31 december 2006

Min medieafspiller spiller Amarok. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte få tjæret nogle nytårsforsætter ned - fordelen ved at skrive dem nu er dels, at de vil give mere mening end dem, jeg laver kl tolv i nat ("og - og så vil jeg invadere Polen! Med en tidsmaskine!"), dels at de så kommer til at være lavet i 2006 og kan ignoreres trygt i det nye år.

Så - her kommer det - i 2006 vil jeg

Blive kandidat
Finde et job
Rydde op(!)
Undgå at blive anholdt for at have sat ild til en offentlig bygning.
Deltage heltemodigt i krigen mod møllene
Undlade at falde på ærens mark i ovenstående, og på marker generelt
Finde vej hjem
Tabe 7 kilo fra et højt sted og i hovedet på en i øjeblikket unavngiven folketingspolitiker.
Læse Tolstoy
Enten poste regelmæssigt hver uge eller undgå at poste, når jeg intet har at sige
Finde ud af, hvorfor striberne på slips altid går den samme vej
Invadere Polen med en tidsmaskine!
Undgå at sidde og skrive blog, når jeg burde være på vej til en nytårsfest...

22 november 2006

Det regner



Regnvejr er frem for alt en sindstilstand.

Der er det trygge regnvejr, der slår mod ruderne og med hver eneste dråbe fortæller en, at man er indendørs, hjemme, og at hjemme er et godt sted. Det regner konstant og afmålt og lader tydelig forstå, at det kan blive ved hele dagen. Regnen sludrer venligt på den anden side af ruderne som for at tage del i hyggen indendørs, og man kan komme til at lægge sin bog for at lytte til regnen og bilde sig ind at den fortæller noget fortroligt. Det er et regnvejr, der indgår i en treenighed med en god bog og en kop kakao, og en ingrediens i de bedste og sjældneste af venskaber.

Der er det inderligt melankolske regnvejr, der driver ned ad alle flader og foregiver at være et grundlæggende princip i tilværelsen, og det eneste konstante. Det inviterer en til at gå ad flade, slubrende marker i silende regn og betragtninger om altings forgængelighed og sjælens nødvendige ensomhed, og man kommer træt og gennemblødt hjem, oplivet af at have tilladt sig selv den luksus af tidsspilde og melankoli.

Der er det tomme regnvejr i byen, der falder mellem grå bygninger fra en grå himmel og ender nyttesløst på den sorte asfalt. Det gør alle mennesker fremmede i lange sorte frakker, de dukker hovedet og skynder sig gennem gaderne uden nogensinde at se op. Det laver små floder langs kanterne, risler ned i kloakkerne og går tabt.

Der er den type af efterårsregn, der lader til ikke så meget at falde som at hænge i luften i småbitte dråber. Det er en overraskende mild regn, der putter sig under skyerne for den kolde, blå himmel, og den kan hænge så tæt, at den et øjeblik kan lade som om den tid er kommet, hvor verden skal forenes under havoverfladen.

Der er triumferende sommerregnvejr, der hamrer ud af en himlen som et jubelråb, dråber så store som tokroner og alt er gennemblødt på et par minutter. Der er blæsende regnvejr der tilsyneladende kommer fra alle retninger og op af jorden. Der er silende novemberregn, som man trodser godt pakket ind, og den varme, man føler inderst inde er fornemmelsen af at have klaret sig mod en overmægtig natur ved snilde og viljestyrke. Der er fortabt, iskold regn i de dybeste vintermåneder.

Der er regn, der falder mens man sover, efter lang tid under trykkende dystre skyer, og man vågner tidligt til en klar himmel og den lugt, der kommer efter regn.

15 november 2006

Natlige alléer



Natten er klar og kold som metal. Mørket ligger i driver op ad husmurene og inde i gårdene, hvor det varme lygteskær ikke kan feje det væk.

I mørket virker alléerne længere. De strækker sig helt ind i natten, træerne flammer gult på begge sider men kaster ikke noget lys i mørket dybere inde. Mørket ligger foran alléens ende, og den ender ikke samme sted som den gjorde i dagslys. Det er dé natlige alléer, der aldrig peger den vej, man skal gå for at komme hjem. De peger helt ind i natten til et sted, hvor man kan fare helt og for alvor vild og måske aldrig behøver at finde tilbage igen.

01 november 2006

Det sner!



Det sner i november! Træerne i vores meget lille have står stadig støvetgrønne og vajer i vinden, men det vrimler med snefnug omkring dem. Over boldbanen sner det opad - horder af snefnug kaster sig i dødsforagt op mod en gråhvid himmel. Og vinden kaster vildt med dem, ned mod vejen, ind mod huset overfor, som om der var håb om at kunne føre det væk i en stormflod af sne. Snefnug i dusin på dusin kaster sig i kamikazeangreb gennem mit vindue og ind i varmen, måske for til sidst at kunne overmande fjenden herinde ved deres overlegne antal.

Jeg er gennemkold af at læne mig ud af vinduet, min røde trøje er oversået med hvidt og mit hår er filtret af vind og store, tunge snefnug.

31 oktober 2006

Og så må det vist være på tide at skrive noget igen. Det lykkedes mig igår både at have fødselsdag og min sidste skriftlige eksamen på uni. Eftersom begge dele var skemalagt af andre, var det nok ikke så stor en præstation endda. Men hyggeligt var det jo. Især da den nydelige eksamensvagtdame opdagede, at jeg havde fødselsdag, på et tidspunkt hvor jeg havde så meget eksamen, at jeg ikke anede, hvad hun fablede om.

Men altså - for et menneske der har tilbragt de sidste (hold da fast) 18 år under uddannelse er det pænt mærkeligt at have aflagt sin sidste eksamen, og lidt vemodigt.

Der er noget over at sætte sig der ved eksamensbordet med sine spidsede blyanter og velgranskede noter og vide, at de næste par timer får man lov at være i fred og der er ikke noget, man skal tage sig af - bortset fra at regne på et sæt opgaver, der endda bliver lagt for snuden af én. Alle eksaminanderne er anbragt pænt i lige rækker med deres noter og tre typer papir, der lugter lidt af madpakker og er den type stille, der kommer af at 130 mennesker tier stille samtidig i timevis. Og når det hele så er overstået, og eksamensvagterne har afsluttet ritualet og alle har skrevet eksamensnummer overalt, bryder de 130 ud i en larm over, hvem der løste hvilke opgaver rigtigt og alle tager det hele meget alvorligt. Og så kører man ud sammen og finder en øl.

Nu havde jeg eksamen med et hold mennesker, jeg faktisk ikke kender. Alle dem, jeg plejede at gå ud at drikke en øl med i vintereksamensmørket, er forsvundet bort, og når jeg så op under eksamen, kunne jeg ikke se nogen rygge, jeg var bekendt med.

Så jeg cyklede ud og holdt fødselsdag i stedet. Nu er jeg nemlig blevet gammel nok til at være vokset fra eksamener. Men ikke fra fødselsdagskage og dragebøger i fødselsdagsgave.

05 oktober 2006

Måne



Klokken et om natten hænger hun dér foran mit vindue, stor, blank, skæv, gul og nysgerrig, kigger ganske ugenert ind og erklærer blankt, at det ikke er en nat af den slags, man sover i.

Det kan forekomme mig, at månen går sine egne veje, måske mere end jeg har mulighed for. I hvert fald får hun altid lov at blive sent ude. Og jeg sov i astronomitimerne dengang, så jeg kan ikke fortælle hende, at jeg kender hendes position på himlen i alle timerne frem til daggry, at hun er mig et ganske forudsigeligt himmellegeme og ikke har noget at skulle have sagt om mine planer for natten.

Og jeg har tabt månens opmærksomhed, og jeg har ikke nået at forstå, hvad slags nat det er, når det ikke er af den slags, man sover i.

01 oktober 2006

Samme procedure som hvert år



Hvert halve år -- det vil sige når nogen kan skaffe nok energi og autoritet til at gennemtrumfe det -- har vi nyindflyttermiddag ("phiisemiddag") på IV'de. De nye laver stor middag i deres ansigts sved, hvis de er for nye til at kunne finde gryderne, alle drikker vin, synger rødvinssang og Fjerdesalssang. De sveddryppende nervøse nyindflyttere bliver hørt i Fjerdesalssangen (kortere end Marseillasen og med mere druk i end "Der er et yndigt land") og er så fuldgyldige Fjerdinge med ret til at bære samme.

Nu i aften bliver det endnu mere traditionsvedligeholdende: Vi skal have Gangdag og valg til embedsposter. Proceduren er den, der også benyttes til Gårddagen (halvårligt møde for hele kollegiet) og har vundet hævd fordi den er så langstrakt, at ingen reformator kan holde den ud længe nok til at lave den om. Den har en vis charme, især efter de første par glas. Man starter med, at nogen holder en kort tale. Så bliver hver af de ti embedsposter gennemgået, embedsholderen holder en kort tale om de i hans empedsperiode indførte forbedringer. Og så kører møllen:


Fase 1:

Folk bliver stillet til poster. Man kan naturligvis ikke stille sig selv. Derfor er der i den foregående uge blevet lobbyeret og indgået aftaler i stor stil, så folk er nogenlunde sikre på at blive stillet til deres drømmeposter. Posterne spænder fra Informationsministeriet med ansvar for avisabonnement til Kludedameposten (ansvarlig for vask af karklude og viskestykker), så det er vigtigt at blive stillet til den rigtige post.


Fase 2:

Man diskuterer, hvorvidt der skal holdes stillertaler om, hvorfor de stillede er blevet stillet og står. Gangens despotkvinder erklærer, at det er for fjollet. De gamle traditions- og kongetro slår et slag for Gårdens stolte skikke. Hvis fornuften vinder, er det muligt, at denne fase ikke bliver gentaget.


Fase 3:

Valgtaler. De stillede takker for tilliden og udlægger den gyldne fremtid, IV sal vil gå i møde med dem på posten. Man kan ikke tillade sig at takke nej til en post, så hvis man er blevet stillet mod sin vilje, er det med at udtrykke sin taknemmelighed på en kreativ måde. ("Jeg er stolt og glad og vil, hvis jeg bliver valgt, gøre alt for at gøre IV'de til ølfrit område. Aldrig mere skal alkoholens djævel vove sig herind!")


Fase 4:

Afstemning.


Fase 5:

Dybtfølt takketale fra den nyligt valgte, især hvis hun var den eneste stillede til et upopulært embede.



Herefter gentages fase 1 med et nyt embede. Når vi når til slutningen af tiende iteration, laver nogen den traditionelle kaffe, der markerer afslutningen af en gangdag, en unavngiven klokke ringer midnat i det fjerne, og en ny cyklus af livet på IV'de sal begynder.

Fortsat kl. 00:14



Jeg er nu valgt til Finansminister med ansvar for (Gud hjælpe os) gangkassen. Jeg er også

  • Lettere bedugget

  • Delvis gennemblødt

  • Dækket af mel


Jeg har en diffus erindring om, at dette sted plejede at have mere anstand.

27 september 2006

Houdini, Houdini



Ting forsvinder hele tiden. De blæser væk hen over gaderne, folder sig ned under jorden, sætter af og flyver bort. Man kan fra tid til anden have på fornemmelsen, at langt den største del af al masse i universet må være optaget af ting, der lige i øjeblikket har forputtet sig. Nogle gange dukker de op igen, måske et andet sted og hos andre; ting og ord og mennesker. Måske har de været der hele tiden, men det kan godt være, at det er for en lidt kompliceret værdi af "der".

Det er naturligvis det, der gør det så svært at være forsvindingskunstner -- at tingene hele tiden forsvinder af sig selv. Tryllekunstneren skal formå at bibringe sit publikum en tro på, at tingene ikke vil forsvinde lige for næsen af dem, selv om det er helt på tværs af al menneskelig erfaring og af publikums forventninger til showet. Han skal fange et øjeblik, hvor han med med gester og ord har overbevist dem alle om, at den røde bold vil forblive i syne, så de i det øjeblik vil gispe, når den forsvinder.

Er I klar over, at Houdini forsvandt en elefant? På Hippodromen i New York i 1918, og folk var ikke særlig imponerede. Jeg ved ikke, om Houdini selv mente, at han havde fået det store gennembrud som "rigtig tryllekunstner", han drømte om, eller om han indså, at han ikke kunne komme af med sit image som udbryderkonge og blive en ægte forsvindingskunstner. Det skal have været en ret middelmådig tryllekunst, men jeg er ret sikker på, at elefanten Jenny senere hen er forsvundet helt.

Jeg kan anbefale "Hiding the Elephant" af Jim Steinmeyer; en bog om tryllekunstnernes guldalder fra ca. 1890 til 1930'erne. Det var tiden, hvor spiritisterne rumsterede med ektoplasma og Conan Doyle fotograferede alfer, mens spøgelser, talende hoveder, flyvende og forsvindende damer fór over scenerne på Londons trylleteatre og Houdini undslap fra dødsfælder overalt i USA. En ganske og aldeles forsvunden tid.

11 september 2006

September...



... er altid den smukkeste måned. Man kan sidde hele eftermiddagen på en træbænk i universitetsparken, mens træerne hvisker i vinden. Der går en iling gennem græsset, der glitrer i solskinnet, og et øjeblik sidder man på en tømmerflåde på et jadegrønt hav under en septemberblå himmel. Vinden bærer en ubestemmelig frisk duft med sig, og man har uden helt at være opmærksom på det en fornemmelse af, at man næsten ved, hvad det er for en følelse, der har samme farve som himlen i september.

Gud har stjålet rummet, og måske er der intet, der er, som det giver mening at forestille sig det.

09 september 2006

Fuhej.



Jeg har brugt aftenen på at kigge på et problem i et speciale af en ekskæreste af en ven af min kæreste. (Bjerget ligger langt ude i skoven)

Mennesker laver mærkelig statistik, når de er dataloger.

04 september 2006

They do it with mirrors...



I skulle altså have været der til forelæsningen i ikke-kommutativ geometri. Så vidt jeg kan se, går det ud på med stor møje og dramatisk muskelspil at hale en hvid kanin ud af en høj hat. Og så gøre det hele én gang til med en løve. Og uden en hat.

02 september 2006

Fagre nye avis



De har fat i noget af det rigtige.
Men det skal jeg vel synes - at gå ned med gamle aviser er min tjans.

Jeg glæder mig til jeres børnebørn kommer med de bøger, jeg har anbefalet dem, og brokker sig over det uplausible i, at hovedpersonen læser noget i en avis efterladt i en park. Hvordan skulle nogen kunne glemme sit dyre digitale avispapir i en park? Han skal jo bruge det til at downloade morgendagens avis! Dumme grandtante Anne...

Børnehaveklassernes papmachéseancer kommer nok også til at blive fortid. Men skal vi regne med, at der så vil komme tilsvarende digitale reklamer? Hvem morgen vil ens hjemlige reklameavis blive opdateret - hvis man da ikke har smidt den ud. Faktisk vil reklameindustrien nok, hvis de skal udnytte mediet, blive nødt til at sørge for, at folk ikke har den mulighed. Man kunne lave lovpligtige digitale nyhedsskærme i hvert hus - til at varsle atombomber og nye kostråd. Og så ville en driftig Venstre-Højreregering udlicitere informationspligten til firmaer, der så fik lov at bruge en vis procentdel af skærmpladsen til reklamer.

Og alt imens ville miljøorganisationer protestere mod fældningen af de norske skove, der blev nedlagt nu der ikke længere var penge i papir.

29 august 2006

Øv altså



Jamenaltsåsgu! Jeg har lige tjekket eksamennoplysninger (man skal være hurtigt efter det når kurset varer syv uger). Ikke alene skal jeg møde kl. otte på min fødselsdag - det er Markov tageme også der, jeg har eksamen i sandsynlighedsregning.

Jeg kan altså ikke ret godt lide blokstruktur.

Dette er ikke en semesterstartspost



Til gengæld startede blokken idag - med et brag. Jeg følger to kurser om henholdsvis ikke-kommutativ geometri og sandsynlighedsregning for meget artige børn, og det giver mig syv undervisningstimer om mandagen, strøet som perler mellem klokken otte og fem. Bare så vi får nævnt en af de mere velgennemtænkte ting ved blokstrukturen.

Jeg er lidt skræmt af Sand3 - kursets hovedbestanddel er et kolossalt auditorium fyldt med matøkere, der allesammen hele tiden lyder som om de er lidt fornærmede over ikke at have forstået et eller andet. Men stoffet er faktisk lidt lækkert, og jeg er sikker på, at forelæseren har været hemmelig agent i sine yngre dage.

Ikke-kommutativ geometri bliver naturligvis mere sjov end tre kilo fritter og én liter kaffe. Alt sammen på trods af, at der vist stadig ikke rigtig er nogen der ved, hvad det går ud på. Foreløbig er der tegn på ubegrænsede operatorer, og man kan vel ikke inddrage så beskidt matematik i noget uden at det bliver sjovt...

18 august 2006

Vi venter på barbarerne



Ingen, jeg har talt med, har modtaget gratisaviser endnu. De to damer, jeg passerede på Tagensvej i et solskinsvejr, der prøvede at tage sig sammen til at være septemberagtigt, havde ikke fået dem, og det talte de om. Det gjorde vi andre også. Vi venter alle sammen på civilisationens sammenbrud.

Der er nemlig det ubehagelige, at et stort tal - flertallet, måske - af borgere her i landet foretrækker papmodnede golden delicious for æbler, der smager af noget. De foretrækker Da Vincy Mysteriet. Og pomfritter. De vil helst stemme DF. De vil hurtigt lære at foretrække gratisaviser.

Og det sjove er, at det aldrig er folk man kender. De uappetitlige 90% gemmer sig altid et andet sted end man selv er. Man læser i avisen, at de er der. Og de stemmer, og forbruger og færdes. Jeg har læst i Politiken, at de får gratis aviser nu.

15 august 2006

En strøtanke



I en anden verden med en kultur, der ikke tenderede til at betragte sin åndsvirksomhed som opdelt, ville man måske have SI-enheder for kunst. Standardenheden for rock'n'roll ville (af hensyn til holdbarhed) blive opbevaret på en LP i et uforgængeligt, slidstærkt metal, i et pengeskab i Bureau International des Poids et Mesures i Paris.

11 august 2006

Jeg tænkte, blandt andet fordi det var en tanke der faldt mig ind, på noget, der aldrig kommer til at finde sted. Og det er et faktum. Men hvad ville der ske, gik tanken, hvis en aften en blogger sad ved tastaturet, stirrende på det som for at tvinge ord frem, af den slags der rammer hinanden som regndråber og falder sammen og hører til sammen og går et sted hen og er. Og der så pludselig, midt på tastaturet, sad en skinnende dæmon, og den sagde "Skriv den bedste opdatering nogensinde. Ellers æder jeg din sjæl."

Vi kunne forestille os (sammen kan vi forestille os alt) at bloggeren ville kigge langsomt. Op. På. Dæmonen. Og. Sige. "Okay."

Alle scenens bevægelser bliver langsomme og glidende, til det øjeblik bloggerens mørke, grublende øjne møder dæmonens hoverende gule - og så bliver der tåget af bevægelse, dæmonen må springe af vejen for hænderne, der løber over tastaturet et øjeblik før det sidste punktum er sat i den bedste fredagsopdatering nogensinde. Den bedste, perfekt stavet, spekulerende, informativ, skarpt formuleret, klart fortalt. Den bedste opdatering i verden.

Den ville med sikkerhed ikke ligne denne opdatering.

Men det er ikke hele pointen, og det er godt, for det er en pointe, jeg har stjålet. Et eller andet sted på dette, endelige, net ligger den bedste blogopdatering nogensinde - eller i hvert fald foreløbig. Hvis vi kan tro (sammen kan vi tro alt, og ellers kan I tage mit ord for det) at dæmonen også sidder eller har siddet på et tastatur et sted derude, er hele historien altså gået for sig engang. Der er endda den drejning på det, at dæmonen måske slet ikke har siddet hos den, der skrev den bedste opdatering, og at dens påvirkning altså er gået fra en person til en anden, der sandsynligvis intet havde at gøre med den første.

For resten glemte vi at forestille os, hvad dæmonen gjorde, da det hele var overstået. Måske er det for sent?

07 august 2006

Jeg har ikke længere verdens 57indstyvende bedste (så vidt jeg forstod) minestrygerspiller boende på mit værelse. Det er sikkert en medvirkende grund til, at jeg ikke i øjeblikket er ved at holde et nutellaparty.

Ugens mærkelige faktum:


I Østrig afholder den vilde ungdom såkaldte nutellaparties. Man lader mindst to store (1 kg) glas nutella gå på omgang i en kreds af venner (eller i det mindste (og sandsynligvis for det meste) mennesker). Når glasset når en spiller, skal han spise af det - med en ske, omend ældre traditioner kan have det anderledes. Ifald to glas når en spiller samtidig, har hun tabt, idet hun så ikke kan have spist hurtigt nok.

En smule tilfældig information:


Oprindeligt var nutella (der naturligvis blev skabt for at fortynde efterkrigstidens sparsomme mængder af kakao) hårdere og blev solgt i store nutellabrød, som de italienske mødre skar i skiver, lagde på brød, og gav til deres sortøjede unger, der løb vildt omkring i gaderne med et stykke nutellasmørrebrød på størrelse med deres ansigt. Hver.

Og ugens gode nyhed


(Den kommer allerede mandag, så vi må klare os gennem resten af ugen på efterglansen)

Martha Louise Madsen og en os ubekendt Maja har fået en artikel i Information og er dermed freelance-journalister. Go girls!

05 august 2006

Onsdag og siden tirsdag har efterhånden forlængst overtaget pladsen som første weekendaften, som den lette, tungerappe tid åbner sig i stadig ændring. Rødt er det nye sort, dim sum er de nye tapas er den nye sushi, og vigtigst er alt:

Lørdag er den nye fredag


Bare så I ved det.

Her følger en gåde. Den har logik, foruden død og synd, så det må være en god gåde.

For en årrække siden faldt en forbandelse over en lille by ved Vesterhavet, og dette var så meget hårdere, som dette var den eneste by i verden, hvor indbyggerne strengt fulgte det sande evangeliums bud. Som fromme mennesker skyede de al kommunikation med resten af den syndige menneskehed - og med hinanden, for de var trods alt selv mennesker og altså stænket af den synd, der er menneskeslægtens arv til evig tid. Desuden afholdt de sig fra falske billeder, spejle og andre gengivelser af det, der er forgængeligt. De spiste kun brød og grød, som alle byens indbyggere indtog sammen, hver morgen. Resten af dagen så de ikke hinanden.

Nu fik alle byens indbyggere en nat et syn, som de alle kendte som sandt. De vidste, at alle andre i byen havde haft det samme syn og vidste, at det var sandt. Visionen sagde dem, at der blandt dem var visse, der var forbandede. Disse forbandede var mærket med et tegn i panden, og hvis byen skulle frelses, måtte alle disse forbandede tage livet af sig. Da selvmord i øvrigt er en synd, kunne det naturligvis ikke tillades andre end de mærkede at begå selvmord.

Den sande dyd kan ikke findes længe i denne verden, og byen er for længst slettet fra landkortet, men det var ikke denne hændelse, der lagde den øde. På den tiende dags aften var hver og en af de forbandede død for egen hånd.

Hvor mange af byens indvånere var forbandede?

31 juli 2006

Jeg er meget tidligt ude med min mandagsupdate, for jeg blev holdt oppe med stimulerende konversation og er nu, hvor jeg har skilt mig ved min gæst, aldeles ikke træt. Jeg har opdaget en leg, der leges meget bedst ved et skriftligt medium med visse tænkepauser. Ideelt set ville jeg lege den pr. brev til et fjerntliggende hus på et bjerg, hvor postbuddet ad snoede stier med adskillige svinkeærinder bærer et parfumeduftende brev til den højt estimerede korrespondent. I brevet er to sætninger, for legen går, at den ene spiller begynder et citat, som den anden så, på en vittig og lærd måde skal afslutte. Den anden legende sender så sin afslutning (som, hvis vittig, kan være original) og et nyt halvt citat (der skal være kanon). Og legen fortsætter. Et skel - men ikke nødvendigvis det afgørende - mellem leg og spil er, at de sidste har en ende. Og brevene ville langsomt finde deres vej gennem Europa:

Kære ven,
Nu er vort mismods vinter...

Og støvet og bøjet ville svaret komme:

Højstærede,
... En dårlig tid for æg.

Alle lykkelige familier ligner hinanden; men...

Og svaret: ... En mand kan være lykkelig med en hvilken som helst kvinde, så længe han ikke elsker hende.

I seem to be having tremendous difficulties...

Kære ven,
... falling in love with you.

It is a truth universally acknowledged, that...

29 juli 2006

Det siges blandt folkeslagene, at den berlinske folkekarakter er uforskammet grænsende til det uhøflige. På grundlag af den behandling, man møder som turist og dermed patenteret idiot, kan der nok ikke drages konklusioner, men det er værd at se på de berlinske cyklister. Berlin er en forholdsvis meget cyklende by og lader til at være blevet det for ret nyligt, og i en by med brede veje og fortove har man valgt at lægge cykelstien på fortovet. For det meste er det en ganske smal stribe, der kan skelnes fra resten af fortovet hvis man er opmærkson, og cyklerne kommer tordnende derhenover og over det meste af fortovet, indædt retfærdiggjorte af deres overlegne sundhed og miljøvenlighed. Måske er det ikke, at de berlinske cyklister er så meget grovere end de københavnske - jeg tror det ikke - men da de er blevet sat i selskab med fodgængerne, langsomme og svage båret gyngende på to fødder og ikke dynamisk fremglidende på et stærkt metalskelet, har man nok givet dem for stor en fordel til at de har kunnet slippe fra det med deres pli intakt. Cyklisterne er tydeligvis fortovenes herrer, og de vil snart lægge alt hensyn fra sig og pløje de svage og langsomme ned for deres spindende hjul.

En lille dreng på Bergmanstrasse kørte afsted, i dyb koncentration om den éne opgave at holde den meget lille cykel lodret under sig, og verden stod næsten stille for ikke at volde hans fald, og i fast forventning om, at det snart ville komme.

17 juli 2006

Vi ved det jo allesammen - man kan ikke tage væk fra sin daglige avis i fire dage uden at de begynder at bombe Libanon. Hvorfor kan man ikke indføre en global agurketid, hvor folk, foreninger og regeringer bare lader være med at slå hinanden ihjel i store antal i løbet af sommermånederne? Hvor der vitterligt ikke sker større nyt end at folk bliver bortført af rumvæsener eller lærer deres undulat at stå på vandski?

Jeg tager på en uges ferie i Berlin på onsdag. Hvis nu jeg lover ikke at opdatere i den tid, vil I så være søde at holde øje med, at de ikke atombomber nogetsteds i mellemtiden?

10 juli 2006

Opdateringsfrekvensen på denne hæderkronede blog taget i betragtning er det evident, at der må foretages en ikketriviel permutation af skeer og hænder. Jeg får ikke postet, hvis det ikke bliver med faste dødslinier, og derfor erklærer jeg hermed min hensigt om fremdeles at poste hver - og lyt nøje efter, mine damer, herrer og eventuelle får med planer om verdensherredømme - hver mandag og fredag. Problemet med det er jo naturligvis, at jeg (hvis vi er optimistiske) ikke altid kommer til at have noget interessant at skrive. Desuden er det et forsæt, jeg så med det samme må bryde nu på fredag, hvor jeg skal i sommerhus som nyt medlem i en hemmelig loge. Men det er mandag i dag. Og:

Det er nogle pragtfulde nætter, vi har for tiden. Lune, mørke og stille, med duftende briser og en fornemmelse af tid, der står stille et øjeblik, bare for at mærke sommeren. Jeg får set en del til dem. Det er nætter, hvor man næsten ikke ærgrer sig over at skulle trække sin cykel hjem fra Nordvest, Valby, Hvidovre eller hvor den nu igen er punkteret. Den er døbt Cecilia, og det har vist sig at blive en selvopfyldende profeti. Åh, Cecilia. Hun er et dejligt bekendtskab, lidt lurvet udseende måske (og det er helt min fejl), men elskværdig som en kat, og hun timer sine punkteringer med stor elegance. Der er intet, der siger "tid til en lille punktering", som de første regndråber af en stor skylle, når man faktisk allerede er forsinket.

Og Cecilia varierer typen af sine punkteringer. For nylig har hun opdaget et nyt trick: Hun laver en lang flænge på indersiden af slangen. Og så ser hun så uskyldig ud, med den lille blanke klokke med ridserne og sit kække lille katteøje, og man kan bare ikke gennemskue, hvordan hun gør det. Og så gør hun det igen en uge efter. Og så laver hun en klassisk lille flintestenspunktering. Og så det store trick igen. Og det er altid baghjulet. Hun tilbringer snart mere tid med hjulene i vejret end nedad.

Jeg kan ikke sige, om det stadig kan forklares med inkompetence, eller om jeg bare er dømt til at være tilfældet yderst til højre på klokkekurven, hvad punkteringer angår. Og jeg tør næsten ikke investere i punkterfri slanger. Jeg er ikke helt sikker på, hvor Cecilia ville rette sine destruktive kræfter hen, hvis hun ikke fik afløb for dem på den vis. Min far taler om at købe mig et par massive slanger, og den dag han finder nogle, må jeg bede jeg alle om at se jer om, når I krydser gaden. Og hvis I ser en lidt smudsig hvid damecykel, med en ramponeret sort kurv og en lille blank klokke stå alene og tilsyneladende fortabt på gaden, så løb for livet.

16 juni 2006

Det er altså magi. Af en art. Det må det være. Nu har jeg i to dage gennemført finde-nøgler-dansen over hele mit værelse, og løftet på puder, bøger, bamser og papirer mens jeg i stirren efter et glimt af metal messede "nøgler, nøgler, nøgler". Jeg har gennemført det standardiserede "men hvor havde du dem sidst"-ritual (godt nok konverteret til det metriske system, og det kan have været fejlen) og sågar det kontroversielle "hvis jeg var et bundt nøgler, hvor ville jeg så være"-trick. Uden held. Jeg har levet på fællesnøglens nåde. Og så var det, jeg besluttede mig for at gå en tur, rejste mig, greb min jakke - og opdagede nøglerne i min venstre hånd. Der kan de ikke have været hele tiden. Og jeg har ingen erindring om, hvor jeg samlede dem op fra.

Nå, det var dén gåtur. Jeg kommer til at gruble over det hele vejen.

25 maj 2006

Gry siger, jeg skal opdatere, så -

Killinger! Killinger overalt! Oh rædsel! Må flygte, før jeg bliver overmandet af nuttethed! Vi er alle fortabte!

...

...

Nej det er nok alligevel for ynkeligt.

En Ægte Update

Som I ved, ikke ved eller måske ønsker at glemme, er "de matematiske fag" en flerdelt affære. Tænk på det som en hydra, hvis brede, skællede krop er E-bygningen på HCØ, og hvis hoveder er fire: matematik, statistik, aktuar og matematik-økonomi. Der er visse - og væsentlige - forskelle. For eksempel har alle mat-øk-studerende en laptop, og de har en laptop på den der "jeg har en laptop, så jeg må være en målrettet og betydelig person"-måde. Og deres computerlokale (hvor jeg, i et anfald af opsøgende beretning sidder og skriver dette) er fyldt med fladskærme og tjekkede sorte tastaturer. Som en modsætning til dette er de matematikstuderendes terminalrum en del mere rodede, med flere forskellige slags skærme og stole, og tit virker en del af pc'erne ikke. Årsagen er, at mat-øk'ere lige er den tand mere virkelige mennesker. Når en mat-øk'er bliver færdig, tændes der en stjerne på himmelen. Han vil med det samme gå ud og få en stilling, hvori han gennem praktisk arbejdsomhed kan bidrage til menneskehedens stadige fremskridt mod et utopisk samfund. Jeg ved ikke, hvad der bliver af stjernen, men vi kan håbe, at den på sin egen måde bidrager til at øge produktiviteten i universet.

Statistikstuderende er en helt anden historie. De er meget sjældne og endnu mere sky, så man ser dem ikke så ofte. Det at blive statistikstuderende er ofte noget latent. Et menneske kan gå rundt i flere år og studere noget helt andet, og så med et bryder hans latente statistiske egenskaber frem, og han gennemgår metamorfosen til statistikstuderende. Statistikere er lidt anderledes end andre mennesker, for de er i løbet af deres studier blevet udstyret med
værktøjer til at skabe sig en forståelse af verdens virkelige natur, og derfor er de grebet af en brændende trang til at søge sandheden. Som det så ofte sker, sætter deres store evner dem lidt
udenfor den almindelige menneskeheds vilkår; de statistikere, der dagligt forsvarer verden mod uvidenhedens monstre, er derved blevet fremmedgjort overfor den verden, der er uvidende om deres indsats.

Der er mange, der ikke tror, at aktuarer findes i virkeligheden. De er smukke, flittige og kloge, og det at klappe en aktuar på hovedet vil give en held i tolv dage frem eller indtil nymåne. Der er ingen der ved, hvorfor aktuarer er så fantastiske, eller hvad de i de hele taget er lavet for at gøre, og netop fordi der er så stor jagt på aktuarer, har de - ligesom enhjørninger - sat en masse falske aktuarer i omløb. Alle rigtige aktuarer kan føre deres stamtavle tilbage til det første Atlantis.

Der er naturligvis tilsvarende sandheder at berette om de matematikstuderende, men jeg tror alvorligt talt ikke, I ville tro dem.

...

...

Det mener jeg. Det er ikke bare fordi jeg ikke kan finde på. Det er fordi -- killinger! Killinger overalt! Flygt!

10 maj 2006

Bare fordi jeg er ved at lære at gøre det her, og fordi der er noget kært ved ondskab hinsides al fatteevne:


Cthulhu vs. Teletubbies. Hvem vinder?
Cthulhu, for pokker
Teletubbies. Why opt for a lesser evil?
Hvad skulle forhindre dem i at slutte sig sammen?
Marshmallow Kitty
  
Free polls from Pollhost.com

Yay!
Nu har jeg en artikel om virkeligheden. Og ikke-kommutativ geometri. Det er en smule je-ne-sais-quoi, er det ikke?
Det må være første gang i min studietid...

06 maj 2006

Botheration - jeg poster for sjældent. Jeg har noget liggende om revyen som jeg bliver nødt til at skrive færdig, om perfektionisme og hvad man gør det hel for, men det er ikke lødigt nok til at blive postet endnu.

Men i aften skal jeg til genforening med min gamle gymnasieklasse. Hvad pokker skal man mene om det? Der er jo faktisk ingen mulighed for at gå tilbage, og de fleste til stede dér er jo ikke folk, man kender nu. Deri er det jo ikke farligere end et vilkårligt møde med en flok mennesker, man ikke kender. Det eneste lidt akavede er hele den spøgelsesseance, det nemt kan komme til at udarte i. Jeg ved ikke, om jeg i grunden har lyst til at skulle ud at møde genfærdet af mig selv for fem år siden. Eller genfærdet af en masse andre for fem år siden. Jeg kan nogenlunde forholde mig til, at jeg ikke blev helt så sej og dygtig som jeg måske mente, at jeg burde blive engang - dengang. Jeg er faktisk ikke så utilfreds med det, der foreløbig er blevet af mig. Men når så alle andre til stede også ved, at det mest ægte forhold, man har til dem, faktisk er et forhold til genfærdet af dem fra engang - nåja, jeg ved ikke helt. På den anden side vil jeg gerne se, at de alle sammen har det godt og kommer frem i verden.

Så længe der ikke er for mange af dem, der har fået børn...

19 april 2006

Så jeg vågnede i morges og opdagede, at vi skal passe på Miljøet. Altså det der med træer på - ikke det, der er oppe at slås med Arven om at bestemme over jeres hjerner.

De har startet en miljøspareuge på Gården, med hemmeligt politi og hele molevitten, og vi (altså gangens to bossdamer) har bestemt, at vi skal vinde præmien som den mest energibesparende gang. Den ene dame lusker rundt og skruer sparepærer i på toilettet og den anden slukker lyset, hvis folk er for længe i bad.

De har også slukket lyset på gangen, og da lyskontakterne sidder gemt for enden af gangen, må vi famle os frem i tusmørke om dagen og bælgravende efter kl otte. Der er den der nærmest vægtløse fornemmelse af at finde vej i et mørkt rum, mens man strækker armene ud for ikke at gå ind i væggene. Men det mørke, vi har fået på gangen, er nu et meget civiliseret og hensynsfuldt mørke, der ikke spænder ben for en, men virker hyggeligt og tillidsvækkende, lidt som et meget stort dyr med trævlet pels.

Men jeg er nu lidt bekymret - jeg ved at brandinspektørovergårdmestren med ret til at bære samme farer i harnisk, når man lader ting stå for længe på gangen. Mon hun vil bære over med vores mørke? Eller bliver vi til sidst nødt til at skille os af med det? Jeg er ikke sikker på, om det er i stand til at passe på sig selv. Og jeg har ikke plads til det på mit værelse.

07 april 2006

Det er på tide at få et nyt par briller, eller måske bare nyt glas i de gamle. Det skal være den slags glas, der gør, at når folk, man kender, viser sig på ti meters afstand, så kan man genkende dem. Og at man kan se, hvor busserne kører hen, før de standser.

Eller måske skal jeg gå efter den slags briller, der får himlen til at virke blå lidt oftere, og gør at man kan se folk smile indeni. Måske skulle jeg se efter et par af den slags, der er slebet i stilhed ved fuldmåne og lader en se de underjordiske, eller nogle af den meget sjældne slags, der gør, at man kan se, at verden er i stille bevægese mod noget godt. Eller nogle briller der får mine øjne til at se blå ud.

Hvor tror I, man finder de hemmelige brilleslibere? Alle de små brilleforretninger, der dukker op ved nymåne i små sidegader, små mørke butikker med støv dansende i de få månestråler, der finder vej ind og pakket tæt med hylder
med briller slebet af bjergkrystal eller af størknede tårer fra jomfruer af udadleligt levned. Briller af den slags, hvor man kan se folks indre skønhed, se sig selv i øjnene eller se alle skjulte ting om onsdagen.

Jeg mener, hvordan klarer alle de rigtige mennesker sig uden den slags briller?
Det er da absurd, så sjældent jeg poster. Man skulle næsten tro, jeg var et menneske uden noget at sige. Og det er jo ikke troligt. Vent et øjeblik, mens jeg finder noget...

26 marts 2006

Tænker I nogensinde over, hvor utroligt lidt man ved om nogetsomhelst?

Der hænger sedler overalt på Gården her om, at vi ikke må tænde for vandhanerne, fordi det åbenbart får kælderen til at svømme væk, og den ligger under huset og kan derfor ikke få lov at følge sine naturlige migrationsmønstre. Men det lader til at vi godt kan bruge toiletterne. Og det er godt. Men hvorfor? Går vandet fra toiletterne ud et andet sted? Eller er det ikke på vejen ud, men måske vejen ind, der er problemer? Kan det tænkes at toiletvandet og vandhanevandet er i forskellige fagforeninger og det kun er hanevandet, der strejker?

Det er altid de mest essentielle ting, man ikke ved, hvordan virker. Internettet for eksempel. Jeg putter tekst ind i mit keyboard her, og det dukker op på en skærm hos jer. Eller måske ikke. Og jeg aner ikke hvordan det virker. Jeg må have meget vigtige ting at putte i min hjerne, siden jeg ikke har fundet plads til den slags viden.

Ja. Hold fast i dén tanke...

17 marts 2006

Min indre statistikbjørn vil gerne sige:

Dette viser nok ikke helt, at chokolade er godt for mænd. Dermed ikke sagt, at mænd ikke skal spise chokolade. Og de må gerne dele. Måske især med min indre statistikbjørn, for den slags væsener bliver let triste i en verden, hvor der ikke er særlig mange journalister der kan stille kvalificerede spørgsmål...

Statistikbjørne spiser journalister rå. Med syltetøj og chokoladesovs. Og dermed er der retfærdighed i verden.

Hmm - jeg kan lugte shokoladekage?

16 marts 2006

Hmmm - jeg kan ikke finde på andet at skrive, men jeg kan da skrive om, hvad der sker her på IV. Det vel næsten obligatorisk, og faktisk er hele sagen et interessant studium. For ser I: Det drejer sig om principper.

Der er den der ting med fremlejere på kollegieværelse, og nok især med udenlandske fremlejere; det er ikke helt ligegyldighed, men ofte kommer resten af gangen ikke rigtig til at kende dem. Så vi kender ikke ham den kinesiske fremlejer. Han kommer hjem efter ni de fleste dage og tager afsted før otte, og han spiser vist ikke andet end spaghetti, som han koger i en stegepande. Han kommer ikke til festerne, han læser ikke avisen. Så det er jo ikke så underligt, at han siger, at han gerne vil have gangskat tilbage for denne måned. Men naturligvis er det en af den slags historier, der eksploderer i hovedet på os alle sammen. For det drejer sig kun om 70 kroner - og princippet.

Vi kunne jo sagtens give ham pengene. Det er den ene ting, alle er enige om. Og det er nok netop fordi beløbet er så lille, at der er blevet fyldt adskillige sider af vores gangbog med debatindlæg.
For kan vi tillade os at lade folk tage alt det, vi som gang er fælles om, som en buffet? Glidebaneargument: Skal dem, der ikke ser fjernsyn så også betale mindre? Dem, der ikke læser avis? Dem, der ikke bruger krydderier og løg?

Der er den brede kams princip: Alle betaler det samme. Det er Retfærdighed. Der er sikkert et blåt flag, vi kan vifte med over det.

Der er flertalsdiktaturargumentet: Vi er alle sammen blevet enige om, at gangskatten er rimelig. Og den er ikke højere end på de andre gange.

Og så videre - principper er ikke rationelt funderede. Man kan kun få dem gjort til sandhed ved at proklamere dem så højt og så længe, at alle giver efter - inklusive en selv.

22 februar 2006

Jeg tror, navnet for fænomenet er "revyfeber". Første stadium er den tilstand, hvor ens tanker løber i cirkler om ordspil, melodier og bizarre ideer, dansende bjørne og forklædte biokemikere. Midt om natten vil man vågne med noget, der gennem ens søvnighed føles som en genial ide, et brudstykke af en dialog, et glimt af tre mennesker på en scene, en stump tekst til en velkendt melodi. Nogle gange holder det sig i live til morgenen. Personer og koncepter tager ophold i ens hovede, mens de håber at blive gjort brug af. Jeg ved ikke, om de også ved, hvor meget de vil tabe ved at blive forvandlet til tekst.

Men der bliver en matematikrevy igen i år.

18 februar 2006

Jeg har omtrent seks hyldemeter bøger på mit værelse, og det er ved at nå den tid på året, hvor mine bøger føler trangen til at formere sig. Jeg kan høre dem råbe på flere bøger. En del af det er nok, at jeg har samlet en del bøger i to serier, og at de userierede bøger begynder at føle sig truede. Jeg vil mene, de ikke har grund til det, med mindre mine seriebøger indgår et stemmeforbund med fagbøgerne, i hvilket tilfælde de ville udgøre en særdeles stærk politisk blok. De ville dog ikke have absolut flertal, og jeg tror faktisk, der er en større risiko for, at genrebøgerne indgår et forbund og gennemfører en slags pulpens diktatur. Jeg må indrømme at den tanke skræmmer mig, men så længe Chandler konsekvent stemmer med Austen, tror jeg ikke der sker noget. Jeg kan heller ikke rigtig forestille mig Hammett og Le Guin i forbund ret længe. Men prøv at forklare den type politiske overvejelser til Soya og Bierce*...

Nå, under alle omstændigheder foregår der en kamp på viljer. Jeg synes ikke, jeg har brug for flere bøger. Jeg har netop set vores nye mediciner flytte ind, og det er begyndt at stå mig at klart, at en fjerdesalsbeboer er forpligtet overfor menneskeheden til at holde den vægt, der skal flyttes, når hun engang flytter, nede.

Nemt er det ikke, men jeg tror, det er nu, linien skal trækkes. Det er mig, der bestemmer, om der skal flere bøger herinde. Også selv om de er i flertal.

Nemlig.



* Jeg må gøre det helt klart, at jeg her ikke henviser til personerne Bierce og Soya. Bortset fra, at de begge er døde, tror jeg de kunne forstå det meste - i hvert fald ville intet magtpolitisk være Bierce fremmed. Jeg er ikke helt så sikker på deres bøger. Bøger er som oftest irrationelle væsener.

01 februar 2006

Hvad er det præcis ved film, der gør det?

Jeg taler om genindspilninger - det velkendte fænomen "Der var noget, der virkede så nu gør vi præcis det sammen igen bare på en anden måde med lidt flere eksplosioner og bryster, og helst lidt mere letfordøjeligt."

Det må jo være familieskabet til teatret - ret beset bliver Hamlet jo genindspillet hele tiden,men ellers ser man det aldrig. Forbrydelse og Straf var da vist en moderat kultsucces, men jeg hører aldrig om, at den skal genindskrives af Peter Høeg. Eller Stolthed og Fordom af Dan Browne?

Hvorfor er der ingen der hører folkets råb på en nymaling af Guernica, nu som installationskunst? En genkomponering af Tryllefløjten til en mere tidssvarende opera - af Andrew Loyd Webber og med pyroteknik?

23 januar 2006

"We can never go back to Henry Price. But sometimes - in my dreams - I do." Closeup af Henry Price building, fra gavlen, hvor navnet står skævt i hvide bogstaver. Det er nat, de gule lamper kaster et varmt lys der kun trænger et lille stykke ind i mørket mellem træerne i parken. En kvinde går forbi i en lang frakke, der blafrer i vinden ligesom hendes lange skygge. Vi kan - hvis vi er den slags mennesker - lade et par avissider blæse over vejen.

Efter 18 timer i Manchester lufthavn fløj mit fly langt om længe, og jeg kom hjem. En æra - omend af de kortere - er overstået, og det kan påstås, at denne blog ikke længere har en eksistensberettigelse. Jeg vil lige sætte et par dage af til at overveje, om jeg i grunden har nok at sige til at fortsætte med at føre en blog.

20 januar 2006

Og hvad var det så, min mor fortalte mig om ikke at være for kry? Faktisk var det nok, hvis det var nogen, min far - og hvis det var, var det før han læste alle de undersøgelser om, at succesrige kvinder oftest er dem, der er blevet bakket op af deres fædre. Men det er et sidespring.

Jeg er indlogeret på Radisson SAS-hotellet i Manchester. Der er trådløst net på værelserne, og der er minibar og karbad alt muligt (mest the og kaffe, så nok mere muligt end alt), så det skal noget blive morsomt nok, men det var ikke med i planen. Jeg havde regnet med at være på vej til gaten nu og tage flyet klokken 19:10 i stedet for klokken 9:55. Hvem har dog fundet på at bestille snevejr i København? Kunne I ikke have ventet med fornøjelserne til jeg kom hjem?

Nåja - så længe I gemmer lidt sne til mig.
Og det var så det

Mit værelse er tomt nu. Til gengæld er min kuffert meget fuld. Mit fly går klokken syv i aften. Himlen er klar og det blæser som om det var ved at være forår. Der er vist ikke rigtig meget mere at sige.

16 januar 2006

Argh!

Eksamen er imorgen.

Og jeg ved ikke hvor og hvornår.

Og jeg ved at jeg har en mail, hvori disse vitale oplysninger står.

Og den ligger på min matematikmail

Og den har været nede hver gang jeg har prøvet at finde min mail idag.

Argh! Panik?

13 januar 2006

Måske - det er bare en arbejdshypotese - er hjernen ligesom en ballon. I så fald kan jeg ikke udtale mig om, hvad farve den har, og jeg kan ikke bevise, at der nødvendigvis må være tale om en rund ballon, men i hvert fald må det dreje sig om en gummiballon og ikke en af de heliumfyldte metalballoner, man køber i Tivoli. Hjernen vil - og det er vigtigt at holde fast i - ikke flyve væk, hvis man giver slip på den.

Eller måske skal jeg skærpe det - det kan være, det bare er min hjerne der tror den føles som en ballon. Jeg fylder den med viden, indtil den er kæmpestor og uhåndterlig, og så går jeg ind i eksamenslokalet og giver slip på ballonens munding, så der flyver viden rundt over det hele, og når eksamen er overstået, er min hjerne helt tom igen.

To eksamener tilbage i denne omgang. Det er nok meget godt.

10 januar 2006

Januar findes ikke i virkeligheden. Jeg har i hvert fald svært ved at tro det. Der er ikke noget vejr, der er ikke noget lys, og der sker ingenting. Alle studerende lukker sig inde i kokoner spundet af eksamensnoter, kold kaffe og de der forfærdelige små memorykort, ens liv bliver fyldt af, når man terper til eksamen uden hjælpemidler. De ser kun andre mennesker på deres korte udflugter til kollegiekøkkenet for at lave the eller spaghetti med ketchup. Nogle gange bliver det til the med ketchup, hvis de har dovnet den for meget i semestret. Hvem ved, om de overhovedet ville hav eenergi til at være levend, selv hvis de fik muligheden?

Kort sagt tager universet hvert år en måned fra os og giver os i stedet et dårligt erstatningsprodukt for tid. Og hvor bliver tiden af? Er det Endes grå herrer, der stjæler den? Eller skal vi tro - en tanke, jeg må have stjålet fra Chesterton eller Lewis - at tiden er død og verden bare venter på, at nogen tager sig sammen til at organisere en dommedag?

05 januar 2006

Av. Når man nu glemmer at skrive på det her skidt i en periode er det altså svært at komme i gang igen. Måske er det grunden til, at så mange (ikke sandt, Morten og Clara?) holder op med at opdatere deres blogs?

Men nu er det jo januar. Og jeg har spist mig tyk til jul. Og drukket champagne til nytår[1]. Og læst til eksamen. Lidt. Og i morges tog jeg flyet - tilbage til England. Det sidste skal siges i et lidt dybere stemmeleje, med massive pauser mellem ordene og gerne et bækkenslag til sidst.

Det ligner sig selv herovre.


[1] Drak jeg nok champagne? Kan man drikke nok champagne? Bliver dette det sidste år med en chance for champagne, fordi jeg melder mig ind i en sekt og/eller bliver en paradisfugl? Kan I ikke ligge vågne over den slags spørgsmål? Hele natten?