Julekalender - Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Fordi alt har sin modpol findes der også en mørk kopi af Holger Danske. Han hviler tungt, forstenet, med sværdet på sit bryst, til den dag kommer, hvor han rejser sig for at samle fædrelandets fjender om sig og drage hærgende over mark. Hans hvilested er ukendt, en hemmelighed bevaret - siges det - af en loge af fanatikere eller viise, der ved, hvad der vil ske, hvis nogen forsøger at dræbe ham i hans søvn. Det siges, at hver statsminister én gang i sin embedsperiode føres til hans leje med bind for øjnene for at lægge sin hånd på hans pande og mærke efter hans tunge puls, og at den store krigsmand hver gang bevæger læberne i en hvisken. Nogle siger, han allerede er vågnet.

Julekalender

Vi har ikke haft en julekalender her på bloggen længe. Faktisk har vi ikke haft regelmæssige poster længe. Så jeg ved ikke, om jeg får skrevet en hel julekalender denne gang - men til gengæld ved jeg heller ikke, om der er nogen der læser dem. Og foreløbig er jeg to dage bagud, da jeg var i Lübeck i weekenden. Så jeg snyder lidt...

Af Sophus' "Københavns Overnaturlige Fauna"

Gubern er en samlernatur. Den fremtræder oftest som en aldrende kvinde, krumbøjet og i slidt tøj, og ses næsten udelukkende ved større offentlige begivenheder i fri luft, hvor den vandrer omkring med en stor plasticpose for at samle tomme flasker og dåser. Den er næsten blind, og navigerer ved brug af sin fantastiske lugtesans. Hvordan Gubern har fået sin overbevisning om, at alle tomme ølflasker er dens retmæssige ejendom, er endnu ikke forstået tilbunds, og man ved endnu mindre om, hvor den gemmer sin samling. Der har dog været tilfælde, hvor børn i skumringen er blevet ledt til store stabler af pantflasker og således er blevet rige.

Selbys værker indeholder en advarsel mod at fornærme Gubern, da den skal have det onde øje.

Nat

Det er en hemmelighed, natten har med os, og en del af hemmeligheden er, at vi aldrig helt kan kende betydningen af dette "os". Når natten åbner sig og ligger så nær, at vi kan mærke dens stille puls, hvem er det så, der er vågne med os? Det kan ikke kun være os, der står der, mens søvnen har taget de andre, og natten breder alle sine hemmeligheder ud for os til en hvisken af vind og tomme biler.

Det forekommer, at der ikke er et øje, der ser ind ad husenes tomme vinduer, at der ikke er et lys og ikke en stemme, og at hvis vi gik til dem, ville de sove allesammen, dybt og drømmeløst, i senge på sofaer og ved kontrolpulte og telefoner. Vi lader være at efterprøve den fornemmelse, men vi ved ikke, om det er fordi den ville blive bevist eller forkastet. Vi er alene med natten, der er vores ven, og vi forstår i glimt, at mørket ikke skjuler noget, tværtimod, og at verden bag mørket ikke er den samme. Det nynner af forklaringer og historier, vi forstår så godt, at vi ikke kunne forklare dem igen bagefter, og luften er klar.

Vi overvejer bag vores beruselse ved mørket, om der trods alt er en hemmelighed. En dør ind i den egentlige nat, en gåde og en chance for at kunne blive her. Natten er vores ven, men ikke vores, og himlen blåner til en stille kvidren af fugle (selv i denne vinter) mens vi finder os selv tilbage i verden.

Rigtig voksen

Bullettin: Jeg er nu et kvart sekel gammel, ansat som fuldmægtig i staten og har meldt flytning fra mit kollegium. Vi er meget alvorlige mennesker her, om jeg må bede. Ikke noget af det pjank!

Jeg er netop startet i metodeafdelingen på Danmarks Statistik, hvor det er mit arbejde at gå i vejen for folk, indtil jeg har oparbejdet nok pondus til at trække min egen vægt. Vi sidder to mand på et kontor, og vores skriveborde hæver sig, når man trykker på en knap, så kom ikke her! Alvorlige mennesker, er det erklæret!

Det er en bittelille afdeling, og foreløbig drikker vi øl og spiser morgenmad. Derpå skal jeg lære at programmere SAS. Så skal jeg lave noget, der hedder imputing. Det er nyttigt og kompliceret og lader sig faktisk forklare til lægmænd - jeg har testet på min mor, et par gangfæller og en tilfældig forbipasserende med en lille hund. Jeg forklarer jer om det, hvis I vover at komme mig nær, og så er I advaret. Jeg er voksen og laver seriøse ting, man kan forklare til folk, selv om der er tal i dem. Alvorlige mennesker her. Begrebet flextid kan nu anvendes i konjunktion med mig. Jeg kan ikke komme ud og lege.

Hihi.

En dag vil de slippe den ud

Det er en lille dukke, på højde med en tommelfinger, og viklet i lyserødt garn som en art bandager. Dens øjne er af rødt filt og skeler, dens lille mund er rimpet til med rødt garn. Den har en sær lille sort hestehale, en strop så man kan hænge den på sin mobiltelefon.

Jeg fik den i en butik, som en gave fordi ekspedienten kunne lide mig, og jeg tog den med hjem af høflighed og fordi den var pudsig. Jeg kunne egentlig ikke bruge den, og den virkede for skrøbelig til at gøre nytte som nøglering.

Men det faldt sig, at jeg i kedsomhed stoppede den ned i en lille æske af klar plastic, og da jeg lagde låget på faldt det gennem mit hovede:

"En dag vil de slippe den ud, tankeløse og i den tro, at der ikke er rædsler til. Den vil mæske sig i deres skræk og suge knoglerne fra deres stadig levende kroppe."

Det er ikke en dårlig sætning, men ikke en god sætning - faktisk er det ikke en sætning - og det er ikke starten på en historie. Jeg ser på dukken bag den klare plastic, og jeg tror ikke, jeg vil blive helt rolig for den, om jeg så åbner æsken eller ej.

Opdatering og en forsinket erkendelse

En dag vil det sikkert lykkes mig at tilgive mig selv for, at jeg ikke læste på DTU. Jamen se bare lige!

I øvrigt (bank under bordet, tjek om bordet er træ, rør ved træ for en sikkerheds skyld) ser det ud til, at jeg muligvis får et job ved Danmarks Statistik. Jeg har i hvert fald været til samtale, og er blevet ringet op og blevet bedt om referencer, så jeg kan gå videre i deres (antydet byzantinske) system.

Og så ved vi dét.

Mandag er nu

Mandag er mandag og ikke sjov. Mandag burde slettes fra kalenderen. Mandag burde stoppes i en flaske, overhældes med urteekstrakt og bruges som hostesaft.

Mandag er tolv varevogne på kajen. Mandag er en leverpostejlækkende madpakke i en skoletaske. Mandag er erhvervssektionen i Berlingske Tidende. Eller en industrikaffemaskine. Mandag griber trykluftsboret og hamrer en larm gennem gaderne til morgensolskinnet trækker sig tilbage bag skyerne med en hovedpine.

Mandag ved ikke, mandag er død.

Mandag går ud af Netto efter fem minutter i kø, og de var løbet tør for skummetmælk. Mandag bøjer kraven op om halsen og ønsker, det ikke regnede.

Mandag burde snigmyrdes af frihedskæmpere. Han står stadig ubevægelig da den første kugle slår ned i asfalten, en tråd er trukket ud af hans grå jakkesæt, men rynken mellem hans øjenbryn står stadig mejslet på samme sted. En af hans livvagter tager den anden kugle, de springer ind i kampen og attentatmændene dør hurtigt. Måske falder mandag om i det øjeblik; han har endelig opdaget, at skuddet ikke var en forbier. Ligemeget, det var ikke den rigtige mandag, men en af hans utallige dobbeltgængere. Mandag er på vej til topmøde.

Mandag er en skolepige i praktiske sko, eller mandag er den sprøde lyd af hendes fodtrin hen over skolegården, to sekunder før hun trykker på aftrækkeren.

Mandag er formand i den loge af mænd, der mødes iført fuglekraniemasker i muglugtende huse for at styre verdens stabile gang ad helvede til. Mandag tager kridtet op og rømmer sig fugtigt og irriteret. Mandag er rabarber i frø i en forstadshave.

Mandag er ikke at forveksle med den anden mandag af samme navn, der fører en fordækt guerillakampagne mod ham. Mandag skriver anarkistiske beskeder på lygtepælene i dække af regnen. Mandag står ved busstoppestedet klokken halv otte i sixpence og fjerboa. Mandag blinker fordækt til dig fra reklameplakaterne. Mandag holder pokeransigt bag sin avis, men når de vender ryggen til, er han afsted, hatten på sned og we mean business, fløjtende på vej bort.

Mennesker Med Jobs

Stefan har set på min blog (der opdaterer endnu sjældnere end hans) at jeg søger et job. Det er dét jeg gør, og det er det, jeg burde gøre, når jeg sidder ved min computer. Ikke skrive blogindlæg.

Nu har jeg skrevet én forholdsvis dårlig ansøgning til et job, jeg ret gerne vil have. Og en ganske udmærket ansøgning til et job, jeg er en del mindre interesseret i. Og jeg skal til to jobsamtaler denne uge (kan I så se, hvad for en overmåde betydningsfuld person, jeg er). Det bliver skægt, det ser ud til at være meget spændende steder at arbejde.

Jeg må indrømme, ét eller andet sted kan jeg ikke forholde mig til at skulle få et job. Det er ikke, at jeg ikke gerne vil bidrage til samfundet eller lave noget eller tjene penge eller alt det - men jeg kan ikke forestille mig at være et Menneske Med Et Job. Jeg sidder og læser jobopslag, og det er alt sammen kompetencer og analytisk sans og resultatorienterethed og stor selvstændighed koblet med en høj samarbejdsevne. Og det jeg kan se for mit indre blik er disseher kontorlandskaber fulde af Mennesker Med Jobs: synergistisk smilende unge mænd i jakkesæt, der allesammen stirrer lige ind i kameraet eller ler med store hvide tænder, fordi de har så udfordrende stillinger i et konkurrencedygtigt elitefirma. De går muligvis til møder, eller spadserer op og ned af smagfuldt tæppedækkede gange i stål-og-glasbygninger.

Men jeg kan gonnåk ikke finde ud af, hvad de dog laver. Jeg glæder mig meget til at finde ud af det. Jeg vil så umådeligt gerne lave noget. Og jeg er jo så begavet og jeg matcher en stor del af de kompetencer, de lister, så de må vel have brug for mig. Til det, de nu laver.

Jeg fik aldrig postet denne stump om Sankt Hans aften, fordi jeg faldt i søvn i stedet (og for resten lige i den periode omkring skt Hans var ret usikker på hele konceptet i at poste ting). Men jeg faldt over den nu, og den er egentlig ikke tosset. Den må I gerne få, nu da vi er på vej ind i mørket på den anden side af modsommer. Hvis I er søde får I måske også dén Valentine's Day-post, jeg skrottede...

Bål på Blågårds plads

Det er naturligvis underligt, siger den tænksomme svensker, at det netop er på den lyseste tid af året, man tænder store bål. De andre kagespisere er enige og foreslår den pragmatiske forklaring, at om vinteren er det for koldt at stå udendørs og kigge på et bål.

Der er noget specielt ved menneskers forhold til ild (selv om det naturligvis ikke behøver at betyde noget dybere end vores forhold til mobiltelefoner).
Folkemængden er fascinerede af bålet, fanget af det evige og kaotiske spil af flammer. Det er ikke let at tro, at flammen ikke er en ting. Og de ønsker at fodre den, selv om de skal hjem i deres varme senge bagefter, og ikke skal bruge bålet til at varme dem i nat og ikke skal lave mad i gløderne imorgen. En mand kommer slæbende med en stor bjælke. Kan den komme på bålet? Det tror bålmesteren nok, den kan, og han lægger værdigt sin spade fra sig for at kaste bjælken ind på dens præcise plads i flammerne, der slikker op om den, til den endelig bukker under, sortner på midten og knækker.

De små drenge med det strejf af fandenivoldskhed i deres gang, jeg kun helt har set hos børn på Blågårds Plads, står lidt tættere på bålet end nogen andre, og kaster papirkugle efter papirkugle ind i det, revet ud af et kladdehæfte fra skolen. En lille pige i lyserødt fra top til tå krøller omhyggeligt et ark papir sammen og kaster det efter bålet i et rigtigt tøsekast, der rammer en meter forbi.

Efterhånden synker flammerne ned i bålet, der står glødende som de begravede skatte, der siges at stige op til jorden på sankt Hans nat, og flokken omkring bålet omdanner sig til en tættere cirkel. Bålmesteren går som en løvetæmmer på sin nu langt mindre arena. Selv om byen altid er oplyst, er pladsen blevet mørkere end den var i går nat, nu hvor flammerne er døet hen. Lidt som om den egentlige mening med et sankt hansbål på Blågårds plads er at skabe det mørke, der kommer bagefter.

I can has CV?

Jeg har brudt et gammelt forsæt og flere års hæderlige praksis, og det er nu tydeligt, hvilke dybder min fremtidige bane vil føre mig til.

Ser I, jeg var krøbet hjem til mine forældre med en enorm forkølelse for at have et køleskab at nasse på. Så midt der ude i forstæderne ringede min telefon fordi en nydelig stemme tilhørende en herre fra et hovedjægerbureau gerne ville snakke med en mat-øk'er. Vor altid årvågne heltinde sagde: Øhhvaffornoed? Er ikke mat-øk. Er meget forkølet. Men det endte med, at jeg skulle sende dem mit CV (hovedjægerne - ikke matøkerne. Kunne naturligvis være samme stamme)

Hvilket giver problemet: HVordan skriver man et CV? På moders maskine? Efter at have brugt en mængde tid, der må have været omvendt proportional med mit faktiske antal af kompetencer på at få arrangeret samme i listeform, opdagede jeg, at skidtet jo også skulle layoutes. Så var det, det slog mig, at rent bortset fra, at jeg ikke gad installere LaTeX, har jeg nok opbrugt min kvote af \begin{itemize}'er for denne sommer.

Så jeg skrev det i Word, læser. Det er vist nok første gang i årevis. Det er klart en deroute, jeg er begyndt på.

Yay!

Her er nogle strøtanker om Memoratoriet, et rollspilsscenarie, jeg var med til at køre på Fastaval i år.

Hvad angår Memoratoriet

Scene: Memoratoriet er et rart sted, med hvide vægge, spejle og et panoramavindue - foruden den blå væg. Musikken spiller. En gruppe patienter sidder i ring på gulvet. En patient, den livlige, energiske pige med troldeansigtet, har fundet på at fortælle et eventyr. "Jeg er sikker på, at du har lige så gode historier inde i dig," siger en af de lyttende patienter til en anden. Han ser tvivlrådig ud.

Jeg er absolut ikke erfaren spilleder og lever stadig mit liv i den naive illusion, at der er total forklaring på den anden side af "gm-skærmen".* Spillederen ved, hvad der foregår. Og hvad der formodes at foregå, hvis jeg usle spiller ikke har lavet for meget rod. Spillederen ved, hvad han gør. Sådan er Memoratoriet ikke. Historien er, for hver eneste spiller, hendes egen afdækning af, hvad der skete med hende, fik hende til at blive syg og havne i Memoratoriet, hvor de prøver at gøre hende rask. Hun er det fuldkomne centrum for den historie, der skal ikke tages tid fra til at de andre spillere kan få deres tid i rampelyset og få uddelt nogle spor om deres fortrængte fortid til belønning. Og der er ingen andre i lokalet, der har nogen anelse om, hvordan hendes historie kommer til at forløbe, og hvad hendes hemmelighed er. Alt, hvad spillederen har at give hende, er en ramme for hendes historie, nogle simple ydre virkemidler, der giver en struktur for hende at bygge sin historie på, så den løber mod sit højdepunkt nogenlunde samtidig medde andre spilleres, nogle simple rekvisitter til at inspirere eller distrahere hende...

Scene: Hun ser, at det, terapeuten viser hende, er et foto fra en juleaften med hele familien. Manden med blå øjne, siger hun - eller er det væggen? "Jeg er tykkere på det billede. Tror du, jeg var gravid?" Hun stryger sig over maven med et udtryk af drømmende følsomhed i sine smukke træk. "Jeg er ikke gravid nu." Terapeuten nikker.

... men der er først sent i forløbet givet virkemidler, der kan presse spillerens fortælling, og de skal absolut ikke bruges sådan. Selv brugte jeg dem med hjertet i halsen. Har jeg nu forstået denne spiller rigtigt? Kan hun overhovedet bruge et foto af "ulykkesstedet"? Nu ødelægger jeg vel ikke det, hun bygger på?

Scenariets centrale gimmick, den "litterære synæstesi" (jeg ved ikke, hvor meget jeg skal afsløre, hvis nogen agter at spille det) er perfekt til præcis det formål at give hver eneste spiller præcis de input, han kan bruge og ikke stille sig i vejen. Spilleren får at vide, at han ser et roligt sted. Det er hans eget arbejde at fortælle spillederen og - først og fremmest - sig selv, hvad det så er, han ser.

Scene: En patient peger mod vinduet. Hvordan har de arrangeret, at det ændrer sig hele tiden, spørger han - det er computeranimeret, ikke sandt? Hvis han havde sin laptop, kunne han ændre det. Når han kommer ud, kan han få sin laptop igen.

Scene: Det er tydeligt, at memoratoriet er ved at splintres for patienternes øjne. Syn fragmenteres og bliver meningsløse, og de rædselsfulde erindringer trænger sig på alle vegne fra. En patient tvinger sig til at se mod udgangen, modløst. Han spørger, hvordan de kan sige, at det er vejen ud. Der er nogen, der kan se en lastbil, der stormer frem, han selv kan bare se en afgrund. Hvordan kan de mene, at han skal ud den vej?

Den store balancegang i et scenarie (eller en bog, film, skolekomedie eller far-mor-og-børn-leg) med en så tung gimmick er naturligvis mellem gimmick og historie. Scenariet Memoratoriet giver egentlig to muligheder hele vejen - spilleren kan fokusere på gimmicken, at han lider af en psykisk sygdom, der gør, at han ser tekst som virkelighed - eller på historien: det dybereliggende traume, der forvoldte hans tilstand. Begge dele er legitime veje til helbredelse og altså til en afslutning på scenariet. Det kommer ikke spillederen ved, hvad patienten synes er spændende. Det er ikke spillederens historie.

Scene: Pause. På vej ud af spillokalet griber den ene spilleder fat i den andens arm. Hun taler stille med eftertryk som for at være sikker på, at hun bliver hørt tydeligt. "Peter. Det er bare nogle hvide vægge. De. Ting. Er. Der. Ikke. I. Virkeligheden. Det er bare noget, de laver i deres egne hoveder!" Den anden spilleder smiler bredt. Han har kørt scenariet aftenen før.

Og det er fantastisk, hvad de gør ved det. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal vurdere kvaliteten af de historier, spillerne konstruerede. Grib din første indskydelse: Du er psykoseramt på grund af en traumatisk hændelse - hvad var det der skete? Jeg indrømmer, at der ikke var mange sofistikerede drejninger i plottet, og der var gentagelser - eller måske snarere tendenser. Masser af døde børn.**

Men det kunne ses, hvor stærke oplevelser, spillerne fik af scenariet, hvor meget deres historier rørte dem. Og hvor fandens godt rollespil, de spillede.

Scene: Hendes søn er død, druknet, og hun var ikke i stand til at redde ham. Det er ikke noget, hun kan lægge bag sig, nu da hun kan huske det. Det er ikke noget, der kan kureres. Hun tager det med sig, da hun forlader memoratoriet, helbredt.

Det, man så ikke kan få spillerne fra, er forestillingen om, at rollespil er noget socialt. Som jeg havde hørt scenariet forklaret, før det blev kørt, var idéen og idealet, at der skulle stå tyve mennesker i et lokale og stirre ind i væggen hver for sig. Og det var mildest talt ikke, hvad der kom til at ske. Dels fordi scenariet faktisk greb dem. Folk stod og græd. Spillederne løb rundt og udleverede cleenex. Og dels fordi folk spiller udad. De spiller mod hinanden. De finder de andre roller, prøver at finde ud af, hvad de ser - og hvad de tænker. De fatter sympatier. De spiller op mod hinanden. De støtter hinandens spil, og støtter sig til de andres spil. De tager rummet.

Scene: Når patienten ser sig i spejlet ser han sig selv, men mærkeligt nok har han en blyant i hånden. Det er tydeligvis nøglen til det hele. Lidt senere konfronterer han terapeuten, rasende. Han vil have en blyantspidser, så han kan komme ud derfra. Han kan komme ud derfra, bare de vil give ham en blyantspidser! Terapeuten erklærer bestemt, at han ikke kan give ham noget. Han må selv finde sin blyantspidser. Alle patienterne kigger på den skriveblokeringsramte forfatter, da han råber. Bag deres egne roller tænker de et øjeblik, at det dér var godt rollespil. Det er den historie, spillederen genfortæller flest gange bagefter.

Man kan tage Memoratoriet som et studie i, hvor meget rollespil, folk kan spille med hvor lidt materiale, eller når der bare ikke er noget, der står i vejen for dem. Det er faktisk ganske skræmmende, for scenariet har ingen historie og i en vis forstand ingen roller. De laver det selv. De ville have lavet det selv, hvis jeg havde været en atten gange så inkompetent spilleder. De har måske brug for en spilleder til at stille rammerne op - det gode rollespil kan de lave selv, bare hun lader være at gå i vejen.





*) Det ville være så nydeligt, hvis folk faktisk brugte den slags ting, ligesom i tegneserierne

**) Vi når snart det punkt, hvor jeg ikke kan se et dødt barn uden at græde.

Godt - den bedste undskyldning, jeg har, for ikke at have opdateret denne blog i den sidste halve evighed, er, at jeg havde besluttet mig for at holde op, fordi jeg var træt af at høre mig selv snakke. Nu har jeg imidlertid brugt de sidste dage på at snakke (og skrive mail) så jeg bør have fået mindst 0,783 ører til at falde af, så det med at drage bort i næstekærlig tavshed er tydeligvis ikke et holdbart forsæt. Jeg må hellere anbringe mine penge, hvor min mund er, som de gangske umotiveret siger i det angelsaksiske. Her er en lille bagatel - og jeg skriver noget om rollespil en af de nærmeste dage.

Falsk forår

Himlen er gul i en smal skive over hustagene, og støvet mørkeblå i zenith. Aftenstjerne toner frem på himlen som det høje C, fulgt af stjerne på stjerne på stjerne, spejlet af en enkelt cykellygte på gaden. En sidste solsort kvidrer i kollegiehavens træer og bliver stille.

Der er så mange løgnagtige forår undervejs, at det ægte forår måske faktisk aldrig bliver set og er hemmeligt. Lyse martsdage, så varme at de lader til at være sprunget direkte ind i sommeren, og folk smider jakken og sætter sig på græsset i universitetsparken, kåde og soldrukne og efter et par dage grundigt forkølede.
Hvorpå årstiden vender vrangen udad og giver en stribe af inderligt grå dage, eller vrangvillig blæst, der går direkte gennem forårstøjet og ind og isner alle ens drømme om varme og lys. Og man resignerer.

Og så kommer foråret, ikke pludseligt men selvfølgeligt som om det har været i gang i ugevis og måske listede sig ind mens man sov forkølelsen af sig. Og man opdager det først for alvor, når man tilfældigvis kigger ud en aften, og tulipantræerne duver stille i parkerne og en forvirret solsort kæfter op langt efter sin sengetid.

Og det lader til at alle andre har vidst det altid, men at man bare selv var for længe om helt at give slip på sin vinter.

Lysløgne

Det er sådan en sanddru årstid. Det er på tide at finde på nogle enorme lystfiskerhistorier. Jeg burde fortælle jer om min tabte veninde Mia med det hjerteformede ansigt og fregnerne, hvordan vi rejste som blinde passagerer til Nova Scotia og fandt den sidste stamme af intelligente pungulve, der rejste derhen gennem de tibetanske munkes tunneler, da Tasmanien blev besat af europæere. Eller, hvordan vi ved en uheldig konsekvens af utydelig diktion blev de første, der nåede østpolen i en luftballon og meldte os hos en talepædagog det øjeblik vi satte fødderne på dansk jord igen. Og det var kun starten på vores problemer. Jeg burde fortælle om vores tid i den hemmelige legion af lystløgnere og hvordan vores veje skiltes den gang, jeg stod en februarlørdag med fejende vind under en klar himmel og blev klar over, at der ikke ville ske noget fantastisk den dag; og fælde en glasklar krokodilletåre over, at jeg aldrig kommer til at opleve den slags eventyr igen.

Jeg burde fortælle jer om det ældgamle broderskab der vogter over den hemmelighed, der er Sortedamssøen, og hvordan der altid er en af dem i færd med at gå avet om søen, i alt slags vejr. Bag deres øjne er der en stilhed, for de gentager i tankerne de otte sande figurer, mens søen spejler grå himmel og splintrende solskin og det natlige neonflimmer. En dag, lader deres novicer sig fortælle, en klar dag, vil den vandrende munk opdage, at hans sjæl genspejler søen fuldstændigt, og opnå forklarelse. Nogle få ældre munke kender sandheden og ved at den er frygtelig, og måske adskiller den sig ikke væsentligt fra løgnen.

Jeg burde fortælle jer om de hemmelige talsystemer, den dybere grund bag placeringen af Københavns gamle kollegier og den største pandekage bagt af uselviske grunde, men det er sådan en sanddru årstid. Vinden blæser fra et sted uden for verden og river alt med sig i det blændende klare solskin, og der er heller ikke brug for røverhistorier.

Jeg slås med ord

Jeg slås med ord. Bunker af dem flyder over det hele, vrider sig i mit greb og kan ikke presses ind, hvor de skal bruges. Hvert af dem har sin præcise betydning som ikke passer med det, jeg vil sige, hvert af dem er slidt så tyndt, at lyset skinner igennem og det ikke er til at skelne, hvordan dét ord formodes at skulle bruges, og det kan bruges lige godt til alt.

Det, jeg ønsker mig er stokastiske ord. Ord, der antager deres betydninger efter forgodtbefindende, og man kan ikke kende deres betydning i øjeblikket før man har sagt dem. Eller ord, der i deres platoniske tilstand har én urokkelig betydning, som vi bare ikke kan få klemt ind i virkeligheden, fordi der ikke er nogen model for dem, og så løber de herreløse rundt og antager enhver betydning, de kommer i nærheden af. Jeg ønsker mig selskabelige ord, der altid trækker deres venner med sig som perler på snor og ikke findes uden en omgivende sætning, urokkeligt mejslede ord, der falder på plads som en puslespilsbrik eller en marmorkugle, og ord, der kun dukker op alene og bagerst i hovedet på én og sidder og stirrer mistorisk på alle de sætninger, der ikke er plads til dem i.

Jeg ønsker mig fuzzy ord, der lægger sig midt imellem to binære betydninger og betyder lidt af begge dele på samme tid. Når jeg får et sæt, vil jeg ud at lege med dem, og udtrykke min uforbeholdne mening, som er, at jeg mener begge dele samtidig og hinanden udelukkende.
Men der er længe til jul.

Tal om tal

Nej, jeg forstår det faktisk stadigvæk ikke, men det har også med tal at gøre.

Altså: Lad os kigge på tal. Her mener jeg så den reelle linie, der - for de af jer, der ikke færdes i matematiske cirkler - består af alle de tal, man egentlig kan få brug for, med nogle ekstra tal tilføjet for at give hele strukturen pæne egenskaber. Eller, sagt på en anden måde, alle kommatal, inklusive 4, 0,333 og pi og 0,333333....

Hvor mange er der så af dem? Uendeligt mange. Overtælleligt mange, faktisk.

Det betyder så, at der er kvalitativt flere tal, end der er sætninger i noget sprog, der kan skrives i et endeligt alfabet. Eller: Lad os se på alle tal, vi kan tale om - ethvert tal, der kan beskrives i en sætning. For eksempel "tallet tre", "tre komma to fire", "kvadratroden af to" "den mængde kage, hver af os får, hvis du, han og jeg deler en lagkage", "højden - i meter - på den mest nærsynede dinosaurus, der nogensinde har levet" eller "forholdet mellem en cirkels omkreds og diameter". Hvis vi laver en samling af alle de tal, består den, relativt set, af ingenting. Den er som en dråbe i forhold til det hav af ubeskrivelige tal, der ligger derude. Og den metafor overvurderer antallet af beskrivelige tal voldsomt.

Men hvis vi ser på alle de ubeskrivelige tal, hvordan kan de så siges at findes, når vi ikke kan tale om dem? Og hvad værre er - det kan vi jo faktisk godt. Det er det, vi gør nu. Vi kan tale om "alle ubeskrivelige tal" eller endda "alle ubeskrivelige tal større end atten", men de enkelte tal i mængden kan ganske enkelt ikke tales om.

All right, det stemmer pænt overens med konstruktionen af de reelle tal. Det kan jeg godt se. Der er ikke noget at gå i panik over. Men stadigvæk - prøv at tænke på alle de utallige tal, der går rundt et sted derude - om det så er i et slags platonisk rum, i universets grundlæggende konstruktionstræk eller bare i menneskehjernens strukturdesign - og er fuldstændig uomtalelige.

Det er en meget mærkelig verden, og foreløbig taler vi kun om de dele af den, der faktisk nok kun findes i folks hoveder.

Andre kollegianere

Tre gange knagede det fra skunken. Computerskærmen knitrede og slukkedes. Min plastickuglepen ramte bordet med en metallisk lyd, og så faldt "Fyrsten" ud af bogreolen. Det er et tegn, siger jeg jer, et tegn!

Nu er den knirkende time kommet, hvor gamle, døde og forsvundne kollegianere kommer frem og vandrer på gangene blandt dem, der stadig er her, og bare er på vej ud på køkkenet efter en kop kamillethe at sove på. Langsomt glider de ud af skyggerne og de små kroge, som det ikke er nogens ansvar at rydde op i. Nogle af dem ser ikke ud som ånder, og enkelte trætte medicinstuderende på vej i seng veksler åndsfraværende et par ord med gamle gangfæller, halvvejs i søvne og på randen af en anden verden. De når ikke at finde ud af, hvor følelsen af nostalgi kommer fra, før deres hoveder rammer puden. De drømmer sødt om dem, der slap væk herfra.

Solide statskundskabere stopper med hånden på køkkendørshåndtaget og tror at høre kværulantiske stemmer derinde. De forgangne gårdboere jamrer sig over den gamle ordens forfald og de nye tjanser. Den statskundskabersstuderende fornemmer, at han ikke vil se nogen derinde, når han åbner døren. Lyset vil være slukket, viskestykkerne hængt nydeligt op, og der vil være en bebrejdende notits i køkkenbogen med en opfordring til at rengøre vasken efter brug. Og han løfter forsigtigt hånden fra dørhåndtaget og lister tilbage på sit værelse. Og låser døren.

De gamle gårdboeres time vil svinde som timer nu gør det. Nu kommer natten, de dybe timer, og den amorfe time for dem, der kommer hjem fra en bytur. Timen for de terpende, der skal tidligt på instituttet for at få en læseplads, den blånende time for de sunde havregrynsspisere, der skal ud at motionsløbe, og timen for dem, der skal give deres date fra igår morgenmad uden at få for meget opmærksomhed. Det er en ny dag, og vi er alle sammen lidt tættere på at skulle herfra.

En dag er vi borte herfra og kan ikke komme tilbage. Kun - måske - i vores knirkende time, når vi kommer listende ud af skyggerne, og stirrer forvirret på de nye beboere, og ikke ved, at vi ikke bor her mere.

Min medieafspiller spiller Amarok. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte få tjæret nogle nytårsforsætter ned - fordelen ved at skrive dem nu er dels, at de vil give mere mening end dem, jeg laver kl tolv i nat ("og - og så vil jeg invadere Polen! Med en tidsmaskine!"), dels at de så kommer til at være lavet i 2006 og kan ignoreres trygt i det nye år.

Så - her kommer det - i 2006 vil jeg

Blive kandidat
Finde et job
Rydde op(!)
Undgå at blive anholdt for at have sat ild til en offentlig bygning.
Deltage heltemodigt i krigen mod møllene
Undlade at falde på ærens mark i ovenstående, og på marker generelt
Finde vej hjem
Tabe 7 kilo fra et højt sted og i hovedet på en i øjeblikket unavngiven folketingspolitiker.
Læse Tolstoy
Enten poste regelmæssigt hver uge eller undgå at poste, når jeg intet har at sige
Finde ud af, hvorfor striberne på slips altid går den samme vej
Invadere Polen med en tidsmaskine!
Undgå at sidde og skrive blog, når jeg burde være på vej til en nytårsfest...

Det regner

Regnvejr er frem for alt en sindstilstand.

Der er det trygge regnvejr, der slår mod ruderne og med hver eneste dråbe fortæller en, at man er indendørs, hjemme, og at hjemme er et godt sted. Det regner konstant og afmålt og lader tydelig forstå, at det kan blive ved hele dagen. Regnen sludrer venligt på den anden side af ruderne som for at tage del i hyggen indendørs, og man kan komme til at lægge sin bog for at lytte til regnen og bilde sig ind at den fortæller noget fortroligt. Det er et regnvejr, der indgår i en treenighed med en god bog og en kop kakao, og en ingrediens i de bedste og sjældneste af venskaber.

Der er det inderligt melankolske regnvejr, der driver ned ad alle flader og foregiver at være et grundlæggende princip i tilværelsen, og det eneste konstante. Det inviterer en til at gå ad flade, slubrende marker i silende regn og betragtninger om altings forgængelighed og sjælens nødvendige ensomhed, og man kommer træt og gennemblødt hjem, oplivet af at have tilladt sig selv den luksus af tidsspilde og melankoli.

Der er det tomme regnvejr i byen, der falder mellem grå bygninger fra en grå himmel og ender nyttesløst på den sorte asfalt. Det gør alle mennesker fremmede i lange sorte frakker, de dukker hovedet og skynder sig gennem gaderne uden nogensinde at se op. Det laver små floder langs kanterne, risler ned i kloakkerne og går tabt.

Der er den type af efterårsregn, der lader til ikke så meget at falde som at hænge i luften i småbitte dråber. Det er en overraskende mild regn, der putter sig under skyerne for den kolde, blå himmel, og den kan hænge så tæt, at den et øjeblik kan lade som om den tid er kommet, hvor verden skal forenes under havoverfladen.

Der er triumferende sommerregnvejr, der hamrer ud af en himlen som et jubelråb, dråber så store som tokroner og alt er gennemblødt på et par minutter. Der er blæsende regnvejr der tilsyneladende kommer fra alle retninger og op af jorden. Der er silende novemberregn, som man trodser godt pakket ind, og den varme, man føler inderst inde er fornemmelsen af at have klaret sig mod en overmægtig natur ved snilde og viljestyrke. Der er fortabt, iskold regn i de dybeste vintermåneder.

Der er regn, der falder mens man sover, efter lang tid under trykkende dystre skyer, og man vågner tidligt til en klar himmel og den lugt, der kommer efter regn.

Natlige alléer

Natten er klar og kold som metal. Mørket ligger i driver op ad husmurene og inde i gårdene, hvor det varme lygteskær ikke kan feje det væk.

I mørket virker alléerne længere. De strækker sig helt ind i natten, træerne flammer gult på begge sider men kaster ikke noget lys i mørket dybere inde. Mørket ligger foran alléens ende, og den ender ikke samme sted som den gjorde i dagslys. Det er dé natlige alléer, der aldrig peger den vej, man skal gå for at komme hjem. De peger helt ind i natten til et sted, hvor man kan fare helt og for alvor vild og måske aldrig behøver at finde tilbage igen.

Det sner!

Det sner i november! Træerne i vores meget lille have står stadig støvetgrønne og vajer i vinden, men det vrimler med snefnug omkring dem. Over boldbanen sner det opad - horder af snefnug kaster sig i dødsforagt op mod en gråhvid himmel. Og vinden kaster vildt med dem, ned mod vejen, ind mod huset overfor, som om der var håb om at kunne føre det væk i en stormflod af sne. Snefnug i dusin på dusin kaster sig i kamikazeangreb gennem mit vindue og ind i varmen, måske for til sidst at kunne overmande fjenden herinde ved deres overlegne antal.

Jeg er gennemkold af at læne mig ud af vinduet, min røde trøje er oversået med hvidt og mit hår er filtret af vind og store, tunge snefnug.