31 december 2007

Godt nytår



Hej alle sammen! Jeg ville bare lige ønske jer et formidabelt 2008. Skynd jer ud og lav en masse larm i nat - der er stadig en chance for at alle de problemer, der truer i det nye år, når at blive bange for os og stikke af. Det er forsøget værd.

For mig - hvis I skulle være interesserede - kommer 2008 til at indebære mindst to flytninger. Jeg fremlejer MAries lejlighed frem til midt i juli, hvorefter jeg skal ud og finde noget andet. Jeg har også et projekt om faktisk at prøve at få nok styr på mit arbejde, til at jeg er min løn værd... Invasionen af Polen må vente til jeg har fået styr på de par ting.

Nåjo - jeres nytårsforsæt for 2008 er at læse Skin Horse. Den er af Shaennon Garrity og er lige startet. Og der er muterede løver.

25 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



I '93 satte Monty Steen en havfrue ud ved Langelinie, og det københavnske kryptozoologmiljø var ændret for altid. Kløften mellem traditionalisterne, der ønskede at bevare Københavns naturlige kryptofauna, og de alpehueklæde radikalister, der ønskede at forme den efter deres egne hoveder, var uoverskridelig. Et par middagsselskaber nåede at blive ødelagt, inden parterne nåede den tilstand af iskold ikke-kommunikation, der karakteriserer miljøet nu. Et af de forudsigelige tab var det årelange venskab mellem Casaubon og Hansen, der endte i en forsmædelig duel på kyllingelår i en baggård på Vesterbro, efter at Hansen havde erklæret sig for radikalisterne.

Steen selv forblev tavs - han havde ændret alt for de københavnske kryptozoologer, men ironisk nok var det stadig et fåtal i miljøet, der faktisk havde mødt ham. I januar '94 udsatte han tre yngledygtige salamander-par i tunnelerne mellem Nørreport og vesterport. Det menes, at bestanden trives og er i vækst, men Steens egne observationer blev ikke fundet, da politiet stormede hans lejlighed i efteråret '99.

Steens arbejde lader til at fortsætte i det skjulte, han giver ingen beretninger om sine mål og resultater. Den heldige, der en tåget morgen får et glimt af en enhjørning i Fælledparken, eller som observerer en koloni af alfer på en gesims i indre by, har ingen mulighed for at vide, om de væsener, han har set, har eksisteret i byen i århundreder uden vores vidende, eller om de er blevet sat ud for en måned siden. Nogle af de arter, der er sat ud, vil ikke kunne overleve i København, eller vil blive udryddet af traditionalisternes klapjagter. Andre vil stortrives. Det eneste, der er sikkert, er at det overnaturlige økosystem aldrig bliver det samme igen. Og ingen, der har set de importerede havfruer boltre sig i kanalerne med ølkapsler i håret, kan sige at det er en dårlig ting.

24 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Det er velkendt, at de tamme dyr får talens brug én gang om året, julenat, så de kan lovprise den Gud, der har skabt dem. Det er småt med vidnesbyrd, da det ikke er meningen, at mennesker skal overhøre dyrene tale, og de få vidner er tavse. Således er det ikke underligt, at ingen nogensinde har berettet, hvad dyrene i Zoologisk Have taler om julenat.

Vi kan altså kun undre os. Når julefreden sænker sig, og hele befolkningen sidder over anden og flæskestegen, er dyrene i zoo så travlt i færd med at udnytte deres talegaver? Løfter kamelerne deres hånlige stemmer til Allahs pris, i protest mod de missionerende vildsvins grynten om barnet i vuggen? Messer de røde pandaer deres buddhistiske mantraer? Eller skal vi håbe, at dyrene har fundet den vej til religiøs sameksistens, vi andre er for usofistikerede til at opdage? Måske har historikerne løjet for os - måske er dyrene ligeglade med Jesusbarnets fødsel og alle de menneskeskabte religioner. Har kolibrierne deres egen gud, som de summer om i deres nattedvale, på randen af sult som kolibrier altid er? Diskuterer de asiatiske dværgoddere spidsfindighederne i et kompliceret panteistisk system, mens de pudser hinandens pels? Hvilken blodets og styrkens gud lovpriser tigeren med natten glimtende grønt i sine øjne?

23 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



De underjordiske er stadig iblandt os, og man kan diskutere om der nogensinde har været tegn på, at de skulle være i aftagen. Måske er vi bare blevet lidt mindre opmærksomme på dem. Bagerne laver stadig kors i deres brød, og det er et faktum, at mødre til børn på Zahles skole stadig giver deres poder beskyttende amuletter, så de ikke skal blive taget af de underjordiske, når de venter på Nørreport station efter skole.

Irene Holst opregner otte steder i byen, hvor de underjordiske regelmæssigt viser sig, og der er sandsynligvis flere. En ældre dame, bosat ved Skt. Hans Torv har ét vindue, hvorigennem man kan se de underjordiskes færden på torvet. Mens hendes andre ruder ikke viser noget mere betydningsfuldt end regn, duer og cafégængere, kan man gennem dét vindue se processioner og optog af piercede bjergfolk, klædt i skarlagensrøde og kongeblå dragter, dybt optaget af deres egne alvorlige sager. Om natten, på de mest døsige efterårsnætter, hvor byen stille synger sig selv i vintersøvn, kan man høre rockguitarens triller og klage gennem den gamle dames vindue. Et par af hendes unge slægtninge kravlede ud af vinduet en af de nætter, bjergtagne af musikken og det eventyr, der lokkede. Den gamle dame sad oppe i timevis med de silkesnører, hun havde bundet om deres fingre for at holde dem fast i denne verden. Den ene af de unge kom tilbage ved daggry, halvt døv og halvt dum af nattens udskejelser. Det eneste spor, man har af den anden, er den finger der stadig hang på silkesnoren, da de trak den ind.

22 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Indtil midten af halvfemserne blev det ikke regnet for et problem, at Rigshospitalet er ved at blive opslugt af de mørke dybder, det er bygget for at dække over. Som Selby og Dunwichs beregninger havde vist, ville de dæmoniske regioner i sidste ende opsluge Riget med mus og mand. At dette sandsynligvis ville ende med at ske i julemåneden, hvor mørkets magt er så meget stærkere, var bare en yderligere forbistring ved en enerverende omstændighed.

Som det ofte er tilfældet, blev problemet først anerkendt, da remediet var fundet, og da M. Steens løsning blev præsenteret, var der dårligt tid til at implementere den for alle de lovtaler, der skulle holdes.

Steen opstillede ganske simpelt seks modvægte på taget, seks kegleformede væsener af lys, der trækker, trækker i Rigshospitalet med en kraft, der modvirker det dæmoniske sug nedfra. Løsningen lader til at være teknisk sund, og der er endnu ikke set tegn på, at Riget er i fare for at knække over på midten, fanget som det er mellem lyset og mørket.

Ikke desto mindre har denne elegante løsning affødt et nyt problem: Hvis det en dag skulle lykkes at bortmane de mørke kræfter, der forsøger at trække Riget ned, vil der være et umodstået træk oppefra. Riget vil, må det vurderes, sandsynligvis lette, stige opad forbi Panum, der stadig ligger adstadigt fortøjet på Blegdamsvej, og sejle afsted mod horisonten. Der er noget smukt ved tanken, men vi bør nok som samfund diskutere, om vi virkelig ønsker at lade Riget blive vores første flyvende hospital.

18 december 2007

Julekalender - kort pause



Jeg lagde mig jo lige med influenza i et par dage og har brugt tiden siden lørdag på at sove og/eller se på loftet. Jeg kunne fortælle jer historier om det loft. Det siger, det skød en mand i Reno.

I hvert fald har jeg været for sølle til at skrive nye poster - nye poster, der var noget værd, i det mindste - og da det ikke er lykkedes mig at oparbejde en buffer, har der ikke været nogen julekalender.

Jeg undskylder meget, og vil forsøge at hale ind på det, når jeg kommer op på to ben igen. Det betyder ikke, at det ikke bliver jul - højst at de sidste poster bliver forsinket ind i juledagene.

Vi ses,
Anne

14 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige fauna"



...M. Steen beretter om en gruppe af mennesker, der har forladt deres liv som det var for at skabe sig en tilværelse på byens tage. De klatrer op ad en husmur en dag og ser sig aldrig tilbage, selv om de ser ned meget ofte. Man ved ikke, hvor de finder deres føde, eller hvordan de klarer sig gennem de kolde måneder, der har afskrækket mange blandt os fra at følge dem derop. Man mener, de sover på flade tage, eller bundet op i kunstfærdige hængekøjer. Nogle har spekuleret, at de udvikler den slags gribereflekser, der tillader en fugl at sove på en gren. De ser ikke ud til at lide nød og går klædt i rødlige, skifersorte og irgrønne farver.

13 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Politibetjenten fandt den unge kvinde i færd med at hoppe splitternøgen i Skt Jørgens sø og arresterede hende naturligvis. Det komplicerede sagen, at arrestanten åbenbart ikke talte dansk ud over en hvæsen og knebren, der, som betjenten understregede, dog forekom at være venligtsindet. Tingenes nødvendige gang var naturligvis at tage pigebarnet med på politistationen og finde hende noget tøj, en kop kaffe og en identitet.

Forbløffende nok var der ingen, forældre, kærester, skolelærere eller ægtemænd, der på dokumenteret vis savnede en ung kvinde, sandsynligvis omkring de atten, billedskøn, svanebleg og lysblond. Sagen gik videre i systemerne, til tydelig forvirring og naiv fornøjelse for sagens hovedperson, der lod til at forstå sproget, selv om hendes udtale ikke gjorde fremskridt. Slaget så ud til at stå om, hvorvidt hendes skæbne skulle overlades til terapeuterne, politikerne, der krævede hende udvist som en lumsk illegal indvandrer, det modelbureau, der havde tegnet kontrakt med hende, eller de tre mænd - blandt dem den oprindelige politibetjent - der havde tilbudt hende ægteskab. Men enden på historien blev en anden.

En klar sommerdag havde én af terapeuterne taget den unge kvinde med ud at se på byen og interagere med dens indbyggere på meningsfuld vis. Da hans patient opførte sig så eksemplarisk, tog han hende med til loppemarked på Blågårds plads. Terapeuten har endnu ikke udtalt sig særligt forståeligt om sagen, men det står klart, at én af boderne solgte kostumer, og at den unge kvinde udtrykte skræppende henrykkelse over en kreation i fjer. Det var i grunden imod terapeutens behandlingsplan at give efter for patienten, med mindre hun forsøgte at kommunikere meningsfyldt, men der var noget så smukt ved de hvide svingfjer holdt op mod den lyse hud og den lange, let bøjede hals. Man kan altid gætte på motivationer, men i alt fald lod terapeuten hende prøve kostumet på, og han må have kigget væk et øjeblik. Da han så op, var hun væk, uden at efterlade sig andet spor end et par hvide dun på jorden.

12 december 2007

Julekalender - Amager Strandpark



De sidder spændte foran fjernsynet hver aften og krydser fingre til det øjeblik meteorologen kommer på. De har rygsækken stående klar med ekstra sweaters, varme tæpper og en lommelærke. Termokanden er vasket så de kan lave kakao og være ude af døren på ti minutter, hvis vejret ser lovende ud. Det er dén årstid. Hvis det bliver stjerneklart i nat skal de ud til Amager Strandpark og kigge efter engle.

Man er ikke altid heldig. Omvendt er man nogle gange heldigere end man har nogen ret til. Man kan stå derude i timevis derude, til ens øjne sander til ligesom ens sko, og måske ser man alligevel ingenting, selv i det mest perfekte vejr. Eller man kan lige kaste blikket op fra Rådhuspladsen, og der er de, lysende hvide og gyldne, i et kort glimt højt, højt på himlen.

I aften er der overskyet og ikke en chance. De slukker for fjernsynet og børster tænder. I deres drømme står de derude i den klare kulde under en hel hatfuld stjerner, lysene fra byen er gået ud, og de lægger en arm om hinanden og peger opad på englene, der daler ned fra himlen i stimer.

11 december 2007

Julekalender - Den gamle jul



Han siger, han er faldet dybt fra sin foregående værdighed. Han siger det med en ræben, som han dalrer gennem gaderne i de timer, der efterhånden snart ikke er natten til lørdag, men han kan have ret i det alligevel. Hans tøj er spraglet og smagløst, der er bræk på hans ene sko og hans gylp står åben. Dette er klokken fire om morgenen.

Klokken otte om aftenen er han et brøl, "Fiiiiiisse!" og mere snaps. Han har en stupid nissehue på hovedet, den er en anelse for lille, og han ved, han ser åndssvag ud i den. Han beholder den på for at vise den rigtige ånd, og skråler en sang om mere snaps og bajere. Om et vist antal timer knalder han en af tøserne fra marketing ude på toilettet, og om et vist, nøje afmålt, antal timer lægger han noget af flæskestegen i en stor klump bræk på fortovet. Han er julens sande ånd.

Der er svineblod på hans hænder og flæskefedt i hans skæg. Hans ånde stinker af sprit, og hans gangart af vold, han oser af sex. Der er frost i hans fodspor, luften bliver metallisk af kulde, hvor han har gået, og hans ånde falder til jorden. Hans tøj er lavet af mørke og hans øjne lyser af den galskab, der rammer mennesker spærret inde i mørke og indelukket luft, snart i månedsvis. Vi holder ham ud, og griner ad ham og drikker med, fordi vi ved, han tager den galskab med, når han forlader os engang efter juledagene er overstået.

10 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



...Eksistensen af sorte nisser mentes således omkring århundredeskiftet at være endeligt modbevist, og Cronsternes grynede fotografier blev kategorisk afvist som falsknerier. Cronsterne tog sagen med karakteristisk nonchalance. "Hvis De insisterer på at tage verificerbarheden af mine arbejder så tungt," skal han have sagt, "må jeg jo finde en anden lejlighed til at gøre mig selv bemærket for tosserier."

Det er alment kendt, at Cronsternes mangel på skepsis var en lige så bestemmende egenskab ved ham som hans åbenlyse geni. Der ville derfor ikke have været nogen grund til at fremhæve hans fotografier, hvis det ikke havde været for den måde, hvorpå de sorte nissers eksistens igen er kommet op til diskussion. Det er sket, efter at en ung amatørkryptozoolog havde held til at fotografere en gruppe nisser med sin mobiltelefon, en fredag aften i indre by, på en gesims over døren til en bar. Fotografiet er af den forventelige kvalitet, men det er tydeligt, at nisserne er blege med dramatisk sorte øjne og iklædt laset sort tøj. Håret stikker vildt, sort og tjavset ud under de sorte huer, og deres piercinger glimter i blitzlyset - der forhåbentlig også forklarer de røde øjne. Fotografens påsatnd om, at væsenerne havde markant forlængede hjørnetænder, understøttes ikke af fotografierne, men kan ikke totalt ignoreres.

Fotografiet har naturligvis vakt opstandelse blandt nisseeksperter. Èn fløj mener, forudsigeligt, at der ikke er tale om en egentlig underart, men ganske enkelt nisser, der er blevet urbaniserede i en sådan grad, at de har indoptaget goth-kulturen. Andre forskere insisterer på at billederne er forfalskede. To meget kendte nisseforskere nægter at anerkende billedernes eksistens til det punkt, hvor de har foregivet ikke at kunne se fotografen, når han er mødt op til konferencer. Én forsker studerede billedet meget nøje, mumlede "forbandede liverollespillere" og har aldrig udtalt sig om sagen igen.

09 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Tivoli lukker og åbner af mange grunde og efter komplicerede økonomiske algoritmer, der i sig selv er værd at studere. Men der er tre nætter om året, hvor de er nødt til at holde lukket, for at ingen skal opdage, at hestene på havens karrusel er borte. Beretninger om hestenes fravær går tilbage til 1923, hvor Cronsterne Tidende trykte tivolibetjenten T's vidnesbyrd.

T fortæller, at det var på slaget ti, en høj skikkelse dukkede op ved karrusellen, en knoklet enøjet mand klædt i flagrende sort tøj. T selv havde gemt sig ved karrusellen med en plan om at springe på hestetyven, når han viste sig, for at stoppe hans uretmæssige brug af havens ejendom. Men da den fremmede stod der, mistede T modet, og han stod med kasketten i hånden, mens den fremmede gik hen til karrusellen, kaldte hver af hestene ved navn, tog tømmerne og ledte dem væk.

Det vides ikke, om karruselhestenes fravær skyldes en slags handel med den person, der henter dem de tre nætter om året, om det er en egenskab ved hestene selv, bygget ind ved deres konstruktion, eller om det bare er en af de træf, der sker, uden at der er mening i det. Men på de nætter kan man være heldig - hvis man skal kalde det dét - at se dem, som de stryger hen over byens tage. Lyset skinner tilbage fra deres malingblanke flanker og deres sorte øjne, mens de stejler på en tagryg. En høj, sort skikkelse kryber sammen i sadlen på én af dem, med knæene trukket op under hagen for at de ikke skal slæbe hen ad jorden. Han sporer sin ganger, der sætter af i et spring, en lang bue gennem luften, og et øjeblik står de aftegnet mod måneskiven. Man hører en klopren af hove, der forsvinder ned af gaden og måske, ganske fjernt, skriget af det væsen, de jager.

08 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Ralkalkest er i al sin uhyrlighed et væren med en ganske fascinerende livscyklus. Den tilbringer sin larvetilstand i grænselandet af den barnlige fantasi. Som oftest vil en ralkalkest knytte sig til en bestemt børnehave og skifte værtsperson mellem børnene, alt efter hvem der har den mest grotesk frodige forestillingsevne på et givet tidspunkt. Dens overgang til voksenstadiet bliver igangsat af ydre stimuli, ligesom hos visse frøarter, og begynder, når værten ser en gyserfilm. Hvis barnets fantasi er tilstrækkeligt fanget, giver det Ralkalkest muligheden for at undslippe til den ydre verden. Her bygger den sig en krop af skrald og andet organisk materiale, kunstfærdigt konstrueret så den ligner det monster, barnet nu har mareridt om. På en mørk nat sniger ralkalkesten sig ind på barnets værelse, skræmmer det ihjel og spiser det. Den næste morgen vil ralkalkest være vokset til sin endelige form, en tro kopi af det fortærede barn.

07 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



De brune rotter kom til Europa med skibene, sprang ned fra rigningen med knurhårene vibrerende af eventyrlyst, og havde snart fordrevet den sorte rotte, Rattus Rattus, fra det nordlige Europa. Måske mistede vi på den måde et kulturklenodie - den mere sky og adrætte sorte rotte, klassikernes og historikens rotte. Måske kan det være ligemeget, når skadedyr nu er skadedyr.

Det gik, skriver C. Maagh, på nogenmunde samme måde, og lige så ubemærket, da den nordiske nisse, gårdboen, blev fortrængt af den moderne, langt mindre nisse. Det Darwinistiske forløb virker meget ens: En art, der er tæt bundet til landbruget, fortrænges af en aggressivere, mere bredt tilpasningsdygtig slægtning, der opfylder dens evolutionære niche.

Er de moderne nisser ankommet med skib, gemt i lastrum eller kufferter? Eller med fly, med næsen presset mod ruden, mens de pegede deres nye hjem ud? Vidste gårdboerne, at deres tid var ude, eller var det en lang tid, hvor de bare mærkede, at der blev stedse mindre føde og stedse færre af deres egen art? Findes der stadig øde egne, hvor små kolonier af gårdboere fortsætter deres liv uden at ane, at de er en udrydningstruet art?

06 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Guide til Københavnske fænomener"



De yngste fuldmægtige ved Danmarks Statistik får fortalt, at Rigsstatistikeren går med glasøje, en lille stump kunsthåndværk der er gået i arv fra hans forgængere i embedet. På de møder, der ind imellem afholdes for at cementere den flade struktur i institutionen, sidder de unge fuldmægtige og skotter til Rigsstatistikeren for at prøve at se hans glasøje uden at få øjenkontakt. Der er ingen, der påstår, at øjet er af overnaturlig oprindelse og lader sin ejer se mere end andre dødelige, at det kan se ind i bankbokse og folks tanker, eller ind i tallenes mysterier, der er dybere end tidens. Og der går ikke rygter om, at øjet er et udstyr hørende til et vist gammelt embede, der blev lagt ind under Rigsstatistikerens ansvarsposter, da tiderne blev så moderne, at den slags ting ikke kunne omtales længere. Eller om, at øjet er levende i sig selv, og at det ind imellem overtager magten over statistikerens krop.

Der er ingen af den slags vilde forestillinger i det hele taget, og heller ikke en fornemmelse af sær uro ved at se
Rigsstatistikerens to øjne bevæge sig, så naturligt, at det er tydeligt, at de begge er ægte. Der er bare en lille vandrehistorie om et glasøje, og den er naturligvis også løgn.

05 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Eksistensen af Melliken er stadig omdiskuteret. C. Radman fortæller, at man i byen ind imellem kan finde en enkelt sko liggende på gaden i udmærket tilstand og uden spor af dens søster. Dette er, siger han, drilleren Mellik, der venter på, at nogen skal stikke sin fod i den. Når det sker, og en uforsigtig vandrer efterlader sin sko for at prøve Melliken på, er han faldet i dens magt, og den fører ham på en vild springtur gennem byen, over tage og gennem springvand, trukket afsted ved hans ene ben.

Den eneste måde at slippe fri, før Melliken bliver træt, er at lokke den til at føre én hen til dens søstersko. Hvis man kan gøre dette og anbringe tvillingen på sin anden fod, er Melliken besejret og tvunget til at udføre en tjeneste for én, før man slipper den fri og går barfodet hjem.

04 december 2007

Julekalender - Blegdamsvej



Det var et rent tilfælde, at en flok unge phd-studerende opdagede, at H.C. Ørsteds institut på Blegdamsvej foretager en rotation i 672 dimensioner hver torsdag omtrent klokken tolv middag. Rotationen foregår, set udefra, helt instantant, men det er endnu ikke afgjort, om dette skyldes, at rotationen foregår hurtigere end tiden, eller om rotationen bare foregår gennem tid på en sådan måde, at forandringerne ikke kan observeres. De første artikler publiceret om fænomenet benytter det faktum, at Instituttet tydeligvis er uændret i sin generelle fremtoning til at deducere, hvilke dimensioner, der faktisk roteres igennem. Dimensionerne "Blå", "Håb" og "Ulysses" er blandt de tre, der kan identificeres utvetydigt.

Yderligere gennembrud lader dog vente på sig, af forskelligartede grunde. Dels har flere af de involverede i forskningsprojektet pludselig mødt bizarre skæbner, såsom L og T, der en mandag morgen steg til vejrs i en luftballon, tæt omslyngede, og ikke er set siden. Dels - og alvorligere - er fænomenet påvirket af en ganske forudsigelig målefejl: Eftersom rotationen omfatter HCØ og alle objekter på det, vil heller ikke omhyggeligt opstillede måleinstrumenter, eller noter og beregninger, være upåvirkede. Løsningen her burde være indlysende, og det første, forskerne gjorde efter at have identificeret problemet, var også at opstille en uafhængig målestation på Niels Bohr Instituttet nærved.

Resultatet var alarmerende. Den første torsdag efter opstillingen af den eksterne målestation, gik rotationen igen over HCØ - og denne gang blev Bohr Instituttet, der før var gået ram forbi, roteret i 672 dimensioner ligesom sit søsterinstitut.

Det blev efterhånden klart, at rotationen af HC Ørsteds Institut ombefatter alle ting forbundet med den selv. Noter taget i rotationsforskernes små kontorer og bragt hjem i en bukselomme, roterer i 672 dimensioner, og er måske uændrede, måske ikke. Det er ikke til at vide, for de noter, der blev efterladt på tavlen på HCØ, er også roteret - ligesom forskeren selv er det, om han så har tilbragt middagsstunden på HCØ eller hos sin elskerinde på Østerbro. Det er efterhånden tydeligt, at fænomenet ikke kan undersøges, hvis vi ikke skal løbe en risiko, for at sprede fænomenet til hele planeten. Desværre har forskningsgruppen netop fået tildelt en større sum af Videnskabsministeriet.

03 december 2007

Julekalender - Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Det væsen, der kaldes Kraken, er ikke Leviathan, som ikke er Zaratan eller Fastitocalon, som ikke er en hval, og det vides ikke, om nogen af disse er stamfaderen til det dyr, der ligger i dvale under Sortedamssøen og vokser. Det har været påstået, at dyret er et voksende kontinent, der venter tålmodigt, og breder sig længere ud for hvert århundrede, til det en dag kan rejse sig og svømme væk med København på sin ryg. Omvendt har nogle ment, at det hver dag redder byens eksistens ved at blive liggende over det gabende hul, der ellers ville opsluge byen.

02 december 2007

Julekalender - Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



Fordi alt har sin modpol findes der også en mørk kopi af Holger Danske. Han hviler tungt, forstenet, med sværdet på sit bryst, til den dag kommer, hvor han rejser sig for at samle fædrelandets fjender om sig og drage hærgende over mark. Hans hvilested er ukendt, en hemmelighed bevaret - siges det - af en loge af fanatikere eller viise, der ved, hvad der vil ske, hvis nogen forsøger at dræbe ham i hans søvn. Det siges, at hver statsminister én gang i sin embedsperiode føres til hans leje med bind for øjnene for at lægge sin hånd på hans pande og mærke efter hans tunge puls, og at den store krigsmand hver gang bevæger læberne i en hvisken. Nogle siger, han allerede er vågnet.

01 december 2007

Julekalender



Vi har ikke haft en julekalender her på bloggen længe. Faktisk har vi ikke haft regelmæssige poster længe. Så jeg ved ikke, om jeg får skrevet en hel julekalender denne gang - men til gengæld ved jeg heller ikke, om der er nogen der læser dem. Og foreløbig er jeg to dage bagud, da jeg var i Lübeck i weekenden. Så jeg snyder lidt...

Af Sophus' "Københavns Overnaturlige Fauna"


Gubern er en samlernatur. Den fremtræder oftest som en aldrende kvinde, krumbøjet og i slidt tøj, og ses næsten udelukkende ved større offentlige begivenheder i fri luft, hvor den vandrer omkring med en stor plasticpose for at samle tomme flasker og dåser. Den er næsten blind, og navigerer ved brug af sin fantastiske lugtesans. Hvordan Gubern har fået sin overbevisning om, at alle tomme ølflasker er dens retmæssige ejendom, er endnu ikke forstået tilbunds, og man ved endnu mindre om, hvor den gemmer sin samling. Der har dog været tilfælde, hvor børn i skumringen er blevet ledt til store stabler af pantflasker og således er blevet rige.

Selbys værker indeholder en advarsel mod at fornærme Gubern, da den skal have det onde øje.