12 februar 2007

Lysløgne



Det er sådan en sanddru årstid. Det er på tide at finde på nogle enorme lystfiskerhistorier. Jeg burde fortælle jer om min tabte veninde Mia med det hjerteformede ansigt og fregnerne, hvordan vi rejste som blinde passagerer til Nova Scotia og fandt den sidste stamme af intelligente pungulve, der rejste derhen gennem de tibetanske munkes tunneler, da Tasmanien blev besat af europæere. Eller, hvordan vi ved en uheldig konsekvens af utydelig diktion blev de første, der nåede østpolen i en luftballon og meldte os hos en talepædagog det øjeblik vi satte fødderne på dansk jord igen. Og det var kun starten på vores problemer. Jeg burde fortælle om vores tid i den hemmelige legion af lystløgnere og hvordan vores veje skiltes den gang, jeg stod en februarlørdag med fejende vind under en klar himmel og blev klar over, at der ikke ville ske noget fantastisk den dag; og fælde en glasklar krokodilletåre over, at jeg aldrig kommer til at opleve den slags eventyr igen.

Jeg burde fortælle jer om det ældgamle broderskab der vogter over den hemmelighed, der er Sortedamssøen, og hvordan der altid er en af dem i færd med at gå avet om søen, i alt slags vejr. Bag deres øjne er der en stilhed, for de gentager i tankerne de otte sande figurer, mens søen spejler grå himmel og splintrende solskin og det natlige neonflimmer. En dag, lader deres novicer sig fortælle, en klar dag, vil den vandrende munk opdage, at hans sjæl genspejler søen fuldstændigt, og opnå forklarelse. Nogle få ældre munke kender sandheden og ved at den er frygtelig, og måske adskiller den sig ikke væsentligt fra løgnen.

Jeg burde fortælle jer om de hemmelige talsystemer, den dybere grund bag placeringen af Københavns gamle kollegier og den største pandekage bagt af uselviske grunde, men det er sådan en sanddru årstid. Vinden blæser fra et sted uden for verden og river alt med sig i det blændende klare solskin, og der er heller ikke brug for røverhistorier.