Julekalender - Den gamle jul

Han siger, han er faldet dybt fra sin foregående værdighed. Han siger det med en ræben, som han dalrer gennem gaderne i de timer, der efterhånden snart ikke er natten til lørdag, men han kan have ret i det alligevel. Hans tøj er spraglet og smagløst, der er bræk på hans ene sko og hans gylp står åben. Dette er klokken fire om morgenen.

Klokken otte om aftenen er han et brøl, "Fiiiiiisse!" og mere snaps. Han har en stupid nissehue på hovedet, den er en anelse for lille, og han ved, han ser åndssvag ud i den. Han beholder den på for at vise den rigtige ånd, og skråler en sang om mere snaps og bajere. Om et vist antal timer knalder han en af tøserne fra marketing ude på toilettet, og om et vist, nøje afmålt, antal timer lægger han noget af flæskestegen i en stor klump bræk på fortovet. Han er julens sande ånd.

Der er svineblod på hans hænder og flæskefedt i hans skæg. Hans ånde stinker af sprit, og hans gangart af vold, han oser af sex. Der er frost i hans fodspor, luften bliver metallisk af kulde, hvor han har gået, og hans ånde falder til jorden. Hans tøj er lavet af mørke og hans øjne lyser af den galskab, der rammer mennesker spærret inde i mørke og indelukket luft, snart i månedsvis. Vi holder ham ud, og griner ad ham og drikker med, fordi vi ved, han tager den galskab med, når han forlader os engang efter juledagene er overstået.