01 december 2007

Julekalender



Vi har ikke haft en julekalender her på bloggen længe. Faktisk har vi ikke haft regelmæssige poster længe. Så jeg ved ikke, om jeg får skrevet en hel julekalender denne gang - men til gengæld ved jeg heller ikke, om der er nogen der læser dem. Og foreløbig er jeg to dage bagud, da jeg var i Lübeck i weekenden. Så jeg snyder lidt...

Af Sophus' "Københavns Overnaturlige Fauna"


Gubern er en samlernatur. Den fremtræder oftest som en aldrende kvinde, krumbøjet og i slidt tøj, og ses næsten udelukkende ved større offentlige begivenheder i fri luft, hvor den vandrer omkring med en stor plasticpose for at samle tomme flasker og dåser. Den er næsten blind, og navigerer ved brug af sin fantastiske lugtesans. Hvordan Gubern har fået sin overbevisning om, at alle tomme ølflasker er dens retmæssige ejendom, er endnu ikke forstået tilbunds, og man ved endnu mindre om, hvor den gemmer sin samling. Der har dog været tilfælde, hvor børn i skumringen er blevet ledt til store stabler af pantflasker og således er blevet rige.

Selbys værker indeholder en advarsel mod at fornærme Gubern, da den skal have det onde øje.

Ingen kommentarer: