Jeg slås med ord

Jeg slås med ord. Bunker af dem flyder over det hele, vrider sig i mit greb og kan ikke presses ind, hvor de skal bruges. Hvert af dem har sin præcise betydning som ikke passer med det, jeg vil sige, hvert af dem er slidt så tyndt, at lyset skinner igennem og det ikke er til at skelne, hvordan dét ord formodes at skulle bruges, og det kan bruges lige godt til alt.

Det, jeg ønsker mig er stokastiske ord. Ord, der antager deres betydninger efter forgodtbefindende, og man kan ikke kende deres betydning i øjeblikket før man har sagt dem. Eller ord, der i deres platoniske tilstand har én urokkelig betydning, som vi bare ikke kan få klemt ind i virkeligheden, fordi der ikke er nogen model for dem, og så løber de herreløse rundt og antager enhver betydning, de kommer i nærheden af. Jeg ønsker mig selskabelige ord, der altid trækker deres venner med sig som perler på snor og ikke findes uden en omgivende sætning, urokkeligt mejslede ord, der falder på plads som en puslespilsbrik eller en marmorkugle, og ord, der kun dukker op alene og bagerst i hovedet på én og sidder og stirrer mistorisk på alle de sætninger, der ikke er plads til dem i.

Jeg ønsker mig fuzzy ord, der lægger sig midt imellem to binære betydninger og betyder lidt af begge dele på samme tid. Når jeg får et sæt, vil jeg ud at lege med dem, og udtrykke min uforbeholdne mening, som er, at jeg mener begge dele samtidig og hinanden udelukkende.
Men der er længe til jul.

Tal om tal

Nej, jeg forstår det faktisk stadigvæk ikke, men det har også med tal at gøre.

Altså: Lad os kigge på tal. Her mener jeg så den reelle linie, der - for de af jer, der ikke færdes i matematiske cirkler - består af alle de tal, man egentlig kan få brug for, med nogle ekstra tal tilføjet for at give hele strukturen pæne egenskaber. Eller, sagt på en anden måde, alle kommatal, inklusive 4, 0,333 og pi og 0,333333....

Hvor mange er der så af dem? Uendeligt mange. Overtælleligt mange, faktisk.

Det betyder så, at der er kvalitativt flere tal, end der er sætninger i noget sprog, der kan skrives i et endeligt alfabet. Eller: Lad os se på alle tal, vi kan tale om - ethvert tal, der kan beskrives i en sætning. For eksempel "tallet tre", "tre komma to fire", "kvadratroden af to" "den mængde kage, hver af os får, hvis du, han og jeg deler en lagkage", "højden - i meter - på den mest nærsynede dinosaurus, der nogensinde har levet" eller "forholdet mellem en cirkels omkreds og diameter". Hvis vi laver en samling af alle de tal, består den, relativt set, af ingenting. Den er som en dråbe i forhold til det hav af ubeskrivelige tal, der ligger derude. Og den metafor overvurderer antallet af beskrivelige tal voldsomt.

Men hvis vi ser på alle de ubeskrivelige tal, hvordan kan de så siges at findes, når vi ikke kan tale om dem? Og hvad værre er - det kan vi jo faktisk godt. Det er det, vi gør nu. Vi kan tale om "alle ubeskrivelige tal" eller endda "alle ubeskrivelige tal større end atten", men de enkelte tal i mængden kan ganske enkelt ikke tales om.

All right, det stemmer pænt overens med konstruktionen af de reelle tal. Det kan jeg godt se. Der er ikke noget at gå i panik over. Men stadigvæk - prøv at tænke på alle de utallige tal, der går rundt et sted derude - om det så er i et slags platonisk rum, i universets grundlæggende konstruktionstræk eller bare i menneskehjernens strukturdesign - og er fuldstændig uomtalelige.

Det er en meget mærkelig verden, og foreløbig taler vi kun om de dele af den, der faktisk nok kun findes i folks hoveder.

Andre kollegianere

Tre gange knagede det fra skunken. Computerskærmen knitrede og slukkedes. Min plastickuglepen ramte bordet med en metallisk lyd, og så faldt "Fyrsten" ud af bogreolen. Det er et tegn, siger jeg jer, et tegn!

Nu er den knirkende time kommet, hvor gamle, døde og forsvundne kollegianere kommer frem og vandrer på gangene blandt dem, der stadig er her, og bare er på vej ud på køkkenet efter en kop kamillethe at sove på. Langsomt glider de ud af skyggerne og de små kroge, som det ikke er nogens ansvar at rydde op i. Nogle af dem ser ikke ud som ånder, og enkelte trætte medicinstuderende på vej i seng veksler åndsfraværende et par ord med gamle gangfæller, halvvejs i søvne og på randen af en anden verden. De når ikke at finde ud af, hvor følelsen af nostalgi kommer fra, før deres hoveder rammer puden. De drømmer sødt om dem, der slap væk herfra.

Solide statskundskabere stopper med hånden på køkkendørshåndtaget og tror at høre kværulantiske stemmer derinde. De forgangne gårdboere jamrer sig over den gamle ordens forfald og de nye tjanser. Den statskundskabersstuderende fornemmer, at han ikke vil se nogen derinde, når han åbner døren. Lyset vil være slukket, viskestykkerne hængt nydeligt op, og der vil være en bebrejdende notits i køkkenbogen med en opfordring til at rengøre vasken efter brug. Og han løfter forsigtigt hånden fra dørhåndtaget og lister tilbage på sit værelse. Og låser døren.

De gamle gårdboeres time vil svinde som timer nu gør det. Nu kommer natten, de dybe timer, og den amorfe time for dem, der kommer hjem fra en bytur. Timen for de terpende, der skal tidligt på instituttet for at få en læseplads, den blånende time for de sunde havregrynsspisere, der skal ud at motionsløbe, og timen for dem, der skal give deres date fra igår morgenmad uden at få for meget opmærksomhed. Det er en ny dag, og vi er alle sammen lidt tættere på at skulle herfra.

En dag er vi borte herfra og kan ikke komme tilbage. Kun - måske - i vores knirkende time, når vi kommer listende ud af skyggerne, og stirrer forvirret på de nye beboere, og ikke ved, at vi ikke bor her mere.

Min medieafspiller spiller Amarok. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte få tjæret nogle nytårsforsætter ned - fordelen ved at skrive dem nu er dels, at de vil give mere mening end dem, jeg laver kl tolv i nat ("og - og så vil jeg invadere Polen! Med en tidsmaskine!"), dels at de så kommer til at være lavet i 2006 og kan ignoreres trygt i det nye år.

Så - her kommer det - i 2006 vil jeg

Blive kandidat
Finde et job
Rydde op(!)
Undgå at blive anholdt for at have sat ild til en offentlig bygning.
Deltage heltemodigt i krigen mod møllene
Undlade at falde på ærens mark i ovenstående, og på marker generelt
Finde vej hjem
Tabe 7 kilo fra et højt sted og i hovedet på en i øjeblikket unavngiven folketingspolitiker.
Læse Tolstoy
Enten poste regelmæssigt hver uge eller undgå at poste, når jeg intet har at sige
Finde ud af, hvorfor striberne på slips altid går den samme vej
Invadere Polen med en tidsmaskine!
Undgå at sidde og skrive blog, når jeg burde være på vej til en nytårsfest...

Det regner

Regnvejr er frem for alt en sindstilstand.

Der er det trygge regnvejr, der slår mod ruderne og med hver eneste dråbe fortæller en, at man er indendørs, hjemme, og at hjemme er et godt sted. Det regner konstant og afmålt og lader tydelig forstå, at det kan blive ved hele dagen. Regnen sludrer venligt på den anden side af ruderne som for at tage del i hyggen indendørs, og man kan komme til at lægge sin bog for at lytte til regnen og bilde sig ind at den fortæller noget fortroligt. Det er et regnvejr, der indgår i en treenighed med en god bog og en kop kakao, og en ingrediens i de bedste og sjældneste af venskaber.

Der er det inderligt melankolske regnvejr, der driver ned ad alle flader og foregiver at være et grundlæggende princip i tilværelsen, og det eneste konstante. Det inviterer en til at gå ad flade, slubrende marker i silende regn og betragtninger om altings forgængelighed og sjælens nødvendige ensomhed, og man kommer træt og gennemblødt hjem, oplivet af at have tilladt sig selv den luksus af tidsspilde og melankoli.

Der er det tomme regnvejr i byen, der falder mellem grå bygninger fra en grå himmel og ender nyttesløst på den sorte asfalt. Det gør alle mennesker fremmede i lange sorte frakker, de dukker hovedet og skynder sig gennem gaderne uden nogensinde at se op. Det laver små floder langs kanterne, risler ned i kloakkerne og går tabt.

Der er den type af efterårsregn, der lader til ikke så meget at falde som at hænge i luften i småbitte dråber. Det er en overraskende mild regn, der putter sig under skyerne for den kolde, blå himmel, og den kan hænge så tæt, at den et øjeblik kan lade som om den tid er kommet, hvor verden skal forenes under havoverfladen.

Der er triumferende sommerregnvejr, der hamrer ud af en himlen som et jubelråb, dråber så store som tokroner og alt er gennemblødt på et par minutter. Der er blæsende regnvejr der tilsyneladende kommer fra alle retninger og op af jorden. Der er silende novemberregn, som man trodser godt pakket ind, og den varme, man føler inderst inde er fornemmelsen af at have klaret sig mod en overmægtig natur ved snilde og viljestyrke. Der er fortabt, iskold regn i de dybeste vintermåneder.

Der er regn, der falder mens man sover, efter lang tid under trykkende dystre skyer, og man vågner tidligt til en klar himmel og den lugt, der kommer efter regn.

Natlige alléer

Natten er klar og kold som metal. Mørket ligger i driver op ad husmurene og inde i gårdene, hvor det varme lygteskær ikke kan feje det væk.

I mørket virker alléerne længere. De strækker sig helt ind i natten, træerne flammer gult på begge sider men kaster ikke noget lys i mørket dybere inde. Mørket ligger foran alléens ende, og den ender ikke samme sted som den gjorde i dagslys. Det er dé natlige alléer, der aldrig peger den vej, man skal gå for at komme hjem. De peger helt ind i natten til et sted, hvor man kan fare helt og for alvor vild og måske aldrig behøver at finde tilbage igen.

Det sner!

Det sner i november! Træerne i vores meget lille have står stadig støvetgrønne og vajer i vinden, men det vrimler med snefnug omkring dem. Over boldbanen sner det opad - horder af snefnug kaster sig i dødsforagt op mod en gråhvid himmel. Og vinden kaster vildt med dem, ned mod vejen, ind mod huset overfor, som om der var håb om at kunne føre det væk i en stormflod af sne. Snefnug i dusin på dusin kaster sig i kamikazeangreb gennem mit vindue og ind i varmen, måske for til sidst at kunne overmande fjenden herinde ved deres overlegne antal.

Jeg er gennemkold af at læne mig ud af vinduet, min røde trøje er oversået med hvidt og mit hår er filtret af vind og store, tunge snefnug.

Og så må det vist være på tide at skrive noget igen. Det lykkedes mig igår både at have fødselsdag og min sidste skriftlige eksamen på uni. Eftersom begge dele var skemalagt af andre, var det nok ikke så stor en præstation endda. Men hyggeligt var det jo. Især da den nydelige eksamensvagtdame opdagede, at jeg havde fødselsdag, på et tidspunkt hvor jeg havde så meget eksamen, at jeg ikke anede, hvad hun fablede om.

Men altså - for et menneske der har tilbragt de sidste (hold da fast) 18 år under uddannelse er det pænt mærkeligt at have aflagt sin sidste eksamen, og lidt vemodigt.

Der er noget over at sætte sig der ved eksamensbordet med sine spidsede blyanter og velgranskede noter og vide, at de næste par timer får man lov at være i fred og der er ikke noget, man skal tage sig af - bortset fra at regne på et sæt opgaver, der endda bliver lagt for snuden af én. Alle eksaminanderne er anbragt pænt i lige rækker med deres noter og tre typer papir, der lugter lidt af madpakker og er den type stille, der kommer af at 130 mennesker tier stille samtidig i timevis. Og når det hele så er overstået, og eksamensvagterne har afsluttet ritualet og alle har skrevet eksamensnummer overalt, bryder de 130 ud i en larm over, hvem der løste hvilke opgaver rigtigt og alle tager det hele meget alvorligt. Og så kører man ud sammen og finder en øl.

Nu havde jeg eksamen med et hold mennesker, jeg faktisk ikke kender. Alle dem, jeg plejede at gå ud at drikke en øl med i vintereksamensmørket, er forsvundet bort, og når jeg så op under eksamen, kunne jeg ikke se nogen rygge, jeg var bekendt med.

Så jeg cyklede ud og holdt fødselsdag i stedet. Nu er jeg nemlig blevet gammel nok til at være vokset fra eksamener. Men ikke fra fødselsdagskage og dragebøger i fødselsdagsgave.

Måne

Klokken et om natten hænger hun dér foran mit vindue, stor, blank, skæv, gul og nysgerrig, kigger ganske ugenert ind og erklærer blankt, at det ikke er en nat af den slags, man sover i.

Det kan forekomme mig, at månen går sine egne veje, måske mere end jeg har mulighed for. I hvert fald får hun altid lov at blive sent ude. Og jeg sov i astronomitimerne dengang, så jeg kan ikke fortælle hende, at jeg kender hendes position på himlen i alle timerne frem til daggry, at hun er mig et ganske forudsigeligt himmellegeme og ikke har noget at skulle have sagt om mine planer for natten.

Og jeg har tabt månens opmærksomhed, og jeg har ikke nået at forstå, hvad slags nat det er, når det ikke er af den slags, man sover i.

Samme procedure som hvert år

Hvert halve år -- det vil sige når nogen kan skaffe nok energi og autoritet til at gennemtrumfe det -- har vi nyindflyttermiddag ("phiisemiddag") på IV'de. De nye laver stor middag i deres ansigts sved, hvis de er for nye til at kunne finde gryderne, alle drikker vin, synger rødvinssang og Fjerdesalssang. De sveddryppende nervøse nyindflyttere bliver hørt i Fjerdesalssangen (kortere end Marseillasen og med mere druk i end "Der er et yndigt land") og er så fuldgyldige Fjerdinge med ret til at bære samme.

Nu i aften bliver det endnu mere traditionsvedligeholdende: Vi skal have Gangdag og valg til embedsposter. Proceduren er den, der også benyttes til Gårddagen (halvårligt møde for hele kollegiet) og har vundet hævd fordi den er så langstrakt, at ingen reformator kan holde den ud længe nok til at lave den om. Den har en vis charme, især efter de første par glas. Man starter med, at nogen holder en kort tale. Så bliver hver af de ti embedsposter gennemgået, embedsholderen holder en kort tale om de i hans empedsperiode indførte forbedringer. Og så kører møllen:

Fase 1:

Folk bliver stillet til poster. Man kan naturligvis ikke stille sig selv. Derfor er der i den foregående uge blevet lobbyeret og indgået aftaler i stor stil, så folk er nogenlunde sikre på at blive stillet til deres drømmeposter. Posterne spænder fra Informationsministeriet med ansvar for avisabonnement til Kludedameposten (ansvarlig for vask af karklude og viskestykker), så det er vigtigt at blive stillet til den rigtige post.

Fase 2:

Man diskuterer, hvorvidt der skal holdes stillertaler om, hvorfor de stillede er blevet stillet og står. Gangens despotkvinder erklærer, at det er for fjollet. De gamle traditions- og kongetro slår et slag for Gårdens stolte skikke. Hvis fornuften vinder, er det muligt, at denne fase ikke bliver gentaget.

Fase 3:

Valgtaler. De stillede takker for tilliden og udlægger den gyldne fremtid, IV sal vil gå i møde med dem på posten. Man kan ikke tillade sig at takke nej til en post, så hvis man er blevet stillet mod sin vilje, er det med at udtrykke sin taknemmelighed på en kreativ måde. ("Jeg er stolt og glad og vil, hvis jeg bliver valgt, gøre alt for at gøre IV'de til ølfrit område. Aldrig mere skal alkoholens djævel vove sig herind!")

Fase 4:

Afstemning.

Fase 5:

Dybtfølt takketale fra den nyligt valgte, især hvis hun var den eneste stillede til et upopulært embede.

Herefter gentages fase 1 med et nyt embede. Når vi når til slutningen af tiende iteration, laver nogen den traditionelle kaffe, der markerer afslutningen af en gangdag, en unavngiven klokke ringer midnat i det fjerne, og en ny cyklus af livet på IV'de sal begynder.

Fortsat kl. 00:14

Jeg er nu valgt til Finansminister med ansvar for (Gud hjælpe os) gangkassen. Jeg er også

• Lettere bedugget


• Delvis gennemblødt


• Dækket af mel

Jeg har en diffus erindring om, at dette sted plejede at have mere anstand.

Houdini, Houdini

Ting forsvinder hele tiden. De blæser væk hen over gaderne, folder sig ned under jorden, sætter af og flyver bort. Man kan fra tid til anden have på fornemmelsen, at langt den største del af al masse i universet må være optaget af ting, der lige i øjeblikket har forputtet sig. Nogle gange dukker de op igen, måske et andet sted og hos andre; ting og ord og mennesker. Måske har de været der hele tiden, men det kan godt være, at det er for en lidt kompliceret værdi af "der".

Det er naturligvis det, der gør det så svært at være forsvindingskunstner -- at tingene hele tiden forsvinder af sig selv. Tryllekunstneren skal formå at bibringe sit publikum en tro på, at tingene ikke vil forsvinde lige for næsen af dem, selv om det er helt på tværs af al menneskelig erfaring og af publikums forventninger til showet. Han skal fange et øjeblik, hvor han med med gester og ord har overbevist dem alle om, at den røde bold vil forblive i syne, så de i det øjeblik vil gispe, når den forsvinder.

Er I klar over, at Houdini forsvandt en elefant? På Hippodromen i New York i 1918, og folk var ikke særlig imponerede. Jeg ved ikke, om Houdini selv mente, at han havde fået det store gennembrud som "rigtig tryllekunstner", han drømte om, eller om han indså, at han ikke kunne komme af med sit image som udbryderkonge og blive en ægte forsvindingskunstner. Det skal have været en ret middelmådig tryllekunst, men jeg er ret sikker på, at elefanten Jenny senere hen er forsvundet helt.

Jeg kan anbefale "Hiding the Elephant" af Jim Steinmeyer; en bog om tryllekunstnernes guldalder fra ca. 1890 til 1930'erne. Det var tiden, hvor spiritisterne rumsterede med ektoplasma og Conan Doyle fotograferede alfer, mens spøgelser, talende hoveder, flyvende og forsvindende damer fór over scenerne på Londons trylleteatre og Houdini undslap fra dødsfælder overalt i USA. En ganske og aldeles forsvunden tid.

September...

... er altid den smukkeste måned. Man kan sidde hele eftermiddagen på en træbænk i universitetsparken, mens træerne hvisker i vinden. Der går en iling gennem græsset, der glitrer i solskinnet, og et øjeblik sidder man på en tømmerflåde på et jadegrønt hav under en septemberblå himmel. Vinden bærer en ubestemmelig frisk duft med sig, og man har uden helt at være opmærksom på det en fornemmelse af, at man næsten ved, hvad det er for en følelse, der har samme farve som himlen i september.

Gud har stjålet rummet, og måske er der intet, der er, som det giver mening at forestille sig det.

Fuhej.

Jeg har brugt aftenen på at kigge på et problem i et speciale af en ekskæreste af en ven af min kæreste. (Bjerget ligger langt ude i skoven)

Mennesker laver mærkelig statistik, når de er dataloger.

They do it with mirrors...

I skulle altså have været der til forelæsningen i ikke-kommutativ geometri. Så vidt jeg kan se, går det ud på med stor møje og dramatisk muskelspil at hale en hvid kanin ud af en høj hat. Og så gøre det hele én gang til med en løve. Og uden en hat.

Fagre nye avis

De har fat i noget af det rigtige.
Men det skal jeg vel synes - at gå ned med gamle aviser er min tjans.

Jeg glæder mig til jeres børnebørn kommer med de bøger, jeg har anbefalet dem, og brokker sig over det uplausible i, at hovedpersonen læser noget i en avis efterladt i en park. Hvordan skulle nogen kunne glemme sit dyre digitale avispapir i en park? Han skal jo bruge det til at downloade morgendagens avis! Dumme grandtante Anne...

Børnehaveklassernes papmachéseancer kommer nok også til at blive fortid. Men skal vi regne med, at der så vil komme tilsvarende digitale reklamer? Hvem morgen vil ens hjemlige reklameavis blive opdateret - hvis man da ikke har smidt den ud. Faktisk vil reklameindustrien nok, hvis de skal udnytte mediet, blive nødt til at sørge for, at folk ikke har den mulighed. Man kunne lave lovpligtige digitale nyhedsskærme i hvert hus - til at varsle atombomber og nye kostråd. Og så ville en driftig Venstre-Højreregering udlicitere informationspligten til firmaer, der så fik lov at bruge en vis procentdel af skærmpladsen til reklamer.

Og alt imens ville miljøorganisationer protestere mod fældningen af de norske skove, der blev nedlagt nu der ikke længere var penge i papir.

Øv altså

Jamenaltsåsgu! Jeg har lige tjekket eksamennoplysninger (man skal være hurtigt efter det når kurset varer syv uger). Ikke alene skal jeg møde kl. otte på min fødselsdag - det er Markov tageme også der, jeg har eksamen i sandsynlighedsregning.

Jeg kan altså ikke ret godt lide blokstruktur.

Dette er ikke en semesterstartspost

Til gengæld startede blokken idag - med et brag. Jeg følger to kurser om henholdsvis ikke-kommutativ geometri og sandsynlighedsregning for meget artige børn, og det giver mig syv undervisningstimer om mandagen, strøet som perler mellem klokken otte og fem. Bare så vi får nævnt en af de mere velgennemtænkte ting ved blokstrukturen.

Jeg er lidt skræmt af Sand3 - kursets hovedbestanddel er et kolossalt auditorium fyldt med matøkere, der allesammen hele tiden lyder som om de er lidt fornærmede over ikke at have forstået et eller andet. Men stoffet er faktisk lidt lækkert, og jeg er sikker på, at forelæseren har været hemmelig agent i sine yngre dage.

Ikke-kommutativ geometri bliver naturligvis mere sjov end tre kilo fritter og én liter kaffe. Alt sammen på trods af, at der vist stadig ikke rigtig er nogen der ved, hvad det går ud på. Foreløbig er der tegn på ubegrænsede operatorer, og man kan vel ikke inddrage så beskidt matematik i noget uden at det bliver sjovt...

Vi venter på barbarerne

Ingen, jeg har talt med, har modtaget gratisaviser endnu. De to damer, jeg passerede på Tagensvej i et solskinsvejr, der prøvede at tage sig sammen til at være septemberagtigt, havde ikke fået dem, og det talte de om. Det gjorde vi andre også. Vi venter alle sammen på civilisationens sammenbrud.

Der er nemlig det ubehagelige, at et stort tal - flertallet, måske - af borgere her i landet foretrækker papmodnede golden delicious for æbler, der smager af noget. De foretrækker Da Vincy Mysteriet. Og pomfritter. De vil helst stemme DF. De vil hurtigt lære at foretrække gratisaviser.

Og det sjove er, at det aldrig er folk man kender. De uappetitlige 90% gemmer sig altid et andet sted end man selv er. Man læser i avisen, at de er der. Og de stemmer, og forbruger og færdes. Jeg har læst i Politiken, at de får gratis aviser nu.

En strøtanke

I en anden verden med en kultur, der ikke tenderede til at betragte sin åndsvirksomhed som opdelt, ville man måske have SI-enheder for kunst. Standardenheden for rock'n'roll ville (af hensyn til holdbarhed) blive opbevaret på en LP i et uforgængeligt, slidstærkt metal, i et pengeskab i Bureau International des Poids et Mesures i Paris.

Jeg tænkte, blandt andet fordi det var en tanke der faldt mig ind, på noget, der aldrig kommer til at finde sted. Og det er et faktum. Men hvad ville der ske, gik tanken, hvis en aften en blogger sad ved tastaturet, stirrende på det som for at tvinge ord frem, af den slags der rammer hinanden som regndråber og falder sammen og hører til sammen og går et sted hen og er. Og der så pludselig, midt på tastaturet, sad en skinnende dæmon, og den sagde "Skriv den bedste opdatering nogensinde. Ellers æder jeg din sjæl."

Vi kunne forestille os (sammen kan vi forestille os alt) at bloggeren ville kigge langsomt. Op. På. Dæmonen. Og. Sige. "Okay."

Alle scenens bevægelser bliver langsomme og glidende, til det øjeblik bloggerens mørke, grublende øjne møder dæmonens hoverende gule - og så bliver der tåget af bevægelse, dæmonen må springe af vejen for hænderne, der løber over tastaturet et øjeblik før det sidste punktum er sat i den bedste fredagsopdatering nogensinde. Den bedste, perfekt stavet, spekulerende, informativ, skarpt formuleret, klart fortalt. Den bedste opdatering i verden.

Den ville med sikkerhed ikke ligne denne opdatering.

Men det er ikke hele pointen, og det er godt, for det er en pointe, jeg har stjålet. Et eller andet sted på dette, endelige, net ligger den bedste blogopdatering nogensinde - eller i hvert fald foreløbig. Hvis vi kan tro (sammen kan vi tro alt, og ellers kan I tage mit ord for det) at dæmonen også sidder eller har siddet på et tastatur et sted derude, er hele historien altså gået for sig engang. Der er endda den drejning på det, at dæmonen måske slet ikke har siddet hos den, der skrev den bedste opdatering, og at dens påvirkning altså er gået fra en person til en anden, der sandsynligvis intet havde at gøre med den første.

For resten glemte vi at forestille os, hvad dæmonen gjorde, da det hele var overstået. Måske er det for sent?