08 december 2008

Julekalender



Det tog en masse bureaukrati og holdt en del journalister beskæftigede i et par uger, men i sidste ende fjernede kommunen de pebernøddetræer, F. M. Holm havde plantet i Folkets Park. Argumenterne gik primært på, at træerne var plantet uden tilladelse og lovhjemmel, at de ikke var dokumenteret sikre og desuden kunne skade kommunens indsats mod fedme hos børn og muligvis fornærme visse ikke nærmere definerede minoriteter. Modstanderne af fældningen holdt på, at de beskyttede minoriteter vist mest var småkagefabrikanterne, og fældningen gik ikke stille for sig, selv efter at politiet havde fjernet de to aktivister der havde lænket sig til træerne.

Fældet blev de dog til sidst, og de umodne grønne nødder, der lå spredt i det tjavsede græs, blev omhyggeligt samlet op af kommunens gartnere for at forhindre selvsåning. Men folk, der har haft kontakt med F. M. Holm i hans underjordiske arboratorium, påstår at han, foruden skarvsikre træer og kartofler der ligner hans gamle fjende Monty Steen, arbejder på at fremavle mobile pebernøddetræer, der kan liste sig fra park til park i julemåneden, eller kravle over hegnet til børnehavelegepladser og være væk det øjeblik ordensmagten ankommer, kun efterladende bunker af friske pebernøddekerner.

3 kommentarer:

Gry sagde ...

Mobile pebernøddetræer hihi.

Din julekalender er afgjort min favouritjulekalender..

anne sagde ...

I mit hovede er de faktisk ret skumle, pebernøddetræerne - de er lave og lidt krogede med tykke, stive, olieret udseende blade, der spidser til ude i enden og er meget mørkegrønne, grænsende til sorte. Når de bevæger sig, er det på en snigende måde, der bliver nærmest flydende, når de skal kravle over et hegn. Hvis det er et tilstrækkeligt groftmasket hegn, vil de prøve at klemme sig igennem maskerne og få forrevet bark, så det grønne og hvide under den rødlige bark kan ses. Der er noget snigende og lidt lumsk over dem, selv når de står stille, og de drejer grenene let i vinden, som om de holder udkig.

Jeg tror, de er venligtsindede, men der er nok en del af børnene, der ikke vover sig nær dem, før de er gået.

anne sagde ...

Åh ja - deres frugter er naturligvis kastanieagtige, med en træet, behåret, ydre skal, der starter grøn, men langsomt bliver rød, indtil den sprækker i spidsen og pebernødderne falder ud.