Jeg har ikke længere verdens 57indstyvende bedste (så vidt jeg forstod) minestrygerspiller boende på mit værelse. Det er sikkert en medvirkende grund til, at jeg ikke i øjeblikket er ved at holde et nutellaparty.

Ugens mærkelige faktum:

I Østrig afholder den vilde ungdom såkaldte nutellaparties. Man lader mindst to store (1 kg) glas nutella gå på omgang i en kreds af venner (eller i det mindste (og sandsynligvis for det meste) mennesker). Når glasset når en spiller, skal han spise af det - med en ske, omend ældre traditioner kan have det anderledes. Ifald to glas når en spiller samtidig, har hun tabt, idet hun så ikke kan have spist hurtigt nok.

En smule tilfældig information:

Oprindeligt var nutella (der naturligvis blev skabt for at fortynde efterkrigstidens sparsomme mængder af kakao) hårdere og blev solgt i store nutellabrød, som de italienske mødre skar i skiver, lagde på brød, og gav til deres sortøjede unger, der løb vildt omkring i gaderne med et stykke nutellasmørrebrød på størrelse med deres ansigt. Hver.

Og ugens gode nyhed

(Den kommer allerede mandag, så vi må klare os gennem resten af ugen på efterglansen)

Martha Louise Madsen og en os ubekendt Maja har fået en artikel i Information og er dermed freelance-journalister. Go girls!

Onsdag og siden tirsdag har efterhånden forlængst overtaget pladsen som første weekendaften, som den lette, tungerappe tid åbner sig i stadig ændring. Rødt er det nye sort, dim sum er de nye tapas er den nye sushi, og vigtigst er alt:

Lørdag er den nye fredag

Bare så I ved det.

Her følger en gåde. Den har logik, foruden død og synd, så det må være en god gåde.

For en årrække siden faldt en forbandelse over en lille by ved Vesterhavet, og dette var så meget hårdere, som dette var den eneste by i verden, hvor indbyggerne strengt fulgte det sande evangeliums bud. Som fromme mennesker skyede de al kommunikation med resten af den syndige menneskehed - og med hinanden, for de var trods alt selv mennesker og altså stænket af den synd, der er menneskeslægtens arv til evig tid. Desuden afholdt de sig fra falske billeder, spejle og andre gengivelser af det, der er forgængeligt. De spiste kun brød og grød, som alle byens indbyggere indtog sammen, hver morgen. Resten af dagen så de ikke hinanden.

Nu fik alle byens indbyggere en nat et syn, som de alle kendte som sandt. De vidste, at alle andre i byen havde haft det samme syn og vidste, at det var sandt. Visionen sagde dem, at der blandt dem var visse, der var forbandede. Disse forbandede var mærket med et tegn i panden, og hvis byen skulle frelses, måtte alle disse forbandede tage livet af sig. Da selvmord i øvrigt er en synd, kunne det naturligvis ikke tillades andre end de mærkede at begå selvmord.

Den sande dyd kan ikke findes længe i denne verden, og byen er for længst slettet fra landkortet, men det var ikke denne hændelse, der lagde den øde. På den tiende dags aften var hver og en af de forbandede død for egen hånd.

Hvor mange af byens indvånere var forbandede?

Jeg er meget tidligt ude med min mandagsupdate, for jeg blev holdt oppe med stimulerende konversation og er nu, hvor jeg har skilt mig ved min gæst, aldeles ikke træt. Jeg har opdaget en leg, der leges meget bedst ved et skriftligt medium med visse tænkepauser. Ideelt set ville jeg lege den pr. brev til et fjerntliggende hus på et bjerg, hvor postbuddet ad snoede stier med adskillige svinkeærinder bærer et parfumeduftende brev til den højt estimerede korrespondent. I brevet er to sætninger, for legen går, at den ene spiller begynder et citat, som den anden så, på en vittig og lærd måde skal afslutte. Den anden legende sender så sin afslutning (som, hvis vittig, kan være original) og et nyt halvt citat (der skal være kanon). Og legen fortsætter. Et skel - men ikke nødvendigvis det afgørende - mellem leg og spil er, at de sidste har en ende. Og brevene ville langsomt finde deres vej gennem Europa:

Kære ven,
Nu er vort mismods vinter...

Og støvet og bøjet ville svaret komme:

Højstærede,
... En dårlig tid for æg.

Alle lykkelige familier ligner hinanden; men...

Og svaret: ... En mand kan være lykkelig med en hvilken som helst kvinde, så længe han ikke elsker hende.

I seem to be having tremendous difficulties...

Kære ven,
... falling in love with you.

It is a truth universally acknowledged, that...

Det siges blandt folkeslagene, at den berlinske folkekarakter er uforskammet grænsende til det uhøflige. På grundlag af den behandling, man møder som turist og dermed patenteret idiot, kan der nok ikke drages konklusioner, men det er værd at se på de berlinske cyklister. Berlin er en forholdsvis meget cyklende by og lader til at være blevet det for ret nyligt, og i en by med brede veje og fortove har man valgt at lægge cykelstien på fortovet. For det meste er det en ganske smal stribe, der kan skelnes fra resten af fortovet hvis man er opmærkson, og cyklerne kommer tordnende derhenover og over det meste af fortovet, indædt retfærdiggjorte af deres overlegne sundhed og miljøvenlighed. Måske er det ikke, at de berlinske cyklister er så meget grovere end de københavnske - jeg tror det ikke - men da de er blevet sat i selskab med fodgængerne, langsomme og svage båret gyngende på to fødder og ikke dynamisk fremglidende på et stærkt metalskelet, har man nok givet dem for stor en fordel til at de har kunnet slippe fra det med deres pli intakt. Cyklisterne er tydeligvis fortovenes herrer, og de vil snart lægge alt hensyn fra sig og pløje de svage og langsomme ned for deres spindende hjul.

En lille dreng på Bergmanstrasse kørte afsted, i dyb koncentration om den éne opgave at holde den meget lille cykel lodret under sig, og verden stod næsten stille for ikke at volde hans fald, og i fast forventning om, at det snart ville komme.

Vi ved det jo allesammen - man kan ikke tage væk fra sin daglige avis i fire dage uden at de begynder at bombe Libanon. Hvorfor kan man ikke indføre en global agurketid, hvor folk, foreninger og regeringer bare lader være med at slå hinanden ihjel i store antal i løbet af sommermånederne? Hvor der vitterligt ikke sker større nyt end at folk bliver bortført af rumvæsener eller lærer deres undulat at stå på vandski?

Jeg tager på en uges ferie i Berlin på onsdag. Hvis nu jeg lover ikke at opdatere i den tid, vil I så være søde at holde øje med, at de ikke atombomber nogetsteds i mellemtiden?

Opdateringsfrekvensen på denne hæderkronede blog taget i betragtning er det evident, at der må foretages en ikketriviel permutation af skeer og hænder. Jeg får ikke postet, hvis det ikke bliver med faste dødslinier, og derfor erklærer jeg hermed min hensigt om fremdeles at poste hver - og lyt nøje efter, mine damer, herrer og eventuelle får med planer om verdensherredømme - hver mandag og fredag. Problemet med det er jo naturligvis, at jeg (hvis vi er optimistiske) ikke altid kommer til at have noget interessant at skrive. Desuden er det et forsæt, jeg så med det samme må bryde nu på fredag, hvor jeg skal i sommerhus som nyt medlem i en hemmelig loge. Men det er mandag i dag. Og:

Det er nogle pragtfulde nætter, vi har for tiden. Lune, mørke og stille, med duftende briser og en fornemmelse af tid, der står stille et øjeblik, bare for at mærke sommeren. Jeg får set en del til dem. Det er nætter, hvor man næsten ikke ærgrer sig over at skulle trække sin cykel hjem fra Nordvest, Valby, Hvidovre eller hvor den nu igen er punkteret. Den er døbt Cecilia, og det har vist sig at blive en selvopfyldende profeti. Åh, Cecilia. Hun er et dejligt bekendtskab, lidt lurvet udseende måske (og det er helt min fejl), men elskværdig som en kat, og hun timer sine punkteringer med stor elegance. Der er intet, der siger "tid til en lille punktering", som de første regndråber af en stor skylle, når man faktisk allerede er forsinket.

Og Cecilia varierer typen af sine punkteringer. For nylig har hun opdaget et nyt trick: Hun laver en lang flænge på indersiden af slangen. Og så ser hun så uskyldig ud, med den lille blanke klokke med ridserne og sit kække lille katteøje, og man kan bare ikke gennemskue, hvordan hun gør det. Og så gør hun det igen en uge efter. Og så laver hun en klassisk lille flintestenspunktering. Og så det store trick igen. Og det er altid baghjulet. Hun tilbringer snart mere tid med hjulene i vejret end nedad.

Jeg kan ikke sige, om det stadig kan forklares med inkompetence, eller om jeg bare er dømt til at være tilfældet yderst til højre på klokkekurven, hvad punkteringer angår. Og jeg tør næsten ikke investere i punkterfri slanger. Jeg er ikke helt sikker på, hvor Cecilia ville rette sine destruktive kræfter hen, hvis hun ikke fik afløb for dem på den vis. Min far taler om at købe mig et par massive slanger, og den dag han finder nogle, må jeg bede jeg alle om at se jer om, når I krydser gaden. Og hvis I ser en lidt smudsig hvid damecykel, med en ramponeret sort kurv og en lille blank klokke stå alene og tilsyneladende fortabt på gaden, så løb for livet.

Det er altså magi. Af en art. Det må det være. Nu har jeg i to dage gennemført finde-nøgler-dansen over hele mit værelse, og løftet på puder, bøger, bamser og papirer mens jeg i stirren efter et glimt af metal messede "nøgler, nøgler, nøgler". Jeg har gennemført det standardiserede "men hvor havde du dem sidst"-ritual (godt nok konverteret til det metriske system, og det kan have været fejlen) og sågar det kontroversielle "hvis jeg var et bundt nøgler, hvor ville jeg så være"-trick. Uden held. Jeg har levet på fællesnøglens nåde. Og så var det, jeg besluttede mig for at gå en tur, rejste mig, greb min jakke - og opdagede nøglerne i min venstre hånd. Der kan de ikke have været hele tiden. Og jeg har ingen erindring om, hvor jeg samlede dem op fra.

Nå, det var dén gåtur. Jeg kommer til at gruble over det hele vejen.

Gry siger, jeg skal opdatere, så -

Killinger! Killinger overalt! Oh rædsel! Må flygte, før jeg bliver overmandet af nuttethed! Vi er alle fortabte!

...

...

Nej det er nok alligevel for ynkeligt.

En Ægte Update

Som I ved, ikke ved eller måske ønsker at glemme, er "de matematiske fag" en flerdelt affære. Tænk på det som en hydra, hvis brede, skællede krop er E-bygningen på HCØ, og hvis hoveder er fire: matematik, statistik, aktuar og matematik-økonomi. Der er visse - og væsentlige - forskelle. For eksempel har alle mat-øk-studerende en laptop, og de har en laptop på den der "jeg har en laptop, så jeg må være en målrettet og betydelig person"-måde. Og deres computerlokale (hvor jeg, i et anfald af opsøgende beretning sidder og skriver dette) er fyldt med fladskærme og tjekkede sorte tastaturer. Som en modsætning til dette er de matematikstuderendes terminalrum en del mere rodede, med flere forskellige slags skærme og stole, og tit virker en del af pc'erne ikke. Årsagen er, at mat-øk'ere lige er den tand mere virkelige mennesker. Når en mat-øk'er bliver færdig, tændes der en stjerne på himmelen. Han vil med det samme gå ud og få en stilling, hvori han gennem praktisk arbejdsomhed kan bidrage til menneskehedens stadige fremskridt mod et utopisk samfund. Jeg ved ikke, hvad der bliver af stjernen, men vi kan håbe, at den på sin egen måde bidrager til at øge produktiviteten i universet.

Statistikstuderende er en helt anden historie. De er meget sjældne og endnu mere sky, så man ser dem ikke så ofte. Det at blive statistikstuderende er ofte noget latent. Et menneske kan gå rundt i flere år og studere noget helt andet, og så med et bryder hans latente statistiske egenskaber frem, og han gennemgår metamorfosen til statistikstuderende. Statistikere er lidt anderledes end andre mennesker, for de er i løbet af deres studier blevet udstyret med
værktøjer til at skabe sig en forståelse af verdens virkelige natur, og derfor er de grebet af en brændende trang til at søge sandheden. Som det så ofte sker, sætter deres store evner dem lidt
udenfor den almindelige menneskeheds vilkår; de statistikere, der dagligt forsvarer verden mod uvidenhedens monstre, er derved blevet fremmedgjort overfor den verden, der er uvidende om deres indsats.

Der er mange, der ikke tror, at aktuarer findes i virkeligheden. De er smukke, flittige og kloge, og det at klappe en aktuar på hovedet vil give en held i tolv dage frem eller indtil nymåne. Der er ingen der ved, hvorfor aktuarer er så fantastiske, eller hvad de i de hele taget er lavet for at gøre, og netop fordi der er så stor jagt på aktuarer, har de - ligesom enhjørninger - sat en masse falske aktuarer i omløb. Alle rigtige aktuarer kan føre deres stamtavle tilbage til det første Atlantis.

Der er naturligvis tilsvarende sandheder at berette om de matematikstuderende, men jeg tror alvorligt talt ikke, I ville tro dem.

...

...

Det mener jeg. Det er ikke bare fordi jeg ikke kan finde på. Det er fordi -- killinger! Killinger overalt! Flygt!

Bare fordi jeg er ved at lære at gøre det her, og fordi der er noget kært ved ondskab hinsides al fatteevne:

Cthulhu vs. Teletubbies. Hvem vinder?
	Cthulhu, for pokker
	Teletubbies. Why opt for a lesser evil?
	Hvad skulle forhindre dem i at slutte sig sammen?
	Marshmallow Kitty
Free polls from Pollhost.com

Yay!

Nu har jeg en artikel om virkeligheden. Og ikke-kommutativ geometri. Det er en smule je-ne-sais-quoi, er det ikke?

Det må være første gang i min studietid...

Botheration - jeg poster for sjældent. Jeg har noget liggende om revyen som jeg bliver nødt til at skrive færdig, om perfektionisme og hvad man gør det hel for, men det er ikke lødigt nok til at blive postet endnu.

Men i aften skal jeg til genforening med min gamle gymnasieklasse. Hvad pokker skal man mene om det? Der er jo faktisk ingen mulighed for at gå tilbage, og de fleste til stede dér er jo ikke folk, man kender nu. Deri er det jo ikke farligere end et vilkårligt møde med en flok mennesker, man ikke kender. Det eneste lidt akavede er hele den spøgelsesseance, det nemt kan komme til at udarte i. Jeg ved ikke, om jeg i grunden har lyst til at skulle ud at møde genfærdet af mig selv for fem år siden. Eller genfærdet af en masse andre for fem år siden. Jeg kan nogenlunde forholde mig til, at jeg ikke blev helt så sej og dygtig som jeg måske mente, at jeg burde blive engang - dengang. Jeg er faktisk ikke så utilfreds med det, der foreløbig er blevet af mig. Men når så alle andre til stede også ved, at det mest ægte forhold, man har til dem, faktisk er et forhold til genfærdet af dem fra engang - nåja, jeg ved ikke helt. På den anden side vil jeg gerne se, at de alle sammen har det godt og kommer frem i verden.

Så længe der ikke er for mange af dem, der har fået børn...

Så jeg vågnede i morges og opdagede, at vi skal passe på Miljøet. Altså det der med træer på - ikke det, der er oppe at slås med Arven om at bestemme over jeres hjerner.

De har startet en miljøspareuge på Gården, med hemmeligt politi og hele molevitten, og vi (altså gangens to bossdamer) har bestemt, at vi skal vinde præmien som den mest energibesparende gang. Den ene dame lusker rundt og skruer sparepærer i på toilettet og den anden slukker lyset, hvis folk er for længe i bad.

De har også slukket lyset på gangen, og da lyskontakterne sidder gemt for enden af gangen, må vi famle os frem i tusmørke om dagen og bælgravende efter kl otte. Der er den der nærmest vægtløse fornemmelse af at finde vej i et mørkt rum, mens man strækker armene ud for ikke at gå ind i væggene. Men det mørke, vi har fået på gangen, er nu et meget civiliseret og hensynsfuldt mørke, der ikke spænder ben for en, men virker hyggeligt og tillidsvækkende, lidt som et meget stort dyr med trævlet pels.

Men jeg er nu lidt bekymret - jeg ved at brandinspektørovergårdmestren med ret til at bære samme farer i harnisk, når man lader ting stå for længe på gangen. Mon hun vil bære over med vores mørke? Eller bliver vi til sidst nødt til at skille os af med det? Jeg er ikke sikker på, om det er i stand til at passe på sig selv. Og jeg har ikke plads til det på mit værelse.

Det er på tide at få et nyt par briller, eller måske bare nyt glas i de gamle. Det skal være den slags glas, der gør, at når folk, man kender, viser sig på ti meters afstand, så kan man genkende dem. Og at man kan se, hvor busserne kører hen, før de standser.

Eller måske skal jeg gå efter den slags briller, der får himlen til at virke blå lidt oftere, og gør at man kan se folk smile indeni. Måske skulle jeg se efter et par af den slags, der er slebet i stilhed ved fuldmåne og lader en se de underjordiske, eller nogle af den meget sjældne slags, der gør, at man kan se, at verden er i stille bevægese mod noget godt. Eller nogle briller der får mine øjne til at se blå ud.

Hvor tror I, man finder de hemmelige brilleslibere? Alle de små brilleforretninger, der dukker op ved nymåne i små sidegader, små mørke butikker med støv dansende i de få månestråler, der finder vej ind og pakket tæt med hylder
med briller slebet af bjergkrystal eller af størknede tårer fra jomfruer af udadleligt levned. Briller af den slags, hvor man kan se folks indre skønhed, se sig selv i øjnene eller se alle skjulte ting om onsdagen.

Jeg mener, hvordan klarer alle de rigtige mennesker sig uden den slags briller?

Det er da absurd, så sjældent jeg poster. Man skulle næsten tro, jeg var et menneske uden noget at sige. Og det er jo ikke troligt. Vent et øjeblik, mens jeg finder noget...

Tænker I nogensinde over, hvor utroligt lidt man ved om nogetsomhelst?

Der hænger sedler overalt på Gården her om, at vi ikke må tænde for vandhanerne, fordi det åbenbart får kælderen til at svømme væk, og den ligger under huset og kan derfor ikke få lov at følge sine naturlige migrationsmønstre. Men det lader til at vi godt kan bruge toiletterne. Og det er godt. Men hvorfor? Går vandet fra toiletterne ud et andet sted? Eller er det ikke på vejen ud, men måske vejen ind, der er problemer? Kan det tænkes at toiletvandet og vandhanevandet er i forskellige fagforeninger og det kun er hanevandet, der strejker?

Det er altid de mest essentielle ting, man ikke ved, hvordan virker. Internettet for eksempel. Jeg putter tekst ind i mit keyboard her, og det dukker op på en skærm hos jer. Eller måske ikke. Og jeg aner ikke hvordan det virker. Jeg må have meget vigtige ting at putte i min hjerne, siden jeg ikke har fundet plads til den slags viden.

Ja. Hold fast i dén tanke...

Min indre statistikbjørn vil gerne sige:

Dette viser nok ikke helt, at chokolade er godt for mænd. Dermed ikke sagt, at mænd ikke skal spise chokolade. Og de må gerne dele. Måske især med min indre statistikbjørn, for den slags væsener bliver let triste i en verden, hvor der ikke er særlig mange journalister der kan stille kvalificerede spørgsmål...

Statistikbjørne spiser journalister rå. Med syltetøj og chokoladesovs. Og dermed er der retfærdighed i verden.

Hmm - jeg kan lugte shokoladekage?

Hmmm - jeg kan ikke finde på andet at skrive, men jeg kan da skrive om, hvad der sker her på IV. Det vel næsten obligatorisk, og faktisk er hele sagen et interessant studium. For ser I: Det drejer sig om principper.

Der er den der ting med fremlejere på kollegieværelse, og nok især med udenlandske fremlejere; det er ikke helt ligegyldighed, men ofte kommer resten af gangen ikke rigtig til at kende dem. Så vi kender ikke ham den kinesiske fremlejer. Han kommer hjem efter ni de fleste dage og tager afsted før otte, og han spiser vist ikke andet end spaghetti, som han koger i en stegepande. Han kommer ikke til festerne, han læser ikke avisen. Så det er jo ikke så underligt, at han siger, at han gerne vil have gangskat tilbage for denne måned. Men naturligvis er det en af den slags historier, der eksploderer i hovedet på os alle sammen. For det drejer sig kun om 70 kroner - og princippet.

Vi kunne jo sagtens give ham pengene. Det er den ene ting, alle er enige om. Og det er nok netop fordi beløbet er så lille, at der er blevet fyldt adskillige sider af vores gangbog med debatindlæg.
For kan vi tillade os at lade folk tage alt det, vi som gang er fælles om, som en buffet? Glidebaneargument: Skal dem, der ikke ser fjernsyn så også betale mindre? Dem, der ikke læser avis? Dem, der ikke bruger krydderier og løg?

Der er den brede kams princip: Alle betaler det samme. Det er Retfærdighed. Der er sikkert et blåt flag, vi kan vifte med over det.

Der er flertalsdiktaturargumentet: Vi er alle sammen blevet enige om, at gangskatten er rimelig. Og den er ikke højere end på de andre gange.

Og så videre - principper er ikke rationelt funderede. Man kan kun få dem gjort til sandhed ved at proklamere dem så højt og så længe, at alle giver efter - inklusive en selv.

Jeg tror, navnet for fænomenet er "revyfeber". Første stadium er den tilstand, hvor ens tanker løber i cirkler om ordspil, melodier og bizarre ideer, dansende bjørne og forklædte biokemikere. Midt om natten vil man vågne med noget, der gennem ens søvnighed føles som en genial ide, et brudstykke af en dialog, et glimt af tre mennesker på en scene, en stump tekst til en velkendt melodi. Nogle gange holder det sig i live til morgenen. Personer og koncepter tager ophold i ens hovede, mens de håber at blive gjort brug af. Jeg ved ikke, om de også ved, hvor meget de vil tabe ved at blive forvandlet til tekst.

Men der bliver en matematikrevy igen i år.

Jeg har omtrent seks hyldemeter bøger på mit værelse, og det er ved at nå den tid på året, hvor mine bøger føler trangen til at formere sig. Jeg kan høre dem råbe på flere bøger. En del af det er nok, at jeg har samlet en del bøger i to serier, og at de userierede bøger begynder at føle sig truede. Jeg vil mene, de ikke har grund til det, med mindre mine seriebøger indgår et stemmeforbund med fagbøgerne, i hvilket tilfælde de ville udgøre en særdeles stærk politisk blok. De ville dog ikke have absolut flertal, og jeg tror faktisk, der er en større risiko for, at genrebøgerne indgår et forbund og gennemfører en slags pulpens diktatur. Jeg må indrømme at den tanke skræmmer mig, men så længe Chandler konsekvent stemmer med Austen, tror jeg ikke der sker noget. Jeg kan heller ikke rigtig forestille mig Hammett og Le Guin i forbund ret længe. Men prøv at forklare den type politiske overvejelser til Soya og Bierce*...

Nå, under alle omstændigheder foregår der en kamp på viljer. Jeg synes ikke, jeg har brug for flere bøger. Jeg har netop set vores nye mediciner flytte ind, og det er begyndt at stå mig at klart, at en fjerdesalsbeboer er forpligtet overfor menneskeheden til at holde den vægt, der skal flyttes, når hun engang flytter, nede.

Nemt er det ikke, men jeg tror, det er nu, linien skal trækkes. Det er mig, der bestemmer, om der skal flere bøger herinde. Også selv om de er i flertal.

Nemlig.



* Jeg må gøre det helt klart, at jeg her ikke henviser til personerne Bierce og Soya. Bortset fra, at de begge er døde, tror jeg de kunne forstå det meste - i hvert fald ville intet magtpolitisk være Bierce fremmed. Jeg er ikke helt så sikker på deres bøger. Bøger er som oftest irrationelle væsener.

Hvad er det præcis ved film, der gør det?

Jeg taler om genindspilninger - det velkendte fænomen "Der var noget, der virkede så nu gør vi præcis det sammen igen bare på en anden måde med lidt flere eksplosioner og bryster, og helst lidt mere letfordøjeligt."

Det må jo være familieskabet til teatret - ret beset bliver Hamlet jo genindspillet hele tiden,men ellers ser man det aldrig. Forbrydelse og Straf var da vist en moderat kultsucces, men jeg hører aldrig om, at den skal genindskrives af Peter Høeg. Eller Stolthed og Fordom af Dan Browne?

Hvorfor er der ingen der hører folkets råb på en nymaling af Guernica, nu som installationskunst? En genkomponering af Tryllefløjten til en mere tidssvarende opera - af Andrew Loyd Webber og med pyroteknik?