Julekalender

Julehjertet

Kældrene under H. C Ørsteds Institut er lavloftede og vidstrakte. Ifølge rygterne giver de adgang til de mest uventede steder i byen, hvis man tør begive sig dybt nok ind i dem, men det skal ikke være tilrådeligt. Det er mange førsteårsstuderende, der er forsvundet dernede under forsøg på at efterforske de mest mærkværdige af rygterne i stedet for at lave obligatoriske afleveringer.

De opbevarer hjertet i dét fjerne kælderrum, kun de ældste og mest værdige matematikprofessorer har nøgle til, og de taler ikke om det - på grund af en let angst, men mere fordi de fornemmer, at det faktisk er en relativt dårlig historie. En decemberdag i 70'erne blev en flok phd-studerende fulde på en blanding af gløgg og ikke-euklidisk geometri, og det faldt sig således at nogen fandt glanspapir frem og begyndte at diskutere geometrien bag julehjerter og hvem der skulle gå ud efter mere sprut, når de løb tør om lidt.

Der er ingen der forstår, hvordan den unge tjekke med den meget lange hals og den exceptionelt dårlige finmotorik kunne flette dét hjerte. Der var ingen, der kunne huske ham flette det - det mentes uden sikkerhed at være indtruffet mens resten af selskabet var gået over til at synge julesange - og det eneste, alle kan blive enige om, er, at hjertet er en geometrisk umulighed. Flader møder hinanden steder, de ikke burde kunne mødes, strimler går tilsyneladende igennem hinanden eller drejer på det mest uisometriske og i tilsyneladende trods. Enhver nogenlunde begavet førsteårsstuderende burde kunne bevise, at hjertet ganske simpelt ikke kan lade sig gøre.

Men mens hjertets ikke-eksistens er simpelt beviselig med de mest elementære geometriske kundskaber, er ethvert forsøg på at genkonstruere det, forklare det, skrive en publicerbar videnskabelig artikel om det, eller bare få det til at forsvinde i et pust af logik, kuldsejlet på det ynkeligste, og tingene har nået det punkt, hvor professorerne stiltiende er blevet enige om at lade som om det ikke findes og håbe, at det fatter et vink med en vognstang.

Det skete, at en flok unge phd-studerende en gang efter en våd institutjulefrokost lånte et sæt nøgler af en professor, der alligevel ikke skulle bruge dem til at sove rusen ud med, og gik ned i kælderen for at se det hemmelige rum. De listede sig gennem de snævre gange, glemte at liste fordi de kom til at grine, og kom til sidst, bistået af de beduggedes skytshelgen, frem til rummet. Men de kom aldrig derind, og efter sigende sidder nøglen stadig i døren. Det eneste, de sagde, da de kom op i stueetagen igen, åndeløse, pludseligt ædru og med sidesting, var, at de havde hørt en stille banken, bag døren, af det umulige hjerte.