Lussinatta

Hendes hud er skær som et barns, og man tænker, at den aldrig kan have mærket sommersolen. Hendes hår er lyst og duver blødt om hendes hvidklædte skuldre, som hun går igennem hver eneste stue i de mørke morgentimer. Det klart skinnende lys i hendes hænder virker til snarere at gøre mørket tættere omkring hende - som om det trækker hver eneste solstråle, der har ligget gemt i gulvbræddernes træårer eller væggenes falmede hvide, til sig, og lyser med erindringen om sommeren. Hun efterlader kun mørke bag sig, og hvis solen står op den morgen, nu hvor det lys, den efterlod tilbage i verden, ikke længere kalder på den, er det et mirakel.

Julekalender

Hun har ind imellem undret sig over, hvordan de gør det, men man kan så meget med computere, og det er sikkert ikke svært. Hun har aldrig spurgt nogen, og derfor har ingen forklaret hende, at det hun har observeret ikke kan være tilfældet. Måske burde hun faktisk være en smule skræmt, men hun ved det ikke, og så er der ingen, der ved det.

Det er et baggrundsbillede, der kom med computeren. Hun er ikke typen, der sætter sig og downloader den slags - der kunne måske være virus i - men hun valgte et andet baggrundsbillede for at få lidt farver på kontoret. Det viser en allé om efteråret, træerne står i flammer og lyset spiller i de ildrøde blade, som flyder ned langs vejen. Et hegn langs vejkanten fører blikket ind i billedet til det sted hvor allén fortaber sig i det fjerne. De dramatiske farver og de faldne blade, der dækker vejen, giver en fornemmelse af kaos og bevægelse i billedet, men der er samtidig en dyb ro, har hun tit tænkt, fordi der ikke er et levende væsen at se. Man føler sig draget ind i billedet, som man ikke ville gøre det, hvis der var et menneske derinde, der stod og sagde, at dette var hans, billedet var det sted, hvor hans historie foregik.

Det var derfor, det først generede hende, da hun fik øje på den lille skikkelse, utydeligt aftegnet mod hegnet langt inde i billedet. Det føltes som om nogen havde invaderet hendes specielle sted. Men irritationen blev aflyst af interesse, da hun efter et par uger opdagede, at skikkelsen havde bevæget sig en lille smule nærmere. Det var så umærkeligt, at hun først var i tvivl, men hun målte omhyggeligt op, og tjekkede målene ti dage senere, og skikkelsen havde ganske afgjort flyttet sig igen. Det er sjovt som de lægger små detaljer ind i selv så ubetydelige ting som et skærmbillede, bemærker hun for sig selv. Hun ved ikke, at hendes skærm er den eneste blandt mange skærme, hvor den lille skikkelse har vist sig.

Det er meget lange dage på kontoret, og de føles længere, når man ikke har nogen at tale med. Dagene er alle sammen ens, her i den mørke tid, og grå, og solen kommer sjældent frem. Hendes skærm brænder som en lille flamme. Hun tænker på, at baggrundsbilledet egentlig ikke passer til årstiden, men hun ville være ked af at skifte det ud.

En dag, meget snart, vil den lille vandrer langs den ildrøde allé være kommet så tæt på, at hun kan skelne dens ansigtstræk.

Hmm - der kom lige en arbejdsjulefrokost og to dages total uentusiasme for hele denne ting I Jordboere kalder "julekalender" i vejen, men julekalenderen er oppe at køre igen - på tre ud af fire hjul i det mindste, men jeg er bange for at det ene af dem er rektangulært. Jeg planlægger dobbelposter to dage i næste uge for at samle efterslæbet op igen... Her er i hvert fald dagens indslag:

Julekalender

Man ser dem ikke ankomme. Deres boder har altid været stillet op et stykke tid, når man kommer forbi, varerne ligger spredt ud på et tæppe eller hængt på en himstregims med mange arme, og de står i deres tunge trøjer og kalder kunder til med høje kvæk og fløjt.

Det er svært at sige, hvem der er deres kunder, og måske sælger de faktisk ikke noget. Deres salgstaktik ser ud til at bestå i at kvidre højt, og måske tiltrækker det de kunder, de vil sælge til - de fleste mennesker myldrer videre ned ad Strøget uden at se to gange på dem. Børn stirrer med snotnæset forbløffelse på folkene, der lyder som fugle, og bliver trukket videre ved ærmet af deres mødre.

Man har ikke set dem ankomme, og man er der ikke, når de går, så man overvejer ind imellem, hvordan de får pakket alle deres varer ned, før de lyner deres fjerham op og forsvinder med bløde vingeslag.

Julekalender

Tre engle

Det er hvert år, omkring den tolvte december, på et værtshus på Nyboder, og det har det været så længe nogen kan huske. De kommer tidligt og får et af de gode borde bagest i lokalet, de tre engle, der bogfører menneskehedens historie, kunst og videnskab. De er der inkognito, i brugt tøj fra Blå Kors' genbrugsbutik, og har efterladt de store bøger, indbundet i det stof firmanentet er skabt af, som de ellers altid bærer for at nedfælde hvert øjeblik i menneskehedens historie, hvert digt, maleri og dansenummer, hver fysisk lov og matematisk sætning. Hvis der sker noget som helst på den dag, de er på værtshus - siger de - er det andre folks problem.

De drikker som folk, der kun drikker en dag om året og har brug for at gøre det otte dage om ugen - indædt, grundigt og målbevidst. Omkring den sjette øl støtter historiens engel sit hovede på hænderne og kigger ned i sin øl som om han overvejer at drukne sig i den og få det overstået. Kunstens engel tømmer sit glas og lægger en hånd på sin kammerats skulder, og videnskabens engel undgår at besvare Historiens stille gentagne "Hvorfor?". Kunstens engel forklarer ham stille, med en stemme på den anden side af afmagt, at det i det mindste ikke er Historien, der skal holde styr på hver eneste tre gange forbandet popsang. Hvis Videnskaben ikke får afsporet diskussionen på dette punkt, kommer de næste tre kvarter til at gå med, at Kunsten forklarer på præcis hvor mange måder "Det er mig der står herude og banker på" er en elendig sang, afbrudt af Historiens forklaringer om, hvordan selv ikke en civilisation af halvhjernede depressive lemminger med åndenød kunne have forårsaget Cubakrisen. "Eller for pokker invaderet Irak igen. Hvorfor? Bare hvorfor?" Videnskaben prøver at få belyst de mere opmuntrende sider af sagen, men der kommer ikke rigtig noget ud af det, før de går over til glögg.

Henad klokken otte er diskussionen gået over til gamle favoritter. Kunsten deklamerer fordrukkent af Iliaden, indtil han og Videnskaben sammen går amok over Leonardo da Vinci. Historien er begyndt at fortælle vittigheder, men han kan aldrig huske pointen, så han går over til at nynne tyske julesange. Det er ligemeget. Det er en pragtfuld aften.

Klokken elleve er bartenderen dum nok til at sætte "Last Christmas" på, og Kunsten når at smadre en stol, inden de to andre får slæbt ham ud. De taler om at finde en falafelbar på vejen tilbage til Himlen, og forsvinder i mørket.

Julekalender

De svæver igennem natteluften, vævre og vægtløse, gennemsigtigt kulørte små akvariefisk. Det er sjældent, man ser dem lavere end tredje sal, men det sker, de bliver lokket ned på gadeniveau for at sværme om lyskæderne på træerne - de ligner måske koraller af lys for deres små fiskehjerner, der under alle omstændigheder mest består af luft. Måske har de hjemve og ved, at de burde svømme igennem et grønt hav, og ikke i den regnmættede luft i en by, men de kan ikke finde tilbage til det sted, hvor de svømmer blandt rev og ikke huse. På sommerdage, når regnskyer med et ruller hen over himlen, kan man se dem forfølge en undsluppen ballon fra Tivoli, små glaskulørte glimt omkring den metalliske boble, der stiger højere og højere til de forsvinder i en grå himmel.

Julekalender

Af Monty Steens' "Københavns overnaturlige Fauna"

Det er lidt af et under, at Rundetårn stadig ligger der, for der er snart ikke det overnaturlige folkefærd, der ikke har prøvet at stjæle det.
Listen over forholdsregler mod tyveri er efterhånden ganske lang: Lageret af småkager opretholdes i tilfælde af yggenyg-angreb, poserne med gamle sko skal brændes af, hvis kallikantzarierne gør et nyt forsøg, og vievandet skal bruges mod de underjordiske - men ikke, hvis endnu en flok kåde småengle finder på at stikke til himmels med tårnet. Kirkeklokkerne er naturligvis altid for hånden, hvis der skulle komme trolde, men der er ingen, der ved, hvorfor der ligger en bronzelur i rummet med anti-tyveriremedier.

Selv de skarpeste kritikere af den omtridte kryptozoolog Monty Steens forsøg med at introducere ikke-indfødte arter i Københavns overnaturlige økosystem må indrømme, at Rundetårn ikke blev bortført en eneste gang i den periode, hvor en lille drageflok havde bygget rede på tårnets øverste etage, men siden det lykkedes at jage dem væk, er forsøgene på tyveri bare tiltaget i hyppighed, og der har været tale om at installere en lindorm for at spare på nattevagt-budgettet. Noget helt andet, der giver bestyrelsen søvnløse nætter, er, at den øgede etniske diversitet i København naturligvis også medfører en øget diversitet i kryptofaunaen. Det er kun et spørgsmål om tid, før den første djinn forsøger at fjerne Rundetårn, og det haster med at finde en modforholdsregel inden da.

Julekalender

Det tog en masse bureaukrati og holdt en del journalister beskæftigede i et par uger, men i sidste ende fjernede kommunen de pebernøddetræer, F. M. Holm havde plantet i Folkets Park. Argumenterne gik primært på, at træerne var plantet uden tilladelse og lovhjemmel, at de ikke var dokumenteret sikre og desuden kunne skade kommunens indsats mod fedme hos børn og muligvis fornærme visse ikke nærmere definerede minoriteter. Modstanderne af fældningen holdt på, at de beskyttede minoriteter vist mest var småkagefabrikanterne, og fældningen gik ikke stille for sig, selv efter at politiet havde fjernet de to aktivister der havde lænket sig til træerne.

Fældet blev de dog til sidst, og de umodne grønne nødder, der lå spredt i det tjavsede græs, blev omhyggeligt samlet op af kommunens gartnere for at forhindre selvsåning. Men folk, der har haft kontakt med F. M. Holm i hans underjordiske arboratorium, påstår at han, foruden skarvsikre træer og kartofler der ligner hans gamle fjende Monty Steen, arbejder på at fremavle mobile pebernøddetræer, der kan liste sig fra park til park i julemåneden, eller kravle over hegnet til børnehavelegepladser og være væk det øjeblik ordensmagten ankommer, kun efterladende bunker af friske pebernøddekerner.

Julekalender

Det er en graffiti, du hidtil kun har set, når du var faret vild. Du stoppede i frustration over, at byen omkring dig havde forvandlet sig til et andet sted end det, du burde være nået frem til for et kvarter siden, eller i forundring over, at de kunne klemme hele dette område ind uden at du var faldet over det før, løftede blikket lidt og på en husfacade stod der at "Du har været her før," i skæve, forhastede bogstaver. Du bandede, cyklede videre og fik i sidste ende kæmpet dig frem til kendte egne. Du er stadig ikke blevet helt klar over, hvor det i det hele taget var, du forvildede dig hen - der var så mange forskellige højrer og venstrer forbundet med at komme tilbage på den rette vej, at du ikke kan placere stedet på dit indre kort - og det var ikke et vigtigt sted, men graffitien bed sig fast i din hukommelse, for det var første gang du huskede, at du havde set den før, faret vild et andet sted. Og det undrer dig.

Du er blevet mere opmærksom på byen nu og bemærker hver husgavl og fortov, men selv med øjne så åbne som en frosthimmel er det ikke lykkedes dig at se ordene nogle af de steder du færdes til daglig, eller i de fremmede hjørner af byen, du er begyndt at opsøge for at lede efter graffitien. I et par uger gik du systematisk til værks, valgte et relativt ubekendt kvarter og arbejdede dig ned ad gade efter gade i din fritid, men da det ikke virkede begyndte du at springe omkring i bykortet, kaste riskorn eller terninger for at finde et sted at opsøge. Hvem maleren end er, er det tydeligt, at han ikke færdes (eller ikke maler) de steder du kommer til hverdag, men han må leve et sted og have sine egne vante veje, han går. De steder, han maler, må være kendte for ham, steder, han har valgt, opsøgt og forladt. Måske vender han endda tilbage for at betragte sit værk.

Hvis du leder omhyggeligt nok, og har heldet med dig, kommer du en dag til at ramme hans tankemønster, og du finder ind i de dele af byen, hvor han maler. En dag, efter lang tid søgen, vil du stoppe foran en husfacade i tusmørket, se op og læse "Du har været her før" og vide, at du er her igen af din egen fri vilje.

Julekalender

Af Steen Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Fænomenet ophørte i slutningen af 1930'erne og er med tiden gået fuldstændig i glemmebogen. Mødre og fædre sover trygt om natten hele december igennem, og vågner ikke med et sæt hver time for at tælle klokkeslagene. De springer ikke klatøjede ud af sengen om morgen for at sikre sig, at det, der ligger under dynen i børneværelset, stadig er deres børn og ikke en lodden skifting med gule øjne. Der er ingen magiske decembernætter, hvor små fødder pusler afsted med små haler fejende efter sig, og søvndrukne børn følger de sære små væsener ud i natten.

Selv mindet om de nætter er forsvundet, og vi må håbe, at de aldrig vender tilbage. Der er ingen, der kan huske, hvad man formodes at gøre, når rådhusklokkerne slår tretten slag, og de underjordiske kommer efter børnene for at tage dem bort til julebal i nisseland.

Julekalender

Julehjertet

Kældrene under H. C Ørsteds Institut er lavloftede og vidstrakte. Ifølge rygterne giver de adgang til de mest uventede steder i byen, hvis man tør begive sig dybt nok ind i dem, men det skal ikke være tilrådeligt. Det er mange førsteårsstuderende, der er forsvundet dernede under forsøg på at efterforske de mest mærkværdige af rygterne i stedet for at lave obligatoriske afleveringer.

De opbevarer hjertet i dét fjerne kælderrum, kun de ældste og mest værdige matematikprofessorer har nøgle til, og de taler ikke om det - på grund af en let angst, men mere fordi de fornemmer, at det faktisk er en relativt dårlig historie. En decemberdag i 70'erne blev en flok phd-studerende fulde på en blanding af gløgg og ikke-euklidisk geometri, og det faldt sig således at nogen fandt glanspapir frem og begyndte at diskutere geometrien bag julehjerter og hvem der skulle gå ud efter mere sprut, når de løb tør om lidt.

Der er ingen der forstår, hvordan den unge tjekke med den meget lange hals og den exceptionelt dårlige finmotorik kunne flette dét hjerte. Der var ingen, der kunne huske ham flette det - det mentes uden sikkerhed at være indtruffet mens resten af selskabet var gået over til at synge julesange - og det eneste, alle kan blive enige om, er, at hjertet er en geometrisk umulighed. Flader møder hinanden steder, de ikke burde kunne mødes, strimler går tilsyneladende igennem hinanden eller drejer på det mest uisometriske og i tilsyneladende trods. Enhver nogenlunde begavet førsteårsstuderende burde kunne bevise, at hjertet ganske simpelt ikke kan lade sig gøre.

Men mens hjertets ikke-eksistens er simpelt beviselig med de mest elementære geometriske kundskaber, er ethvert forsøg på at genkonstruere det, forklare det, skrive en publicerbar videnskabelig artikel om det, eller bare få det til at forsvinde i et pust af logik, kuldsejlet på det ynkeligste, og tingene har nået det punkt, hvor professorerne stiltiende er blevet enige om at lade som om det ikke findes og håbe, at det fatter et vink med en vognstang.

Det skete, at en flok unge phd-studerende en gang efter en våd institutjulefrokost lånte et sæt nøgler af en professor, der alligevel ikke skulle bruge dem til at sove rusen ud med, og gik ned i kælderen for at se det hemmelige rum. De listede sig gennem de snævre gange, glemte at liste fordi de kom til at grine, og kom til sidst, bistået af de beduggedes skytshelgen, frem til rummet. Men de kom aldrig derind, og efter sigende sidder nøglen stadig i døren. Det eneste, de sagde, da de kom op i stueetagen igen, åndeløse, pludseligt ædru og med sidesting, var, at de havde hørt en stille banken, bag døren, af det umulige hjerte.

Julekalender

Den synske pizzabager

Den eneste ægte synske i Danmark er en pizzabager på Nørrebro. Jeg ved ikke, om I vil tro på det, men det er sådan det er, og jeg vil ikke fortælle jer hvem og hvor. Jeg har mine grunde, som I vil finde ud af, hvis I ved et tilfælde skulle falde over netop dét af alle byens pizzariaer.

For det første er det faktisk et rigtig godt pizzaria, og selvom det er ganske velbenyttet, er der næsten aldrig kø i det lille hvidmalede kælderlokale. Bundene er netop tilpas tykke til, at man bliver mæt, og fyldet er varmt og aromatisk og til at bide over, så man aldrig ender med at hive halvdelen af pizzastykkets fyld med i en enkelt mundfuld og få tomatsovs på hagen.

Der hænger en veltilfreds smiley på døren, og det var vist ganske heldigt, for manden fra Fødevaretilsynet tog pizzabageren næsten på sengen. Sagen er nemlig den, at mens pizzabageren er ubetvivleligt, efterviseligt synsk, rækker hans fremsynethed ikke længere frem end rundt regnet otte minutter. Det er netop længe nok til at putte pizzaen i ovnen før folk kommer ind for at bestille den - og det er den væsentligste hemmelighed bag pizzabagerens succces - men det er absolut ikke længe nok til at forudsige et uventet besøg af fødevareinspektører, og det var et rent tilfælde, at pizzabageren netop havde holdt forårsrengøring den dag.

Der er folk, der prøver at teste pizzamanden ved at beslutte sig for at bestille én pizza og så gå ind ad døren og bestille en anden, eller ved at slå en terning for at vælge. Det gør ingen forskel - et øjeblik efter de har bestilt, langer pizzamanden deres nummer 12 med ekstra ansjoser og vingummibamser over disken med et overbærende smil, og de føler sig pænt dumme.

For det andet sker det, at folk, der er på vej til at blive stamkunder, eller ad andre veje har opdaget pizzabagerens hemmelighed, spørger, hvorfor han ikke bruger sine evner til større formål - eller bare til at blive rig hurtigere end man gør i fast food-branchen. Og det er temmelig fandens forbandet, når det sker, og man kunne ønske, at pizzamanden var netop så synsk, at han kunne undgå det spørgsmål ved at lukke døren for den kunde, eller i det mindste hænge et skilt op dagen før, så man slap for at gå forgæves. For på de dage lukker pizzariaet prompte, og den uheldige spørgende står tilbage med åben mund og polypper, mens pizzabageren stormer afsted ned ad gaden med frakken flagrende om sig og et olmt ansigt. Hvis man er heldig, åbner pizzariaet den næste dag igen, og pizzamanden skuler rasende ad enhver, der spørger, hvorfor der var lukket. Og hvis den idiot, der stillede spørgsmålet, er dum nok til at komme igen det første par måneder, er det endnu mere forbandet for alle involverede. Men pizzaen er stadig lige god.

Så igen - jeg siger ikke mere om det her, og hvis I finder det pizzaria på egen hånd, og opdager, at det må være den pizzamand, Anne talte om, så har I min fulde tilladelse til at undre jer. Jeg undrer mig selv, og jeg er fristet, hver eneste gang han langer en pizza med auberginer over disken. Men lad være med at spørge, okay?

Julekalender

Stjernehanen

Det er et lille hus, der virker mindre i skyggerne af betydeligt større herskabshuse og lejlighedskomplekser. Det indbyder til dukkehusfantasier hos små piger på bagsædet af deres forældres biler. I ånden går de gennem de små, sære dunkle rum med en sort kat efter sig. Men de ser ikke det egentlig bemærkelsesværdige ved huset - en unik, monstrøst kompliceret og aldeles ufunktionel vejrhane, der balancerer vakkelvornt på taget.

Det vides ikke, om den mangearmede anordning på taget nogensinde har peget i retning af den fremherskende vind. Det har i hvert fald ikke været tilfældet de sidste mange år, og hver eneste nyindflytter undrer sig over, at de gamle ejere dog har ladet det grimme stykke skrotjern blive siddende. Der er ikke nogen af dem, der tager sig sammen til at fjerne den.

Astronomen, der ejede huset en kort periode i sluthalvfemserne, efterlod en bunke noter om vejrhanen, med spekulationer over dens opfinder og en påstand om, at den rent faktisk opfylder sit formål eksemplarisk: Vejrhanens største arm peger, skrev den tragisk afdøde astronom, ufravigeligt mod en ganske bestemt stjerne i stjernebilledet Tyren. De to mindre, bevægelige arme følger tilsyneladende andre stjerner (når disse er på himlen), og hans udregninger viser, at de tilsyneladende bevæger sig mod at falde præcis sammen med to af de ubevægelige arme en gang omkring 2011. Det var de mere udviskede sætninger på de næste sider af noterne, der fik ejendomsmægleren til skyndsomt at pakke dem væk, da hun fandt dem efter astronomens makabre forsvinden, og da hendes fætter talte om at købe huset, rådede hun ham fra det i uklare vendinger.

Hun har ikke forstået halvdelen af, hvad han skrev, den forsvundne astronom, men hun har en mistanke om, at det ikke vil være godt at bo i det hus, den dag stjernerne står rigtigt.

Julekalender

Riter

Fra en populærhistorisk bog om det tyvende århundredes Danmark, udgivet på holo og implant i 2713:

Det internationale pantheon havde stor udbredelse i den tids Danmark (særligt nævneværdige er Sandy Claws-riterne op til den årlige midvinterfestival), men landet havde også sine egne guder: Tvillingeguderne Thor og Hosey Ana-san. Mens nogle påstår, at Thordyrkelsen historisk set går adskillige århundreder forud for de første spor af Ana-san-tilbedelse, er det et faktum, at de to guder i den dunkle alder eksisterede i en slags symbiotisk yin/yang-dualitet. Thor var gud for krig, sport og biler (eksemplificeret ved hans egen elektriske bil, som han kører tværsover himmelen), mens Hosey Anasan dyrkedes af poeter og for sin tilknytning til det barnlige og kreative. Anasan-tilbedelsens ritualer var stærkt æstetiske og fokuserede på recitering af de hellige tekster, papirklip og ofring af svaner, og man kan forestille sig den andagt, et barn i det 20. århundrede har følt, når det i løbet af sine første skoleår initieredes i Ana-sankulten gennem sin klasselærers oplæsning af parablen om Lighteren[*]. Som barnet voksede, skiftede dets interesse nok over til de mere fysiske Thorritualer, og en fast del af mandomsritualet var dyrkelsen af Thors 11 hellige krigere, det såkaldte "land-shold" og overværelse af deres rituelle kampe mod andre Thorsekters krigere.


[*]Et primitivt værktøj til frembringelse af ild

Julekalender - Vinternætter

Det er de korteste dage, de dybeste nætter på denne årstid, og der er de af dem, der er mørkere endnu.

Den første nat er klar og stille, den nat hvor den svage lugt af efterår, jord og blade, der kan mærkes, når bilosen stilner af, stille går over i den rene, metalliske lugt af tidlig frost. Det er den nat, hvor mørket træder igennem, flyder ud fra parkerne og baggårdene og lægger sig ganske tæt op ad lygtepælene, og nattevandrerne stopper med en sær fornemmelse af, at de ville se alt klart, hvis lysene ville gå ud et øjeblik og lade dem alene med mørket.

Den anden nat ligger byen lavt under tykke skyer, og natten kommer næsten ubemærket efter en dag med solløst tusmørke. Det er de søvnløses nat, hvor en stille vind trækker dem ud i gaderne, vågne og rastløse i nattens mest stille timer. De har en fornemmelse af syvmilestøvler, som de traver eller cykler ad gader og boulevarder, det virker som om natten ikke går, mens de selv bevæger sig gennem byen med den skrøbelige klarhed i tankerne, der kommer af søvnløshed. Hvis de møder en anden søvnløs, nikker de kort og begiver sig videre hver sin vej, blufærdige over for den forståelse, den anden deler med natten. Måske er der nogle af dem, der aldrig kommer tilbage, deres senge står tomme og dynen kastet til side, når sollyset endelig rammer vinduet.

Men den tredje af årets mørkeste nætter sover de dybt, alle de søvnløse og natteravnene og de unge mødre. Spædbørn og katte og natarbejdere falder trygt hen, og vinden fejer ud fra undergrunden, op af metrostrationerne og fra de spejlsorte kanaler, den kaster blade, affald og avissider med sig, og alt, den finder i gaderne må danse vildt igennem byen. Og så åbner de øjnene, alle byens statuer, langsom og tungt, og begiver sig afsted, først tungt og langsomt, men efterhånden hurtigere. Absalon farer gennem byen, hans hest stejler og tramper med udspilede næsebor og gale øjne, og hans økse skærer gennem den sorte vind. Hørup begiver sig ud fra Kongens Have med et vildt brøl og svinger brutalt med stennæverne. Alt er bevægelse og kulde den nat, som statuerne bevæger sig gennem natten i vild kamp mod de mørke væsener, der danser med vinden gennem byen.

Hmm - jeg opdager først nu, at jeg stadig ikke har fået skrevet de par afsnit, der manglede i sidste års julekalender. Det er jo noget sjusk, når nu julen står for døren med en rambuk. Jeg er stadig ikke tilfreds med denne, men for min samvittigheds skyld følger her:

Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Cafehoppere

Det er to grupper, man dårligt kan forestille sig sammen, men en lille gruppe af københavnske trendsettere har taget de fløjsbukseklædte kryptokartografer under vingen - hvis det da ikke forholder sig omvendt.

Princippet er vel sagtens det, der underligger de fleste symbiontiske fællesskaber, og dermed er intet sagt. Det må være nok at konstatere, at kryptograferne på et tidspunkt (igen) har tegnet deres diagrammer over Ley-linier, indgange og dimensionelle rifter, over alle de hemmelige veje ind i de dele af byen, der ikke er plads til på et almindeligt kort, som aldrig har eksisteret, eller som har foldet sig ind i byen, da realiteternes pres blev for stort. De har stammende og stakåndet fremlagt deres beregninger om de parallelle iterationer af København, nedskrevet på cafeservietter, som de hiver ud af ærmet på deres komfortable striktrøjer, og forsøgt at folde deres origamiagtige bykort ud på bordet på en billig cafe. Og nogen har lyttet.

Vi kan vedblive med at undre os over, hvordan kommunikationen overhovedet er blevet indledt. Men de sidder i en skruestik, de unge og trendy med jakkerne, der først bliver mærkevarer næste år og frisurerne, der stadig er individuel stil en sæson endnu. De er ramt af pionerånden, og når mainstreamen igen fosser ind ad døren på den stamcafe, de har brugt måneder på at opdyrke, trækker de resignerede på mærkevarejakkeskuldrene og samler tasken op for at finde nyt, uopdyrket land. Der er en forpligtigelse i at have gjort alt, der endte med at stå i Berlingskes livsstilssektion, tretten måneder før det stod i Berlingskes livstilssektion. Før eller siden er de nødt til at lytte til enhver, der kan give dem et edge.

Så de står på Rådhuspladsen præcis kl. 16, når lyset falder i den rigtige vinkel over springvandet, klar til at kaste sig igennem portalen, når den åbner sig et kort øjeblik. De klapper træskulpturen på hovedet (for held) og går ned ad Blåmejsevej med lukkede øjne, mens de sagte tæller deres skridt for at kunne dreje til højre det rigtige sted. De bevæger sig ind i byens folder, til en af de mange iterationer af København, der ikke er tilfældet, men som ind imellem er inden for rækkevidde i et par timer for den, der kender hemmeligheden. Til Café Clausewitz, Cantors Conditor, Caféen uden Giraffer - de sidste steder i byen, der ikke er mainstream i nogen betydning af ordet. Man må efterhånden gøre en del for at finde en stamcafé, der ikke er overrendt af wannabes.

De har en termokande i rygsækken, og nødrationer, til hvis de farer vild. Man har ikke cafehoppet, som de kalder det - ikke rigtigt - hvis man ikke én gang har oplevet at gå glip af vinduet ud af det irreelle København og sidde fast i 24 timer, frysende og nervøs, hvis man aldrig har drejet omkring det forkerte hjørne og er blevet forfulgt af de 1.000 cykelpiger, eller aldrig har gispet med panik når en rytterstatuehest langsomt åbnede øjnene og man så at dens tænder var kridhvide og spidse i de røde gummer. Og de første mindeord over savnede cafehoppere, forsvundet ind i byens folder for aldrig at komme igen, står allerede ridset på husfacader i Nordvest.

Anne, 12 point - Verden 8.192.394.497

Anne: [kommer ind, smækker med døren] Sgu!
Verden: [Sidder i en stol og smasker vandmelon] Og hvem har så tisset på din sukkermad?
Anne: Meh. Vinden er fra et nerveraspende verdenshjørne og der var to hold af fremmede mænd, der råbte efter mig, at jeg så grim ud med cykelhjelm.
Verden: Det er også en meget grim cykelhjelm.
Anne: Men hvorfor skal min pligt til at tilfredsttille fremmedes behov for en æstetisk oplevelse gå forud for min interesse i at mindske min risiko for hjerneskade? Hjernen er min ven!
Verden: De ville jo bare gerne i kontakt med dig.
Anne: Mumlemumle ikke et særligt godt udgangspunkt for interaktion at minde mig om, at de synes jeg er grim, mumledumme svin.
Verden: Nu mumler du grimt.
Anne: Undskyld. Jeg kan bare ikke se, hvorfor folk skal at gøre mig ked af det bare fordi de synes det er sjovt.
Verden: Jamen det er da også helt forkert. Du må lære at lade være med at blive ked af det.

Den dovne sommerlæsnings drømmehold

Jeg har bare lyst til at læse en SciFi-roman af Turgenev. Det kan ikke være så meget at forlange. Jeg vil læse den Space Opera, Jane Austen kunne have skrevet, hvis hun havde været til søs med sine brødre, og en spionthriller af Virginia Woolf. Jeg vil have en opera af J.S. Bach, med libretto af Calvino. Gerne baseret på computerspillet Portal. Så vidt jeg kan se, bliver vi nødt til at opfinde et efterliv, når nu forfatterne fordeler sig så sjusket i tid. På regnvejrsdage i Himlen kan vi sætte os med te og flødeskumskager og spille det rollespil, George Eliot burde have designet.

Doing Science and I'm still alive

Wooo! Mit billede er oppe på epidemiologisk forskningsafdelings hjemmeside under "forskere". Der står ikke, hvad jeg forsker i, og det er naturligvis lidt trist, for det ved jeg heller ikke helt (til forskel fra den Anne Vinkel, der fyldte skemaet ud, og tydeligvis vidste det men ikke ville ud med sin viden - den skurkinde).

Men jeg har to læger, der forsker i kræft, og som jeg prøver at være statistikernyttig for (dette er forskelligt, omend på kompliceret og for lægmand ikke ganske tydelig vis, fra at "gå i vejen for"), og det er gevaldig skægt. Jeg kan godt nok se, at jeg har et par ting at lære endnu inden jeg helt kan opfylde min forventede funktion, men vi er heller ikke helt løbet tør for kage endnu :-)

Og jeg øver mig i al stilhed på at brøle "For Science!".

Funden tekst

Der er en eller anden elektronhjernedrevet dingenogram, der læser min arbejdsmail og sluger de mails, den mener er spam. Derpå gylper den dem op i små daglige portioner. "Dette er den spam, du har modtaget idag. Tjek om det er spam. Hvis ikke, så indtast password og gennemfør offer til Bel-Shamharoth for at læse mailen. Venlig hilsen, din ven computeren"

Men alvorligt talt, jeg tror, der ligger noget bag, og at nogen forsøger at fortælle mig noget. Prøv bare at læse titlerne på den spam, jeg modtog 6. maj:

You can't handle the truth! --- 36.47KB 05/06/2008 20:13:40
Saturday will be better --- 3.75KB 05/06/2008 17:48:46
Spoon! --- 38.46KB 05/06/2008 17:19:58

Som mikrodigt er det er en meget fin behandling af, hvorfor absurdisme er det eneste gyldige svar på den nutidige menneskelige situation, men hvad laver det i min indbakke? Og hvad var det for et dystert satirisk humør, der ramte min ven internettet d. 9. maj, da det informerede mig om, at:

Places in the Heart. --- 30.78KB 05/09/2008 22:34:39
The devil made me do it. --- 39.37KB 05/09/2008 18:58:29
I'm on Youtube now --- 5.27KB 05/09/2008 12:11:16

Jeg har tjekket den spam, jeg får på min g-mail og kan konstatere, at det generelle sofistikationsniveau for spam ikke ligger på dette niveau - den typiske internetspammer vil bare gerne hjælpe mig med at fordoble længden på min penis (jeg tror ikke, det er det værd, hvis jeg skal være ærlig). Men min arbejdsmail - og det er specifikt min, mine kolleger får generelt flest tyske spam-mails - er på et popkulturelt/eksistentielt surrealismetrip og har inviteret mig med.

Den femogtyvendes bidrag var ikke egentlig dybt, men der er stadig en forening af kadence og narrativ, der virker:

I was married by a judge. I should have asked for a jury. --- 29.33KB 05/25/2008 19:24:02
D'oh! --- 14.74KB 05/25/2008 16:07:47
And away we go! --- 36.57KB 05/25/2008 06:23:12

og et coda nås med

Man, Woman, Birth, Death, Infinity. --- 7.34KB 05/07/2008 16:52:29
Elvis has left the building! --- 29.27KB 05/07/2008 12:42:24

I fremtiden vil internettet være menneske for os, og spam vil være vores haiku.

Det her er spændende læsning.

Og det her er imponerende og interessant, men ville være det i ret meget højere grad, hvis de skrev, hvad damen faktisk laver. "Bayes formel", mine damer og herrer, og det siger ingenting.

Og Guardians bog-blog er hyggelig læsning, så længe de holder sig fra at skrive om SF. Og feministSF går tit i tomgang, men når de er gode, er de gode.

Og jeg har ikke rigtig noget at lave på arbejde idag, hvilket måske er til at se