19 oktober 2007

En dag vil de slippe den ud



Det er en lille dukke, på højde med en tommelfinger, og viklet i lyserødt garn som en art bandager. Dens øjne er af rødt filt og skeler, dens lille mund er rimpet til med rødt garn. Den har en sær lille sort hestehale, en strop så man kan hænge den på sin mobiltelefon.

Jeg fik den i en butik, som en gave fordi ekspedienten kunne lide mig, og jeg tog den med hjem af høflighed og fordi den var pudsig. Jeg kunne egentlig ikke bruge den, og den virkede for skrøbelig til at gøre nytte som nøglering.

Men det faldt sig, at jeg i kedsomhed stoppede den ned i en lille æske af klar plastic, og da jeg lagde låget på faldt det gennem mit hovede:

"En dag vil de slippe den ud, tankeløse og i den tro, at der ikke er rædsler til. Den vil mæske sig i deres skræk og suge knoglerne fra deres stadig levende kroppe."

Det er ikke en dårlig sætning, men ikke en god sætning - faktisk er det ikke en sætning - og det er ikke starten på en historie. Jeg ser på dukken bag den klare plastic, og jeg tror ikke, jeg vil blive helt rolig for den, om jeg så åbner æsken eller ej.