10 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



...Eksistensen af sorte nisser mentes således omkring århundredeskiftet at være endeligt modbevist, og Cronsternes grynede fotografier blev kategorisk afvist som falsknerier. Cronsterne tog sagen med karakteristisk nonchalance. "Hvis De insisterer på at tage verificerbarheden af mine arbejder så tungt," skal han have sagt, "må jeg jo finde en anden lejlighed til at gøre mig selv bemærket for tosserier."

Det er alment kendt, at Cronsternes mangel på skepsis var en lige så bestemmende egenskab ved ham som hans åbenlyse geni. Der ville derfor ikke have været nogen grund til at fremhæve hans fotografier, hvis det ikke havde været for den måde, hvorpå de sorte nissers eksistens igen er kommet op til diskussion. Det er sket, efter at en ung amatørkryptozoolog havde held til at fotografere en gruppe nisser med sin mobiltelefon, en fredag aften i indre by, på en gesims over døren til en bar. Fotografiet er af den forventelige kvalitet, men det er tydeligt, at nisserne er blege med dramatisk sorte øjne og iklædt laset sort tøj. Håret stikker vildt, sort og tjavset ud under de sorte huer, og deres piercinger glimter i blitzlyset - der forhåbentlig også forklarer de røde øjne. Fotografens påsatnd om, at væsenerne havde markant forlængede hjørnetænder, understøttes ikke af fotografierne, men kan ikke totalt ignoreres.

Fotografiet har naturligvis vakt opstandelse blandt nisseeksperter. Èn fløj mener, forudsigeligt, at der ikke er tale om en egentlig underart, men ganske enkelt nisser, der er blevet urbaniserede i en sådan grad, at de har indoptaget goth-kulturen. Andre forskere insisterer på at billederne er forfalskede. To meget kendte nisseforskere nægter at anerkende billedernes eksistens til det punkt, hvor de har foregivet ikke at kunne se fotografen, når han er mødt op til konferencer. Én forsker studerede billedet meget nøje, mumlede "forbandede liverollespillere" og har aldrig udtalt sig om sagen igen.

2 kommentarer:

anne sagde ...

Hmm. Nej, jeg er stadig ikke tilfreds med dén kalenderlåge. Det var den falske tiende december.

anne sagde ...

Måske er det derfor, vi er blevet angrebet af monsterkaniner fra Venus?

Måske skulle jeg hellere lægge mig til at sove...