06 april 2008

Latter



Den sirlige lille mand, hvis frembrydende isse du ser foran dig i køen, er faktisk en ordensbroder i det ældste af alle hemmelige selskaber. Den overtrætte interrailer med hestehalen er et stort navn overalt, hvor virkelige kabalefanatikere slår deres folder. Hvis den blege pige med det vigende blik ikke er ved sin computer bare en enkelt aften, er der adskillige onlinesamfund, der styrter sammen. Knægten i den hvide skjorte med Kvickly-navneskiltet er bare en bebumset teenager --- men om aftenen! Der er små verdener overalt, og vi kan ikke kende til dem.

Det er altså ikke underligt at det ikke er til at skelne medlemmerne af vittighedsfortællernes ældgamle broderskab fra menneskemasserne. Det er sjældent dem, der forsøger sig med en lille vits til at hæve stemningen til et selskab, og det er ikke de enerverende onkelhumorister. De forholder sig til den slags mennesker som skuespillere til skolekomedie-fanatikere eller som forfattere til folk, der fører blog. Visse af dem bruger end ikke deres færdigheder blandt de profane, og der er nogle blandt de store af dem, der til hverdag taler et sprog barberet for udtryk, klippet og præcist, og ser på andres amatøriske fjollerier med en næsten asketisk alvor. De smiler et gråt smil, når de tænker, at ingen kender dem, som de er når humorister mødes.

De er ikke præcis hemmelige, de møder, jamboreer og kongresser vittighedsfortællerne holder i nedlagte remiser eller medborgerhuse. Principielt set er der intet, der forhindrer en vilkårlig samfundsborger i at møde op og betale entre. Men hun skulle først vide, at kongressen i det hele taget fandt sted, og hvis hun ved det, er hun nok allerede en af humoristerne, hvis møder ikke er hemmelige og dårligt nok skjulte, men måske bare oversete. Det er ikke møder for offentligheden, som humoristerne får nok af til hverdag, de støjende masser, der tror at vide så meget om humor, at de ingen grund har til at komme til en kongres. Det er møder for ligesindede. Dem, der har lært så meget, at de ved, hvor uvidende de er, og som har brug for at lodde dybderne i deres uvidenhed ved at sammenligne den med andres.

Så der er debatter og workshops i rum med lineleumsgulv, og der er de ældre ritualer; optagelsesprøver og indvielser, opstigen til højre grader af broderskabet og tildeling af ordensbånd. Novicer fremlægger vittigheder for værdige kommitteer, der lytter og dømmer og uddeler alvorsfulde håndtryk og velkomster. Ærede medlemmer stiller for en jury af ligemænd og præsenterer deres svendestykker, eller udfører de gammelkendte, men halsbrækkende komplicerede showstykker, der er adgangsporten til ære og lilla silkebånd. Der er middage og remnisceren og festtaler. Og frem for alt er der - det er hvad de siger til hinanden, medlemmerne - den befriende frihed ved ikke at skulle indrette sin adfærd efter, at folk omkring en ikke ved, hvad man snakker om. Og på den måde er det et tvangfrit fællesskab, når de indledende optagelsesritualer er overstået.

Men når de svage i troen har forladt humoristernes møder, er de få tilbage. Der findes hviskede beretninger om vittigheder fortalt i disse sene timer, mens stearinlysene brænder ned og det tjærede mørke sniger sig ind i rummet på trods af de støvede lamper, vittigheder, disse få eksperter og kunstnere og fanatikere kaster til hinanden som tikkende bomber, geniale vittigheder. Det er altid én af de ældre vittige, der starter, en erfaren person med et mørke i øjnene og et vidende kongemagersmil på de smalle læber. Samtalen vil være ved at dø hen i anspændt småsnak, mens alle vogter hinandens blikke, én hånd på ølglasset, og så åbner han med en let variant af en af de klassiske vittigheder, et let twist på en historie der er bedragerisk simpel i sine virkemidler men kun kan bringes til at virke af en ægte ekspert. Det er ikke en udfordring, men snarere et startskud. Med et ganske let smil og sammenknebne øjne melder én, at det faktisk minder ham om denne bagatel --- en ganske simpel sag, men måske interessant for hans med-afficionados. Og en af dem kan foreslå et twist, eller gentager stilfærdigt vittigheden for sig selv, som for at indprente sig den, med en let ombetoning af ordene, og de andre ser med et ryk af adrenalin, at sådan kunne den også bringes til at fungere, og det ville de ikke selv have kunnet slippe afsted med. Og udfordringen rammer den næste, der parerer med en sofistikeret variation, en improvisation uden et eneste fejlgreb --- hvordan skulle han også turde fejle? Stille arbejder de sig opad, mens den ene efter den anden læner sig tilbage i stolen med et umærkeligt nik og tager et dybt drag af sin øl, og til sidst er der kun to eller tre, der taler. Selv de tier til sidst, hviler hagen på deres foldede fingre, og ånder dybt men lydløst. Hvordan skal vi fremmede kunne forstå, om nogen af dem har vundet? Og endelig fyldes rummet af deres latter.

4 kommentarer:

anne sagde ...

Hmm. Jeg har gonnåk været længe om at få denne tekst færdig, og midterstykker virker alligevel ikke helt. Der er ingen Gud!

Anonym sagde ...

Lidt som en lige lovlig dømmende Kafka. Meget konsistent. Man mærker..hm..den sproglige spændetrøje. Sjovt at læse.

Det slår mig, at det måske kunne være sjovt at prøve at lave små stykker, hvor man efterligner forskellige distinktive forfatteres stil. Jeg ved ikke..?
Lars

anne sagde ...

Hej Lars!

Jeg tror, det kunne være skægt. Du laver en Turgenev og jeg laver en Chandler?

anne sagde ...

Det er for resten uretfærdigt. Jeg tror, Turgenev er svær. Tolstoy? Så ses vi om treogtredive kapitler, heraf ét essay om den russiske bondes folkesjæls natur