16 juni 2006

Det er altså magi. Af en art. Det må det være. Nu har jeg i to dage gennemført finde-nøgler-dansen over hele mit værelse, og løftet på puder, bøger, bamser og papirer mens jeg i stirren efter et glimt af metal messede "nøgler, nøgler, nøgler". Jeg har gennemført det standardiserede "men hvor havde du dem sidst"-ritual (godt nok konverteret til det metriske system, og det kan have været fejlen) og sågar det kontroversielle "hvis jeg var et bundt nøgler, hvor ville jeg så være"-trick. Uden held. Jeg har levet på fællesnøglens nåde. Og så var det, jeg besluttede mig for at gå en tur, rejste mig, greb min jakke - og opdagede nøglerne i min venstre hånd. Der kan de ikke have været hele tiden. Og jeg har ingen erindring om, hvor jeg samlede dem op fra.

Nå, det var dén gåtur. Jeg kommer til at gruble over det hele vejen.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg vidste det! Det sker for andre! Se selv, jeg er ikke skør *hiver Anne med hen foran en flok mennesker og peger manisk på hende*
Hehe, eller nok ikke lige helt så ekstremt.. men.. syret, det er en af livets små spørgsmål, jeg vil tro vi finder svaret på den samme ø som alt der bliver væk kommer til..

Greis sagde ...

Lokalisering af ting er luftmagi, Anne. Du burde have udført beværgelsen på en onsdag, mens du var iklædt blåt og dansede under Merkurs indflydelse og strøede om dig med kviksølv, i hvilken topas og aventurin var blevet blandet, alt imens der brændes røgelse af. Suk.
Jeg troede, jeg havde fået lært jer, at skrabe de nødvendige bonusser sammen.

anne sagde ...

Faktisk tror jeg nok, jeg havde blåt på. Og hvis jeg øser kviksølv ud over samtlige mine tolv kvadratmeter, kommer jeg til at blive en noget sjovere legekammerat, men der er en risiko for, at jeg kun vil lege med mine usynlige grønne venner til den tid...