Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

De brune rotter kom til Europa med skibene, sprang ned fra rigningen med knurhårene vibrerende af eventyrlyst, og havde snart fordrevet den sorte rotte, Rattus Rattus, fra det nordlige Europa. Måske mistede vi på den måde et kulturklenodie - den mere sky og adrætte sorte rotte, klassikernes og historikens rotte. Måske kan det være ligemeget, når skadedyr nu er skadedyr.

Det gik, skriver C. Maagh, på nogenmunde samme måde, og lige så ubemærket, da den nordiske nisse, gårdboen, blev fortrængt af den moderne, langt mindre nisse. Det Darwinistiske forløb virker meget ens: En art, der er tæt bundet til landbruget, fortrænges af en aggressivere, mere bredt tilpasningsdygtig slægtning, der opfylder dens evolutionære niche.

Er de moderne nisser ankommet med skib, gemt i lastrum eller kufferter? Eller med fly, med næsen presset mod ruden, mens de pegede deres nye hjem ud? Vidste gårdboerne, at deres tid var ude, eller var det en lang tid, hvor de bare mærkede, at der blev stedse mindre føde og stedse færre af deres egen art? Findes der stadig øde egne, hvor små kolonier af gårdboere fortsætter deres liv uden at ane, at de er en udrydningstruet art?