25 december 2007

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"



I '93 satte Monty Steen en havfrue ud ved Langelinie, og det københavnske kryptozoologmiljø var ændret for altid. Kløften mellem traditionalisterne, der ønskede at bevare Københavns naturlige kryptofauna, og de alpehueklæde radikalister, der ønskede at forme den efter deres egne hoveder, var uoverskridelig. Et par middagsselskaber nåede at blive ødelagt, inden parterne nåede den tilstand af iskold ikke-kommunikation, der karakteriserer miljøet nu. Et af de forudsigelige tab var det årelange venskab mellem Casaubon og Hansen, der endte i en forsmædelig duel på kyllingelår i en baggård på Vesterbro, efter at Hansen havde erklæret sig for radikalisterne.

Steen selv forblev tavs - han havde ændret alt for de københavnske kryptozoologer, men ironisk nok var det stadig et fåtal i miljøet, der faktisk havde mødt ham. I januar '94 udsatte han tre yngledygtige salamander-par i tunnelerne mellem Nørreport og vesterport. Det menes, at bestanden trives og er i vækst, men Steens egne observationer blev ikke fundet, da politiet stormede hans lejlighed i efteråret '99.

Steens arbejde lader til at fortsætte i det skjulte, han giver ingen beretninger om sine mål og resultater. Den heldige, der en tåget morgen får et glimt af en enhjørning i Fælledparken, eller som observerer en koloni af alfer på en gesims i indre by, har ingen mulighed for at vide, om de væsener, han har set, har eksisteret i byen i århundreder uden vores vidende, eller om de er blevet sat ud for en måned siden. Nogle af de arter, der er sat ud, vil ikke kunne overleve i København, eller vil blive udryddet af traditionalisternes klapjagter. Andre vil stortrives. Det eneste, der er sikkert, er at det overnaturlige økosystem aldrig bliver det samme igen. Og ingen, der har set de importerede havfruer boltre sig i kanalerne med ølkapsler i håret, kan sige at det er en dårlig ting.

5 kommentarer:

anne sagde ...

Jeg føler, at jeg som den egentlige indehaver af denne blog bør komme med en kommentar her. Selv om jeg har overladt pladsen til hr. Steen Sophus her i december, kan jeg ikke altid støtte hans holdninger. Hans åbne støtte til Monty Steen - der er eftersøgt af politiet for at udsætte farlige og desuden nok ikke-eksisterende dyr - er mildest talt problematisk, og en anelse naiv for enhver, der har et basalt kendskab til økosystemers naturlige opførsel.

Stefan sagde ...

Jeg vil gå imod dig og mene at folk med kendskab til økosystemers naturlige opførsel lige netop er de forkerte at spørge når det kommer til den overnaturlige opførsel. Ikke dermed sagt at Monty Steen ikke er en man skal se på med skepsis - dragerne i Rundetårn var en klokkeklar fejl, som sikkert vil tage år at rette op på - men vil du ikke mene at det har forbedret duernes forhold at omkring 2 procent af dem nu kan tale med mennesker?

anne sagde ...

Forbandet være du, Stefan Johannes Holm (det er vigtigt at bruge folks fulde navn i forbandelser)

Når det nu er tydeligt, at mit publikum ved dét om duerne, kan jeg ikke ignorere det i den post, jeg er ved at skrive om duernes religion.

Det forklarer selvfølgelig, hvordan duerne har fået vsse mennesker til at konvertere til deres tro...

anne sagde ...

Og jo, det har forbedret duernes kår, men hvad med mågerne, der nu blver bagtalt på det groveste?

Stefan sagde ...

Lige netop mågerne har aldrig været en del af byens økosystem. Hverken det naturlige eller det overnaturlige. Javist, de holder til i byen, og de synes ligefrem at interagere med dele af den, men måger er faktisk meget let faseforskudt i forhold til virkeligheden.

Ikke at dette forsvarer at de bliver bagtalt.