19 april 2006

Så jeg vågnede i morges og opdagede, at vi skal passe på Miljøet. Altså det der med træer på - ikke det, der er oppe at slås med Arven om at bestemme over jeres hjerner.

De har startet en miljøspareuge på Gården, med hemmeligt politi og hele molevitten, og vi (altså gangens to bossdamer) har bestemt, at vi skal vinde præmien som den mest energibesparende gang. Den ene dame lusker rundt og skruer sparepærer i på toilettet og den anden slukker lyset, hvis folk er for længe i bad.

De har også slukket lyset på gangen, og da lyskontakterne sidder gemt for enden af gangen, må vi famle os frem i tusmørke om dagen og bælgravende efter kl otte. Der er den der nærmest vægtløse fornemmelse af at finde vej i et mørkt rum, mens man strækker armene ud for ikke at gå ind i væggene. Men det mørke, vi har fået på gangen, er nu et meget civiliseret og hensynsfuldt mørke, der ikke spænder ben for en, men virker hyggeligt og tillidsvækkende, lidt som et meget stort dyr med trævlet pels.

Men jeg er nu lidt bekymret - jeg ved at brandinspektørovergårdmestren med ret til at bære samme farer i harnisk, når man lader ting stå for længe på gangen. Mon hun vil bære over med vores mørke? Eller bliver vi til sidst nødt til at skille os af med det? Jeg er ikke sikker på, om det er i stand til at passe på sig selv. Og jeg har ikke plads til det på mit værelse.

07 april 2006

Det er på tide at få et nyt par briller, eller måske bare nyt glas i de gamle. Det skal være den slags glas, der gør, at når folk, man kender, viser sig på ti meters afstand, så kan man genkende dem. Og at man kan se, hvor busserne kører hen, før de standser.

Eller måske skal jeg gå efter den slags briller, der får himlen til at virke blå lidt oftere, og gør at man kan se folk smile indeni. Måske skulle jeg se efter et par af den slags, der er slebet i stilhed ved fuldmåne og lader en se de underjordiske, eller nogle af den meget sjældne slags, der gør, at man kan se, at verden er i stille bevægese mod noget godt. Eller nogle briller der får mine øjne til at se blå ud.

Hvor tror I, man finder de hemmelige brilleslibere? Alle de små brilleforretninger, der dukker op ved nymåne i små sidegader, små mørke butikker med støv dansende i de få månestråler, der finder vej ind og pakket tæt med hylder
med briller slebet af bjergkrystal eller af størknede tårer fra jomfruer af udadleligt levned. Briller af den slags, hvor man kan se folks indre skønhed, se sig selv i øjnene eller se alle skjulte ting om onsdagen.

Jeg mener, hvordan klarer alle de rigtige mennesker sig uden den slags briller?
Det er da absurd, så sjældent jeg poster. Man skulle næsten tro, jeg var et menneske uden noget at sige. Og det er jo ikke troligt. Vent et øjeblik, mens jeg finder noget...