Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Det er velkendt, at de tamme dyr får talens brug én gang om året, julenat, så de kan lovprise den Gud, der har skabt dem. Det er småt med vidnesbyrd, da det ikke er meningen, at mennesker skal overhøre dyrene tale, og de få vidner er tavse. Således er det ikke underligt, at ingen nogensinde har berettet, hvad dyrene i Zoologisk Have taler om julenat.

Vi kan altså kun undre os. Når julefreden sænker sig, og hele befolkningen sidder over anden og flæskestegen, er dyrene i zoo så travlt i færd med at udnytte deres talegaver? Løfter kamelerne deres hånlige stemmer til Allahs pris, i protest mod de missionerende vildsvins grynten om barnet i vuggen? Messer de røde pandaer deres buddhistiske mantraer? Eller skal vi håbe, at dyrene har fundet den vej til religiøs sameksistens, vi andre er for usofistikerede til at opdage? Måske har historikerne løjet for os - måske er dyrene ligeglade med Jesusbarnets fødsel og alle de menneskeskabte religioner. Har kolibrierne deres egen gud, som de summer om i deres nattedvale, på randen af sult som kolibrier altid er? Diskuterer de asiatiske dværgoddere spidsfindighederne i et kompliceret panteistisk system, mens de pudser hinandens pels? Hvilken blodets og styrkens gud lovpriser tigeren med natten glimtende grønt i sine øjne?