Det kan altså blive en smule over hækken med de overspringshandlinger. Igår gik jeg amok med en saks og klippede løs i en stabel gamle Guardians for at lave en kollage - som ikke helt blev til noget, da jeg faldt i søvn midt i papirbunken med saks i hånd. Nu har jeg en fin samling af pæne billeder og overskrifter - jeg kan ikke helt overskue hvor meget zeitgeist der er i det, men i det mindste er det sjovt.

Så hvad er de store nyheder herovre? Aner ikke om det kan interessere jer, men:

• Amerikanernes brug af fosforgranater ("it's not as much a chemical weapon as a building block of life, sah!") mod civile i Irak. Det er vel egentlig ikke chokerende, det er bare så - realitetsbekræftende. Giver det jer ikke en varm fornemmelse indeni, at intet mål af bullshit om "kampen for frihed, demokrati og gratis budweiser" kan ændre de basale regler for menneskelig adfærd?
  

• den nye lukkelov for pubber. Vi venter verdens undergang inden for en uge, når briterne kan få lov at drikke døgnet rundt.
  

• Tv-serien over Bleak House og, endnu bedre, BBC's historiske drama om Cæsars Rom. Debattet er faktisk ret ophedet: "No woman of her social standing would have anal sex in front of her slaves and there's no archaeological evidence that Roman women shaved their pubic hair." Ah - antikken. Dickens-debatten er noget mere stilfærdig - jeg skal ikke kunne sige hvorfor.
  

• Derudover ser anti-- undskyld, "pro-liv"-debatten ud til at være på vej mod en revival, hvilket passer meget godt til den anden debat om, hvorfor britiske kvinder er så egoistiske og nægter at få børn for i stedet at være onde, narcissistiske karrierekvinder. Det er vist konsensus, at mænd er så utilregnelige, at de ikke kan tillægges noget ansvar for de faldende fødselstal.

Derudover skal der laves en ny Toryformand med et håb om at kunne tage magten - og Blair er tilsyneladende mere og mere upopulær. Guardians tegnere afbilder ham i de sidste stadier af rabies, og Times tegner ham bagbundet i en åben grav. Nåja, og sort er den store nye farve (er sort en farve?) og donationer til charities er årets julegavehit. "Skat, jeg købte dig et vandrensningsanlæg og tre geder."

A few of my favourites...

Det er begyndt at blive koldt her. Himlen er helt klar og kold hver morgen, og om eftermiddagen ligger der store, ekspresionistiske skyer slængt hen over den. Alle de små kineserpiger ser betuttede på deres ånde, der materialiserer sig foran munden på dem, når de går ud om morgenen. Der er med andre ord ingen grund til, at jeg ikke skulle føle mig hjemme her, og alligevel er jeg ramt af en snært af hjemve - hvis det da ikke bare er efteråret, jeg begynder at mærke. Jeg prøver at tænke på alle de ting, jeg godt kan lide her - med det resultat at jeg bliver splittet mellem hjemve og vemod over at skulle forlade Leeds til januar.

For at dele lidt ud: De dejligste mennesker i Leeds er (i uprioriteret rækkefølge):

Rev: "Deep River / My home is over Jordan / Deep river / I wan to cross over into camp ground." Dirigenten (rollen går på skift - denne sang er blevet udvalgt af en flot tenor der prøver at anlægge gedebukkeskæg og hader alt der er corporate) gennemgår teksten på klingende nordengelsk og er skuffet over, at vi ikke gentager den på amerikansk. "Well, it's a negro spiritual, see? It should be -- a bit more like, well, 'dontcha', right?" To af sopranerne begynder at synge "Dontcha wish your girlfriend..." og en af alterne bemærker alvorligt, at hun ikke går ind for den slags sange.

Logikere: Englændere er, naturligvis, dybt besynderlige. Man bruger de første to uger på mere og mere og mere desperate forsøg på at komme i kontakt med sine medstuderende, giver så op i forvisning om, at man ikke ville kunne få svar ud af dem med etisk forsvarlige midler - og når man så når til begyndelsen af november, begynder de at tale til en. Jeg gik næsten i chok, da en af mine medmængdeteoretikere helt spontant spurgte mig om jeg havde prøvet Samurai Sudoku i Times om lørdagen.

Hvilket bringer mig til professor Truss, min forelæser i mængdelære og åbenbart min nye bedste ven - hvilket betutter mig en hel del. Det er absolut muligt, at han ikke kan flyve, springe over skyskrabere og bevise Riemannshypotesen med to blyanter og en kort stump snor, men jeg vil gerne se det bevist. Helt alvorligt, han er ret ærefrygtindgydende. Der er nogle mennesker, der udstråler så meget intelligens og personlighed at de får alle i deres omgivelser til også at føle sig begavede og vittige. Og desuden har manden et utroligt niveau af sociale kompetencer - han er tilsyneladende alvorligt interesseret i alle menneskers velbefindende. Han inviterede til fest i fredags - bare lige hans phd-studerende, logikgruppen og fem tilfældige Erasmusstuderende. Christoph, Michael og jeg ved stadigvæk ikke hvorfor vi var inviterede, men det var enormt sjovt. Jeg er så afgjort en fan.

Christoph og Michael er de to andre "internationale eksperter" (som professor Truss kalder det) på mængdekurset, og de er naturligvis mine naboer i Henry Price. Christoph er østriger med en mørk fortid. Han taler om aldrig at vende hjem igen, men fortsætte ud i verden uden at se sig tilbage - altid på vej videre mod horisonten, en fremmed i et fremmed land. Jeg har stadig ikke fundet ud, hvad der er af dunkle kræfter i hans fortid - jeg ved så meget, at han skriver fantasyromaner om zombier, er med i bestyrelsen for den internationale minestrygerforening og har en semineurotisk afsky over for alkohol. Michael er svensk og bryder sig ikke synderligt om topologi.

Katie har jeg ikke set længe. Hun synger tenor i rev, arbejder for en kristen velgørenhedsorganisation, er amerikaner, Kristen, kreationist og meget sød. Må huske at invitere hende til the. Hun har et imponerende niveau af tolerance for alle os vantro.

Erica er et dæknavn for en pige fra Taiwan, som jeg læser statistik med. Hun er lille og smuk og feminin, og hun vil ikke fortælle mig sit rigtige navn. Hun kan kun lave en ret, kylling kogt i soja med stjerneanis, men hun drømmer om at lære at bage store kager.

Jeg vil ikke slutte uden at nævne min metaforiske løve. Den er stor og gul og kan æde et menneske i to mundfulde (tre hvis han har gået i engelsk folkeskole) og jeg er ret overbevist om, at den ikke eksisterer. Men jeg har næsten fundet et bevis for dens eksistens og den er ond nok til at jeg meget gerne vil være venner med den.

Det slog mig, at I måske kunne have lyst til at læse en kort gengivelse af mit møde med min vejleder.

Vejleder: Nu er du jo i gang med at lave en stor festmiddag, og I den anledning tænkte jeg...
Studerende: Nej jeg er ikke. Jeg er i gang med at skrive et projekt om bevisteori.
Vejleder: Ja, men du må huske på, at nogle af dem, du gerne vil have til at læse din blog er ikkematematikere, og at du derfor kan vinde en del ved at benytte en elegant metafor.
Studerende: All right. Det er dig, der er boss.
Vejleder: Netop. Og jeg tænkte, at det ville være smart, hvis du lavede nogle små kuvertbrød til din middag.
Studerende: Metaforisk set?
Vejleder: Naturligvis.
Studerende: Aha. Det er en meget god ide, men det virker lidt mere presserende at forholde mig til, at der ligger en løve på komfuret.
Vejleder: Ligger der en løve på komfuret?
(Den studerende peger på den store, menneskeædende løve.)
Vejleder: Ja, det ser sandelig sådan ud for det utrænede øje. Lad mig se...
(Vejlederen går langsomt rundt om komfuret, mens han tænksomt gnider sin hage og rynker sine højtbegavede bryn. Efter at have stirret på løven i fem minutter erklærer han:)
Vejleder: Ja, der ser faktisk ud til at være en løve.
Studerende: Ja gu' er der en løve. Men hvad skal jeg gøre ved den?
(Vejlederen tænker dybt og lyser så op i et vidende smil)
Vejleder: Foreløbig vil jeg foreslå, at du bager nogle små kuvertbrød. Så kan vi mødes igen om en uge og se lidt mere på løven.

Remember, remember the fifth of november....

Det var i hvert fald, hvad jeg gjorde fredag aften (som for resten var den fjerde). Det var mørkt klokken seks, og vinden var ved at kule op da canadieren kom farende ud i køkkenet og udbrød "Hey, look! Hyde Park's on fire!"

Der var et enormt bål inde midt i Hyde Park - en stor park foran mit kollegium, med statuer af Robert Peel og dronning Viktoria men helt uden gadelygter - og der var en masse mennesker, endnu mere mudder, børn med stjernekastere (eller selvlysende plasticstrimler, hvis deres mor havde fået lov at bestemme), pølsevogne, en fish-and-chips og en utrolig mængde fyrværkeri. Det officielle fyrværkeri startede først, da bålet næsten var brændt ned, og oplyste hele parken mens vi alle sammen stod og jublede med hold i nakken og kolde fødder, og manden ved siden af mig belærte sine to døtre om, at det hel i virkeligheden handlede om, at folk var onde og syndefulde og sprængte hinanden i luften med bomber - hvilket børnene var totalt ligeglade med, så længe der var flere Catherine Wheels tilbage. Så slukkedes bålet, og en halv time senere var parken mørk og øde.

A loaf of bread, a jug of wine, and thou

Nåja, to ud af tre er vel ikke at kimse ad, når det ikke kan være anderledes. Peter tog hjem igår. For at være helt ærlig er vinen også så relativt dyr herovre at det nok snarere er en pint og et brød. Og det er heller ikke at foragte, men jeg må indrømme, at jeg gerne ville bytte det for en ordentlig nattesøvn. En af de ting, de ikke fortæller os, når vi kommer hertil, er, at vi skal regne med at se alle vores venner hver nat klokken tre, når en eller anden silly bugger sætter brandalarmen igang. Vi har haft tre brandalarmer over de sidste to nætter, og jeg befinder mig i den der tåget-muntre, semipsykotiske sindstilstand, der skyldes søvnunderskud.

Ret beset, er en pint ikke stor set et brød på flydende form? Det er ligesom med smoothies - der står altid på dem, at de svarer til tre portioner frugt. Hvor mange skiver brød er en pint? Hvad er anbefalet daglig dosis af brød? Hvad kan man drikke for at erstatte søvn? "Denne kop kaffe udgør 7% af den anbefalede daglige søvndosis?"