Jeg fik aldrig postet denne stump om Sankt Hans aften, fordi jeg faldt i søvn i stedet (og for resten lige i den periode omkring skt Hans var ret usikker på hele konceptet i at poste ting). Men jeg faldt over den nu, og den er egentlig ikke tosset. Den må I gerne få, nu da vi er på vej ind i mørket på den anden side af modsommer. Hvis I er søde får I måske også dén Valentine's Day-post, jeg skrottede...

Bål på Blågårds plads

Det er naturligvis underligt, siger den tænksomme svensker, at det netop er på den lyseste tid af året, man tænder store bål. De andre kagespisere er enige og foreslår den pragmatiske forklaring, at om vinteren er det for koldt at stå udendørs og kigge på et bål.

Der er noget specielt ved menneskers forhold til ild (selv om det naturligvis ikke behøver at betyde noget dybere end vores forhold til mobiltelefoner).
Folkemængden er fascinerede af bålet, fanget af det evige og kaotiske spil af flammer. Det er ikke let at tro, at flammen ikke er en ting. Og de ønsker at fodre den, selv om de skal hjem i deres varme senge bagefter, og ikke skal bruge bålet til at varme dem i nat og ikke skal lave mad i gløderne imorgen. En mand kommer slæbende med en stor bjælke. Kan den komme på bålet? Det tror bålmesteren nok, den kan, og han lægger værdigt sin spade fra sig for at kaste bjælken ind på dens præcise plads i flammerne, der slikker op om den, til den endelig bukker under, sortner på midten og knækker.

De små drenge med det strejf af fandenivoldskhed i deres gang, jeg kun helt har set hos børn på Blågårds Plads, står lidt tættere på bålet end nogen andre, og kaster papirkugle efter papirkugle ind i det, revet ud af et kladdehæfte fra skolen. En lille pige i lyserødt fra top til tå krøller omhyggeligt et ark papir sammen og kaster det efter bålet i et rigtigt tøsekast, der rammer en meter forbi.

Efterhånden synker flammerne ned i bålet, der står glødende som de begravede skatte, der siges at stige op til jorden på sankt Hans nat, og flokken omkring bålet omdanner sig til en tættere cirkel. Bålmesteren går som en løvetæmmer på sin nu langt mindre arena. Selv om byen altid er oplyst, er pladsen blevet mørkere end den var i går nat, nu hvor flammerne er døet hen. Lidt som om den egentlige mening med et sankt hansbål på Blågårds plads er at skabe det mørke, der kommer bagefter.