Nat
Det er en hemmelighed, natten har med os, og en del af hemmeligheden er, at vi aldrig helt kan kende betydningen af dette "os". Når natten åbner sig og ligger så nær, at vi kan mærke dens stille puls, hvem er det så, der er vågne med os? Det kan ikke kun være os, der står der, mens søvnen har taget de andre, og natten breder alle sine hemmeligheder ud for os til en hvisken af vind og tomme biler.
Det forekommer, at der ikke er et øje, der ser ind ad husenes tomme vinduer, at der ikke er et lys og ikke en stemme, og at hvis vi gik til dem, ville de sove allesammen, dybt og drømmeløst, i senge på sofaer og ved kontrolpulte og telefoner. Vi lader være at efterprøve den fornemmelse, men vi ved ikke, om det er fordi den ville blive bevist eller forkastet. Vi er alene med natten, der er vores ven, og vi forstår i glimt, at mørket ikke skjuler noget, tværtimod, og at verden bag mørket ikke er den samme. Det nynner af forklaringer og historier, vi forstår så godt, at vi ikke kunne forklare dem igen bagefter, og luften er klar.
Vi overvejer bag vores beruselse ved mørket, om der trods alt er en hemmelighed. En dør ind i den egentlige nat, en gåde og en chance for at kunne blive her. Natten er vores ven, men ikke vores, og himlen blåner til en stille kvidren af fugle (selv i denne vinter) mens vi finder os selv tilbage i verden.
