07 december 2008

Julekalender



Det er en graffiti, du hidtil kun har set, når du var faret vild. Du stoppede i frustration over, at byen omkring dig havde forvandlet sig til et andet sted end det, du burde være nået frem til for et kvarter siden, eller i forundring over, at de kunne klemme hele dette område ind uden at du var faldet over det før, løftede blikket lidt og på en husfacade stod der at "Du har været her før," i skæve, forhastede bogstaver. Du bandede, cyklede videre og fik i sidste ende kæmpet dig frem til kendte egne. Du er stadig ikke blevet helt klar over, hvor det i det hele taget var, du forvildede dig hen - der var så mange forskellige højrer og venstrer forbundet med at komme tilbage på den rette vej, at du ikke kan placere stedet på dit indre kort - og det var ikke et vigtigt sted, men graffitien bed sig fast i din hukommelse, for det var første gang du huskede, at du havde set den før, faret vild et andet sted. Og det undrer dig.

Du er blevet mere opmærksom på byen nu og bemærker hver husgavl og fortov, men selv med øjne så åbne som en frosthimmel er det ikke lykkedes dig at se ordene nogle af de steder du færdes til daglig, eller i de fremmede hjørner af byen, du er begyndt at opsøge for at lede efter graffitien. I et par uger gik du systematisk til værks, valgte et relativt ubekendt kvarter og arbejdede dig ned ad gade efter gade i din fritid, men da det ikke virkede begyndte du at springe omkring i bykortet, kaste riskorn eller terninger for at finde et sted at opsøge. Hvem maleren end er, er det tydeligt, at han ikke færdes (eller ikke maler) de steder du kommer til hverdag, men han må leve et sted og have sine egne vante veje, han går. De steder, han maler, må være kendte for ham, steder, han har valgt, opsøgt og forladt. Måske vender han endda tilbage for at betragte sit værk.

Hvis du leder omhyggeligt nok, og har heldet med dig, kommer du en dag til at ramme hans tankemønster, og du finder ind i de dele af byen, hvor han maler. En dag, efter lang tid søgen, vil du stoppe foran en husfacade i tusmørket, se op og læse "Du har været her før" og vide, at du er her igen af din egen fri vilje.

Ingen kommentarer: