Piv

Jeg føler mig som en lus. Har lige været inde at sige op til min chef. Han så det nok komme, men de har alligevel smidt en masse oplæring og social investering i mig, og så stikker jeg af og tager et job på Seruminstituttet.

Stakkels chef Peter. Dumme ansat Anne.

Edit:

Eller: Juhuuu! Jeg får nyt job ude på SSI! Yay!

If ever, oh ever, a wiz there was

Har I også en let angst for blogposts, der starter med ordet "Jeg"?

Jeg var inde at se Wizard of Oz med Marta, Sara og Ulrik, og jeg har en klar fornemmelse af at forstå så meget mere om amerikansk kultur nu. Populærkultur, i det mindste, for at neddrosle graden af prætentiøsitet.

Og det er nok rigtigt, at jeg burde anvende mine åbenlyse talenter for konspirationstænkning på værdigere sager, men jeg vil lige lade jer vide, at jeg har talt med min ven internettet, og det er ikke kun mig, der kan lugte noget mærkeligt ved hele historien.

Lad mig først fremføre, at den film, vi så i Cinemateket igår, the Wizard of Oz faktisk består af to uensartede delkomponenter: En rammefortælling, filmet i sort/hvid, der finder sted i Kansas, og indkapslet i den en farvefilm, der foregår i det fantastiske land Oz, hvis beliggenhed aldrig er nærmere angivet.

Min påstand er, at rammefortællingen er en senere tilføjelse til farvefilmen, der er en propagandafilm produceret af styret i Oz.

Det er tydeligt, at filmen faktisk beskriver en periode med radikale omvæltninger i Oz. I løbet af filmen bliver tre af de store magtspillere - de to hekse i Øst og Vest og troldmanden, der sad på magten i Emerald City - elimineret fra det politiske spil af hovedpersonerne, der er i ledtog med den nordlige heks Glinda. Det er svært at sige, om Dorothy bliver bragt til Oz af Glinda, eller om Glinda bare er en hurtig taktiker, der forstår at udnytte situationen, men det er et faktum, at Dorothy straks ved sin ankomst til Oz dræber heksen fra Øst og sætter sig i besiddelse af hendes magiske røde sko. Derefter slutter Dorothy sig sammen med tre vildtfremmede personer - et fugleskræmsel, en metalmand og en humanoid løve - og går videre til at dræbe heksen i Vest og overtale/true troldmanden fra Oz til at opgive magten og gå i eksil. Til sidst overtaler Glinda Dorothy til også at forlade landet og indsætter Dorothys tre kumpaner som marionetregenter i Emerald City.

Filmen er naturligvis indspillet et stykke tid efter de egentlige begivenheder, som en "historisk dokumentarfilm", men jeg vil faktisk tro, at man i høj grad har valgt at lade rollerne blive spillet af de faktiske aktører. Glinda, for eksempel, spiller tydeligvis sig selv. Hvis de havde valgt en skuespiller, ville de så ikke have valgt én, der så godt ud i den kjole?

Hvad kan vi slutte om de egentlige tilstande i Oz ud fra den blatant tendentiøse skildring, Wizard of Oz giver? Filmen kommer aldrig ind på tilstanden i de områder, Glinda behersker ved filmens start, og enhver omtale af områderne sydpå er omhyggeligt udeladt. Vi må koncentrere vores undersøgelser om områderne i Vest og Øst og byen Emerald City.

Emerald City er tydeligvis et millitærdiktatur med streng grænsekontrol, uniformerede mænd på gaderne og de obligatoriske scener med jublende menneskemasser overvåget af bevæbnede mænd. Det er muligt, at dette var tingenes tilstand også før Dorothys ankomst, men det kan også tolkes som at der i løbet af filmen sker et millitærkup, støttet af Glinda. Da Dorothy ankommer til byen, holder troldmanden sig strengt til sit palads, og vagterne nægter at lukke hende ind. Filmens påstande om, at troldmanden gemmer sig fordi han er rar men inkompetent er klart spin, men kan den virkelige forklaring ikke være, at han frygter for sit liv og forskanser sig sammen med de få soldater, han stoler på? Eller at kuppet allerede er gennemført, og troldmanden er i husarrest?

Ifølge filmen er Munchkinernes land besat af den onde Heks fra Vesten, og munchkinerne hilsen deres befrielse med jubeloptrin. Det er dog værd at bemærke, at disse optrin involverer et godt antal munchkinsoldater. Det virker uplausibelt, at heksen skulle tillade et undertrykt folk at have en hær, der ikke var loyal overfor hende og altså en del af besættelsesmagten. Vi ville altså have forventet, at folket under befrielsesjubelen gjorde kort proces med kollaboratørsoldaterne - og dette er ikke tilfældet. Kan det tænkes, at rygterne om munchkinernes undertrykkelse var stærkt overdrevne? Er det ikke mere rimeligt at antage, at munchkinerne faktisk havde det ganske fint med heksen, og at filmoptagelserne er et iscenesat glansbillede af, hvor henrykte de stakkels munchkiner var over at blive "befriet". Man må spekulere over, hvor mange af de dansende soldater, der havnede i fangelejre...

Tilstandene på vestfronten er sværere at gennemskue. Vi ser Dorothy og hendes kammereter trænge ind i den vestlige heks' fort og slå hende ihjel med en spand vand, og filmen går over til de obligatoriske jubel- og overgivelsesscener fra hendes soldater, men I vil bemærke, at der ikke bliver vist nogle civile. Kan vi antage, at Vesten faktisk ikke er endeligt erobret endnu?

Vi spørger os selv, hvor lang tid det vil tage Glinda at undertrykke resten af Vesten, og om det næste felttog vil gå imod det totalt ignorerede Syd. Vi spørger med lidt mere end akademisk interesse, for det slår os: Oz er et magisk land, der er ved at blive samlet under en mægtig og erobringssyg diktator. Og der har allerede været trafik mellem Oz og vores verden. Selv hvis vi ikke kan tro filmens påstand om, at Dorothy vender tilbage til vores verden (og at troldmanden tog hertil i luftballon - der kan ikke være langt til Oz), er det et faktum, at filmen har fundet vej til vores verden.

Hvor længe varer det, før erobringshæren fra Oz står i vores gader?

Latter

Den sirlige lille mand, hvis frembrydende isse du ser foran dig i køen, er faktisk en ordensbroder i det ældste af alle hemmelige selskaber. Den overtrætte interrailer med hestehalen er et stort navn overalt, hvor virkelige kabalefanatikere slår deres folder. Hvis den blege pige med det vigende blik ikke er ved sin computer bare en enkelt aften, er der adskillige onlinesamfund, der styrter sammen. Knægten i den hvide skjorte med Kvickly-navneskiltet er bare en bebumset teenager --- men om aftenen! Der er små verdener overalt, og vi kan ikke kende til dem.

Det er altså ikke underligt at det ikke er til at skelne medlemmerne af vittighedsfortællernes ældgamle broderskab fra menneskemasserne. Det er sjældent dem, der forsøger sig med en lille vits til at hæve stemningen til et selskab, og det er ikke de enerverende onkelhumorister. De forholder sig til den slags mennesker som skuespillere til skolekomedie-fanatikere eller som forfattere til folk, der fører blog. Visse af dem bruger end ikke deres færdigheder blandt de profane, og der er nogle blandt de store af dem, der til hverdag taler et sprog barberet for udtryk, klippet og præcist, og ser på andres amatøriske fjollerier med en næsten asketisk alvor. De smiler et gråt smil, når de tænker, at ingen kender dem, som de er når humorister mødes.

De er ikke præcis hemmelige, de møder, jamboreer og kongresser vittighedsfortællerne holder i nedlagte remiser eller medborgerhuse. Principielt set er der intet, der forhindrer en vilkårlig samfundsborger i at møde op og betale entre. Men hun skulle først vide, at kongressen i det hele taget fandt sted, og hvis hun ved det, er hun nok allerede en af humoristerne, hvis møder ikke er hemmelige og dårligt nok skjulte, men måske bare oversete. Det er ikke møder for offentligheden, som humoristerne får nok af til hverdag, de støjende masser, der tror at vide så meget om humor, at de ingen grund har til at komme til en kongres. Det er møder for ligesindede. Dem, der har lært så meget, at de ved, hvor uvidende de er, og som har brug for at lodde dybderne i deres uvidenhed ved at sammenligne den med andres.

Så der er debatter og workshops i rum med lineleumsgulv, og der er de ældre ritualer; optagelsesprøver og indvielser, opstigen til højre grader af broderskabet og tildeling af ordensbånd. Novicer fremlægger vittigheder for værdige kommitteer, der lytter og dømmer og uddeler alvorsfulde håndtryk og velkomster. Ærede medlemmer stiller for en jury af ligemænd og præsenterer deres svendestykker, eller udfører de gammelkendte, men halsbrækkende komplicerede showstykker, der er adgangsporten til ære og lilla silkebånd. Der er middage og remnisceren og festtaler. Og frem for alt er der - det er hvad de siger til hinanden, medlemmerne - den befriende frihed ved ikke at skulle indrette sin adfærd efter, at folk omkring en ikke ved, hvad man snakker om. Og på den måde er det et tvangfrit fællesskab, når de indledende optagelsesritualer er overstået.

Men når de svage i troen har forladt humoristernes møder, er de få tilbage. Der findes hviskede beretninger om vittigheder fortalt i disse sene timer, mens stearinlysene brænder ned og det tjærede mørke sniger sig ind i rummet på trods af de støvede lamper, vittigheder, disse få eksperter og kunstnere og fanatikere kaster til hinanden som tikkende bomber, geniale vittigheder. Det er altid én af de ældre vittige, der starter, en erfaren person med et mørke i øjnene og et vidende kongemagersmil på de smalle læber. Samtalen vil være ved at dø hen i anspændt småsnak, mens alle vogter hinandens blikke, én hånd på ølglasset, og så åbner han med en let variant af en af de klassiske vittigheder, et let twist på en historie der er bedragerisk simpel i sine virkemidler men kun kan bringes til at virke af en ægte ekspert. Det er ikke en udfordring, men snarere et startskud. Med et ganske let smil og sammenknebne øjne melder én, at det faktisk minder ham om denne bagatel --- en ganske simpel sag, men måske interessant for hans med-afficionados. Og en af dem kan foreslå et twist, eller gentager stilfærdigt vittigheden for sig selv, som for at indprente sig den, med en let ombetoning af ordene, og de andre ser med et ryk af adrenalin, at sådan kunne den også bringes til at fungere, og det ville de ikke selv have kunnet slippe afsted med. Og udfordringen rammer den næste, der parerer med en sofistikeret variation, en improvisation uden et eneste fejlgreb --- hvordan skulle han også turde fejle? Stille arbejder de sig opad, mens den ene efter den anden læner sig tilbage i stolen med et umærkeligt nik og tager et dybt drag af sin øl, og til sidst er der kun to eller tre, der taler. Selv de tier til sidst, hviler hagen på deres foldede fingre, og ånder dybt men lydløst. Hvordan skal vi fremmede kunne forstå, om nogen af dem har vundet? Og endelig fyldes rummet af deres latter.

Navngivning

Akvariet. Der er en tone af klaustrofobi eller indelukkethed over det. Den lille sære verden, lukket inde om sig selv, en dråbe i verden, men det eneste sted i den nærmeste omegn, hvor dets beboere overhovedet kan overleve.

Der er en klang af det eksotiske over ordet "akvarium", et løfte om guld og koraller. Et sted lige for øjnene af os, men med andre fysiske regler, og vi ved, at dets beboere er vores modsætninger og vil dø uden det, vi vil dø af, deres blod er koldt som det vand, de ånder, og vi kan ikke kende deres sanser. Fisk i alle regnbuens farver svømmer ublinkende omkring derinde.

Hajerne er i evig, rastløs bevægelse bag saltvandsakvariets vægge, kun adskilt fra os af en glasvæg, og glas er også en væske. Deres hukommelse strækker tilbage til Devontiden, og de er uden nåde.

Lyset brydes i akvariets vægge. Fiskene ser også på os.

All right. Så har jeg et nyt navn til min blog. Lad os så se, om jeg endelig får taget mig sammen til at poste noget.

Udgangens og indgangens vogtere

Kinesiske templers porte vogtes af to løver, monstrøse væsener med krøllet manke og hængende tunger, og det må indrømmes at de snarere ligner pekingeserhunde. Hannens ene pote hviler på en globus, mens hunnens hviler på maven af hendes unge, der ligger under hendes tunge lab. Betydningen er, at det både er bygningen selv, og dem i den, der beskyttes af de venligtsindede uhyrer. Det ved ethvert barn om de lykkebringende løver.

De tvillingemonstre, der vogter nedgangen til et godt antal københavnske kældre, derimod, er af en art og natur, der er ukendt for os. Mysteriet er måske især, hvorfor disse majestætiske uhyrer, med en løves hovede, en ørns skrigende næb og vinger og en orms krop, ikke har fået en værdigere opgave end at holde gelænderet til kældertrappen oppe, mens hoveddøren står ubevogtet. Er der en symbolik i, at hoveddøren er husstandens ansigt, og derfor vogtes af familien selv, mens kælderen som nedgang til husets underbevidste regioner, fyldt af pulter, fugt og vaskekældre, må vogtes af noget, der er i stand til at afskrække de monstre, der ikke ville kunne komme igennem hoveddørens rationalitet?

"Hjemme hos mig" og andre fiktioner

En af P1's journalister - hans navn er undsluppet min erindring - omtaler konsekvent den nuværende amerikanske præsident som "George Walker Bush", med et lille eftertryk på det vandrende. Der er noget utroligt beroligende i andre folks små karakteristiske særheder. Det er en konstant påmindelse om, at verden findes, og at vi hver især udgør meget lidt af den.

Jeg er flyttet ind - eller vi skal måske bøje det "jeg er ved at flytte ind" - i MAries og Runes lejlighed, der så muligvis med en vis ret kan omtales som min. Det er sært på mange måder. Jeg veksler mellem at føle mig "næsten hjemme" og at føle mig som gæst i MAries smukke hjem. Peter flytter ind, når han har været på skiferie, og kommer altså til at skulle kæmpe sig forbi mit indre territorialmonster. Det er stort, glubsk og hærgende, skal I vide, og det kan ikke helt forholde sig til at befinde sig et sted, der er fyldt af dets ejendele, men lugter af andre mennesker.

Jeg havde egentlig lidt forventet at have en fornemmelse af at bo i et akvarium - lejligheden er moderne nybyggeri med to glasvægge - men det er nærmere det omvendte der er tilfældet. Jeg står ved vinduet i halvmørket (om det så er morgen eller aften) og ser det, som om Frederiksborgvej er mit personlige akvarium, og jeg er fristet til at banke på ruden og prøve at lokke de forbipasserende til at svømme op til mit vindue og glippe med munden ad mig, der står herude.

Godt nytår

Hej alle sammen! Jeg ville bare lige ønske jer et formidabelt 2008. Skynd jer ud og lav en masse larm i nat - der er stadig en chance for at alle de problemer, der truer i det nye år, når at blive bange for os og stikke af. Det er forsøget værd.

For mig - hvis I skulle være interesserede - kommer 2008 til at indebære mindst to flytninger. Jeg fremlejer MAries lejlighed frem til midt i juli, hvorefter jeg skal ud og finde noget andet. Jeg har også et projekt om faktisk at prøve at få nok styr på mit arbejde, til at jeg er min løn værd... Invasionen af Polen må vente til jeg har fået styr på de par ting.

Nåjo - jeres nytårsforsæt for 2008 er at læse Skin Horse. Den er af Shaennon Garrity og er lige startet. Og der er muterede løver.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

I '93 satte Monty Steen en havfrue ud ved Langelinie, og det københavnske kryptozoologmiljø var ændret for altid. Kløften mellem traditionalisterne, der ønskede at bevare Københavns naturlige kryptofauna, og de alpehueklæde radikalister, der ønskede at forme den efter deres egne hoveder, var uoverskridelig. Et par middagsselskaber nåede at blive ødelagt, inden parterne nåede den tilstand af iskold ikke-kommunikation, der karakteriserer miljøet nu. Et af de forudsigelige tab var det årelange venskab mellem Casaubon og Hansen, der endte i en forsmædelig duel på kyllingelår i en baggård på Vesterbro, efter at Hansen havde erklæret sig for radikalisterne.

Steen selv forblev tavs - han havde ændret alt for de københavnske kryptozoologer, men ironisk nok var det stadig et fåtal i miljøet, der faktisk havde mødt ham. I januar '94 udsatte han tre yngledygtige salamander-par i tunnelerne mellem Nørreport og vesterport. Det menes, at bestanden trives og er i vækst, men Steens egne observationer blev ikke fundet, da politiet stormede hans lejlighed i efteråret '99.

Steens arbejde lader til at fortsætte i det skjulte, han giver ingen beretninger om sine mål og resultater. Den heldige, der en tåget morgen får et glimt af en enhjørning i Fælledparken, eller som observerer en koloni af alfer på en gesims i indre by, har ingen mulighed for at vide, om de væsener, han har set, har eksisteret i byen i århundreder uden vores vidende, eller om de er blevet sat ud for en måned siden. Nogle af de arter, der er sat ud, vil ikke kunne overleve i København, eller vil blive udryddet af traditionalisternes klapjagter. Andre vil stortrives. Det eneste, der er sikkert, er at det overnaturlige økosystem aldrig bliver det samme igen. Og ingen, der har set de importerede havfruer boltre sig i kanalerne med ølkapsler i håret, kan sige at det er en dårlig ting.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Det er velkendt, at de tamme dyr får talens brug én gang om året, julenat, så de kan lovprise den Gud, der har skabt dem. Det er småt med vidnesbyrd, da det ikke er meningen, at mennesker skal overhøre dyrene tale, og de få vidner er tavse. Således er det ikke underligt, at ingen nogensinde har berettet, hvad dyrene i Zoologisk Have taler om julenat.

Vi kan altså kun undre os. Når julefreden sænker sig, og hele befolkningen sidder over anden og flæskestegen, er dyrene i zoo så travlt i færd med at udnytte deres talegaver? Løfter kamelerne deres hånlige stemmer til Allahs pris, i protest mod de missionerende vildsvins grynten om barnet i vuggen? Messer de røde pandaer deres buddhistiske mantraer? Eller skal vi håbe, at dyrene har fundet den vej til religiøs sameksistens, vi andre er for usofistikerede til at opdage? Måske har historikerne løjet for os - måske er dyrene ligeglade med Jesusbarnets fødsel og alle de menneskeskabte religioner. Har kolibrierne deres egen gud, som de summer om i deres nattedvale, på randen af sult som kolibrier altid er? Diskuterer de asiatiske dværgoddere spidsfindighederne i et kompliceret panteistisk system, mens de pudser hinandens pels? Hvilken blodets og styrkens gud lovpriser tigeren med natten glimtende grønt i sine øjne?

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

De underjordiske er stadig iblandt os, og man kan diskutere om der nogensinde har været tegn på, at de skulle være i aftagen. Måske er vi bare blevet lidt mindre opmærksomme på dem. Bagerne laver stadig kors i deres brød, og det er et faktum, at mødre til børn på Zahles skole stadig giver deres poder beskyttende amuletter, så de ikke skal blive taget af de underjordiske, når de venter på Nørreport station efter skole.

Irene Holst opregner otte steder i byen, hvor de underjordiske regelmæssigt viser sig, og der er sandsynligvis flere. En ældre dame, bosat ved Skt. Hans Torv har ét vindue, hvorigennem man kan se de underjordiskes færden på torvet. Mens hendes andre ruder ikke viser noget mere betydningsfuldt end regn, duer og cafégængere, kan man gennem dét vindue se processioner og optog af piercede bjergfolk, klædt i skarlagensrøde og kongeblå dragter, dybt optaget af deres egne alvorlige sager. Om natten, på de mest døsige efterårsnætter, hvor byen stille synger sig selv i vintersøvn, kan man høre rockguitarens triller og klage gennem den gamle dames vindue. Et par af hendes unge slægtninge kravlede ud af vinduet en af de nætter, bjergtagne af musikken og det eventyr, der lokkede. Den gamle dame sad oppe i timevis med de silkesnører, hun havde bundet om deres fingre for at holde dem fast i denne verden. Den ene af de unge kom tilbage ved daggry, halvt døv og halvt dum af nattens udskejelser. Det eneste spor, man har af den anden, er den finger der stadig hang på silkesnoren, da de trak den ind.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Indtil midten af halvfemserne blev det ikke regnet for et problem, at Rigshospitalet er ved at blive opslugt af de mørke dybder, det er bygget for at dække over. Som Selby og Dunwichs beregninger havde vist, ville de dæmoniske regioner i sidste ende opsluge Riget med mus og mand. At dette sandsynligvis ville ende med at ske i julemåneden, hvor mørkets magt er så meget stærkere, var bare en yderligere forbistring ved en enerverende omstændighed.

Som det ofte er tilfældet, blev problemet først anerkendt, da remediet var fundet, og da M. Steens løsning blev præsenteret, var der dårligt tid til at implementere den for alle de lovtaler, der skulle holdes.

Steen opstillede ganske simpelt seks modvægte på taget, seks kegleformede væsener af lys, der trækker, trækker i Rigshospitalet med en kraft, der modvirker det dæmoniske sug nedfra. Løsningen lader til at være teknisk sund, og der er endnu ikke set tegn på, at Riget er i fare for at knække over på midten, fanget som det er mellem lyset og mørket.

Ikke desto mindre har denne elegante løsning affødt et nyt problem: Hvis det en dag skulle lykkes at bortmane de mørke kræfter, der forsøger at trække Riget ned, vil der være et umodstået træk oppefra. Riget vil, må det vurderes, sandsynligvis lette, stige opad forbi Panum, der stadig ligger adstadigt fortøjet på Blegdamsvej, og sejle afsted mod horisonten. Der er noget smukt ved tanken, men vi bør nok som samfund diskutere, om vi virkelig ønsker at lade Riget blive vores første flyvende hospital.

Julekalender - kort pause

Jeg lagde mig jo lige med influenza i et par dage og har brugt tiden siden lørdag på at sove og/eller se på loftet. Jeg kunne fortælle jer historier om det loft. Det siger, det skød en mand i Reno.

I hvert fald har jeg været for sølle til at skrive nye poster - nye poster, der var noget værd, i det mindste - og da det ikke er lykkedes mig at oparbejde en buffer, har der ikke været nogen julekalender.

Jeg undskylder meget, og vil forsøge at hale ind på det, når jeg kommer op på to ben igen. Det betyder ikke, at det ikke bliver jul - højst at de sidste poster bliver forsinket ind i juledagene.

Vi ses,
Anne

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige fauna"

...M. Steen beretter om en gruppe af mennesker, der har forladt deres liv som det var for at skabe sig en tilværelse på byens tage. De klatrer op ad en husmur en dag og ser sig aldrig tilbage, selv om de ser ned meget ofte. Man ved ikke, hvor de finder deres føde, eller hvordan de klarer sig gennem de kolde måneder, der har afskrækket mange blandt os fra at følge dem derop. Man mener, de sover på flade tage, eller bundet op i kunstfærdige hængekøjer. Nogle har spekuleret, at de udvikler den slags gribereflekser, der tillader en fugl at sove på en gren. De ser ikke ud til at lide nød og går klædt i rødlige, skifersorte og irgrønne farver.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Politibetjenten fandt den unge kvinde i færd med at hoppe splitternøgen i Skt Jørgens sø og arresterede hende naturligvis. Det komplicerede sagen, at arrestanten åbenbart ikke talte dansk ud over en hvæsen og knebren, der, som betjenten understregede, dog forekom at være venligtsindet. Tingenes nødvendige gang var naturligvis at tage pigebarnet med på politistationen og finde hende noget tøj, en kop kaffe og en identitet.

Forbløffende nok var der ingen, forældre, kærester, skolelærere eller ægtemænd, der på dokumenteret vis savnede en ung kvinde, sandsynligvis omkring de atten, billedskøn, svanebleg og lysblond. Sagen gik videre i systemerne, til tydelig forvirring og naiv fornøjelse for sagens hovedperson, der lod til at forstå sproget, selv om hendes udtale ikke gjorde fremskridt. Slaget så ud til at stå om, hvorvidt hendes skæbne skulle overlades til terapeuterne, politikerne, der krævede hende udvist som en lumsk illegal indvandrer, det modelbureau, der havde tegnet kontrakt med hende, eller de tre mænd - blandt dem den oprindelige politibetjent - der havde tilbudt hende ægteskab. Men enden på historien blev en anden.

En klar sommerdag havde én af terapeuterne taget den unge kvinde med ud at se på byen og interagere med dens indbyggere på meningsfuld vis. Da hans patient opførte sig så eksemplarisk, tog han hende med til loppemarked på Blågårds plads. Terapeuten har endnu ikke udtalt sig særligt forståeligt om sagen, men det står klart, at én af boderne solgte kostumer, og at den unge kvinde udtrykte skræppende henrykkelse over en kreation i fjer. Det var i grunden imod terapeutens behandlingsplan at give efter for patienten, med mindre hun forsøgte at kommunikere meningsfyldt, men der var noget så smukt ved de hvide svingfjer holdt op mod den lyse hud og den lange, let bøjede hals. Man kan altid gætte på motivationer, men i alt fald lod terapeuten hende prøve kostumet på, og han må have kigget væk et øjeblik. Da han så op, var hun væk, uden at efterlade sig andet spor end et par hvide dun på jorden.

Julekalender - Amager Strandpark

De sidder spændte foran fjernsynet hver aften og krydser fingre til det øjeblik meteorologen kommer på. De har rygsækken stående klar med ekstra sweaters, varme tæpper og en lommelærke. Termokanden er vasket så de kan lave kakao og være ude af døren på ti minutter, hvis vejret ser lovende ud. Det er dén årstid. Hvis det bliver stjerneklart i nat skal de ud til Amager Strandpark og kigge efter engle.

Man er ikke altid heldig. Omvendt er man nogle gange heldigere end man har nogen ret til. Man kan stå derude i timevis derude, til ens øjne sander til ligesom ens sko, og måske ser man alligevel ingenting, selv i det mest perfekte vejr. Eller man kan lige kaste blikket op fra Rådhuspladsen, og der er de, lysende hvide og gyldne, i et kort glimt højt, højt på himlen.

I aften er der overskyet og ikke en chance. De slukker for fjernsynet og børster tænder. I deres drømme står de derude i den klare kulde under en hel hatfuld stjerner, lysene fra byen er gået ud, og de lægger en arm om hinanden og peger opad på englene, der daler ned fra himlen i stimer.

Julekalender - Den gamle jul

Han siger, han er faldet dybt fra sin foregående værdighed. Han siger det med en ræben, som han dalrer gennem gaderne i de timer, der efterhånden snart ikke er natten til lørdag, men han kan have ret i det alligevel. Hans tøj er spraglet og smagløst, der er bræk på hans ene sko og hans gylp står åben. Dette er klokken fire om morgenen.

Klokken otte om aftenen er han et brøl, "Fiiiiiisse!" og mere snaps. Han har en stupid nissehue på hovedet, den er en anelse for lille, og han ved, han ser åndssvag ud i den. Han beholder den på for at vise den rigtige ånd, og skråler en sang om mere snaps og bajere. Om et vist antal timer knalder han en af tøserne fra marketing ude på toilettet, og om et vist, nøje afmålt, antal timer lægger han noget af flæskestegen i en stor klump bræk på fortovet. Han er julens sande ånd.

Der er svineblod på hans hænder og flæskefedt i hans skæg. Hans ånde stinker af sprit, og hans gangart af vold, han oser af sex. Der er frost i hans fodspor, luften bliver metallisk af kulde, hvor han har gået, og hans ånde falder til jorden. Hans tøj er lavet af mørke og hans øjne lyser af den galskab, der rammer mennesker spærret inde i mørke og indelukket luft, snart i månedsvis. Vi holder ham ud, og griner ad ham og drikker med, fordi vi ved, han tager den galskab med, når han forlader os engang efter juledagene er overstået.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

...Eksistensen af sorte nisser mentes således omkring århundredeskiftet at være endeligt modbevist, og Cronsternes grynede fotografier blev kategorisk afvist som falsknerier. Cronsterne tog sagen med karakteristisk nonchalance. "Hvis De insisterer på at tage verificerbarheden af mine arbejder så tungt," skal han have sagt, "må jeg jo finde en anden lejlighed til at gøre mig selv bemærket for tosserier."

Det er alment kendt, at Cronsternes mangel på skepsis var en lige så bestemmende egenskab ved ham som hans åbenlyse geni. Der ville derfor ikke have været nogen grund til at fremhæve hans fotografier, hvis det ikke havde været for den måde, hvorpå de sorte nissers eksistens igen er kommet op til diskussion. Det er sket, efter at en ung amatørkryptozoolog havde held til at fotografere en gruppe nisser med sin mobiltelefon, en fredag aften i indre by, på en gesims over døren til en bar. Fotografiet er af den forventelige kvalitet, men det er tydeligt, at nisserne er blege med dramatisk sorte øjne og iklædt laset sort tøj. Håret stikker vildt, sort og tjavset ud under de sorte huer, og deres piercinger glimter i blitzlyset - der forhåbentlig også forklarer de røde øjne. Fotografens påsatnd om, at væsenerne havde markant forlængede hjørnetænder, understøttes ikke af fotografierne, men kan ikke totalt ignoreres.

Fotografiet har naturligvis vakt opstandelse blandt nisseeksperter. Èn fløj mener, forudsigeligt, at der ikke er tale om en egentlig underart, men ganske enkelt nisser, der er blevet urbaniserede i en sådan grad, at de har indoptaget goth-kulturen. Andre forskere insisterer på at billederne er forfalskede. To meget kendte nisseforskere nægter at anerkende billedernes eksistens til det punkt, hvor de har foregivet ikke at kunne se fotografen, når han er mødt op til konferencer. Én forsker studerede billedet meget nøje, mumlede "forbandede liverollespillere" og har aldrig udtalt sig om sagen igen.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Tivoli lukker og åbner af mange grunde og efter komplicerede økonomiske algoritmer, der i sig selv er værd at studere. Men der er tre nætter om året, hvor de er nødt til at holde lukket, for at ingen skal opdage, at hestene på havens karrusel er borte. Beretninger om hestenes fravær går tilbage til 1923, hvor Cronsterne Tidende trykte tivolibetjenten T's vidnesbyrd.

T fortæller, at det var på slaget ti, en høj skikkelse dukkede op ved karrusellen, en knoklet enøjet mand klædt i flagrende sort tøj. T selv havde gemt sig ved karrusellen med en plan om at springe på hestetyven, når han viste sig, for at stoppe hans uretmæssige brug af havens ejendom. Men da den fremmede stod der, mistede T modet, og han stod med kasketten i hånden, mens den fremmede gik hen til karrusellen, kaldte hver af hestene ved navn, tog tømmerne og ledte dem væk.

Det vides ikke, om karruselhestenes fravær skyldes en slags handel med den person, der henter dem de tre nætter om året, om det er en egenskab ved hestene selv, bygget ind ved deres konstruktion, eller om det bare er en af de træf, der sker, uden at der er mening i det. Men på de nætter kan man være heldig - hvis man skal kalde det dét - at se dem, som de stryger hen over byens tage. Lyset skinner tilbage fra deres malingblanke flanker og deres sorte øjne, mens de stejler på en tagryg. En høj, sort skikkelse kryber sammen i sadlen på én af dem, med knæene trukket op under hagen for at de ikke skal slæbe hen ad jorden. Han sporer sin ganger, der sætter af i et spring, en lang bue gennem luften, og et øjeblik står de aftegnet mod måneskiven. Man hører en klopren af hove, der forsvinder ned af gaden og måske, ganske fjernt, skriget af det væsen, de jager.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Ralkalkest er i al sin uhyrlighed et væren med en ganske fascinerende livscyklus. Den tilbringer sin larvetilstand i grænselandet af den barnlige fantasi. Som oftest vil en ralkalkest knytte sig til en bestemt børnehave og skifte værtsperson mellem børnene, alt efter hvem der har den mest grotesk frodige forestillingsevne på et givet tidspunkt. Dens overgang til voksenstadiet bliver igangsat af ydre stimuli, ligesom hos visse frøarter, og begynder, når værten ser en gyserfilm. Hvis barnets fantasi er tilstrækkeligt fanget, giver det Ralkalkest muligheden for at undslippe til den ydre verden. Her bygger den sig en krop af skrald og andet organisk materiale, kunstfærdigt konstrueret så den ligner det monster, barnet nu har mareridt om. På en mørk nat sniger ralkalkesten sig ind på barnets værelse, skræmmer det ihjel og spiser det. Den næste morgen vil ralkalkest være vokset til sin endelige form, en tro kopi af det fortærede barn.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

De brune rotter kom til Europa med skibene, sprang ned fra rigningen med knurhårene vibrerende af eventyrlyst, og havde snart fordrevet den sorte rotte, Rattus Rattus, fra det nordlige Europa. Måske mistede vi på den måde et kulturklenodie - den mere sky og adrætte sorte rotte, klassikernes og historikens rotte. Måske kan det være ligemeget, når skadedyr nu er skadedyr.

Det gik, skriver C. Maagh, på nogenmunde samme måde, og lige så ubemærket, da den nordiske nisse, gårdboen, blev fortrængt af den moderne, langt mindre nisse. Det Darwinistiske forløb virker meget ens: En art, der er tæt bundet til landbruget, fortrænges af en aggressivere, mere bredt tilpasningsdygtig slægtning, der opfylder dens evolutionære niche.

Er de moderne nisser ankommet med skib, gemt i lastrum eller kufferter? Eller med fly, med næsen presset mod ruden, mens de pegede deres nye hjem ud? Vidste gårdboerne, at deres tid var ude, eller var det en lang tid, hvor de bare mærkede, at der blev stedse mindre føde og stedse færre af deres egen art? Findes der stadig øde egne, hvor små kolonier af gårdboere fortsætter deres liv uden at ane, at de er en udrydningstruet art?