30 september 2005

En observation

Den oplevelse karakteristisk for dette sted, der maximerer funktionen besynderlighed*hyppighed, er at gå ind i en bygning af en dør i jordhøjde (eller de dér få centimeter over), fortsætte lige ud på samme etage, man kom ind på, for så at gå ud af en dør én etage over jordoverfladen. De fik ikke glattet dette land ordentligt ud, før de tog det i brug.

Jeg har for resten fundet et billede af min projektvejleder. Han satte mig til at gå til et logikseminar i onsdags. Det var vanvittigt morsomt - jeg forstod ikke et kuk, men så begyndte alle professorerne at skændes med den stakkels mand, der holdt seminaret. Så nåede han ikke at vise noget som helst, og så gik de alle sammen ud til middag.

28 september 2005

Jeg har langt om længe fundet min projektvejleder. Det er en lidt Niels Grønbæksk udseende logiker med et bistert blik "som skulle han dyste med drager og trolde / og føres bort under sørøversejl". Jeg tror, han synes jeg er sær, men det er nok af den forkerte grund.

Og jeg har fundet ud af, hvor jeg kan få netforbindelse med min laptop. Det er altså alligevel forbløffende, hvor meget man vænner sig til at have regelmæssig adgang til internettet.

24 september 2005

Charity Shops!

Det var en kølig septemberlørdag to dage før semesterstart, University Road var dækket af gule blade og solskinnet faldt blidt ned fra en klar himmel og strålede tilbage fra glasskårene på vejen. Og jeg tænkte: Jeg tror, jeg vil gå til Headingley og se på butikker. Min lokale evolutionist siger, der er fyldt med charity shops.

Så jeg har været i mindst tolv butikker til fordel for alt fra psykisk syge til "Pets in need of Vets". Og der er en Vintage Shop i Hyde Park (ja, jeg troede også, det var i London) som jeg er absolut forelsket i. Og ejeren siger, hun ikke har noget imod at flytte til København til sommer.

Der er altså, hvis I ikke skulle vide det, noget helt specielt ved at handle i genbrugsbutikker. Man får bare ikke samme tilfredsstillelse af jæger/samlerinstinket i almindeliuge butikker, hvor der er adskillige eksemplarer af hver vare, og hvor der ikke er helt samme ratio af totalt ubrugelige ting (er der nogen, der kan bruge en cerisefarvet herrebadekåbe med pufærmer?).

Undervisningen startede for resten i går. Jeg har vaeret til tre forelæsninger: En i geometri med en nydelig ældre herre, der henrykt forklarede, at han aldrig tidligere havde haft geometri, men at det ville blive vanvittigt sjovt at undervise i. Og en i mængdelære - et kursus som jeg ikke skal have, men som jeg har tænkt mig at substituere for mit kursus i kodningsteori, fordi kodningsteori efter kun en forelæsning viser sig at være lige så sjovt som at sidde og se edderkopper krepere af alderdom. Bare mere ubehageligt. Og en smule mindre intellektuelt udfordrende.

Men professor mængdelære er sympatisk. Det er svært at have noget imod det første menneske, jeg nogensinde har hørt erklaere Universet for ubrugeligt og imod reglerne.

23 september 2005

Konstantin Strøm som statsminister!

Så længe vi slipper for ham i de ny Tintin'er. Ja, det har jeg først opdaget nu - vi er bagud med nyhederne herovre. Men børn, har I tænkt alvorligt over det? Kunne det ikke være, at hele Bjævermosespørgsmålet har været en finte fra forlagets side for at få os til at se bort fra endnu mere utilstedelige ændringer i oversættelserne? Personligt vil jeg ikke føle mig tryg, før jeg har nærlæst de nye udgaver.
Hvad er status? Som det vil være bekendt for enhver, der har grund til at læse denne blog, trak vor heltinde tidligt den 12/9 2005 teltpælene op og begav sig til Leeds for at erhverve sig større viden. Hun har tilbragt tiden siden da med introduktionsaktiviteter og andre typer af forvildet omkringrenden. Blandt andet aner hun ikke, hvor hendes teltpæle blev af.

Min nuværende bopæl er kollegiet Henry Price Building aka. "that place, you know, it's based on a Swedish prison". På grund af ombygning skal blok D, E og F rømmes fra slutningen af januar, hvorfor man har sørget for at fylde dem med studerende, der kun skal være der dette semester - altså udvekslingsstuderende. Jeg bor, kort sagt, i Babelstårnet 4. th.

Vi er ti, der deler en forunderligt tyndvægget lejlighed og et rummeligt køkken: to svenskere, en argentiner, to australiere, en psykedelisk canadier, mig - og så de tre tyskere. Og de tre tyskere er tre ud af utallige tyskere i Leeds, og de hidkalder deres landsmænd fra alle kanter, hjørner og facetter af campus, til vores køkken er bristefærdigt med tyskere. Det er en lidt overvældende oplevelse.

Der har heldigvis i de sidste dage formet sig adskillige transnationale alliancer, så faren for en total tysk køkkenmagt er efterhånden negligibel. Jeg begynder dog at nære en vis frygt for, at australierne i kraft af deres totale dødsforagt i omgang med spiritus og køkkenredskaber kan
ende med at udgøre en kulturel overmagt.

Jeg blev registreret tirsdag morgen. Det var det mest idiotiske spild af mandtimer, jeg har oplevet, og indrømmet, mit liv har været kort, men stadigvæk - jeg har gået i dansk folkeskole. Jeg har et sammenligningsgrundlag. Proceduren er som følger: For hvert kursus, hver studerende ønsker at følge, skal hun udfylde og underskrive en formular, der fås ved den bod, der er opstillet af det relevante institut, få den stemplet af først dette institut, og dernæst sit moderinstitut. Så stiller hun sig i en af to køer, alt efter om hun skal betale tuition eller ej. Hvis hun stiller sig i den ikke-betalende kø, vil hun for hver to meter blive høfligt tiltalt af en tilsynsførende, der ønsker at se hendes dokumenter for at sikre sig, at hun er i den rigtige kø.
Hver anden af disse myndige personer vil være fejlinformeret om hvad tegnet "E" i betalingsfeltet står for, og insistere på, at den Erasmusstuderende bør gå over i betalerkøen. Ved høflig insisteren fra den studerende vil den næste tilsynsførende blive tilkaldt og forklare, at det er rigtigt nok - hun skal ikke betale. "Go on, luv".

Hendes vej vil nu være lang og snørklet, fra den ene gymnastiksal ad omveje ind i den anden. Her sidder en flok kontrollanter ved borde, og en autoritativ dame beordrer folk i køen hen til det rigtige bord. Her bliver deres papirer efterset, de bliver fulgt hen til en venlig dame, der forklarer skriveren, at folk med et E i betalerfeltet ikke skal betale. Nu bliver den håbefulde studerende anbragt i en sidste kø, for enden af hvilken hendes billede bliver taget og et studiekort bliver udstedt. Hvis hun huskede at komme tidligt, vil hele processen ikke have taget mere end halvanden time, og hun er nu officielt studerende ved University of Leeds.

En hymne til ære for vor Alma Mater vil nok være på sin plads her, men jeg kender ikke University of Leeds' pendant til Fight fiercely, Harvard.

Men nok om dét (og ja, det er allerede for meget). Er der nogen, der har noget begavet at sige om den nye Pride and Prejudice-filmatisering?