpt formuleret, klart fortalt. Den bedste opdatering i verden.

Den ville med sikkerhed ikke ligne denne opdatering.

Men det er ikke hele pointen, og det er godt, for det er en pointe, jeg har stjålet. Et eller andet sted på dette, endelige, net ligger den bedste blogopdatering nogensinde - eller i hvert fald foreløbig. Hvis vi kan tro (sammen kan vi tro alt, og ellers kan I tage mit ord for det) at dæmonen også sidder eller har siddet på et tastatur et sted derude, er hele historien altså gået for sig engang. Der er endda den drejning på det, at dæmonen måske slet ikke har siddet hos den, der skrev den bedste opdatering, og at dens påvirkning altså er gået fra en person til en anden, der sandsynligvis intet havde at gøre med den første.

For resten glemte vi at forestille os, hvad dæmonen gjorde, da det hele var overstået. Måske er det for sent?

07 august 2006

Jeg har ikke længere verdens 57indstyvende bedste (så vidt jeg forstod) minestrygerspiller boende på mit værelse. Det er sikkert en medvirkende grund til, at jeg ikke i øjeblikket er ved at holde et nutellaparty.

Ugens mærkelige faktum:


I Østrig afholder den vilde ungdom såkaldte nutellaparties. Man lader mindst to store (1 kg) glas nutella gå på omgang i en kreds af venner (eller i det mindste (og sandsynligvis for det meste) mennesker). Når glasset når en spiller, skal han spise af det - med en ske, omend ældre traditioner kan have det anderledes. Ifald to glas når en spiller samtidig, har hun tabt, idet hun så ikke kan have spist hurtigt nok.

En smule tilfældig information:


Oprindeligt var nutella (der naturligvis blev skabt for at fortynde efterkrigstidens sparsomme mængder af kakao) hårdere og blev solgt i store nutellabrød, som de italienske mødre skar i skiver, lagde på brød, og gav til deres sortøjede unger, der løb vildt omkring i gaderne med et stykke nutellasmørrebrød på størrelse med deres ansigt. Hver.

Og ugens gode nyhed


(Den kommer allerede mandag, så vi må klare os gennem resten af ugen på efterglansen)

Martha Louise Madsen og en os ubekendt Maja har fået en artikel i Information og er dermed freelance-journalister. Go girls!

05 august 2006

Onsdag og siden tirsdag har efterhånden forlængst overtaget pladsen som første weekendaften, som den lette, tungerappe tid åbner sig i stadig ændring. Rødt er det nye sort, dim sum er de nye tapas er den nye sushi, og vigtigst er alt:

Lørdag er den nye fredag


Bare så I ved det.

Her følger en gåde. Den har logik, foruden død og synd, så det må være en god gåde.

For en årrække siden faldt en forbandelse over en lille by ved Vesterhavet, og dette var så meget hårdere, som dette var den eneste by i verden, hvor indbyggerne strengt fulgte det sande evangeliums bud. Som fromme mennesker skyede de al kommunikation med resten af den syndige menneskehed - og med hinanden, for de var trods alt selv mennesker og altså stænket af den synd, der er menneskeslægtens arv til evig tid. Desuden afholdt de sig fra falske billeder, spejle og andre gengivelser af det, der er forgængeligt. De spiste kun brød og grød, som alle byens indbyggere indtog sammen, hver morgen. Resten af dagen så de ikke hinanden.

Nu fik alle byens indbyggere en nat et syn, som de alle kendte som sandt. De vidste, at alle andre i byen havde haft det samme syn og vidste, at det var sandt. Visionen sagde dem, at der blandt dem var visse, der var forbandede. Disse forbandede var mærket med et tegn i panden, og hvis byen skulle frelses, måtte alle disse forbandede tage livet af sig. Da selvmord i øvrigt er en synd, kunne det naturligvis ikke tillades andre end de mærkede at begå selvmord.

Den sande dyd kan ikke findes længe i denne verden, og byen er for længst slettet fra landkortet, men det var ikke denne hændelse, der lagde den øde. På den tiende dags aften var hver og en af de forbandede død for egen hånd.

Hvor mange af byens indvånere var forbandede?