Julekalender - Vinternætter

Det er de korteste dage, de dybeste nætter på denne årstid, og der er de af dem, der er mørkere endnu.

Den første nat er klar og stille, den nat hvor den svage lugt af efterår, jord og blade, der kan mærkes, når bilosen stilner af, stille går over i den rene, metalliske lugt af tidlig frost. Det er den nat, hvor mørket træder igennem, flyder ud fra parkerne og baggårdene og lægger sig ganske tæt op ad lygtepælene, og nattevandrerne stopper med en sær fornemmelse af, at de ville se alt klart, hvis lysene ville gå ud et øjeblik og lade dem alene med mørket.

Den anden nat ligger byen lavt under tykke skyer, og natten kommer næsten ubemærket efter en dag med solløst tusmørke. Det er de søvnløses nat, hvor en stille vind trækker dem ud i gaderne, vågne og rastløse i nattens mest stille timer. De har en fornemmelse af syvmilestøvler, som de traver eller cykler ad gader og boulevarder, det virker som om natten ikke går, mens de selv bevæger sig gennem byen med den skrøbelige klarhed i tankerne, der kommer af søvnløshed. Hvis de møder en anden søvnløs, nikker de kort og begiver sig videre hver sin vej, blufærdige over for den forståelse, den anden deler med natten. Måske er der nogle af dem, der aldrig kommer tilbage, deres senge står tomme og dynen kastet til side, når sollyset endelig rammer vinduet.

Men den tredje af årets mørkeste nætter sover de dybt, alle de søvnløse og natteravnene og de unge mødre. Spædbørn og katte og natarbejdere falder trygt hen, og vinden fejer ud fra undergrunden, op af metrostrationerne og fra de spejlsorte kanaler, den kaster blade, affald og avissider med sig, og alt, den finder i gaderne må danse vildt igennem byen. Og så åbner de øjnene, alle byens statuer, langsom og tungt, og begiver sig afsted, først tungt og langsomt, men efterhånden hurtigere. Absalon farer gennem byen, hans hest stejler og tramper med udspilede næsebor og gale øjne, og hans økse skærer gennem den sorte vind. Hørup begiver sig ud fra Kongens Have med et vildt brøl og svinger brutalt med stennæverne. Alt er bevægelse og kulde den nat, som statuerne bevæger sig gennem natten i vild kamp mod de mørke væsener, der danser med vinden gennem byen.