30 januar 2007

Jeg slås med ord



Jeg slås med ord. Bunker af dem flyder over det hele, vrider sig i mit greb og kan ikke presses ind, hvor de skal bruges. Hvert af dem har sin præcise betydning som ikke passer med det, jeg vil sige, hvert af dem er slidt så tyndt, at lyset skinner igennem og det ikke er til at skelne, hvordan dét ord formodes at skulle bruges, og det kan bruges lige godt til alt.

Det, jeg ønsker mig er stokastiske ord. Ord, der antager deres betydninger efter forgodtbefindende, og man kan ikke kende deres betydning i øjeblikket før man har sagt dem. Eller ord, der i deres platoniske tilstand har én urokkelig betydning, som vi bare ikke kan få klemt ind i virkeligheden, fordi der ikke er nogen model for dem, og så løber de herreløse rundt og antager enhver betydning, de kommer i nærheden af. Jeg ønsker mig selskabelige ord, der altid trækker deres venner med sig som perler på snor og ikke findes uden en omgivende sætning, urokkeligt mejslede ord, der falder på plads som en puslespilsbrik eller en marmorkugle, og ord, der kun dukker op alene og bagerst i hovedet på én og sidder og stirrer mistorisk på alle de sætninger, der ikke er plads til dem i.

Jeg ønsker mig fuzzy ord, der lægger sig midt imellem to binære betydninger og betyder lidt af begge dele på samme tid. Når jeg får et sæt, vil jeg ud at lege med dem, og udtrykke min uforbeholdne mening, som er, at jeg mener begge dele samtidig og hinanden udelukkende.
Men der er længe til jul.

Ingen kommentarer: