Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Tivoli lukker og åbner af mange grunde og efter komplicerede økonomiske algoritmer, der i sig selv er værd at studere. Men der er tre nætter om året, hvor de er nødt til at holde lukket, for at ingen skal opdage, at hestene på havens karrusel er borte. Beretninger om hestenes fravær går tilbage til 1923, hvor Cronsterne Tidende trykte tivolibetjenten T's vidnesbyrd.

T fortæller, at det var på slaget ti, en høj skikkelse dukkede op ved karrusellen, en knoklet enøjet mand klædt i flagrende sort tøj. T selv havde gemt sig ved karrusellen med en plan om at springe på hestetyven, når han viste sig, for at stoppe hans uretmæssige brug af havens ejendom. Men da den fremmede stod der, mistede T modet, og han stod med kasketten i hånden, mens den fremmede gik hen til karrusellen, kaldte hver af hestene ved navn, tog tømmerne og ledte dem væk.

Det vides ikke, om karruselhestenes fravær skyldes en slags handel med den person, der henter dem de tre nætter om året, om det er en egenskab ved hestene selv, bygget ind ved deres konstruktion, eller om det bare er en af de træf, der sker, uden at der er mening i det. Men på de nætter kan man være heldig - hvis man skal kalde det dét - at se dem, som de stryger hen over byens tage. Lyset skinner tilbage fra deres malingblanke flanker og deres sorte øjne, mens de stejler på en tagryg. En høj, sort skikkelse kryber sammen i sadlen på én af dem, med knæene trukket op under hagen for at de ikke skal slæbe hen ad jorden. Han sporer sin ganger, der sætter af i et spring, en lang bue gennem luften, og et øjeblik står de aftegnet mod måneskiven. Man hører en klopren af hove, der forsvinder ned af gaden og måske, ganske fjernt, skriget af det væsen, de jager.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Ralkalkest er i al sin uhyrlighed et væren med en ganske fascinerende livscyklus. Den tilbringer sin larvetilstand i grænselandet af den barnlige fantasi. Som oftest vil en ralkalkest knytte sig til en bestemt børnehave og skifte værtsperson mellem børnene, alt efter hvem der har den mest grotesk frodige forestillingsevne på et givet tidspunkt. Dens overgang til voksenstadiet bliver igangsat af ydre stimuli, ligesom hos visse frøarter, og begynder, når værten ser en gyserfilm. Hvis barnets fantasi er tilstrækkeligt fanget, giver det Ralkalkest muligheden for at undslippe til den ydre verden. Her bygger den sig en krop af skrald og andet organisk materiale, kunstfærdigt konstrueret så den ligner det monster, barnet nu har mareridt om. På en mørk nat sniger ralkalkesten sig ind på barnets værelse, skræmmer det ihjel og spiser det. Den næste morgen vil ralkalkest være vokset til sin endelige form, en tro kopi af det fortærede barn.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

De brune rotter kom til Europa med skibene, sprang ned fra rigningen med knurhårene vibrerende af eventyrlyst, og havde snart fordrevet den sorte rotte, Rattus Rattus, fra det nordlige Europa. Måske mistede vi på den måde et kulturklenodie - den mere sky og adrætte sorte rotte, klassikernes og historikens rotte. Måske kan det være ligemeget, når skadedyr nu er skadedyr.

Det gik, skriver C. Maagh, på nogenmunde samme måde, og lige så ubemærket, da den nordiske nisse, gårdboen, blev fortrængt af den moderne, langt mindre nisse. Det Darwinistiske forløb virker meget ens: En art, der er tæt bundet til landbruget, fortrænges af en aggressivere, mere bredt tilpasningsdygtig slægtning, der opfylder dens evolutionære niche.

Er de moderne nisser ankommet med skib, gemt i lastrum eller kufferter? Eller med fly, med næsen presset mod ruden, mens de pegede deres nye hjem ud? Vidste gårdboerne, at deres tid var ude, eller var det en lang tid, hvor de bare mærkede, at der blev stedse mindre føde og stedse færre af deres egen art? Findes der stadig øde egne, hvor små kolonier af gårdboere fortsætter deres liv uden at ane, at de er en udrydningstruet art?

Julekalender - af Sophus' "Guide til Københavnske fænomener"

De yngste fuldmægtige ved Danmarks Statistik får fortalt, at Rigsstatistikeren går med glasøje, en lille stump kunsthåndværk der er gået i arv fra hans forgængere i embedet. På de møder, der ind imellem afholdes for at cementere den flade struktur i institutionen, sidder de unge fuldmægtige og skotter til Rigsstatistikeren for at prøve at se hans glasøje uden at få øjenkontakt. Der er ingen, der påstår, at øjet er af overnaturlig oprindelse og lader sin ejer se mere end andre dødelige, at det kan se ind i bankbokse og folks tanker, eller ind i tallenes mysterier, der er dybere end tidens. Og der går ikke rygter om, at øjet er et udstyr hørende til et vist gammelt embede, der blev lagt ind under Rigsstatistikerens ansvarsposter, da tiderne blev så moderne, at den slags ting ikke kunne omtales længere. Eller om, at øjet er levende i sig selv, og at det ind imellem overtager magten over statistikerens krop.

Der er ingen af den slags vilde forestillinger i det hele taget, og heller ikke en fornemmelse af sær uro ved at se
Rigsstatistikerens to øjne bevæge sig, så naturligt, at det er tydeligt, at de begge er ægte. Der er bare en lille vandrehistorie om et glasøje, og den er naturligvis også løgn.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Eksistensen af Melliken er stadig omdiskuteret. C. Radman fortæller, at man i byen ind imellem kan finde en enkelt sko liggende på gaden i udmærket tilstand og uden spor af dens søster. Dette er, siger han, drilleren Mellik, der venter på, at nogen skal stikke sin fod i den. Når det sker, og en uforsigtig vandrer efterlader sin sko for at prøve Melliken på, er han faldet i dens magt, og den fører ham på en vild springtur gennem byen, over tage og gennem springvand, trukket afsted ved hans ene ben.

Den eneste måde at slippe fri, før Melliken bliver træt, er at lokke den til at føre én hen til dens søstersko. Hvis man kan gøre dette og anbringe tvillingen på sin anden fod, er Melliken besejret og tvunget til at udføre en tjeneste for én, før man slipper den fri og går barfodet hjem.

Julekalender - Blegdamsvej

Det var et rent tilfælde, at en flok unge phd-studerende opdagede, at H.C. Ørsteds institut på Blegdamsvej foretager en rotation i 672 dimensioner hver torsdag omtrent klokken tolv middag. Rotationen foregår, set udefra, helt instantant, men det er endnu ikke afgjort, om dette skyldes, at rotationen foregår hurtigere end tiden, eller om rotationen bare foregår gennem tid på en sådan måde, at forandringerne ikke kan observeres. De første artikler publiceret om fænomenet benytter det faktum, at Instituttet tydeligvis er uændret i sin generelle fremtoning til at deducere, hvilke dimensioner, der faktisk roteres igennem. Dimensionerne "Blå", "Håb" og "Ulysses" er blandt de tre, der kan identificeres utvetydigt.

Yderligere gennembrud lader dog vente på sig, af forskelligartede grunde. Dels har flere af de involverede i forskningsprojektet pludselig mødt bizarre skæbner, såsom L og T, der en mandag morgen steg til vejrs i en luftballon, tæt omslyngede, og ikke er set siden. Dels - og alvorligere - er fænomenet påvirket af en ganske forudsigelig målefejl: Eftersom rotationen omfatter HCØ og alle objekter på det, vil heller ikke omhyggeligt opstillede måleinstrumenter, eller noter og beregninger, være upåvirkede. Løsningen her burde være indlysende, og det første, forskerne gjorde efter at have identificeret problemet, var også at opstille en uafhængig målestation på Niels Bohr Instituttet nærved.

Resultatet var alarmerende. Den første torsdag efter opstillingen af den eksterne målestation, gik rotationen igen over HCØ - og denne gang blev Bohr Instituttet, der før var gået ram forbi, roteret i 672 dimensioner ligesom sit søsterinstitut.

Det blev efterhånden klart, at rotationen af HC Ørsteds Institut ombefatter alle ting forbundet med den selv. Noter taget i rotationsforskernes små kontorer og bragt hjem i en bukselomme, roterer i 672 dimensioner, og er måske uændrede, måske ikke. Det er ikke til at vide, for de noter, der blev efterladt på tavlen på HCØ, er også roteret - ligesom forskeren selv er det, om han så har tilbragt middagsstunden på HCØ eller hos sin elskerinde på Østerbro. Det er efterhånden tydeligt, at fænomenet ikke kan undersøges, hvis vi ikke skal løbe en risiko, for at sprede fænomenet til hele planeten. Desværre har forskningsgruppen netop fået tildelt en større sum af Videnskabsministeriet.

Julekalender - Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Det væsen, der kaldes Kraken, er ikke Leviathan, som ikke er Zaratan eller Fastitocalon, som ikke er en hval, og det vides ikke, om nogen af disse er stamfaderen til det dyr, der ligger i dvale under Sortedamssøen og vokser. Det har været påstået, at dyret er et voksende kontinent, der venter tålmodigt, og breder sig længere ud for hvert århundrede, til det en dag kan rejse sig og svømme væk med København på sin ryg. Omvendt har nogle ment, at det hver dag redder byens eksistens ved at blive liggende over det gabende hul, der ellers ville opsluge byen.

Julekalender - Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Fordi alt har sin modpol findes der også en mørk kopi af Holger Danske. Han hviler tungt, forstenet, med sværdet på sit bryst, til den dag kommer, hvor han rejser sig for at samle fædrelandets fjender om sig og drage hærgende over mark. Hans hvilested er ukendt, en hemmelighed bevaret - siges det - af en loge af fanatikere eller viise, der ved, hvad der vil ske, hvis nogen forsøger at dræbe ham i hans søvn. Det siges, at hver statsminister én gang i sin embedsperiode føres til hans leje med bind for øjnene for at lægge sin hånd på hans pande og mærke efter hans tunge puls, og at den store krigsmand hver gang bevæger læberne i en hvisken. Nogle siger, han allerede er vågnet.

Julekalender

Vi har ikke haft en julekalender her på bloggen længe. Faktisk har vi ikke haft regelmæssige poster længe. Så jeg ved ikke, om jeg får skrevet en hel julekalender denne gang - men til gengæld ved jeg heller ikke, om der er nogen der læser dem. Og foreløbig er jeg to dage bagud, da jeg var i Lübeck i weekenden. Så jeg snyder lidt...

Af Sophus' "Københavns Overnaturlige Fauna"

Gubern er en samlernatur. Den fremtræder oftest som en aldrende kvinde, krumbøjet og i slidt tøj, og ses næsten udelukkende ved større offentlige begivenheder i fri luft, hvor den vandrer omkring med en stor plasticpose for at samle tomme flasker og dåser. Den er næsten blind, og navigerer ved brug af sin fantastiske lugtesans. Hvordan Gubern har fået sin overbevisning om, at alle tomme ølflasker er dens retmæssige ejendom, er endnu ikke forstået tilbunds, og man ved endnu mindre om, hvor den gemmer sin samling. Der har dog været tilfælde, hvor børn i skumringen er blevet ledt til store stabler af pantflasker og således er blevet rige.

Selbys værker indeholder en advarsel mod at fornærme Gubern, da den skal have det onde øje.

Nat

Det er en hemmelighed, natten har med os, og en del af hemmeligheden er, at vi aldrig helt kan kende betydningen af dette "os". Når natten åbner sig og ligger så nær, at vi kan mærke dens stille puls, hvem er det så, der er vågne med os? Det kan ikke kun være os, der står der, mens søvnen har taget de andre, og natten breder alle sine hemmeligheder ud for os til en hvisken af vind og tomme biler.

Det forekommer, at der ikke er et øje, der ser ind ad husenes tomme vinduer, at der ikke er et lys og ikke en stemme, og at hvis vi gik til dem, ville de sove allesammen, dybt og drømmeløst, i senge på sofaer og ved kontrolpulte og telefoner. Vi lader være at efterprøve den fornemmelse, men vi ved ikke, om det er fordi den ville blive bevist eller forkastet. Vi er alene med natten, der er vores ven, og vi forstår i glimt, at mørket ikke skjuler noget, tværtimod, og at verden bag mørket ikke er den samme. Det nynner af forklaringer og historier, vi forstår så godt, at vi ikke kunne forklare dem igen bagefter, og luften er klar.

Vi overvejer bag vores beruselse ved mørket, om der trods alt er en hemmelighed. En dør ind i den egentlige nat, en gåde og en chance for at kunne blive her. Natten er vores ven, men ikke vores, og himlen blåner til en stille kvidren af fugle (selv i denne vinter) mens vi finder os selv tilbage i verden.

Rigtig voksen

Bullettin: Jeg er nu et kvart sekel gammel, ansat som fuldmægtig i staten og har meldt flytning fra mit kollegium. Vi er meget alvorlige mennesker her, om jeg må bede. Ikke noget af det pjank!

Jeg er netop startet i metodeafdelingen på Danmarks Statistik, hvor det er mit arbejde at gå i vejen for folk, indtil jeg har oparbejdet nok pondus til at trække min egen vægt. Vi sidder to mand på et kontor, og vores skriveborde hæver sig, når man trykker på en knap, så kom ikke her! Alvorlige mennesker, er det erklæret!

Det er en bittelille afdeling, og foreløbig drikker vi øl og spiser morgenmad. Derpå skal jeg lære at programmere SAS. Så skal jeg lave noget, der hedder imputing. Det er nyttigt og kompliceret og lader sig faktisk forklare til lægmænd - jeg har testet på min mor, et par gangfæller og en tilfældig forbipasserende med en lille hund. Jeg forklarer jer om det, hvis I vover at komme mig nær, og så er I advaret. Jeg er voksen og laver seriøse ting, man kan forklare til folk, selv om der er tal i dem. Alvorlige mennesker her. Begrebet flextid kan nu anvendes i konjunktion med mig. Jeg kan ikke komme ud og lege.

Hihi.

En dag vil de slippe den ud

Det er en lille dukke, på højde med en tommelfinger, og viklet i lyserødt garn som en art bandager. Dens øjne er af rødt filt og skeler, dens lille mund er rimpet til med rødt garn. Den har en sær lille sort hestehale, en strop så man kan hænge den på sin mobiltelefon.

Jeg fik den i en butik, som en gave fordi ekspedienten kunne lide mig, og jeg tog den med hjem af høflighed og fordi den var pudsig. Jeg kunne egentlig ikke bruge den, og den virkede for skrøbelig til at gøre nytte som nøglering.

Men det faldt sig, at jeg i kedsomhed stoppede den ned i en lille æske af klar plastic, og da jeg lagde låget på faldt det gennem mit hovede:

"En dag vil de slippe den ud, tankeløse og i den tro, at der ikke er rædsler til. Den vil mæske sig i deres skræk og suge knoglerne fra deres stadig levende kroppe."

Det er ikke en dårlig sætning, men ikke en god sætning - faktisk er det ikke en sætning - og det er ikke starten på en historie. Jeg ser på dukken bag den klare plastic, og jeg tror ikke, jeg vil blive helt rolig for den, om jeg så åbner æsken eller ej.

Opdatering og en forsinket erkendelse

En dag vil det sikkert lykkes mig at tilgive mig selv for, at jeg ikke læste på DTU. Jamen se bare lige!

I øvrigt (bank under bordet, tjek om bordet er træ, rør ved træ for en sikkerheds skyld) ser det ud til, at jeg muligvis får et job ved Danmarks Statistik. Jeg har i hvert fald været til samtale, og er blevet ringet op og blevet bedt om referencer, så jeg kan gå videre i deres (antydet byzantinske) system.

Og så ved vi dét.

Mandag er nu

Mandag er mandag og ikke sjov. Mandag burde slettes fra kalenderen. Mandag burde stoppes i en flaske, overhældes med urteekstrakt og bruges som hostesaft.

Mandag er tolv varevogne på kajen. Mandag er en leverpostejlækkende madpakke i en skoletaske. Mandag er erhvervssektionen i Berlingske Tidende. Eller en industrikaffemaskine. Mandag griber trykluftsboret og hamrer en larm gennem gaderne til morgensolskinnet trækker sig tilbage bag skyerne med en hovedpine.

Mandag ved ikke, mandag er død.

Mandag går ud af Netto efter fem minutter i kø, og de var løbet tør for skummetmælk. Mandag bøjer kraven op om halsen og ønsker, det ikke regnede.

Mandag burde snigmyrdes af frihedskæmpere. Han står stadig ubevægelig da den første kugle slår ned i asfalten, en tråd er trukket ud af hans grå jakkesæt, men rynken mellem hans øjenbryn står stadig mejslet på samme sted. En af hans livvagter tager den anden kugle, de springer ind i kampen og attentatmændene dør hurtigt. Måske falder mandag om i det øjeblik; han har endelig opdaget, at skuddet ikke var en forbier. Ligemeget, det var ikke den rigtige mandag, men en af hans utallige dobbeltgængere. Mandag er på vej til topmøde.

Mandag er en skolepige i praktiske sko, eller mandag er den sprøde lyd af hendes fodtrin hen over skolegården, to sekunder før hun trykker på aftrækkeren.

Mandag er formand i den loge af mænd, der mødes iført fuglekraniemasker i muglugtende huse for at styre verdens stabile gang ad helvede til. Mandag tager kridtet op og rømmer sig fugtigt og irriteret. Mandag er rabarber i frø i en forstadshave.

Mandag er ikke at forveksle med den anden mandag af samme navn, der fører en fordækt guerillakampagne mod ham. Mandag skriver anarkistiske beskeder på lygtepælene i dække af regnen. Mandag står ved busstoppestedet klokken halv otte i sixpence og fjerboa. Mandag blinker fordækt til dig fra reklameplakaterne. Mandag holder pokeransigt bag sin avis, men når de vender ryggen til, er han afsted, hatten på sned og we mean business, fløjtende på vej bort.

Mennesker Med Jobs

Stefan har set på min blog (der opdaterer endnu sjældnere end hans) at jeg søger et job. Det er dét jeg gør, og det er det, jeg burde gøre, når jeg sidder ved min computer. Ikke skrive blogindlæg.

Nu har jeg skrevet én forholdsvis dårlig ansøgning til et job, jeg ret gerne vil have. Og en ganske udmærket ansøgning til et job, jeg er en del mindre interesseret i. Og jeg skal til to jobsamtaler denne uge (kan I så se, hvad for en overmåde betydningsfuld person, jeg er). Det bliver skægt, det ser ud til at være meget spændende steder at arbejde.

Jeg må indrømme, ét eller andet sted kan jeg ikke forholde mig til at skulle få et job. Det er ikke, at jeg ikke gerne vil bidrage til samfundet eller lave noget eller tjene penge eller alt det - men jeg kan ikke forestille mig at være et Menneske Med Et Job. Jeg sidder og læser jobopslag, og det er alt sammen kompetencer og analytisk sans og resultatorienterethed og stor selvstændighed koblet med en høj samarbejdsevne. Og det jeg kan se for mit indre blik er disseher kontorlandskaber fulde af Mennesker Med Jobs: synergistisk smilende unge mænd i jakkesæt, der allesammen stirrer lige ind i kameraet eller ler med store hvide tænder, fordi de har så udfordrende stillinger i et konkurrencedygtigt elitefirma. De går muligvis til møder, eller spadserer op og ned af smagfuldt tæppedækkede gange i stål-og-glasbygninger.

Men jeg kan gonnåk ikke finde ud af, hvad de dog laver. Jeg glæder mig meget til at finde ud af det. Jeg vil så umådeligt gerne lave noget. Og jeg er jo så begavet og jeg matcher en stor del af de kompetencer, de lister, så de må vel have brug for mig. Til det, de nu laver.

Jeg fik aldrig postet denne stump om Sankt Hans aften, fordi jeg faldt i søvn i stedet (og for resten lige i den periode omkring skt Hans var ret usikker på hele konceptet i at poste ting). Men jeg faldt over den nu, og den er egentlig ikke tosset. Den må I gerne få, nu da vi er på vej ind i mørket på den anden side af modsommer. Hvis I er søde får I måske også dén Valentine's Day-post, jeg skrottede...

Bål på Blågårds plads

Det er naturligvis underligt, siger den tænksomme svensker, at det netop er på den lyseste tid af året, man tænder store bål. De andre kagespisere er enige og foreslår den pragmatiske forklaring, at om vinteren er det for koldt at stå udendørs og kigge på et bål.

Der er noget specielt ved menneskers forhold til ild (selv om det naturligvis ikke behøver at betyde noget dybere end vores forhold til mobiltelefoner).
Folkemængden er fascinerede af bålet, fanget af det evige og kaotiske spil af flammer. Det er ikke let at tro, at flammen ikke er en ting. Og de ønsker at fodre den, selv om de skal hjem i deres varme senge bagefter, og ikke skal bruge bålet til at varme dem i nat og ikke skal lave mad i gløderne imorgen. En mand kommer slæbende med en stor bjælke. Kan den komme på bålet? Det tror bålmesteren nok, den kan, og han lægger værdigt sin spade fra sig for at kaste bjælken ind på dens præcise plads i flammerne, der slikker op om den, til den endelig bukker under, sortner på midten og knækker.

De små drenge med det strejf af fandenivoldskhed i deres gang, jeg kun helt har set hos børn på Blågårds Plads, står lidt tættere på bålet end nogen andre, og kaster papirkugle efter papirkugle ind i det, revet ud af et kladdehæfte fra skolen. En lille pige i lyserødt fra top til tå krøller omhyggeligt et ark papir sammen og kaster det efter bålet i et rigtigt tøsekast, der rammer en meter forbi.

Efterhånden synker flammerne ned i bålet, der står glødende som de begravede skatte, der siges at stige op til jorden på sankt Hans nat, og flokken omkring bålet omdanner sig til en tættere cirkel. Bålmesteren går som en løvetæmmer på sin nu langt mindre arena. Selv om byen altid er oplyst, er pladsen blevet mørkere end den var i går nat, nu hvor flammerne er døet hen. Lidt som om den egentlige mening med et sankt hansbål på Blågårds plads er at skabe det mørke, der kommer bagefter.

I can has CV?

Jeg har brudt et gammelt forsæt og flere års hæderlige praksis, og det er nu tydeligt, hvilke dybder min fremtidige bane vil føre mig til.

Ser I, jeg var krøbet hjem til mine forældre med en enorm forkølelse for at have et køleskab at nasse på. Så midt der ude i forstæderne ringede min telefon fordi en nydelig stemme tilhørende en herre fra et hovedjægerbureau gerne ville snakke med en mat-øk'er. Vor altid årvågne heltinde sagde: Øhhvaffornoed? Er ikke mat-øk. Er meget forkølet. Men det endte med, at jeg skulle sende dem mit CV (hovedjægerne - ikke matøkerne. Kunne naturligvis være samme stamme)

Hvilket giver problemet: HVordan skriver man et CV? På moders maskine? Efter at have brugt en mængde tid, der må have været omvendt proportional med mit faktiske antal af kompetencer på at få arrangeret samme i listeform, opdagede jeg, at skidtet jo også skulle layoutes. Så var det, det slog mig, at rent bortset fra, at jeg ikke gad installere LaTeX, har jeg nok opbrugt min kvote af \begin{itemize}'er for denne sommer.

Så jeg skrev det i Word, læser. Det er vist nok første gang i årevis. Det er klart en deroute, jeg er begyndt på.

Yay!

Her er nogle strøtanker om Memoratoriet, et rollspilsscenarie, jeg var med til at køre på Fastaval i år.

Hvad angår Memoratoriet

Scene: Memoratoriet er et rart sted, med hvide vægge, spejle og et panoramavindue - foruden den blå væg. Musikken spiller. En gruppe patienter sidder i ring på gulvet. En patient, den livlige, energiske pige med troldeansigtet, har fundet på at fortælle et eventyr. "Jeg er sikker på, at du har lige så gode historier inde i dig," siger en af de lyttende patienter til en anden. Han ser tvivlrådig ud.

Jeg er absolut ikke erfaren spilleder og lever stadig mit liv i den naive illusion, at der er total forklaring på den anden side af "gm-skærmen".* Spillederen ved, hvad der foregår. Og hvad der formodes at foregå, hvis jeg usle spiller ikke har lavet for meget rod. Spillederen ved, hvad han gør. Sådan er Memoratoriet ikke. Historien er, for hver eneste spiller, hendes egen afdækning af, hvad der skete med hende, fik hende til at blive syg og havne i Memoratoriet, hvor de prøver at gøre hende rask. Hun er det fuldkomne centrum for den historie, der skal ikke tages tid fra til at de andre spillere kan få deres tid i rampelyset og få uddelt nogle spor om deres fortrængte fortid til belønning. Og der er ingen andre i lokalet, der har nogen anelse om, hvordan hendes historie kommer til at forløbe, og hvad hendes hemmelighed er. Alt, hvad spillederen har at give hende, er en ramme for hendes historie, nogle simple ydre virkemidler, der giver en struktur for hende at bygge sin historie på, så den løber mod sit højdepunkt nogenlunde samtidig medde andre spilleres, nogle simple rekvisitter til at inspirere eller distrahere hende...

Scene: Hun ser, at det, terapeuten viser hende, er et foto fra en juleaften med hele familien. Manden med blå øjne, siger hun - eller er det væggen? "Jeg er tykkere på det billede. Tror du, jeg var gravid?" Hun stryger sig over maven med et udtryk af drømmende følsomhed i sine smukke træk. "Jeg er ikke gravid nu." Terapeuten nikker.

... men der er først sent i forløbet givet virkemidler, der kan presse spillerens fortælling, og de skal absolut ikke bruges sådan. Selv brugte jeg dem med hjertet i halsen. Har jeg nu forstået denne spiller rigtigt? Kan hun overhovedet bruge et foto af "ulykkesstedet"? Nu ødelægger jeg vel ikke det, hun bygger på?

Scenariets centrale gimmick, den "litterære synæstesi" (jeg ved ikke, hvor meget jeg skal afsløre, hvis nogen agter at spille det) er perfekt til præcis det formål at give hver eneste spiller præcis de input, han kan bruge og ikke stille sig i vejen. Spilleren får at vide, at han ser et roligt sted. Det er hans eget arbejde at fortælle spillederen og - først og fremmest - sig selv, hvad det så er, han ser.

Scene: En patient peger mod vinduet. Hvordan har de arrangeret, at det ændrer sig hele tiden, spørger han - det er computeranimeret, ikke sandt? Hvis han havde sin laptop, kunne han ændre det. Når han kommer ud, kan han få sin laptop igen.

Scene: Det er tydeligt, at memoratoriet er ved at splintres for patienternes øjne. Syn fragmenteres og bliver meningsløse, og de rædselsfulde erindringer trænger sig på alle vegne fra. En patient tvinger sig til at se mod udgangen, modløst. Han spørger, hvordan de kan sige, at det er vejen ud. Der er nogen, der kan se en lastbil, der stormer frem, han selv kan bare se en afgrund. Hvordan kan de mene, at han skal ud den vej?

Den store balancegang i et scenarie (eller en bog, film, skolekomedie eller far-mor-og-børn-leg) med en så tung gimmick er naturligvis mellem gimmick og historie. Scenariet Memoratoriet giver egentlig to muligheder hele vejen - spilleren kan fokusere på gimmicken, at han lider af en psykisk sygdom, der gør, at han ser tekst som virkelighed - eller på historien: det dybereliggende traume, der forvoldte hans tilstand. Begge dele er legitime veje til helbredelse og altså til en afslutning på scenariet. Det kommer ikke spillederen ved, hvad patienten synes er spændende. Det er ikke spillederens historie.

Scene: Pause. På vej ud af spillokalet griber den ene spilleder fat i den andens arm. Hun taler stille med eftertryk som for at være sikker på, at hun bliver hørt tydeligt. "Peter. Det er bare nogle hvide vægge. De. Ting. Er. Der. Ikke. I. Virkeligheden. Det er bare noget, de laver i deres egne hoveder!" Den anden spilleder smiler bredt. Han har kørt scenariet aftenen før.

Og det er fantastisk, hvad de gør ved det. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal vurdere kvaliteten af de historier, spillerne konstruerede. Grib din første indskydelse: Du er psykoseramt på grund af en traumatisk hændelse - hvad var det der skete? Jeg indrømmer, at der ikke var mange sofistikerede drejninger i plottet, og der var gentagelser - eller måske snarere tendenser. Masser af døde børn.**

Men det kunne ses, hvor stærke oplevelser, spillerne fik af scenariet, hvor meget deres historier rørte dem. Og hvor fandens godt rollespil, de spillede.

Scene: Hendes søn er død, druknet, og hun var ikke i stand til at redde ham. Det er ikke noget, hun kan lægge bag sig, nu da hun kan huske det. Det er ikke noget, der kan kureres. Hun tager det med sig, da hun forlader memoratoriet, helbredt.

Det, man så ikke kan få spillerne fra, er forestillingen om, at rollespil er noget socialt. Som jeg havde hørt scenariet forklaret, før det blev kørt, var idéen og idealet, at der skulle stå tyve mennesker i et lokale og stirre ind i væggen hver for sig. Og det var mildest talt ikke, hvad der kom til at ske. Dels fordi scenariet faktisk greb dem. Folk stod og græd. Spillederne løb rundt og udleverede cleenex. Og dels fordi folk spiller udad. De spiller mod hinanden. De finder de andre roller, prøver at finde ud af, hvad de ser - og hvad de tænker. De fatter sympatier. De spiller op mod hinanden. De støtter hinandens spil, og støtter sig til de andres spil. De tager rummet.

Scene: Når patienten ser sig i spejlet ser han sig selv, men mærkeligt nok har han en blyant i hånden. Det er tydeligvis nøglen til det hele. Lidt senere konfronterer han terapeuten, rasende. Han vil have en blyantspidser, så han kan komme ud derfra. Han kan komme ud derfra, bare de vil give ham en blyantspidser! Terapeuten erklærer bestemt, at han ikke kan give ham noget. Han må selv finde sin blyantspidser. Alle patienterne kigger på den skriveblokeringsramte forfatter, da han råber. Bag deres egne roller tænker de et øjeblik, at det dér var godt rollespil. Det er den historie, spillederen genfortæller flest gange bagefter.

Man kan tage Memoratoriet som et studie i, hvor meget rollespil, folk kan spille med hvor lidt materiale, eller når der bare ikke er noget, der står i vejen for dem. Det er faktisk ganske skræmmende, for scenariet har ingen historie og i en vis forstand ingen roller. De laver det selv. De ville have lavet det selv, hvis jeg havde været en atten gange så inkompetent spilleder. De har måske brug for en spilleder til at stille rammerne op - det gode rollespil kan de lave selv, bare hun lader være at gå i vejen.





*) Det ville være så nydeligt, hvis folk faktisk brugte den slags ting, ligesom i tegneserierne

**) Vi når snart det punkt, hvor jeg ikke kan se et dødt barn uden at græde.

Godt - den bedste undskyldning, jeg har, for ikke at have opdateret denne blog i den sidste halve evighed, er, at jeg havde besluttet mig for at holde op, fordi jeg var træt af at høre mig selv snakke. Nu har jeg imidlertid brugt de sidste dage på at snakke (og skrive mail) så jeg bør have fået mindst 0,783 ører til at falde af, så det med at drage bort i næstekærlig tavshed er tydeligvis ikke et holdbart forsæt. Jeg må hellere anbringe mine penge, hvor min mund er, som de gangske umotiveret siger i det angelsaksiske. Her er en lille bagatel - og jeg skriver noget om rollespil en af de nærmeste dage.

Falsk forår

Himlen er gul i en smal skive over hustagene, og støvet mørkeblå i zenith. Aftenstjerne toner frem på himlen som det høje C, fulgt af stjerne på stjerne på stjerne, spejlet af en enkelt cykellygte på gaden. En sidste solsort kvidrer i kollegiehavens træer og bliver stille.

Der er så mange løgnagtige forår undervejs, at det ægte forår måske faktisk aldrig bliver set og er hemmeligt. Lyse martsdage, så varme at de lader til at være sprunget direkte ind i sommeren, og folk smider jakken og sætter sig på græsset i universitetsparken, kåde og soldrukne og efter et par dage grundigt forkølede.
Hvorpå årstiden vender vrangen udad og giver en stribe af inderligt grå dage, eller vrangvillig blæst, der går direkte gennem forårstøjet og ind og isner alle ens drømme om varme og lys. Og man resignerer.

Og så kommer foråret, ikke pludseligt men selvfølgeligt som om det har været i gang i ugevis og måske listede sig ind mens man sov forkølelsen af sig. Og man opdager det først for alvor, når man tilfældigvis kigger ud en aften, og tulipantræerne duver stille i parkerne og en forvirret solsort kæfter op langt efter sin sengetid.

Og det lader til at alle andre har vidst det altid, men at man bare selv var for længe om helt at give slip på sin vinter.

Lysløgne

Det er sådan en sanddru årstid. Det er på tide at finde på nogle enorme lystfiskerhistorier. Jeg burde fortælle jer om min tabte veninde Mia med det hjerteformede ansigt og fregnerne, hvordan vi rejste som blinde passagerer til Nova Scotia og fandt den sidste stamme af intelligente pungulve, der rejste derhen gennem de tibetanske munkes tunneler, da Tasmanien blev besat af europæere. Eller, hvordan vi ved en uheldig konsekvens af utydelig diktion blev de første, der nåede østpolen i en luftballon og meldte os hos en talepædagog det øjeblik vi satte fødderne på dansk jord igen. Og det var kun starten på vores problemer. Jeg burde fortælle om vores tid i den hemmelige legion af lystløgnere og hvordan vores veje skiltes den gang, jeg stod en februarlørdag med fejende vind under en klar himmel og blev klar over, at der ikke ville ske noget fantastisk den dag; og fælde en glasklar krokodilletåre over, at jeg aldrig kommer til at opleve den slags eventyr igen.

Jeg burde fortælle jer om det ældgamle broderskab der vogter over den hemmelighed, der er Sortedamssøen, og hvordan der altid er en af dem i færd med at gå avet om søen, i alt slags vejr. Bag deres øjne er der en stilhed, for de gentager i tankerne de otte sande figurer, mens søen spejler grå himmel og splintrende solskin og det natlige neonflimmer. En dag, lader deres novicer sig fortælle, en klar dag, vil den vandrende munk opdage, at hans sjæl genspejler søen fuldstændigt, og opnå forklarelse. Nogle få ældre munke kender sandheden og ved at den er frygtelig, og måske adskiller den sig ikke væsentligt fra løgnen.

Jeg burde fortælle jer om de hemmelige talsystemer, den dybere grund bag placeringen af Københavns gamle kollegier og den største pandekage bagt af uselviske grunde, men det er sådan en sanddru årstid. Vinden blæser fra et sted uden for verden og river alt med sig i det blændende klare solskin, og der er heller ikke brug for røverhistorier.