Julekalender

Den synske pizzabager

Den eneste ægte synske i Danmark er en pizzabager på Nørrebro. Jeg ved ikke, om I vil tro på det, men det er sådan det er, og jeg vil ikke fortælle jer hvem og hvor. Jeg har mine grunde, som I vil finde ud af, hvis I ved et tilfælde skulle falde over netop dét af alle byens pizzariaer.

For det første er det faktisk et rigtig godt pizzaria, og selvom det er ganske velbenyttet, er der næsten aldrig kø i det lille hvidmalede kælderlokale. Bundene er netop tilpas tykke til, at man bliver mæt, og fyldet er varmt og aromatisk og til at bide over, så man aldrig ender med at hive halvdelen af pizzastykkets fyld med i en enkelt mundfuld og få tomatsovs på hagen.

Der hænger en veltilfreds smiley på døren, og det var vist ganske heldigt, for manden fra Fødevaretilsynet tog pizzabageren næsten på sengen. Sagen er nemlig den, at mens pizzabageren er ubetvivleligt, efterviseligt synsk, rækker hans fremsynethed ikke længere frem end rundt regnet otte minutter. Det er netop længe nok til at putte pizzaen i ovnen før folk kommer ind for at bestille den - og det er den væsentligste hemmelighed bag pizzabagerens succces - men det er absolut ikke længe nok til at forudsige et uventet besøg af fødevareinspektører, og det var et rent tilfælde, at pizzabageren netop havde holdt forårsrengøring den dag.

Der er folk, der prøver at teste pizzamanden ved at beslutte sig for at bestille én pizza og så gå ind ad døren og bestille en anden, eller ved at slå en terning for at vælge. Det gør ingen forskel - et øjeblik efter de har bestilt, langer pizzamanden deres nummer 12 med ekstra ansjoser og vingummibamser over disken med et overbærende smil, og de føler sig pænt dumme.

For det andet sker det, at folk, der er på vej til at blive stamkunder, eller ad andre veje har opdaget pizzabagerens hemmelighed, spørger, hvorfor han ikke bruger sine evner til større formål - eller bare til at blive rig hurtigere end man gør i fast food-branchen. Og det er temmelig fandens forbandet, når det sker, og man kunne ønske, at pizzamanden var netop så synsk, at han kunne undgå det spørgsmål ved at lukke døren for den kunde, eller i det mindste hænge et skilt op dagen før, så man slap for at gå forgæves. For på de dage lukker pizzariaet prompte, og den uheldige spørgende står tilbage med åben mund og polypper, mens pizzabageren stormer afsted ned ad gaden med frakken flagrende om sig og et olmt ansigt. Hvis man er heldig, åbner pizzariaet den næste dag igen, og pizzamanden skuler rasende ad enhver, der spørger, hvorfor der var lukket. Og hvis den idiot, der stillede spørgsmålet, er dum nok til at komme igen det første par måneder, er det endnu mere forbandet for alle involverede. Men pizzaen er stadig lige god.

Så igen - jeg siger ikke mere om det her, og hvis I finder det pizzaria på egen hånd, og opdager, at det må være den pizzamand, Anne talte om, så har I min fulde tilladelse til at undre jer. Jeg undrer mig selv, og jeg er fristet, hver eneste gang han langer en pizza med auberginer over disken. Men lad være med at spørge, okay?