20 december 2005

Huhej.

Jeg er først ved at falde til ro nu. Det er ikke let at have tiltro til det engelske transportsystem, så jeg havde planlagt min rejse til lufthavnen sådan at jeg burde være kommet 40 minutter for tidligt. Det betød at jeg stod op klokken fem igår, og alligevel nåede jeg først at checke ind fem minutter før det var for sent. Men jeg nåede mit fly, og jeg kom hjem. Det lykkedes mig endda at virke helt vant til at være et sted, hvor alle folk talte dansk. Nu skal jeg bare komme over det desorienterende i, at folk kører i den forkerte side af vejen herovre.

Og så skal jeg til at stresse op igen - jeg opdager, at jeg faktisk skal til eksamen snart.

14 december 2005

Anne: Godt - så tager jeg til Oxord.
Anne+: Hvad gør du? Hvorfor?
Anne: Jeg tager til Oxford. Jeg skal ned at besøge Katie hos hendes forældre dernede i nærheden. Det bliver sjovt. Vi skal turiste den i Oxford og gå ture på landet.
Anne*: Men hvad så med os?
Anne: Det ved jeg faktisk sikke. Sandsynligvis kommer jeg ikke i nærheden af en computer før på søndag. I må klare jer selv indtil da.
Anne*: D-d-det k-kan vi ikke. Vi er små og yndige og hjælpeløse. Jeg kan ikke lave mad. Og Anne+ ved ikke, hvordan man læser godnathistorie.
Anne+: Og burde du ikke snart begynde at læse til eksamen? Det er uden hjælpemidler, ved du. Du skal kunne pensum udenad.
Anne: Det hørte jeg af en eller anden grund slet ikke. Lad være med at gentage det. Jeg tror det er en form for selektiv høreskade. Der er intet at gøre.

13 december 2005

Anne+: Skip hende fri!
Løve: Vil stadig ikke!
Anne+: Spyt. Hende. Ud. Nu.
Løve: Mmmh-mmmh! (Løven ryster på hovedet med munden knebet sammen)
Anne: Kan I ikke være lidt mere stille? Jeg har travlt med at købe julegaver, bage pebernødder og finde min billet hjem der er blevet væk igen.
Anne+: Men løven har spist Anne*
Løve: Jeg har ikke spist hende - jeg har slugt hende. Forskellen er, at hun er i ét stykke.
Anne+: Sig noget til ham!

(Anne har travlt med at løbe omkring med et sommerfuglenet. Hendes flybillet (Manchester-Copenhagen, 19. dec.) flagrer kvidrende rundt oppe under loftet)

Anne+: Slip hende ud! Det her er ikke retfærdigt.
Løve: Og?

(Efter halsbrækkende manøvrer lykkes det Anne at fange billetten. I det øjeblik begynder der at lugte af brændte pebernødder, og Anne styrter ud i køkkenet. Billetten undslipper fra sommerfuglenettet)

Anne+: Jeg er sur! Grrr!
Løve: Det er muligt, men du er ikke god til at være sur. Det skal gøres sådan her: BRØØØØL!(Anne+ kryber rædselsslagen sammen, men netop da løven brøler, ryger Anne* ud af munden på den. Nogen har ganske enkelt sparket løven bagi i det taktiske øjeblik. Og nogen er:)
Anne+: Mystiske fremmede! Jeg troede du var død!
Mystisk fremmed: Øh - jeg fik det bedre?
Døden: Hvis du lige vil undskylde mig - jeg ser bedre ud end det dér.
Anne+: Jeg er forvirret.
Løve: Jeg er skuffet.
Anne*: Jeg er tilsavlet.
Døden: Jeg er fornærmet.
Mystisk fremmed: Jeg er ikke død. Eller - jeg var død. Men - øh - jeg var den mest oplagte redningsmand, så jeg blev genoplivet.
Anne+: Men hvad tænkelig motivation kan der være for at genoplive dig? Du er en totalt ligegyldig figur.
Mystisk fremmed: Det er hvad du tror! Rent faktisk er jeg hverken mystisk eller fremmed. For jeg er Saint George!
Anne+ og Anne*: ...
Saint George: Men det er jeg! Legendarisk redder af damer i nød. Bekæmper af drager. Uovervindelig beskytter af retfærdigheden og Gamle England.
Anne+ og Anne*: ...
Saint George: Det passer altså! Sig noget!
Anne+: Undskyld. Vi tror på dig.
Anne*: Vi troede bare, du var højere.
Saint George: Suk. Hvis det skal være på den måde, kan det også bare være ligemeget. Så går jeg.
Løven: Det gør jeg også.
Saint George: Jeg kan sagtens risikere mit liv i kamp med vilde dyr uden at få nogen tak. Det har jeg det fint med. Jeg er ikke såret. Lidt latterliggørelse er altid sundt. Jeg ville slet ikke have lyst til at blive belønnet med overdreven ros og pebernødder. Eller jødekager. Specielt ikke jødekager.
Anne+: Jeg går ud fra at Anne godt kan undvære et par kager, hvis det hjælper...

Anne+, Anne*, Løven, Døden og Saint George holder et mægtigt pebernøddegilde. De synger julesange og fletter hjerter og kaster krummer til billetten, som hopper rundt på gulvet omkring dem. Anne ville måske ikke helt have værdsat denne gode brug af hendes hjemmebag, men billetten spiser sig så tung, at det lykkes hende at fange den igen. Og alt er vel.

12 december 2005

Og julekalenderen for idag indeholder - en fabel. Og fablen går således:

Anne*: Hvem er du?
Løve: Jeg er en løve, alene i verden, og jeg er usigeligt melankolsk.
Anne*: Jeg mener at vide, at du er Annes metaforiske løve - og dermed en løve - og måske er vi alle sammen alene, når alt kommer til alt, men hvorfor er du melankolsk?
Løve: Fordi jeg - endskønt jeg er en fuldtud metaforisk løve - engang var en farlig løve og truede folks velfærd. Men for hver løve findes der en løveskæbne, og min skæbne fandt mig en dag, ved at Anne kiggede på mig og sagde: "Min vejleder har sagt, at du ikke findes, og jeg har selv sagt at du ikke findes, og jeg er nu overbevist om, at du ikke findes."
Anne*: Så du er en ikke-eksisterende, rent metaforisk løve.
Løve: Og derfor melankolsk.
Anne*: Det er en meget trist verden, og jeg er villig til at deltage i din melankoli. Og hvis det kan gøre dig gladere, vil jeg gerne tro på dig, for jeg tror på så mange underlige ting.

(Løven sluger Anne* i en mundfuld)

Løve: Der er en morale i dette, og moralen er, at ikke-eksisterende løver ikke kan æde folk - i en mundfuld eller flere - fordi det ville være fjollet. Men ikke-eksisterende løver, som folk tror på, gør hvad der passer dem.
Anne+: Det er ikke en god morale. Og spyt hende så ud!
Løve: Vil ikke!

11 december 2005

Jeg overvejede at lade dagens kalenderlåge indeholde et link til finalisterne i Literary Review's kåring af årets absolut værste sexscene i mainstreamliteratur. Men jeg ombestemte mig. Det kunne tænkes, at jeres æstetiske sans tog skade for livet. Det vil jeg ikke være ophavskvinde til, for jeg holder for meget af jer. I må selv google dem.

Derfor vil jeg lade dagens kalender indeholde en fin, lyserød - nej, lad os sige pink - kjole med pallietter. Vi trækker et forhæng rundt om kjolen et splitsekund - jeg håber, mit publikum vil benytte chancen til at gå rundt om forhænget og sikre sig, at der ikke er nogle spejle eller skjulte døre. Dette er en ægte tryllekunst. Nu vil mine to assistenter gå på scenen, i guldbesatte hvide kjoler med helskårne skørter og skulderpuder. Som I ser, har de en mikrofon hver. Bandet sætter i gang med introen til "Dancing Queen", og med et trækkes forhænget til side. Hvor der før var en pink kjole, er der nu en pink kjole - indeholdende vores allesammens yndlingsviktorianer. Charles Dickes har til lejligheden valgt en guldblond paryk og cerise læbestift, Anne+ og Anne* løfter mikrofonerne og begynder at synge:

He can dance, he can jive, having the time of his life
Look at him, watch that scene, Dickens the dancing queen

Christmas time - christmas carol time
Ebbie Scrooge hearing churchbellls chime
but the music is playing, getting in the swing
so we told him: "Sod little Tim."
Who knew Dickens could be that girl
on the stage, see her turn and swirl
but with a bit of rock music, everything is fine
He's in the mood for a dance
And when he gets the chance...

He is the draggiest dancing queen that you've ever seen
Dancing queen, feel the beat from the tambourine
He can dance, he can jive, having the time of his life
See that girl, watch that scene, Dickens the dancing queen

Do you think Pickwick ever knew
Dickens could be a drag queen too?
Nickleby would be frightened, Chuzzlewit be scared
Dorrit would have run away
But no matter what they'd say...

He is the dancing queen, loveliest that you've ever seen
Dancing queen, feel the beat from the tambourine
He can dance, he can jive, having the time of his life
See that girl, watch that scene,
Dickens the dancing queen

Anne*: Dickens the dancing queen!

(Dickens falder omkuld af udmattelse)

Anne+: Himlen være lovet for one joke wonders.
Anne*: And God bless us everyone.

10 december 2005

Undskyld - de har lukket computerclustrene ned for julen, så jeg kunne ikke komme nær nettet igår. Istedet gik jeg ud at drikke med de kristne, hvilket jeg ikke undskylder for.

Men alvorligt talt - jeg aner ikke, hvordan jeg skal rode mig ud af hele denneher tyske blondinehistorie. Så jeg vil tage tilflugt i det fatum, at mine to heltinder lavede en god del detektivarbejde igår. Ved en systematisk gennemtrawling af byens frisørsaloner og tælle antallet af blonde hår var det muligt for dem at triangulere sig frem til de tyske blondiners hovedkvarter. I dette øjeblik står de med hånden (Anne+'s venstre) på dørhåndtaget og om et øjeblik vil de begive sig ind i løvens hule - ubevæbnede, uforfærdede og uden en anelse om, hvad der foregår.
Anne+: Vil vi det?
Anne: Hvis jeg på nogen måde skal få en ende på denne handlingstråd, så vil I. Og jeg har en plan om at lave noget med Charles Dickens i drag bagefter, så jeg håber, I vil.
Anne+: Jeg vil kun, hvis du lover at putte noget indhold i denne kalender.
Anne*: Jeg vil kun, hvis du laver noget med Charles Dickens i drag.
Anne: Tjek. Det gør jeg. Dickens, indhold, drag.
Anne*: Det lyder sjovt. Kan vi ikke gøre det med det samme og droppe plottet?
Anne: ... Det kan vi vel godt. Hvis der ikke er nogen der protesterer.
Skurk: Men jeg protesterer!
Skurken er trådt frem fra en skjult dør ved siden af indgangen til hans hemmelige skjulested. Han er hyllet i en sort kappe, der med et bliver kastet til side af et vindstød, så alle kan se, at han er:
Anne*: Mr. Darcy!
Anne+: Det her er latterligt.
Mr Darcy: I spekulerer måske over, hvorfor jeg konspirerer mod jer. I spekulerer sikkert over, hvordan jeg har bygget en arme af underskønne tyske blondiner. I spekulerer med 100 % sikkerhed over, hvordan jeg kan klare at se så fantastisk ud i latterligt 1800-talskostume. Men jeg kan forklare det hele:
Anne*: Du har en hær af blondiner, fordi Jane Austen i virkeligheden var et tysk Illuminacimedlem i forklædning og gav dig en tæt men hemmelig forbindelse med sit moderland.
Mr Darcy: Okay, det spekulerer I så ikke over.
Anne+: Det er meget fjollet og sandsynligvis ikke sandt.
Anne*: Du konspirerer mod os, fordi jeg er det eneste menneske (omend aldeles ikkeeksisterende) i Leeds der faktisk er gakket nok til at kunne tro på den historie. Jeg er en trussel mod din plan om herredømme over den fiktive verden i Leeds, og derfor vil du udslette mig inden jeg bliver et problem.
Anne+: Det er meget, meget fjollet, men sandsynligvis sandt nok.
Mr Darcy: Right. Men - I har ikke gættet hemmeligheden bag min uimodståelige tiltrækningskraft. Indtil I gætter den, er jeg ubesejret!
Anne*: Men din tiltrækningskraft hviler på din robuste værdighed. Netop nu er du i en totalt absurd sistution og er derfor totalt uattraktiv.
Mr Darcy: Min Gud! Det er sandt. Min sexappeal er forsvundet.

Mr Darcy går i chok. Anne* skal til at slå ham med en flodhest, da vi hører lyden af sirener. En politibil dukker, bogstaveligt talt, ud af den blå luft. Tre uniformerede betjente springer ud af bilen.

Politibetjent: Jurisfiction. You are under arrest for breach of character. You have the right to remain out of character. Anything you say can and will be used against tou in a court of fictious law.
Anne+: Jeg går ud fra, du ikke mener os?

Det interfiktive politi arresterer Mr Darcy for at forbryde sig mod sin personbeskrivelse og forlade sin bog i den travle årstid. Mens de to betjente lukker mr Darcy i håndjern og tvinger ham ind i politibilen, betror deres kollega vores heltinder, at han sandsynligvis vil kunne slippe med en behandlingsdom.

Betjent1: Det sker hele tiden. Det er presset af at være en af de mest populære literære skikkelser, især for mænd i kvindebøger. Heathcliffe er gal som en hattemager. De fleste af Austens helte klarer det, fordi de ikke er meget stærke figurer, men mr Knightley er på lykkepiller, og nu er Darcy så brudt sammen.
Betjent2: Burde stresse noget mere af. Han skulle tage at begynde at cykle. Motionen ville gøre ham godt. Men vi må videre.

De to betjente sætter sig i bilen og kører bort. Mr Darcy sidder bagi sammen med den tredje politibetjent. Han vinker kort til vore heltinder og den tyske blondinehær, der netop i det minut kommer tilbage fra frisøren. Blondinerne vinker slukørede tilbage og går så på bar.

Anne*: Du ser noget nedtrykt ud. Hvad er der galt? Vi har overstået plottet. Anne har ferie. Vi kan gå ud og feste.
Anne+: Det hele var jo absurd. Det gav ingen mening. Og mr. Darcy, typen på attraktivitet hos fiktive personer er blevet rablende sindssyg. Det er ret traumatiserende for mig.
Anne*: Jeg ved lige, hvad der vil opmuntre dig.
(Anne* slår Anne+ med en flodhest)
Anne+: Det her er ikke retfærdigt.
Anne*: Og lad os så gå ud og få en pint. Jeg giver.

08 december 2005

Da plottet starter igen, er skrigene fra folkemængden, der panisk flygter fra de panisk flygtende Rottweilere ved at dø hen. Anne+ og Anne* står uskadte foran Tiger Tiger sammen med en mystisk fremmed, der er ved at pakke en fuldautomatisk Rottweilerskræmmer ned i sin rygsæk.
Anne*: Du reddede os! Jeg troede, vi var dødsdømte. Lad os råbe hurra og gå ud og spise kage!
Mystisk Fremmed: Ikke nu. Jeg er en nyintroduceret biperson med vigtige informationer om jeres overordentligt farlige fjende.
Anne*: Hvem?
Mystisk Fremmed: Det kommer jeg til. Jeg kan ikke fortælle jer det lige nu
Anne+: Hvorfor ikke?
Mystisk Fremmed: Tænk dig om. Jeg er en nyintroduceret biperson der ikke engang har et navn. Jeg får med garanti ikke lov at være med meget længere end til jeg har fortalt jer, hvad jeg ved.
Anne*: Men jeg mente det, da jeg sagde "hvem". Jeg anede ikke, vi havde en fjende.
Mystisk Fremmed: Det er der ligesom blevet bygget op til. I er ved at opklare et komplot, og folk slipper vilde hunde efter jer. Det tyder da på, at der er nogen der ikke kan lide jer. Hvis ikke, er det ikke mit arbejde at uddybe det. I må klage til forfatteren.
Anne*: Kunne de ikke have sendt de hunde efter os fordi de troede, vi godt kunne lide hunde?(Den mystiske fremmede og Anne+ udveksler blikke)
Mystisk Fremmed: Sikkert. Og nu - er det på tide at jeg beretter om den dystre konspiration, der ligger bag hvad I har set. Og jeg vil fortælle om det bemærkelsesværdige, men fordærvede sind, der har udtænkt den plan der truer jer. For hvis der nogensinde har været en djævel i menneskeskikkelse er det den, der står bag de tyske blondiners konspiration, og hvis navn er...

Med et går tiden i stå og lyset bliver en mærkelig, ravgul farve. Folk står stille - en bil er stoppet midt i et sving. Al lyd forstummer - der er end ikke et ekko af det skud, der lige er blevet affyret. Så hører vores heltinder lyden af stilethæle mod fortovet, da Døden kommer gående hen mod dem med den røde kjole svingende dovent om benene.

Anne+: Åh gud!
Døden: Niks.
Anne*: Det var ikke en ballon, der punkterede, var det?
Døden: Niks.
Anne+: Det var et skud, var det ikke? Vi er døde nu, er vi ikke?
Døden: Niks.
(Døden går forbi de to skælvende personaer til den mystiske fremmed, der er faldet om på fortovet. Hun bøjer sig ned, så det lange hår dækker hendes ansigt, tager fat i den fremmedes arme og svinger ham, tilsyneladende uden nogen kraftanstrengelse over skulderen.)
Døden: Og hvis I så vil undskylde mig - selv en pige som mig må arbejde for føden.
Anne+: Men...
Døden: Ja, sikkert.
Anne+: Men hvad foregår der? Jeg kan ikke finde hoved og hale i det her!
Døden: Det er jo faktisk ikke mit problem. Da jeg tog jobbet, var jobbeskrivelsen "Hent døde mennesker" ikke "Giv hints til levende menneskers alter egoer".
(Døden forlader scenen)
Anne+: Der er jo ingen mening i det her!
Anne*: Nej, men der er også dårlige ting ved det. For eksempel har jeg trådt i en vandpyt.
Anne+: Og vi aner ikke, hvad vi skal gøre nu. Og der er nogen, der prøver at myrde os!
Anne*: Det giver mig faktisk en ide...

Og for at gøre en ende på det: Dagens julekalenderlåge skjuler et ondt mastermind.

07 december 2005

Anne*: Hvorfor sker der ikke noget? Selv baggrunden er forsvundet...
Anne+: Anne opdagede, at den tid, hun ville have brugt til at skrive dagens episode skal bruges til at holde gospelkoncert. Hun har ikke tid til at skrive noget idag.
Anne*: Betyder det, at vi stadig ikke ved, om vi overlevede de rottweilere?
Anne+: Ja.
Anne*: Men nu ved vi, at det er Anne der skriver det her, for nu hvor hun ikke har tid til at skrive, sker der intet.
Anne+: Det er sandt nok
Anne*: Dermed ved vi (pr argumentation fra d. 6. december) at vi overlever
Anne+: Det er sandt. Men hvordan? Jeg troede, vi var solgt til stanglakrids.
Anne*: Det ved jeg ikke
Anne+: Det her er virkelig urimeligt af hende
Anne*: Ja. Og ved, du hvad der er underligt ved dagens post?
Anne+: Nej?

Det ved I heller ikke, for jeg har ikke tid til at skrive det. Men der er et dansk tastatur i julekalenderen idag.

06 december 2005

Vore heltinder går mod bymidten, fast besluttet på at løse mysteriet om de tyske blondiners komplot eller dø i forsøget - bortset fra, at de ikke agter at dø. Men de er, om nødvendigt, villige til at få en grim hudafskrabning hver.

Og det er, pudsigt nok, hvad de begge to får, da de springer af vejen for en lille, gul volvo, der er nær ved at køre dem ned udenfor Tiger Tiger. Bilen stopper med hvinende bremser, laver et sving og sætter farten op igen - men ikke før den har sluppet tre vildt gøende rottweilere ud.

Dette er punktet, hvor vi finder ud af, om Anne+ og Anne* (som vi har en anelse om) er med i en historie, eller om de bare fordriver tiden til Anne får afsluttet sit projekt. Det er åbenlyst, at de ikke, i den virkelige verden, ville kunne slippe fra de enorme, ondsindede køtere uden at komme alvorligt til skade. Men hvis de er personer i en historie, er det oplagt, at de nødvendigvis må slippe væk. Det er simpelthen forkert fortælledynamik at lade heltinderne blive nedkæmpet af skurkens første håndlangere.

Så hvad bliver det? Hører vi lyden af skrig, mens de to personaer bliver sønderrevet af Rottweilere? Eller bliver det lyden af en mandig stemme, der brøler "Væk, fordømte hunde!" og lyden af Rottweilerpiben og hurtigt flygtende Rottweilerpoter?

Jeg skal ikke kunne sige det endnu - men er I ikke glade for at vide, at dagens julekalenderlåge gemmer på tre blinde mus?
Vi skal i det kommende henvise til Annes Bedre Vidende og Annes Trang til at opføre sig fjollet som henholdsvis Anne+ og Anne*.

Anne+: Det er nok meget godt, vi gik. Anne har travlt.
Anne*: Hun har meget travlt - for hun skriver projekt. Det næstsidste jeg hørte fra hende var "Argh! Al min viden kollapser!"
Anne+: Lyder slemt.
Anne*: Nej - ikke helt så slemt. Det sidste, jeg hørte fra hende var "Haha! Underbrace! Admire the niftiness!"
Anne+: Så for at sammenfatte: Hun skal nok klare sig - måske - men vi bliver nok nødt til at tage os af julekalenderen for hende.
Anne*: Fint med mig. Vi kan løbe i cirkler og synge sange indtil vi bliver rundtossede og falder omkuld.
Anne+: Nej.
Anne*: Det tænkte jeg nok.
Anne+: Men vi kan prøve at sætte gang i et plot. Vi mangler sådan ét.
Anne*: Et plot! Et plot! Etplot-etplot-etplot! (Anne* Løber i cirkler, falder omkuld på jorden, ligger og griner i et kvarters tid)
Anne+: Hvis du har fået afløb for din entusiasme, kan vi begynde at finde et plot.
Anne*: Vi kan løse mysteriet om de tyske blondiners liga.
Anne+: Jeg er ret sikker på, at der ikke eksisterer nogen sådan ting.
Anne*: Men det passer! Har du ikke lagt mærke til, at der er afsindigt smukke, blonde tyske kvinder alle vegne for tiden? Der var én i køen foran os i Morrisons. Og Vejlederen er gift med én.
Anne+: Ja - hun kom forbi da Anne var inde at tale med ham.
Anne*: Og der bor en på Annes gang. Anne bliver tydeligvis overvåget af vanvittigt smukke, tyske blondiner. De kan umuligt have godt i sinde. Og som Annes skytsengle er det vores opgave at forpurre deres djævelske planer!
Anne+: Godt - hvis du synes. Det er i det mindste noget at lave, mens Anne skriver projekt.

04 december 2005

Det bliver meget kort idag, for jeg har usigeligt travlt. Det ser ud til, at mit bedre vidende og min trang til at opføre sig fjollet har besluttet sig for at blive faste elementer. Døden var venlig nok til at babysitte dem mens jeg skrev projekt idag. Hun sagde, hun ville tage dem med ned på det tyske marked og drikke dem hønefulde i gluhwein. Jeg tror, jeg vil benytte chancen, mens de er ude til at finde et par navne til dem - de benævnelser de har pt er ikke særligt mundrette.

ATTAOSF: Oooooh! Kan jeg hedde Mia? Jeg har altid gerne villet hedde Mia!
Anne: Er I allerede tilbage? Jeg havde håbet, I - jeg mener, I skulle... Nej, jeg havde planlagt at du skulle hedde Pierette. Mia er ikke særligt - dig.
ATTAOSF: Men jeg vil hedde Mia. Det her er bare uretfærdigt!
ABV: Hov! Sje var minreplik. Ikk' pænt af dig ta' minreplik.
Anne: Er I fulde?
ATTAOSF: Wheee! (Løber i cirkler.)
Anne: Deter ikke særligt megt af et svar, når det kommer fra dig...
ABV: Anne - du minbedste ven, du er. Mener det. Det'ik bar noed jeg siger fordi jeg er et produkt af din - hvahedderdet - fantasi. (Klynger sig til Annes venstre arm)
Anne: Død - har du noget at sige om det her?
Døden: Egentlig ikke. Men jeg synes det ville være klogere, hvis du brugte din tid på at introducere nogle mænd i denneher julekalender. Foreløbig er vi fire kvinder og det bliver for meget af en hønsegård til at holde en hel december uden at du bliver sindssyg.
Anne: Fint. Udmærket. Men det bliver imorgen. Jeg skal tilbage til arbejdet nu.

03 december 2005

Meget apropos gemmer dagens julekalenderlåge på - Døden, som ikke kunne nøjes med en gæsteoptræden igår.

Det, der så generer mig lidt, er, at Døden har valgt at manifestere sig som en høj brunette i en lang, opslidsed kjole i noget changerende rødt stof og med et cigaretrør af rav. Min tanke var at skildre døden som bureaukrat i jakkesæt og med mappe. Det forekommer mig, at dette er metaforen for vor tids dødsopfattelse, som en ufravigelig, men urimelig regel, der burde kunne omgås med det rigtige papirarbejde. Men Døden havde så andre tanker, og da vi nok må indse at antropomorficeringer af basale naturvilkår har en vis ret til at gøre som det passer dem, har vi her døden med cigaretrør

Døden: Det lyder som titlen på en pulp-krimi
Anne: Du ligner en dame fra en pulp-krimi. Hør, jeg var ikke helt forberedt på, at du ville dukke sådan op, så jeg må skrotte mit forberedte manuskript. Vi tager det ad-lib.
Døden: (Puster en lang, hvid røgsky ud) Fint med mig.
Anne: Så... øh.. Du er altså en kvinde. Er det et nyt faktum? Vi så dig naturligvis som kvinde i Sandman-tegneserierne (bemærk de elegante referencer!), men jeg havde faktisk et indtryk af, at du var gået tilbage til rødderne efter dét?
Døden: Hør, kiddo, jeg har intet professionelt mod Neil Gaiman, men jeg kan ikke tage mig af, hvad han giver sig til at skrive. Han er en voksen dreng, og hvis han har en ting for nuttede goth-piger er det fint med mig, men det er hans sag. Og hele det der manden-med-leen show er - tjah - forrige århundrede. Jeg kunne sige, at jeg valgte det her look for at komme tilbage til den helt basale forbindelse mellem død og (kvindelig) seksualitet, men det er nok mere sandt, at jeg valgte det fordi jeg kunne. All right?
Anne: Aha. Det lyder ret nyt for mig.
(Der lyder et lille "ping" idet Annes bedre vidende manifesterer sig igen)
ABV: Nej det gør ikke, Anne. Det er præcis det, du læste om på biblioteket i sidste uge, mens du ventede på, at det skulle holde op med at regne. Det kan jo ligesom ikke være nyt, når det er dig selv der skriver det hele.
Anne: Hej bedre vidende. Jeg havde faktisk ikke regnet med at se dig igen i denne kalender.
ABV: Jeg havde regnet med at finde dig i gang med noget arbejde, faktisk.
Anne: Skal nok lave det - jeg skal bare liige finde ud af, hvorfor døden går med netstrømper
(Døden ser op fra sine knaldrøde negle, som hun har beundret et stykke tid, krydser sine lange ben og løfter det ene øjenbryn en milimeter)
ABV: Døden går med netstrømper fordi du har læst for meget Raymond Chandler på det sidste.
(Der lyder et lille "pok" efterfulgt af et øresønderrivende brag da Annes trang til at opføre sig fjollet manifesterer sig i superheltekostume med turban. Braget skyldes den flodhest, hun maser Annes Bedre Vidende flad med.)
ATTAOSF: Vantro! Man kan ikke læse for meget Raymond Chandler
Døden: Amen
ABV: (Nedenunder flodhesten) Det her er ufatteligt uretfærdigt.

02 december 2005

Det er den anden december, og bag lågen i kalenderen er der et snefnug.

Den første sne faldt i mandags - små, enkelte snefnug der drattede ud af en mørk himmel, ganske alene og uden nogen anelse om, hvor de blæste hen. Ind imellem rejste vinden sig lidt og kastede en håndfuld visne blade op i luften, over taget på Henry Price og - hvem ved? - måske ud i uendeligheden. Der var så lidt sne, at vore australiere end ikke opdagede den, men de blev ekstatiske over at høre, det havde sneet. De håber på voldsomme og ubegrænsede snefald, der dækker hele England med hvis puddersne og sender os allesammen ud at slås med snebolde. Vi nordeuropæere tog det mere stoisk. Man kan ikke for alvor sætte sin lid til sne - det eneste, der er sikkert er de naturlige tal, døden og regnvejr, og jeg får at vide, at der kan være tvivl om døden.

01 december 2005

Jeg har en ide, og det er faktisk ikke en meget god ide, men en ide er det. Hvorfor ikke lave en julekalender?
(I dette minut lyder et lille "ping" og Annes Bedre Vidende dukker op på hendes venstre skulder)
ABV: Fordi Stefan laver en julekalender. Og der er julekalendre nok i verden. Du burde lave dit projekt i stedet. Eller arbejde for verdensfred.
Anne: Det er jo rigtigt nok. Især at Stefan laver en sej julekalender og at vi alle kommer til at sidde klistret til skærmen og vente på at han opdaterer
(Der lyder et "pok" og Annes trang til at opføre sig fjollet dukker op på hendes højre skulder)
ATTAOSF: Og det minder mig op en sang:
Sometimes we're up, sometimes we're down
Oh yessss, preciousss!
Sometimes we're really fooling around
Yes, preciousss. Gollum!
ABV: Og det skal betyde?
ATTAOSF: At det er mig, der har vundet igen.
Anne: Sandt nok.
ABV: Det er bare uretfærdigt.

Den første låge i julekalenderen gemmer et juletræ - fordi der står et nede på biblioteket.
Man gør mig opmærksom på, at jeg ikke har postet længe. Jeg tror, det så omtrent må holde stik, i alt fald for en passende værdi af "længe". Det er ikke, at jeg egentlig har haft travlt, men jeg gik i opgavepsykose i sidste uge og brugte det meste af tiden på at prøve at gnave mine ører af - i et eller andet forsøg på at kombinere en dyb og uforståelig symbolik med en aktivitet, der kunne fjerne min opmærksomhed fra mit projekt.

Denne fase er imidlertid overstået (af basale anatomiske grunde - det er ikke på sigt ladsiggørligt at få munden op til noget af ørerne) og jeg må til at finde noget andet at tage mig for. Jeg har ikke en detaljeret plan endnu, blandt andet fordi jeg er så søvnig, at jeg kun undgår at falde i søvn på stedet ved at være ude af stand til at bestemme mig for, hvilken retning jeg skal falde. Men jeg vil lægge ud med at være blandt de første til at proklamere starten på julemåneden:
Det er december! God bless us everyone!