I may be a Turing machine but I cannot know which one...

og i alle tilfælde er Michael Rathjen en langt sejere Turingmaskine. Jeg sidder og læser på en artikel, jeg skal skrive et projekt om, og jeg river mig i håret, for forfatteren er helt klart en Turingmaskine der tilmed prøver at lave filosofi. Med Turingmaskiner og Gödelnumre. Det er græsk for mig. Men hvis så man viser en side af det til professor Rathjen, så lyser det op og alle de små modbydelige uforståeligheder lusker et andet sted hen. De har så en lumsk tendens til at luske tilbage igen, når han ikke er der, for de er ikke bange for mig...

Det viser sig midt i det hele, at jeg for resten forventes at have et halvfærdigt skriftligt produkt i slutningen af oktober. Jeg overvejer om jeg skal gå i panik over det - men det er lidt mere fristende at prøve at holde en stiv overlæbe. Mest fordi det får én til at tale helt vildt sjovt.

Da jeg må indse, at man nok bliver underlig af at omgås logikere for meget, har jeg åbnet en ny social front: jeg har meldt mig ind i Revelation Rock-Gospel Choir. Det er vildt skægt. Der er det geniale ved gospel, at man utroligt hurtigt får et resultat der lyder af noget. Sæt en halv time af, og 30 sangere, og med et har man et stort monster af en sang, der buldrer og vugger og stiger og falder og changerer og er meget større end noget man selv kunne have lavet, og alligevel er man med til at lave den. Og så går man ud og drikker squash og spiser biscuits.