07 april 2006

Det er på tide at få et nyt par briller, eller måske bare nyt glas i de gamle. Det skal være den slags glas, der gør, at når folk, man kender, viser sig på ti meters afstand, så kan man genkende dem. Og at man kan se, hvor busserne kører hen, før de standser.

Eller måske skal jeg gå efter den slags briller, der får himlen til at virke blå lidt oftere, og gør at man kan se folk smile indeni. Måske skulle jeg se efter et par af den slags, der er slebet i stilhed ved fuldmåne og lader en se de underjordiske, eller nogle af den meget sjældne slags, der gør, at man kan se, at verden er i stille bevægese mod noget godt. Eller nogle briller der får mine øjne til at se blå ud.

Hvor tror I, man finder de hemmelige brilleslibere? Alle de små brilleforretninger, der dukker op ved nymåne i små sidegader, små mørke butikker med støv dansende i de få månestråler, der finder vej ind og pakket tæt med hylder
med briller slebet af bjergkrystal eller af størknede tårer fra jomfruer af udadleligt levned. Briller af den slags, hvor man kan se folks indre skønhed, se sig selv i øjnene eller se alle skjulte ting om onsdagen.

Jeg mener, hvordan klarer alle de rigtige mennesker sig uden den slags briller?

2 kommentarer:

Sabine sagde ...

Hvis det passer, at det sete afhænger af øjnene, der ser, har du vist brug for nogle nye øjne.

Dem kan du få ved at henvende dig på reservedelslageret med garantibeviset uden æselsører.

Garantibeviset må du spørge dine forældre om, hvis ikke de allerede har udleveret det til dig.

Æselsørerne kan du sælge på det sorte marked lige før solopgang.

Anonym sagde ...

Jeg kender et sted i lyngby, hvor man kan få lavet kontaktlinser med en lille smule blå i. Jeg fik sådan et par engang, de solgte mig dem med den forklaring, at når de var blå, var de nemmere at finde, når man tabte dem, og at det blå ikke kostede ekstra. Dén hoppede jeg på.

De sagde ganske vist også, at man slet ikke kunne se at linserne var blå, men det passede ikke. Efter jeg fik dem, var der mange, der, når de sad overfor mig, spontant udbrød: hvor har du blå øjne! Jeg følte mig som en falskner, for mine øjne er egentlig mere grå end blå. Men det virkede! Himlen og mine øjne var mere blå, hvilket gjorde mig mere glad, hvilket bevirkede at folk smilede mere til mig. Alt i alt var det en lykkelig tid. Men det passede nu heller ikke, at linserne er nemmere at finde, når de er blå, og de endte med at blive væk for mig.