30 april 2008

Piv



Jeg føler mig som en lus. Har lige været inde at sige op til min chef. Han så det nok komme, men de har alligevel smidt en masse oplæring og social investering i mig, og så stikker jeg af og tager et job på Seruminstituttet.

Stakkels chef Peter. Dumme ansat Anne.

Edit:

Eller: Juhuuu! Jeg får nyt job ude på SSI! Yay!

24 april 2008

If ever, oh ever, a wiz there was



Har I også en let angst for blogposts, der starter med ordet "Jeg"?

Jeg var inde at se Wizard of Oz med Marta, Sara og Ulrik, og jeg har en klar fornemmelse af at forstå så meget mere om amerikansk kultur nu. Populærkultur, i det mindste, for at neddrosle graden af prætentiøsitet.

Og det er nok rigtigt, at jeg burde anvende mine åbenlyse talenter for konspirationstænkning på værdigere sager, men jeg vil lige lade jer vide, at jeg har talt med min ven internettet, og det er ikke kun mig, der kan lugte noget mærkeligt ved hele historien.

Lad mig først fremføre, at den film, vi så i Cinemateket igår, the Wizard of Oz faktisk består af to uensartede delkomponenter: En rammefortælling, filmet i sort/hvid, der finder sted i Kansas, og indkapslet i den en farvefilm, der foregår i det fantastiske land Oz, hvis beliggenhed aldrig er nærmere angivet.

Min påstand er, at rammefortællingen er en senere tilføjelse til farvefilmen, der er en propagandafilm produceret af styret i Oz.

Det er tydeligt, at filmen faktisk beskriver en periode med radikale omvæltninger i Oz. I løbet af filmen bliver tre af de store magtspillere - de to hekse i Øst og Vest og troldmanden, der sad på magten i Emerald City - elimineret fra det politiske spil af hovedpersonerne, der er i ledtog med den nordlige heks Glinda. Det er svært at sige, om Dorothy bliver bragt til Oz af Glinda, eller om Glinda bare er en hurtig taktiker, der forstår at udnytte situationen, men det er et faktum, at Dorothy straks ved sin ankomst til Oz dræber heksen fra Øst og sætter sig i besiddelse af hendes magiske røde sko. Derefter slutter Dorothy sig sammen med tre vildtfremmede personer - et fugleskræmsel, en metalmand og en humanoid løve - og går videre til at dræbe heksen i Vest og overtale/true troldmanden fra Oz til at opgive magten og gå i eksil. Til sidst overtaler Glinda Dorothy til også at forlade landet og indsætter Dorothys tre kumpaner som marionetregenter i Emerald City.

Filmen er naturligvis indspillet et stykke tid efter de egentlige begivenheder, som en "historisk dokumentarfilm", men jeg vil faktisk tro, at man i høj grad har valgt at lade rollerne blive spillet af de faktiske aktører. Glinda, for eksempel, spiller tydeligvis sig selv. Hvis de havde valgt en skuespiller, ville de så ikke have valgt én, der så godt ud i den kjole?

Hvad kan vi slutte om de egentlige tilstande i Oz ud fra den blatant tendentiøse skildring, Wizard of Oz giver? Filmen kommer aldrig ind på tilstanden i de områder, Glinda behersker ved filmens start, og enhver omtale af områderne sydpå er omhyggeligt udeladt. Vi må koncentrere vores undersøgelser om områderne i Vest og Øst og byen Emerald City.

Emerald City er tydeligvis et millitærdiktatur med streng grænsekontrol, uniformerede mænd på gaderne og de obligatoriske scener med jublende menneskemasser overvåget af bevæbnede mænd. Det er muligt, at dette var tingenes tilstand også før Dorothys ankomst, men det kan også tolkes som at der i løbet af filmen sker et millitærkup, støttet af Glinda. Da Dorothy ankommer til byen, holder troldmanden sig strengt til sit palads, og vagterne nægter at lukke hende ind. Filmens påstande om, at troldmanden gemmer sig fordi han er rar men inkompetent er klart spin, men kan den virkelige forklaring ikke være, at han frygter for sit liv og forskanser sig sammen med de få soldater, han stoler på? Eller at kuppet allerede er gennemført, og troldmanden er i husarrest?

Ifølge filmen er Munchkinernes land besat af den onde Heks fra Vesten, og munchkinerne hilsen deres befrielse med jubeloptrin. Det er dog værd at bemærke, at disse optrin involverer et godt antal munchkinsoldater. Det virker uplausibelt, at heksen skulle tillade et undertrykt folk at have en hær, der ikke var loyal overfor hende og altså en del af besættelsesmagten. Vi ville altså have forventet, at folket under befrielsesjubelen gjorde kort proces med kollaboratørsoldaterne - og dette er ikke tilfældet. Kan det tænkes, at rygterne om munchkinernes undertrykkelse var stærkt overdrevne? Er det ikke mere rimeligt at antage, at munchkinerne faktisk havde det ganske fint med heksen, og at filmoptagelserne er et iscenesat glansbillede af, hvor henrykte de stakkels munchkiner var over at blive "befriet". Man må spekulere over, hvor mange af de dansende soldater, der havnede i fangelejre...

Tilstandene på vestfronten er sværere at gennemskue. Vi ser Dorothy og hendes kammereter trænge ind i den vestlige heks' fort og slå hende ihjel med en spand vand, og filmen går over til de obligatoriske jubel- og overgivelsesscener fra hendes soldater, men I vil bemærke, at der ikke bliver vist nogle civile. Kan vi antage, at Vesten faktisk ikke er endeligt erobret endnu?

Vi spørger os selv, hvor lang tid det vil tage Glinda at undertrykke resten af Vesten, og om det næste felttog vil gå imod det totalt ignorerede Syd. Vi spørger med lidt mere end akademisk interesse, for det slår os: Oz er et magisk land, der er ved at blive samlet under en mægtig og erobringssyg diktator. Og der har allerede været trafik mellem Oz og vores verden. Selv hvis vi ikke kan tro filmens påstand om, at Dorothy vender tilbage til vores verden (og at troldmanden tog hertil i luftballon - der kan ikke være langt til Oz), er det et faktum, at filmen har fundet vej til vores verden.

Hvor længe varer det, før erobringshæren fra Oz står i vores gader?

06 april 2008

Latter



Den sirlige lille mand, hvis frembrydende isse du ser foran dig i køen, er faktisk en ordensbroder i det ældste af alle hemmelige selskaber. Den overtrætte interrailer med hestehalen er et stort navn overalt, hvor virkelige kabalefanatikere slår deres folder. Hvis den blege pige med det vigende blik ikke er ved sin computer bare en enkelt aften, er der adskillige onlinesamfund, der styrter sammen. Knægten i den hvide skjorte med Kvickly-navneskiltet er bare en bebumset teenager --- men om aftenen! Der er små verdener overalt, og vi kan ikke kende til dem.

Det er altså ikke underligt at det ikke er til at skelne medlemmerne af vittighedsfortællernes ældgamle broderskab fra menneskemasserne. Det er sjældent dem, der forsøger sig med en lille vits til at hæve stemningen til et selskab, og det er ikke de enerverende onkelhumorister. De forholder sig til den slags mennesker som skuespillere til skolekomedie-fanatikere eller som forfattere til folk, der fører blog. Visse af dem bruger end ikke deres færdigheder blandt de profane, og der er nogle blandt de store af dem, der til hverdag taler et sprog barberet for udtryk, klippet og præcist, og ser på andres amatøriske fjollerier med en næsten asketisk alvor. De smiler et gråt smil, når de tænker, at ingen kender dem, som de er når humorister mødes.

De er ikke præcis hemmelige, de møder, jamboreer og kongresser vittighedsfortællerne holder i nedlagte remiser eller medborgerhuse. Principielt set er der intet, der forhindrer en vilkårlig samfundsborger i at møde op og betale entre. Men hun skulle først vide, at kongressen i det hele taget fandt sted, og hvis hun ved det, er hun nok allerede en af humoristerne, hvis møder ikke er hemmelige og dårligt nok skjulte, men måske bare oversete. Det er ikke møder for offentligheden, som humoristerne får nok af til hverdag, de støjende masser, der tror at vide så meget om humor, at de ingen grund har til at komme til en kongres. Det er møder for ligesindede. Dem, der har lært så meget, at de ved, hvor uvidende de er, og som har brug for at lodde dybderne i deres uvidenhed ved at sammenligne den med andres.

Så der er debatter og workshops i rum med lineleumsgulv, og der er de ældre ritualer; optagelsesprøver og indvielser, opstigen til højre grader af broderskabet og tildeling af ordensbånd. Novicer fremlægger vittigheder for værdige kommitteer, der lytter og dømmer og uddeler alvorsfulde håndtryk og velkomster. Ærede medlemmer stiller for en jury af ligemænd og præsenterer deres svendestykker, eller udfører de gammelkendte, men halsbrækkende komplicerede showstykker, der er adgangsporten til ære og lilla silkebånd. Der er middage og remnisceren og festtaler. Og frem for alt er der - det er hvad de siger til hinanden, medlemmerne - den befriende frihed ved ikke at skulle indrette sin adfærd efter, at folk omkring en ikke ved, hvad man snakker om. Og på den måde er det et tvangfrit fællesskab, når de indledende optagelsesritualer er overstået.

Men når de svage i troen har forladt humoristernes møder, er de få tilbage. Der findes hviskede beretninger om vittigheder fortalt i disse sene timer, mens stearinlysene brænder ned og det tjærede mørke sniger sig ind i rummet på trods af de støvede lamper, vittigheder, disse få eksperter og kunstnere og fanatikere kaster til hinanden som tikkende bomber, geniale vittigheder. Det er altid én af de ældre vittige, der starter, en erfaren person med et mørke i øjnene og et vidende kongemagersmil på de smalle læber. Samtalen vil være ved at dø hen i anspændt småsnak, mens alle vogter hinandens blikke, én hånd på ølglasset, og så åbner han med en let variant af en af de klassiske vittigheder, et let twist på en historie der er bedragerisk simpel i sine virkemidler men kun kan bringes til at virke af en ægte ekspert. Det er ikke en udfordring, men snarere et startskud. Med et ganske let smil og sammenknebne øjne melder én, at det faktisk minder ham om denne bagatel --- en ganske simpel sag, men måske interessant for hans med-afficionados. Og en af dem kan foreslå et twist, eller gentager stilfærdigt vittigheden for sig selv, som for at indprente sig den, med en let ombetoning af ordene, og de andre ser med et ryk af adrenalin, at sådan kunne den også bringes til at fungere, og det ville de ikke selv have kunnet slippe afsted med. Og udfordringen rammer den næste, der parerer med en sofistikeret variation, en improvisation uden et eneste fejlgreb --- hvordan skulle han også turde fejle? Stille arbejder de sig opad, mens den ene efter den anden læner sig tilbage i stolen med et umærkeligt nik og tager et dybt drag af sin øl, og til sidst er der kun to eller tre, der taler. Selv de tier til sidst, hviler hagen på deres foldede fingre, og ånder dybt men lydløst. Hvordan skal vi fremmede kunne forstå, om nogen af dem har vundet? Og endelig fyldes rummet af deres latter.