Julekalender - af Sophus' "Guide til Københavnske fænomener"

De yngste fuldmægtige ved Danmarks Statistik får fortalt, at Rigsstatistikeren går med glasøje, en lille stump kunsthåndværk der er gået i arv fra hans forgængere i embedet. På de møder, der ind imellem afholdes for at cementere den flade struktur i institutionen, sidder de unge fuldmægtige og skotter til Rigsstatistikeren for at prøve at se hans glasøje uden at få øjenkontakt. Der er ingen, der påstår, at øjet er af overnaturlig oprindelse og lader sin ejer se mere end andre dødelige, at det kan se ind i bankbokse og folks tanker, eller ind i tallenes mysterier, der er dybere end tidens. Og der går ikke rygter om, at øjet er et udstyr hørende til et vist gammelt embede, der blev lagt ind under Rigsstatistikerens ansvarsposter, da tiderne blev så moderne, at den slags ting ikke kunne omtales længere. Eller om, at øjet er levende i sig selv, og at det ind imellem overtager magten over statistikerens krop.

Der er ingen af den slags vilde forestillinger i det hele taget, og heller ikke en fornemmelse af sær uro ved at se
Rigsstatistikerens to øjne bevæge sig, så naturligt, at det er tydeligt, at de begge er ægte. Der er bare en lille vandrehistorie om et glasøje, og den er naturligvis også løgn.