A few of my favourites...

Det er begyndt at blive koldt her. Himlen er helt klar og kold hver morgen, og om eftermiddagen ligger der store, ekspresionistiske skyer slængt hen over den. Alle de små kineserpiger ser betuttede på deres ånde, der materialiserer sig foran munden på dem, når de går ud om morgenen. Der er med andre ord ingen grund til, at jeg ikke skulle føle mig hjemme her, og alligevel er jeg ramt af en snært af hjemve - hvis det da ikke bare er efteråret, jeg begynder at mærke. Jeg prøver at tænke på alle de ting, jeg godt kan lide her - med det resultat at jeg bliver splittet mellem hjemve og vemod over at skulle forlade Leeds til januar.

For at dele lidt ud: De dejligste mennesker i Leeds er (i uprioriteret rækkefølge):

Rev: "Deep River / My home is over Jordan / Deep river / I wan to cross over into camp ground." Dirigenten (rollen går på skift - denne sang er blevet udvalgt af en flot tenor der prøver at anlægge gedebukkeskæg og hader alt der er corporate) gennemgår teksten på klingende nordengelsk og er skuffet over, at vi ikke gentager den på amerikansk. "Well, it's a negro spiritual, see? It should be -- a bit more like, well, 'dontcha', right?" To af sopranerne begynder at synge "Dontcha wish your girlfriend..." og en af alterne bemærker alvorligt, at hun ikke går ind for den slags sange.

Logikere: Englændere er, naturligvis, dybt besynderlige. Man bruger de første to uger på mere og mere og mere desperate forsøg på at komme i kontakt med sine medstuderende, giver så op i forvisning om, at man ikke ville kunne få svar ud af dem med etisk forsvarlige midler - og når man så når til begyndelsen af november, begynder de at tale til en. Jeg gik næsten i chok, da en af mine medmængdeteoretikere helt spontant spurgte mig om jeg havde prøvet Samurai Sudoku i Times om lørdagen.

Hvilket bringer mig til professor Truss, min forelæser i mængdelære og åbenbart min nye bedste ven - hvilket betutter mig en hel del. Det er absolut muligt, at han ikke kan flyve, springe over skyskrabere og bevise Riemannshypotesen med to blyanter og en kort stump snor, men jeg vil gerne se det bevist. Helt alvorligt, han er ret ærefrygtindgydende. Der er nogle mennesker, der udstråler så meget intelligens og personlighed at de får alle i deres omgivelser til også at føle sig begavede og vittige. Og desuden har manden et utroligt niveau af sociale kompetencer - han er tilsyneladende alvorligt interesseret i alle menneskers velbefindende. Han inviterede til fest i fredags - bare lige hans phd-studerende, logikgruppen og fem tilfældige Erasmusstuderende. Christoph, Michael og jeg ved stadigvæk ikke hvorfor vi var inviterede, men det var enormt sjovt. Jeg er så afgjort en fan.

Christoph og Michael er de to andre "internationale eksperter" (som professor Truss kalder det) på mængdekurset, og de er naturligvis mine naboer i Henry Price. Christoph er østriger med en mørk fortid. Han taler om aldrig at vende hjem igen, men fortsætte ud i verden uden at se sig tilbage - altid på vej videre mod horisonten, en fremmed i et fremmed land. Jeg har stadig ikke fundet ud, hvad der er af dunkle kræfter i hans fortid - jeg ved så meget, at han skriver fantasyromaner om zombier, er med i bestyrelsen for den internationale minestrygerforening og har en semineurotisk afsky over for alkohol. Michael er svensk og bryder sig ikke synderligt om topologi.

Katie har jeg ikke set længe. Hun synger tenor i rev, arbejder for en kristen velgørenhedsorganisation, er amerikaner, Kristen, kreationist og meget sød. Må huske at invitere hende til the. Hun har et imponerende niveau af tolerance for alle os vantro.

Erica er et dæknavn for en pige fra Taiwan, som jeg læser statistik med. Hun er lille og smuk og feminin, og hun vil ikke fortælle mig sit rigtige navn. Hun kan kun lave en ret, kylling kogt i soja med stjerneanis, men hun drømmer om at lære at bage store kager.

Jeg vil ikke slutte uden at nævne min metaforiske løve. Den er stor og gul og kan æde et menneske i to mundfulde (tre hvis han har gået i engelsk folkeskole) og jeg er ret overbevist om, at den ikke eksisterer. Men jeg har næsten fundet et bevis for dens eksistens og den er ond nok til at jeg meget gerne vil være venner med den.