Så jeg vågnede i morges og opdagede, at vi skal passe på Miljøet. Altså det der med træer på - ikke det, der er oppe at slås med Arven om at bestemme over jeres hjerner.

De har startet en miljøspareuge på Gården, med hemmeligt politi og hele molevitten, og vi (altså gangens to bossdamer) har bestemt, at vi skal vinde præmien som den mest energibesparende gang. Den ene dame lusker rundt og skruer sparepærer i på toilettet og den anden slukker lyset, hvis folk er for længe i bad.

De har også slukket lyset på gangen, og da lyskontakterne sidder gemt for enden af gangen, må vi famle os frem i tusmørke om dagen og bælgravende efter kl otte. Der er den der nærmest vægtløse fornemmelse af at finde vej i et mørkt rum, mens man strækker armene ud for ikke at gå ind i væggene. Men det mørke, vi har fået på gangen, er nu et meget civiliseret og hensynsfuldt mørke, der ikke spænder ben for en, men virker hyggeligt og tillidsvækkende, lidt som et meget stort dyr med trævlet pels.

Men jeg er nu lidt bekymret - jeg ved at brandinspektørovergårdmestren med ret til at bære samme farer i harnisk, når man lader ting stå for længe på gangen. Mon hun vil bære over med vores mørke? Eller bliver vi til sidst nødt til at skille os af med det? Jeg er ikke sikker på, om det er i stand til at passe på sig selv. Og jeg har ikke plads til det på mit værelse.

Det er på tide at få et nyt par briller, eller måske bare nyt glas i de gamle. Det skal være den slags glas, der gør, at når folk, man kender, viser sig på ti meters afstand, så kan man genkende dem. Og at man kan se, hvor busserne kører hen, før de standser.

Eller måske skal jeg gå efter den slags briller, der får himlen til at virke blå lidt oftere, og gør at man kan se folk smile indeni. Måske skulle jeg se efter et par af den slags, der er slebet i stilhed ved fuldmåne og lader en se de underjordiske, eller nogle af den meget sjældne slags, der gør, at man kan se, at verden er i stille bevægese mod noget godt. Eller nogle briller der får mine øjne til at se blå ud.

Hvor tror I, man finder de hemmelige brilleslibere? Alle de små brilleforretninger, der dukker op ved nymåne i små sidegader, små mørke butikker med støv dansende i de få månestråler, der finder vej ind og pakket tæt med hylder
med briller slebet af bjergkrystal eller af størknede tårer fra jomfruer af udadleligt levned. Briller af den slags, hvor man kan se folks indre skønhed, se sig selv i øjnene eller se alle skjulte ting om onsdagen.

Jeg mener, hvordan klarer alle de rigtige mennesker sig uden den slags briller?

Det er da absurd, så sjældent jeg poster. Man skulle næsten tro, jeg var et menneske uden noget at sige. Og det er jo ikke troligt. Vent et øjeblik, mens jeg finder noget...

Tænker I nogensinde over, hvor utroligt lidt man ved om nogetsomhelst?

Der hænger sedler overalt på Gården her om, at vi ikke må tænde for vandhanerne, fordi det åbenbart får kælderen til at svømme væk, og den ligger under huset og kan derfor ikke få lov at følge sine naturlige migrationsmønstre. Men det lader til at vi godt kan bruge toiletterne. Og det er godt. Men hvorfor? Går vandet fra toiletterne ud et andet sted? Eller er det ikke på vejen ud, men måske vejen ind, der er problemer? Kan det tænkes at toiletvandet og vandhanevandet er i forskellige fagforeninger og det kun er hanevandet, der strejker?

Det er altid de mest essentielle ting, man ikke ved, hvordan virker. Internettet for eksempel. Jeg putter tekst ind i mit keyboard her, og det dukker op på en skærm hos jer. Eller måske ikke. Og jeg aner ikke hvordan det virker. Jeg må have meget vigtige ting at putte i min hjerne, siden jeg ikke har fundet plads til den slags viden.

Ja. Hold fast i dén tanke...

Min indre statistikbjørn vil gerne sige:

Dette viser nok ikke helt, at chokolade er godt for mænd. Dermed ikke sagt, at mænd ikke skal spise chokolade. Og de må gerne dele. Måske især med min indre statistikbjørn, for den slags væsener bliver let triste i en verden, hvor der ikke er særlig mange journalister der kan stille kvalificerede spørgsmål...

Statistikbjørne spiser journalister rå. Med syltetøj og chokoladesovs. Og dermed er der retfærdighed i verden.

Hmm - jeg kan lugte shokoladekage?

Hmmm - jeg kan ikke finde på andet at skrive, men jeg kan da skrive om, hvad der sker her på IV. Det vel næsten obligatorisk, og faktisk er hele sagen et interessant studium. For ser I: Det drejer sig om principper.

Der er den der ting med fremlejere på kollegieværelse, og nok især med udenlandske fremlejere; det er ikke helt ligegyldighed, men ofte kommer resten af gangen ikke rigtig til at kende dem. Så vi kender ikke ham den kinesiske fremlejer. Han kommer hjem efter ni de fleste dage og tager afsted før otte, og han spiser vist ikke andet end spaghetti, som han koger i en stegepande. Han kommer ikke til festerne, han læser ikke avisen. Så det er jo ikke så underligt, at han siger, at han gerne vil have gangskat tilbage for denne måned. Men naturligvis er det en af den slags historier, der eksploderer i hovedet på os alle sammen. For det drejer sig kun om 70 kroner - og princippet.

Vi kunne jo sagtens give ham pengene. Det er den ene ting, alle er enige om. Og det er nok netop fordi beløbet er så lille, at der er blevet fyldt adskillige sider af vores gangbog med debatindlæg.
For kan vi tillade os at lade folk tage alt det, vi som gang er fælles om, som en buffet? Glidebaneargument: Skal dem, der ikke ser fjernsyn så også betale mindre? Dem, der ikke læser avis? Dem, der ikke bruger krydderier og løg?

Der er den brede kams princip: Alle betaler det samme. Det er Retfærdighed. Der er sikkert et blåt flag, vi kan vifte med over det.

Der er flertalsdiktaturargumentet: Vi er alle sammen blevet enige om, at gangskatten er rimelig. Og den er ikke højere end på de andre gange.

Og så videre - principper er ikke rationelt funderede. Man kan kun få dem gjort til sandhed ved at proklamere dem så højt og så længe, at alle giver efter - inklusive en selv.

Jeg tror, navnet for fænomenet er "revyfeber". Første stadium er den tilstand, hvor ens tanker løber i cirkler om ordspil, melodier og bizarre ideer, dansende bjørne og forklædte biokemikere. Midt om natten vil man vågne med noget, der gennem ens søvnighed føles som en genial ide, et brudstykke af en dialog, et glimt af tre mennesker på en scene, en stump tekst til en velkendt melodi. Nogle gange holder det sig i live til morgenen. Personer og koncepter tager ophold i ens hovede, mens de håber at blive gjort brug af. Jeg ved ikke, om de også ved, hvor meget de vil tabe ved at blive forvandlet til tekst.

Men der bliver en matematikrevy igen i år.

Jeg har omtrent seks hyldemeter bøger på mit værelse, og det er ved at nå den tid på året, hvor mine bøger føler trangen til at formere sig. Jeg kan høre dem råbe på flere bøger. En del af det er nok, at jeg har samlet en del bøger i to serier, og at de userierede bøger begynder at føle sig truede. Jeg vil mene, de ikke har grund til det, med mindre mine seriebøger indgår et stemmeforbund med fagbøgerne, i hvilket tilfælde de ville udgøre en særdeles stærk politisk blok. De ville dog ikke have absolut flertal, og jeg tror faktisk, der er en større risiko for, at genrebøgerne indgår et forbund og gennemfører en slags pulpens diktatur. Jeg må indrømme at den tanke skræmmer mig, men så længe Chandler konsekvent stemmer med Austen, tror jeg ikke der sker noget. Jeg kan heller ikke rigtig forestille mig Hammett og Le Guin i forbund ret længe. Men prøv at forklare den type politiske overvejelser til Soya og Bierce*...

Nå, under alle omstændigheder foregår der en kamp på viljer. Jeg synes ikke, jeg har brug for flere bøger. Jeg har netop set vores nye mediciner flytte ind, og det er begyndt at stå mig at klart, at en fjerdesalsbeboer er forpligtet overfor menneskeheden til at holde den vægt, der skal flyttes, når hun engang flytter, nede.

Nemt er det ikke, men jeg tror, det er nu, linien skal trækkes. Det er mig, der bestemmer, om der skal flere bøger herinde. Også selv om de er i flertal.

Nemlig.



* Jeg må gøre det helt klart, at jeg her ikke henviser til personerne Bierce og Soya. Bortset fra, at de begge er døde, tror jeg de kunne forstå det meste - i hvert fald ville intet magtpolitisk være Bierce fremmed. Jeg er ikke helt så sikker på deres bøger. Bøger er som oftest irrationelle væsener.

Hvad er det præcis ved film, der gør det?

Jeg taler om genindspilninger - det velkendte fænomen "Der var noget, der virkede så nu gør vi præcis det sammen igen bare på en anden måde med lidt flere eksplosioner og bryster, og helst lidt mere letfordøjeligt."

Det må jo være familieskabet til teatret - ret beset bliver Hamlet jo genindspillet hele tiden,men ellers ser man det aldrig. Forbrydelse og Straf var da vist en moderat kultsucces, men jeg hører aldrig om, at den skal genindskrives af Peter Høeg. Eller Stolthed og Fordom af Dan Browne?

Hvorfor er der ingen der hører folkets råb på en nymaling af Guernica, nu som installationskunst? En genkomponering af Tryllefløjten til en mere tidssvarende opera - af Andrew Loyd Webber og med pyroteknik?

"We can never go back to Henry Price. But sometimes - in my dreams - I do." Closeup af Henry Price building, fra gavlen, hvor navnet står skævt i hvide bogstaver. Det er nat, de gule lamper kaster et varmt lys der kun trænger et lille stykke ind i mørket mellem træerne i parken. En kvinde går forbi i en lang frakke, der blafrer i vinden ligesom hendes lange skygge. Vi kan - hvis vi er den slags mennesker - lade et par avissider blæse over vejen.

Efter 18 timer i Manchester lufthavn fløj mit fly langt om længe, og jeg kom hjem. En æra - omend af de kortere - er overstået, og det kan påstås, at denne blog ikke længere har en eksistensberettigelse. Jeg vil lige sætte et par dage af til at overveje, om jeg i grunden har nok at sige til at fortsætte med at føre en blog.

Og hvad var det så, min mor fortalte mig om ikke at være for kry? Faktisk var det nok, hvis det var nogen, min far - og hvis det var, var det før han læste alle de undersøgelser om, at succesrige kvinder oftest er dem, der er blevet bakket op af deres fædre. Men det er et sidespring.

Jeg er indlogeret på Radisson SAS-hotellet i Manchester. Der er trådløst net på værelserne, og der er minibar og karbad alt muligt (mest the og kaffe, så nok mere muligt end alt), så det skal noget blive morsomt nok, men det var ikke med i planen. Jeg havde regnet med at være på vej til gaten nu og tage flyet klokken 19:10 i stedet for klokken 9:55. Hvem har dog fundet på at bestille snevejr i København? Kunne I ikke have ventet med fornøjelserne til jeg kom hjem?

Nåja - så længe I gemmer lidt sne til mig.

Og det var så det

Mit værelse er tomt nu. Til gengæld er min kuffert meget fuld. Mit fly går klokken syv i aften. Himlen er klar og det blæser som om det var ved at være forår. Der er vist ikke rigtig meget mere at sige.

Argh!

Eksamen er imorgen.

Og jeg ved ikke hvor og hvornår.

Og jeg ved at jeg har en mail, hvori disse vitale oplysninger står.

Og den ligger på min matematikmail

Og den har været nede hver gang jeg har prøvet at finde min mail idag.

Argh! Panik?

Måske - det er bare en arbejdshypotese - er hjernen ligesom en ballon. I så fald kan jeg ikke udtale mig om, hvad farve den har, og jeg kan ikke bevise, at der nødvendigvis må være tale om en rund ballon, men i hvert fald må det dreje sig om en gummiballon og ikke en af de heliumfyldte metalballoner, man køber i Tivoli. Hjernen vil - og det er vigtigt at holde fast i - ikke flyve væk, hvis man giver slip på den.

Eller måske skal jeg skærpe det - det kan være, det bare er min hjerne der tror den føles som en ballon. Jeg fylder den med viden, indtil den er kæmpestor og uhåndterlig, og så går jeg ind i eksamenslokalet og giver slip på ballonens munding, så der flyver viden rundt over det hele, og når eksamen er overstået, er min hjerne helt tom igen.

To eksamener tilbage i denne omgang. Det er nok meget godt.

Januar findes ikke i virkeligheden. Jeg har i hvert fald svært ved at tro det. Der er ikke noget vejr, der er ikke noget lys, og der sker ingenting. Alle studerende lukker sig inde i kokoner spundet af eksamensnoter, kold kaffe og de der forfærdelige små memorykort, ens liv bliver fyldt af, når man terper til eksamen uden hjælpemidler. De ser kun andre mennesker på deres korte udflugter til kollegiekøkkenet for at lave the eller spaghetti med ketchup. Nogle gange bliver det til the med ketchup, hvis de har dovnet den for meget i semestret. Hvem ved, om de overhovedet ville hav eenergi til at være levend, selv hvis de fik muligheden?

Kort sagt tager universet hvert år en måned fra os og giver os i stedet et dårligt erstatningsprodukt for tid. Og hvor bliver tiden af? Er det Endes grå herrer, der stjæler den? Eller skal vi tro - en tanke, jeg må have stjålet fra Chesterton eller Lewis - at tiden er død og verden bare venter på, at nogen tager sig sammen til at organisere en dommedag?

Av. Når man nu glemmer at skrive på det her skidt i en periode er det altså svært at komme i gang igen. Måske er det grunden til, at så mange (ikke sandt, Morten og Clara?) holder op med at opdatere deres blogs?

Men nu er det jo januar. Og jeg har spist mig tyk til jul. Og drukket champagne til nytår[1]. Og læst til eksamen. Lidt. Og i morges tog jeg flyet - tilbage til England. Det sidste skal siges i et lidt dybere stemmeleje, med massive pauser mellem ordene og gerne et bækkenslag til sidst.

Det ligner sig selv herovre.


[1] Drak jeg nok champagne? Kan man drikke nok champagne? Bliver dette det sidste år med en chance for champagne, fordi jeg melder mig ind i en sekt og/eller bliver en paradisfugl? Kan I ikke ligge vågne over den slags spørgsmål? Hele natten?

Huhej.

Jeg er først ved at falde til ro nu. Det er ikke let at have tiltro til det engelske transportsystem, så jeg havde planlagt min rejse til lufthavnen sådan at jeg burde være kommet 40 minutter for tidligt. Det betød at jeg stod op klokken fem igår, og alligevel nåede jeg først at checke ind fem minutter før det var for sent. Men jeg nåede mit fly, og jeg kom hjem. Det lykkedes mig endda at virke helt vant til at være et sted, hvor alle folk talte dansk. Nu skal jeg bare komme over det desorienterende i, at folk kører i den forkerte side af vejen herovre.

Og så skal jeg til at stresse op igen - jeg opdager, at jeg faktisk skal til eksamen snart.

Anne: Godt - så tager jeg til Oxord.
Anne+: Hvad gør du? Hvorfor?
Anne: Jeg tager til Oxford. Jeg skal ned at besøge Katie hos hendes forældre dernede i nærheden. Det bliver sjovt. Vi skal turiste den i Oxford og gå ture på landet.
Anne*: Men hvad så med os?
Anne: Det ved jeg faktisk sikke. Sandsynligvis kommer jeg ikke i nærheden af en computer før på søndag. I må klare jer selv indtil da.
Anne*: D-d-det k-kan vi ikke. Vi er små og yndige og hjælpeløse. Jeg kan ikke lave mad. Og Anne+ ved ikke, hvordan man læser godnathistorie.
Anne+: Og burde du ikke snart begynde at læse til eksamen? Det er uden hjælpemidler, ved du. Du skal kunne pensum udenad.
Anne: Det hørte jeg af en eller anden grund slet ikke. Lad være med at gentage det. Jeg tror det er en form for selektiv høreskade. Der er intet at gøre.

Anne+: Skip hende fri!
Løve: Vil stadig ikke!
Anne+: Spyt. Hende. Ud. Nu.
Løve: Mmmh-mmmh! (Løven ryster på hovedet med munden knebet sammen)
Anne: Kan I ikke være lidt mere stille? Jeg har travlt med at købe julegaver, bage pebernødder og finde min billet hjem der er blevet væk igen.
Anne+: Men løven har spist Anne*
Løve: Jeg har ikke spist hende - jeg har slugt hende. Forskellen er, at hun er i ét stykke.
Anne+: Sig noget til ham!

(Anne har travlt med at løbe omkring med et sommerfuglenet. Hendes flybillet (Manchester-Copenhagen, 19. dec.) flagrer kvidrende rundt oppe under loftet)

Anne+: Slip hende ud! Det her er ikke retfærdigt.
Løve: Og?

(Efter halsbrækkende manøvrer lykkes det Anne at fange billetten. I det øjeblik begynder der at lugte af brændte pebernødder, og Anne styrter ud i køkkenet. Billetten undslipper fra sommerfuglenettet)

Anne+: Jeg er sur! Grrr!
Løve: Det er muligt, men du er ikke god til at være sur. Det skal gøres sådan her: BRØØØØL!(Anne+ kryber rædselsslagen sammen, men netop da løven brøler, ryger Anne* ud af munden på den. Nogen har ganske enkelt sparket løven bagi i det taktiske øjeblik. Og nogen er:)
Anne+: Mystiske fremmede! Jeg troede du var død!
Mystisk fremmed: Øh - jeg fik det bedre?
Døden: Hvis du lige vil undskylde mig - jeg ser bedre ud end det dér.
Anne+: Jeg er forvirret.
Løve: Jeg er skuffet.
Anne*: Jeg er tilsavlet.
Døden: Jeg er fornærmet.
Mystisk fremmed: Jeg er ikke død. Eller - jeg var død. Men - øh - jeg var den mest oplagte redningsmand, så jeg blev genoplivet.
Anne+: Men hvad tænkelig motivation kan der være for at genoplive dig? Du er en totalt ligegyldig figur.
Mystisk fremmed: Det er hvad du tror! Rent faktisk er jeg hverken mystisk eller fremmed. For jeg er Saint George!
Anne+ og Anne*: ...
Saint George: Men det er jeg! Legendarisk redder af damer i nød. Bekæmper af drager. Uovervindelig beskytter af retfærdigheden og Gamle England.
Anne+ og Anne*: ...
Saint George: Det passer altså! Sig noget!
Anne+: Undskyld. Vi tror på dig.
Anne*: Vi troede bare, du var højere.
Saint George: Suk. Hvis det skal være på den måde, kan det også bare være ligemeget. Så går jeg.
Løven: Det gør jeg også.
Saint George: Jeg kan sagtens risikere mit liv i kamp med vilde dyr uden at få nogen tak. Det har jeg det fint med. Jeg er ikke såret. Lidt latterliggørelse er altid sundt. Jeg ville slet ikke have lyst til at blive belønnet med overdreven ros og pebernødder. Eller jødekager. Specielt ikke jødekager.
Anne+: Jeg går ud fra at Anne godt kan undvære et par kager, hvis det hjælper...

Anne+, Anne*, Løven, Døden og Saint George holder et mægtigt pebernøddegilde. De synger julesange og fletter hjerter og kaster krummer til billetten, som hopper rundt på gulvet omkring dem. Anne ville måske ikke helt have værdsat denne gode brug af hendes hjemmebag, men billetten spiser sig så tung, at det lykkes hende at fange den igen. Og alt er vel.

Og julekalenderen for idag indeholder - en fabel. Og fablen går således:

Anne*: Hvem er du?
Løve: Jeg er en løve, alene i verden, og jeg er usigeligt melankolsk.
Anne*: Jeg mener at vide, at du er Annes metaforiske løve - og dermed en løve - og måske er vi alle sammen alene, når alt kommer til alt, men hvorfor er du melankolsk?
Løve: Fordi jeg - endskønt jeg er en fuldtud metaforisk løve - engang var en farlig løve og truede folks velfærd. Men for hver løve findes der en løveskæbne, og min skæbne fandt mig en dag, ved at Anne kiggede på mig og sagde: "Min vejleder har sagt, at du ikke findes, og jeg har selv sagt at du ikke findes, og jeg er nu overbevist om, at du ikke findes."
Anne*: Så du er en ikke-eksisterende, rent metaforisk løve.
Løve: Og derfor melankolsk.
Anne*: Det er en meget trist verden, og jeg er villig til at deltage i din melankoli. Og hvis det kan gøre dig gladere, vil jeg gerne tro på dig, for jeg tror på så mange underlige ting.

(Løven sluger Anne* i en mundfuld)

Løve: Der er en morale i dette, og moralen er, at ikke-eksisterende løver ikke kan æde folk - i en mundfuld eller flere - fordi det ville være fjollet. Men ikke-eksisterende løver, som folk tror på, gør hvad der passer dem.
Anne+: Det er ikke en god morale. Og spyt hende så ud!
Løve: Vil ikke!