Det sner!

Det sner i november! Træerne i vores meget lille have står stadig støvetgrønne og vajer i vinden, men det vrimler med snefnug omkring dem. Over boldbanen sner det opad - horder af snefnug kaster sig i dødsforagt op mod en gråhvid himmel. Og vinden kaster vildt med dem, ned mod vejen, ind mod huset overfor, som om der var håb om at kunne føre det væk i en stormflod af sne. Snefnug i dusin på dusin kaster sig i kamikazeangreb gennem mit vindue og ind i varmen, måske for til sidst at kunne overmande fjenden herinde ved deres overlegne antal.

Jeg er gennemkold af at læne mig ud af vinduet, min røde trøje er oversået med hvidt og mit hår er filtret af vind og store, tunge snefnug.