30 januar 2007

Jeg slås med ord



Jeg slås med ord. Bunker af dem flyder over det hele, vrider sig i mit greb og kan ikke presses ind, hvor de skal bruges. Hvert af dem har sin præcise betydning som ikke passer med det, jeg vil sige, hvert af dem er slidt så tyndt, at lyset skinner igennem og det ikke er til at skelne, hvordan dét ord formodes at skulle bruges, og det kan bruges lige godt til alt.

Det, jeg ønsker mig er stokastiske ord. Ord, der antager deres betydninger efter forgodtbefindende, og man kan ikke kende deres betydning i øjeblikket før man har sagt dem. Eller ord, der i deres platoniske tilstand har én urokkelig betydning, som vi bare ikke kan få klemt ind i virkeligheden, fordi der ikke er nogen model for dem, og så løber de herreløse rundt og antager enhver betydning, de kommer i nærheden af. Jeg ønsker mig selskabelige ord, der altid trækker deres venner med sig som perler på snor og ikke findes uden en omgivende sætning, urokkeligt mejslede ord, der falder på plads som en puslespilsbrik eller en marmorkugle, og ord, der kun dukker op alene og bagerst i hovedet på én og sidder og stirrer mistorisk på alle de sætninger, der ikke er plads til dem i.

Jeg ønsker mig fuzzy ord, der lægger sig midt imellem to binære betydninger og betyder lidt af begge dele på samme tid. Når jeg får et sæt, vil jeg ud at lege med dem, og udtrykke min uforbeholdne mening, som er, at jeg mener begge dele samtidig og hinanden udelukkende.
Men der er længe til jul.

21 januar 2007

Tal om tal



Nej, jeg forstår det faktisk stadigvæk ikke, men det har også med tal at gøre.

Altså: Lad os kigge på tal. Her mener jeg så den reelle linie, der - for de af jer, der ikke færdes i matematiske cirkler - består af alle de tal, man egentlig kan få brug for, med nogle ekstra tal tilføjet for at give hele strukturen pæne egenskaber. Eller, sagt på en anden måde, alle kommatal, inklusive 4, 0,333 og pi og 0,333333....

Hvor mange er der så af dem? Uendeligt mange. Overtælleligt mange, faktisk.

Det betyder så, at der er kvalitativt flere tal, end der er sætninger i noget sprog, der kan skrives i et endeligt alfabet. Eller: Lad os se på alle tal, vi kan tale om - ethvert tal, der kan beskrives i en sætning. For eksempel "tallet tre", "tre komma to fire", "kvadratroden af to" "den mængde kage, hver af os får, hvis du, han og jeg deler en lagkage", "højden - i meter - på den mest nærsynede dinosaurus, der nogensinde har levet" eller "forholdet mellem en cirkels omkreds og diameter". Hvis vi laver en samling af alle de tal, består den, relativt set, af ingenting. Den er som en dråbe i forhold til det hav af ubeskrivelige tal, der ligger derude. Og den metafor overvurderer antallet af beskrivelige tal voldsomt.

Men hvis vi ser på alle de ubeskrivelige tal, hvordan kan de så siges at findes, når vi ikke kan tale om dem? Og hvad værre er - det kan vi jo faktisk godt. Det er det, vi gør nu. Vi kan tale om "alle ubeskrivelige tal" eller endda "alle ubeskrivelige tal større end atten", men de enkelte tal i mængden kan ganske enkelt ikke tales om.

All right, det stemmer pænt overens med konstruktionen af de reelle tal. Det kan jeg godt se. Der er ikke noget at gå i panik over. Men stadigvæk - prøv at tænke på alle de utallige tal, der går rundt et sted derude - om det så er i et slags platonisk rum, i universets grundlæggende konstruktionstræk eller bare i menneskehjernens strukturdesign - og er fuldstændig uomtalelige.

Det er en meget mærkelig verden, og foreløbig taler vi kun om de dele af den, der faktisk nok kun findes i folks hoveder.

09 januar 2007

Andre kollegianere



Tre gange knagede det fra skunken. Computerskærmen knitrede og slukkedes. Min plastickuglepen ramte bordet med en metallisk lyd, og så faldt "Fyrsten" ud af bogreolen. Det er et tegn, siger jeg jer, et tegn!

Nu er den knirkende time kommet, hvor gamle, døde og forsvundne kollegianere kommer frem og vandrer på gangene blandt dem, der stadig er her, og bare er på vej ud på køkkenet efter en kop kamillethe at sove på. Langsomt glider de ud af skyggerne og de små kroge, som det ikke er nogens ansvar at rydde op i. Nogle af dem ser ikke ud som ånder, og enkelte trætte medicinstuderende på vej i seng veksler åndsfraværende et par ord med gamle gangfæller, halvvejs i søvne og på randen af en anden verden. De når ikke at finde ud af, hvor følelsen af nostalgi kommer fra, før deres hoveder rammer puden. De drømmer sødt om dem, der slap væk herfra.

Solide statskundskabere stopper med hånden på køkkendørshåndtaget og tror at høre kværulantiske stemmer derinde. De forgangne gårdboere jamrer sig over den gamle ordens forfald og de nye tjanser. Den statskundskabersstuderende fornemmer, at han ikke vil se nogen derinde, når han åbner døren. Lyset vil være slukket, viskestykkerne hængt nydeligt op, og der vil være en bebrejdende notits i køkkenbogen med en opfordring til at rengøre vasken efter brug. Og han løfter forsigtigt hånden fra dørhåndtaget og lister tilbage på sit værelse. Og låser døren.

De gamle gårdboeres time vil svinde som timer nu gør det. Nu kommer natten, de dybe timer, og den amorfe time for dem, der kommer hjem fra en bytur. Timen for de terpende, der skal tidligt på instituttet for at få en læseplads, den blånende time for de sunde havregrynsspisere, der skal ud at motionsløbe, og timen for dem, der skal give deres date fra igår morgenmad uden at få for meget opmærksomhed. Det er en ny dag, og vi er alle sammen lidt tættere på at skulle herfra.

En dag er vi borte herfra og kan ikke komme tilbage. Kun - måske - i vores knirkende time, når vi kommer listende ud af skyggerne, og stirrer forvirret på de nye beboere, og ikke ved, at vi ikke bor her mere.