12 februar 2009

Det er tydeligt, at festen foregår omme bagerst i min hjerne, og at jeg ikke er inviteret. Statistiker Anne går igennem sin hverdag, læser blogs, koger thevand og prøver at få rede på mærkelige, mærkelige data, og imens, bag den lukkede dør bag i hendes hovede, danser de på bordene.

Min tankevirksomhed i eftermiddags, som den så ud for mig, approximativt i rækkefølge:
  • Hvorfor er data mærkelige?
  • De her to variable skal stemme cirka en hel del mere overens end de gør
  • Pingviner er sindssvagt skræmmende
  • Måske er det en fejl i pyrsningen. Vent - pingviner?
  • Nej helt alvorligt, virkeligt skræmmende. De vralter afsted i knæhøjde, med sådan en underlig amorf gangart og lufferne strittende ud, og de stopper bare ikke, deres blanke sorte øjne stirrer fremad, og det lys, man ser bagerst i dem er et varsel om menneskehedens totale udslettelse. Og de lugter af fisk. Og de har utroligt god presse. Jeg mener, pingviner må kunne slippe af sted med hvad som helst. De har sikkert masseødelæggelsesvåben. Drivhuseffekten er vores eneste håb.
  • Nu er du fjollet. Du er et voksent menneske og kan ikke sidde og være bange for pingvinkonspirationer i arbejdstiden. Hvis du tillader sådan noget pjat at distrahere dig fra dit arbejde, har fårene allerede vundet.
  • Godt. Til arbejdet.
Det er ikke fordi jeg ikke under dem deres morskab, festaberne omme bagerst i mit hovede, men det er lidt træls aldrig at fange mere end et par sætninger af konversationen. Og jeg ville ønske, de i det mindste ville skrive nogle blogindlæg for mig.