Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige fauna"

...M. Steen beretter om en gruppe af mennesker, der har forladt deres liv som det var for at skabe sig en tilværelse på byens tage. De klatrer op ad en husmur en dag og ser sig aldrig tilbage, selv om de ser ned meget ofte. Man ved ikke, hvor de finder deres føde, eller hvordan de klarer sig gennem de kolde måneder, der har afskrækket mange blandt os fra at følge dem derop. Man mener, de sover på flade tage, eller bundet op i kunstfærdige hængekøjer. Nogle har spekuleret, at de udvikler den slags gribereflekser, der tillader en fugl at sove på en gren. De ser ikke ud til at lide nød og går klædt i rødlige, skifersorte og irgrønne farver.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Politibetjenten fandt den unge kvinde i færd med at hoppe splitternøgen i Skt Jørgens sø og arresterede hende naturligvis. Det komplicerede sagen, at arrestanten åbenbart ikke talte dansk ud over en hvæsen og knebren, der, som betjenten understregede, dog forekom at være venligtsindet. Tingenes nødvendige gang var naturligvis at tage pigebarnet med på politistationen og finde hende noget tøj, en kop kaffe og en identitet.

Forbløffende nok var der ingen, forældre, kærester, skolelærere eller ægtemænd, der på dokumenteret vis savnede en ung kvinde, sandsynligvis omkring de atten, billedskøn, svanebleg og lysblond. Sagen gik videre i systemerne, til tydelig forvirring og naiv fornøjelse for sagens hovedperson, der lod til at forstå sproget, selv om hendes udtale ikke gjorde fremskridt. Slaget så ud til at stå om, hvorvidt hendes skæbne skulle overlades til terapeuterne, politikerne, der krævede hende udvist som en lumsk illegal indvandrer, det modelbureau, der havde tegnet kontrakt med hende, eller de tre mænd - blandt dem den oprindelige politibetjent - der havde tilbudt hende ægteskab. Men enden på historien blev en anden.

En klar sommerdag havde én af terapeuterne taget den unge kvinde med ud at se på byen og interagere med dens indbyggere på meningsfuld vis. Da hans patient opførte sig så eksemplarisk, tog han hende med til loppemarked på Blågårds plads. Terapeuten har endnu ikke udtalt sig særligt forståeligt om sagen, men det står klart, at én af boderne solgte kostumer, og at den unge kvinde udtrykte skræppende henrykkelse over en kreation i fjer. Det var i grunden imod terapeutens behandlingsplan at give efter for patienten, med mindre hun forsøgte at kommunikere meningsfyldt, men der var noget så smukt ved de hvide svingfjer holdt op mod den lyse hud og den lange, let bøjede hals. Man kan altid gætte på motivationer, men i alt fald lod terapeuten hende prøve kostumet på, og han må have kigget væk et øjeblik. Da han så op, var hun væk, uden at efterlade sig andet spor end et par hvide dun på jorden.

Julekalender - Amager Strandpark

De sidder spændte foran fjernsynet hver aften og krydser fingre til det øjeblik meteorologen kommer på. De har rygsækken stående klar med ekstra sweaters, varme tæpper og en lommelærke. Termokanden er vasket så de kan lave kakao og være ude af døren på ti minutter, hvis vejret ser lovende ud. Det er dén årstid. Hvis det bliver stjerneklart i nat skal de ud til Amager Strandpark og kigge efter engle.

Man er ikke altid heldig. Omvendt er man nogle gange heldigere end man har nogen ret til. Man kan stå derude i timevis derude, til ens øjne sander til ligesom ens sko, og måske ser man alligevel ingenting, selv i det mest perfekte vejr. Eller man kan lige kaste blikket op fra Rådhuspladsen, og der er de, lysende hvide og gyldne, i et kort glimt højt, højt på himlen.

I aften er der overskyet og ikke en chance. De slukker for fjernsynet og børster tænder. I deres drømme står de derude i den klare kulde under en hel hatfuld stjerner, lysene fra byen er gået ud, og de lægger en arm om hinanden og peger opad på englene, der daler ned fra himlen i stimer.

Julekalender - Den gamle jul

Han siger, han er faldet dybt fra sin foregående værdighed. Han siger det med en ræben, som han dalrer gennem gaderne i de timer, der efterhånden snart ikke er natten til lørdag, men han kan have ret i det alligevel. Hans tøj er spraglet og smagløst, der er bræk på hans ene sko og hans gylp står åben. Dette er klokken fire om morgenen.

Klokken otte om aftenen er han et brøl, "Fiiiiiisse!" og mere snaps. Han har en stupid nissehue på hovedet, den er en anelse for lille, og han ved, han ser åndssvag ud i den. Han beholder den på for at vise den rigtige ånd, og skråler en sang om mere snaps og bajere. Om et vist antal timer knalder han en af tøserne fra marketing ude på toilettet, og om et vist, nøje afmålt, antal timer lægger han noget af flæskestegen i en stor klump bræk på fortovet. Han er julens sande ånd.

Der er svineblod på hans hænder og flæskefedt i hans skæg. Hans ånde stinker af sprit, og hans gangart af vold, han oser af sex. Der er frost i hans fodspor, luften bliver metallisk af kulde, hvor han har gået, og hans ånde falder til jorden. Hans tøj er lavet af mørke og hans øjne lyser af den galskab, der rammer mennesker spærret inde i mørke og indelukket luft, snart i månedsvis. Vi holder ham ud, og griner ad ham og drikker med, fordi vi ved, han tager den galskab med, når han forlader os engang efter juledagene er overstået.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

...Eksistensen af sorte nisser mentes således omkring århundredeskiftet at være endeligt modbevist, og Cronsternes grynede fotografier blev kategorisk afvist som falsknerier. Cronsterne tog sagen med karakteristisk nonchalance. "Hvis De insisterer på at tage verificerbarheden af mine arbejder så tungt," skal han have sagt, "må jeg jo finde en anden lejlighed til at gøre mig selv bemærket for tosserier."

Det er alment kendt, at Cronsternes mangel på skepsis var en lige så bestemmende egenskab ved ham som hans åbenlyse geni. Der ville derfor ikke have været nogen grund til at fremhæve hans fotografier, hvis det ikke havde været for den måde, hvorpå de sorte nissers eksistens igen er kommet op til diskussion. Det er sket, efter at en ung amatørkryptozoolog havde held til at fotografere en gruppe nisser med sin mobiltelefon, en fredag aften i indre by, på en gesims over døren til en bar. Fotografiet er af den forventelige kvalitet, men det er tydeligt, at nisserne er blege med dramatisk sorte øjne og iklædt laset sort tøj. Håret stikker vildt, sort og tjavset ud under de sorte huer, og deres piercinger glimter i blitzlyset - der forhåbentlig også forklarer de røde øjne. Fotografens påsatnd om, at væsenerne havde markant forlængede hjørnetænder, understøttes ikke af fotografierne, men kan ikke totalt ignoreres.

Fotografiet har naturligvis vakt opstandelse blandt nisseeksperter. Èn fløj mener, forudsigeligt, at der ikke er tale om en egentlig underart, men ganske enkelt nisser, der er blevet urbaniserede i en sådan grad, at de har indoptaget goth-kulturen. Andre forskere insisterer på at billederne er forfalskede. To meget kendte nisseforskere nægter at anerkende billedernes eksistens til det punkt, hvor de har foregivet ikke at kunne se fotografen, når han er mødt op til konferencer. Én forsker studerede billedet meget nøje, mumlede "forbandede liverollespillere" og har aldrig udtalt sig om sagen igen.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Tivoli lukker og åbner af mange grunde og efter komplicerede økonomiske algoritmer, der i sig selv er værd at studere. Men der er tre nætter om året, hvor de er nødt til at holde lukket, for at ingen skal opdage, at hestene på havens karrusel er borte. Beretninger om hestenes fravær går tilbage til 1923, hvor Cronsterne Tidende trykte tivolibetjenten T's vidnesbyrd.

T fortæller, at det var på slaget ti, en høj skikkelse dukkede op ved karrusellen, en knoklet enøjet mand klædt i flagrende sort tøj. T selv havde gemt sig ved karrusellen med en plan om at springe på hestetyven, når han viste sig, for at stoppe hans uretmæssige brug af havens ejendom. Men da den fremmede stod der, mistede T modet, og han stod med kasketten i hånden, mens den fremmede gik hen til karrusellen, kaldte hver af hestene ved navn, tog tømmerne og ledte dem væk.

Det vides ikke, om karruselhestenes fravær skyldes en slags handel med den person, der henter dem de tre nætter om året, om det er en egenskab ved hestene selv, bygget ind ved deres konstruktion, eller om det bare er en af de træf, der sker, uden at der er mening i det. Men på de nætter kan man være heldig - hvis man skal kalde det dét - at se dem, som de stryger hen over byens tage. Lyset skinner tilbage fra deres malingblanke flanker og deres sorte øjne, mens de stejler på en tagryg. En høj, sort skikkelse kryber sammen i sadlen på én af dem, med knæene trukket op under hagen for at de ikke skal slæbe hen ad jorden. Han sporer sin ganger, der sætter af i et spring, en lang bue gennem luften, og et øjeblik står de aftegnet mod måneskiven. Man hører en klopren af hove, der forsvinder ned af gaden og måske, ganske fjernt, skriget af det væsen, de jager.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Ralkalkest er i al sin uhyrlighed et væren med en ganske fascinerende livscyklus. Den tilbringer sin larvetilstand i grænselandet af den barnlige fantasi. Som oftest vil en ralkalkest knytte sig til en bestemt børnehave og skifte værtsperson mellem børnene, alt efter hvem der har den mest grotesk frodige forestillingsevne på et givet tidspunkt. Dens overgang til voksenstadiet bliver igangsat af ydre stimuli, ligesom hos visse frøarter, og begynder, når værten ser en gyserfilm. Hvis barnets fantasi er tilstrækkeligt fanget, giver det Ralkalkest muligheden for at undslippe til den ydre verden. Her bygger den sig en krop af skrald og andet organisk materiale, kunstfærdigt konstrueret så den ligner det monster, barnet nu har mareridt om. På en mørk nat sniger ralkalkesten sig ind på barnets værelse, skræmmer det ihjel og spiser det. Den næste morgen vil ralkalkest være vokset til sin endelige form, en tro kopi af det fortærede barn.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

De brune rotter kom til Europa med skibene, sprang ned fra rigningen med knurhårene vibrerende af eventyrlyst, og havde snart fordrevet den sorte rotte, Rattus Rattus, fra det nordlige Europa. Måske mistede vi på den måde et kulturklenodie - den mere sky og adrætte sorte rotte, klassikernes og historikens rotte. Måske kan det være ligemeget, når skadedyr nu er skadedyr.

Det gik, skriver C. Maagh, på nogenmunde samme måde, og lige så ubemærket, da den nordiske nisse, gårdboen, blev fortrængt af den moderne, langt mindre nisse. Det Darwinistiske forløb virker meget ens: En art, der er tæt bundet til landbruget, fortrænges af en aggressivere, mere bredt tilpasningsdygtig slægtning, der opfylder dens evolutionære niche.

Er de moderne nisser ankommet med skib, gemt i lastrum eller kufferter? Eller med fly, med næsen presset mod ruden, mens de pegede deres nye hjem ud? Vidste gårdboerne, at deres tid var ude, eller var det en lang tid, hvor de bare mærkede, at der blev stedse mindre føde og stedse færre af deres egen art? Findes der stadig øde egne, hvor små kolonier af gårdboere fortsætter deres liv uden at ane, at de er en udrydningstruet art?

Julekalender - af Sophus' "Guide til Københavnske fænomener"

De yngste fuldmægtige ved Danmarks Statistik får fortalt, at Rigsstatistikeren går med glasøje, en lille stump kunsthåndværk der er gået i arv fra hans forgængere i embedet. På de møder, der ind imellem afholdes for at cementere den flade struktur i institutionen, sidder de unge fuldmægtige og skotter til Rigsstatistikeren for at prøve at se hans glasøje uden at få øjenkontakt. Der er ingen, der påstår, at øjet er af overnaturlig oprindelse og lader sin ejer se mere end andre dødelige, at det kan se ind i bankbokse og folks tanker, eller ind i tallenes mysterier, der er dybere end tidens. Og der går ikke rygter om, at øjet er et udstyr hørende til et vist gammelt embede, der blev lagt ind under Rigsstatistikerens ansvarsposter, da tiderne blev så moderne, at den slags ting ikke kunne omtales længere. Eller om, at øjet er levende i sig selv, og at det ind imellem overtager magten over statistikerens krop.

Der er ingen af den slags vilde forestillinger i det hele taget, og heller ikke en fornemmelse af sær uro ved at se
Rigsstatistikerens to øjne bevæge sig, så naturligt, at det er tydeligt, at de begge er ægte. Der er bare en lille vandrehistorie om et glasøje, og den er naturligvis også løgn.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Eksistensen af Melliken er stadig omdiskuteret. C. Radman fortæller, at man i byen ind imellem kan finde en enkelt sko liggende på gaden i udmærket tilstand og uden spor af dens søster. Dette er, siger han, drilleren Mellik, der venter på, at nogen skal stikke sin fod i den. Når det sker, og en uforsigtig vandrer efterlader sin sko for at prøve Melliken på, er han faldet i dens magt, og den fører ham på en vild springtur gennem byen, over tage og gennem springvand, trukket afsted ved hans ene ben.

Den eneste måde at slippe fri, før Melliken bliver træt, er at lokke den til at føre én hen til dens søstersko. Hvis man kan gøre dette og anbringe tvillingen på sin anden fod, er Melliken besejret og tvunget til at udføre en tjeneste for én, før man slipper den fri og går barfodet hjem.

Julekalender - Blegdamsvej

Det var et rent tilfælde, at en flok unge phd-studerende opdagede, at H.C. Ørsteds institut på Blegdamsvej foretager en rotation i 672 dimensioner hver torsdag omtrent klokken tolv middag. Rotationen foregår, set udefra, helt instantant, men det er endnu ikke afgjort, om dette skyldes, at rotationen foregår hurtigere end tiden, eller om rotationen bare foregår gennem tid på en sådan måde, at forandringerne ikke kan observeres. De første artikler publiceret om fænomenet benytter det faktum, at Instituttet tydeligvis er uændret i sin generelle fremtoning til at deducere, hvilke dimensioner, der faktisk roteres igennem. Dimensionerne "Blå", "Håb" og "Ulysses" er blandt de tre, der kan identificeres utvetydigt.

Yderligere gennembrud lader dog vente på sig, af forskelligartede grunde. Dels har flere af de involverede i forskningsprojektet pludselig mødt bizarre skæbner, såsom L og T, der en mandag morgen steg til vejrs i en luftballon, tæt omslyngede, og ikke er set siden. Dels - og alvorligere - er fænomenet påvirket af en ganske forudsigelig målefejl: Eftersom rotationen omfatter HCØ og alle objekter på det, vil heller ikke omhyggeligt opstillede måleinstrumenter, eller noter og beregninger, være upåvirkede. Løsningen her burde være indlysende, og det første, forskerne gjorde efter at have identificeret problemet, var også at opstille en uafhængig målestation på Niels Bohr Instituttet nærved.

Resultatet var alarmerende. Den første torsdag efter opstillingen af den eksterne målestation, gik rotationen igen over HCØ - og denne gang blev Bohr Instituttet, der før var gået ram forbi, roteret i 672 dimensioner ligesom sit søsterinstitut.

Det blev efterhånden klart, at rotationen af HC Ørsteds Institut ombefatter alle ting forbundet med den selv. Noter taget i rotationsforskernes små kontorer og bragt hjem i en bukselomme, roterer i 672 dimensioner, og er måske uændrede, måske ikke. Det er ikke til at vide, for de noter, der blev efterladt på tavlen på HCØ, er også roteret - ligesom forskeren selv er det, om han så har tilbragt middagsstunden på HCØ eller hos sin elskerinde på Østerbro. Det er efterhånden tydeligt, at fænomenet ikke kan undersøges, hvis vi ikke skal løbe en risiko, for at sprede fænomenet til hele planeten. Desværre har forskningsgruppen netop fået tildelt en større sum af Videnskabsministeriet.

Julekalender - Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Det væsen, der kaldes Kraken, er ikke Leviathan, som ikke er Zaratan eller Fastitocalon, som ikke er en hval, og det vides ikke, om nogen af disse er stamfaderen til det dyr, der ligger i dvale under Sortedamssøen og vokser. Det har været påstået, at dyret er et voksende kontinent, der venter tålmodigt, og breder sig længere ud for hvert århundrede, til det en dag kan rejse sig og svømme væk med København på sin ryg. Omvendt har nogle ment, at det hver dag redder byens eksistens ved at blive liggende over det gabende hul, der ellers ville opsluge byen.

Julekalender - Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Fordi alt har sin modpol findes der også en mørk kopi af Holger Danske. Han hviler tungt, forstenet, med sværdet på sit bryst, til den dag kommer, hvor han rejser sig for at samle fædrelandets fjender om sig og drage hærgende over mark. Hans hvilested er ukendt, en hemmelighed bevaret - siges det - af en loge af fanatikere eller viise, der ved, hvad der vil ske, hvis nogen forsøger at dræbe ham i hans søvn. Det siges, at hver statsminister én gang i sin embedsperiode føres til hans leje med bind for øjnene for at lægge sin hånd på hans pande og mærke efter hans tunge puls, og at den store krigsmand hver gang bevæger læberne i en hvisken. Nogle siger, han allerede er vågnet.

Julekalender

Vi har ikke haft en julekalender her på bloggen længe. Faktisk har vi ikke haft regelmæssige poster længe. Så jeg ved ikke, om jeg får skrevet en hel julekalender denne gang - men til gengæld ved jeg heller ikke, om der er nogen der læser dem. Og foreløbig er jeg to dage bagud, da jeg var i Lübeck i weekenden. Så jeg snyder lidt...

Af Sophus' "Københavns Overnaturlige Fauna"

Gubern er en samlernatur. Den fremtræder oftest som en aldrende kvinde, krumbøjet og i slidt tøj, og ses næsten udelukkende ved større offentlige begivenheder i fri luft, hvor den vandrer omkring med en stor plasticpose for at samle tomme flasker og dåser. Den er næsten blind, og navigerer ved brug af sin fantastiske lugtesans. Hvordan Gubern har fået sin overbevisning om, at alle tomme ølflasker er dens retmæssige ejendom, er endnu ikke forstået tilbunds, og man ved endnu mindre om, hvor den gemmer sin samling. Der har dog været tilfælde, hvor børn i skumringen er blevet ledt til store stabler af pantflasker og således er blevet rige.

Selbys værker indeholder en advarsel mod at fornærme Gubern, da den skal have det onde øje.

Nat

Det er en hemmelighed, natten har med os, og en del af hemmeligheden er, at vi aldrig helt kan kende betydningen af dette "os". Når natten åbner sig og ligger så nær, at vi kan mærke dens stille puls, hvem er det så, der er vågne med os? Det kan ikke kun være os, der står der, mens søvnen har taget de andre, og natten breder alle sine hemmeligheder ud for os til en hvisken af vind og tomme biler.

Det forekommer, at der ikke er et øje, der ser ind ad husenes tomme vinduer, at der ikke er et lys og ikke en stemme, og at hvis vi gik til dem, ville de sove allesammen, dybt og drømmeløst, i senge på sofaer og ved kontrolpulte og telefoner. Vi lader være at efterprøve den fornemmelse, men vi ved ikke, om det er fordi den ville blive bevist eller forkastet. Vi er alene med natten, der er vores ven, og vi forstår i glimt, at mørket ikke skjuler noget, tværtimod, og at verden bag mørket ikke er den samme. Det nynner af forklaringer og historier, vi forstår så godt, at vi ikke kunne forklare dem igen bagefter, og luften er klar.

Vi overvejer bag vores beruselse ved mørket, om der trods alt er en hemmelighed. En dør ind i den egentlige nat, en gåde og en chance for at kunne blive her. Natten er vores ven, men ikke vores, og himlen blåner til en stille kvidren af fugle (selv i denne vinter) mens vi finder os selv tilbage i verden.

Rigtig voksen

Bullettin: Jeg er nu et kvart sekel gammel, ansat som fuldmægtig i staten og har meldt flytning fra mit kollegium. Vi er meget alvorlige mennesker her, om jeg må bede. Ikke noget af det pjank!

Jeg er netop startet i metodeafdelingen på Danmarks Statistik, hvor det er mit arbejde at gå i vejen for folk, indtil jeg har oparbejdet nok pondus til at trække min egen vægt. Vi sidder to mand på et kontor, og vores skriveborde hæver sig, når man trykker på en knap, så kom ikke her! Alvorlige mennesker, er det erklæret!

Det er en bittelille afdeling, og foreløbig drikker vi øl og spiser morgenmad. Derpå skal jeg lære at programmere SAS. Så skal jeg lave noget, der hedder imputing. Det er nyttigt og kompliceret og lader sig faktisk forklare til lægmænd - jeg har testet på min mor, et par gangfæller og en tilfældig forbipasserende med en lille hund. Jeg forklarer jer om det, hvis I vover at komme mig nær, og så er I advaret. Jeg er voksen og laver seriøse ting, man kan forklare til folk, selv om der er tal i dem. Alvorlige mennesker her. Begrebet flextid kan nu anvendes i konjunktion med mig. Jeg kan ikke komme ud og lege.

Hihi.

En dag vil de slippe den ud

Det er en lille dukke, på højde med en tommelfinger, og viklet i lyserødt garn som en art bandager. Dens øjne er af rødt filt og skeler, dens lille mund er rimpet til med rødt garn. Den har en sær lille sort hestehale, en strop så man kan hænge den på sin mobiltelefon.

Jeg fik den i en butik, som en gave fordi ekspedienten kunne lide mig, og jeg tog den med hjem af høflighed og fordi den var pudsig. Jeg kunne egentlig ikke bruge den, og den virkede for skrøbelig til at gøre nytte som nøglering.

Men det faldt sig, at jeg i kedsomhed stoppede den ned i en lille æske af klar plastic, og da jeg lagde låget på faldt det gennem mit hovede:

"En dag vil de slippe den ud, tankeløse og i den tro, at der ikke er rædsler til. Den vil mæske sig i deres skræk og suge knoglerne fra deres stadig levende kroppe."

Det er ikke en dårlig sætning, men ikke en god sætning - faktisk er det ikke en sætning - og det er ikke starten på en historie. Jeg ser på dukken bag den klare plastic, og jeg tror ikke, jeg vil blive helt rolig for den, om jeg så åbner æsken eller ej.

Opdatering og en forsinket erkendelse

En dag vil det sikkert lykkes mig at tilgive mig selv for, at jeg ikke læste på DTU. Jamen se bare lige!

I øvrigt (bank under bordet, tjek om bordet er træ, rør ved træ for en sikkerheds skyld) ser det ud til, at jeg muligvis får et job ved Danmarks Statistik. Jeg har i hvert fald været til samtale, og er blevet ringet op og blevet bedt om referencer, så jeg kan gå videre i deres (antydet byzantinske) system.

Og så ved vi dét.

Mandag er nu

Mandag er mandag og ikke sjov. Mandag burde slettes fra kalenderen. Mandag burde stoppes i en flaske, overhældes med urteekstrakt og bruges som hostesaft.

Mandag er tolv varevogne på kajen. Mandag er en leverpostejlækkende madpakke i en skoletaske. Mandag er erhvervssektionen i Berlingske Tidende. Eller en industrikaffemaskine. Mandag griber trykluftsboret og hamrer en larm gennem gaderne til morgensolskinnet trækker sig tilbage bag skyerne med en hovedpine.

Mandag ved ikke, mandag er død.

Mandag går ud af Netto efter fem minutter i kø, og de var løbet tør for skummetmælk. Mandag bøjer kraven op om halsen og ønsker, det ikke regnede.

Mandag burde snigmyrdes af frihedskæmpere. Han står stadig ubevægelig da den første kugle slår ned i asfalten, en tråd er trukket ud af hans grå jakkesæt, men rynken mellem hans øjenbryn står stadig mejslet på samme sted. En af hans livvagter tager den anden kugle, de springer ind i kampen og attentatmændene dør hurtigt. Måske falder mandag om i det øjeblik; han har endelig opdaget, at skuddet ikke var en forbier. Ligemeget, det var ikke den rigtige mandag, men en af hans utallige dobbeltgængere. Mandag er på vej til topmøde.

Mandag er en skolepige i praktiske sko, eller mandag er den sprøde lyd af hendes fodtrin hen over skolegården, to sekunder før hun trykker på aftrækkeren.

Mandag er formand i den loge af mænd, der mødes iført fuglekraniemasker i muglugtende huse for at styre verdens stabile gang ad helvede til. Mandag tager kridtet op og rømmer sig fugtigt og irriteret. Mandag er rabarber i frø i en forstadshave.

Mandag er ikke at forveksle med den anden mandag af samme navn, der fører en fordækt guerillakampagne mod ham. Mandag skriver anarkistiske beskeder på lygtepælene i dække af regnen. Mandag står ved busstoppestedet klokken halv otte i sixpence og fjerboa. Mandag blinker fordækt til dig fra reklameplakaterne. Mandag holder pokeransigt bag sin avis, men når de vender ryggen til, er han afsted, hatten på sned og we mean business, fløjtende på vej bort.

Mennesker Med Jobs

Stefan har set på min blog (der opdaterer endnu sjældnere end hans) at jeg søger et job. Det er dét jeg gør, og det er det, jeg burde gøre, når jeg sidder ved min computer. Ikke skrive blogindlæg.

Nu har jeg skrevet én forholdsvis dårlig ansøgning til et job, jeg ret gerne vil have. Og en ganske udmærket ansøgning til et job, jeg er en del mindre interesseret i. Og jeg skal til to jobsamtaler denne uge (kan I så se, hvad for en overmåde betydningsfuld person, jeg er). Det bliver skægt, det ser ud til at være meget spændende steder at arbejde.

Jeg må indrømme, ét eller andet sted kan jeg ikke forholde mig til at skulle få et job. Det er ikke, at jeg ikke gerne vil bidrage til samfundet eller lave noget eller tjene penge eller alt det - men jeg kan ikke forestille mig at være et Menneske Med Et Job. Jeg sidder og læser jobopslag, og det er alt sammen kompetencer og analytisk sans og resultatorienterethed og stor selvstændighed koblet med en høj samarbejdsevne. Og det jeg kan se for mit indre blik er disseher kontorlandskaber fulde af Mennesker Med Jobs: synergistisk smilende unge mænd i jakkesæt, der allesammen stirrer lige ind i kameraet eller ler med store hvide tænder, fordi de har så udfordrende stillinger i et konkurrencedygtigt elitefirma. De går muligvis til møder, eller spadserer op og ned af smagfuldt tæppedækkede gange i stål-og-glasbygninger.

Men jeg kan gonnåk ikke finde ud af, hvad de dog laver. Jeg glæder mig meget til at finde ud af det. Jeg vil så umådeligt gerne lave noget. Og jeg er jo så begavet og jeg matcher en stor del af de kompetencer, de lister, så de må vel have brug for mig. Til det, de nu laver.

Jeg fik aldrig postet denne stump om Sankt Hans aften, fordi jeg faldt i søvn i stedet (og for resten lige i den periode omkring skt Hans var ret usikker på hele konceptet i at poste ting). Men jeg faldt over den nu, og den er egentlig ikke tosset. Den må I gerne få, nu da vi er på vej ind i mørket på den anden side af modsommer. Hvis I er søde får I måske også dén Valentine's Day-post, jeg skrottede...

Bål på Blågårds plads

Det er naturligvis underligt, siger den tænksomme svensker, at det netop er på den lyseste tid af året, man tænder store bål. De andre kagespisere er enige og foreslår den pragmatiske forklaring, at om vinteren er det for koldt at stå udendørs og kigge på et bål.

Der er noget specielt ved menneskers forhold til ild (selv om det naturligvis ikke behøver at betyde noget dybere end vores forhold til mobiltelefoner).
Folkemængden er fascinerede af bålet, fanget af det evige og kaotiske spil af flammer. Det er ikke let at tro, at flammen ikke er en ting. Og de ønsker at fodre den, selv om de skal hjem i deres varme senge bagefter, og ikke skal bruge bålet til at varme dem i nat og ikke skal lave mad i gløderne imorgen. En mand kommer slæbende med en stor bjælke. Kan den komme på bålet? Det tror bålmesteren nok, den kan, og han lægger værdigt sin spade fra sig for at kaste bjælken ind på dens præcise plads i flammerne, der slikker op om den, til den endelig bukker under, sortner på midten og knækker.

De små drenge med det strejf af fandenivoldskhed i deres gang, jeg kun helt har set hos børn på Blågårds Plads, står lidt tættere på bålet end nogen andre, og kaster papirkugle efter papirkugle ind i det, revet ud af et kladdehæfte fra skolen. En lille pige i lyserødt fra top til tå krøller omhyggeligt et ark papir sammen og kaster det efter bålet i et rigtigt tøsekast, der rammer en meter forbi.

Efterhånden synker flammerne ned i bålet, der står glødende som de begravede skatte, der siges at stige op til jorden på sankt Hans nat, og flokken omkring bålet omdanner sig til en tættere cirkel. Bålmesteren går som en løvetæmmer på sin nu langt mindre arena. Selv om byen altid er oplyst, er pladsen blevet mørkere end den var i går nat, nu hvor flammerne er døet hen. Lidt som om den egentlige mening med et sankt hansbål på Blågårds plads er at skabe det mørke, der kommer bagefter.

I can has CV?

Jeg har brudt et gammelt forsæt og flere års hæderlige praksis, og det er nu tydeligt, hvilke dybder min fremtidige bane vil føre mig til.

Ser I, jeg var krøbet hjem til mine forældre med en enorm forkølelse for at have et køleskab at nasse på. Så midt der ude i forstæderne ringede min telefon fordi en nydelig stemme tilhørende en herre fra et hovedjægerbureau gerne ville snakke med en mat-øk'er. Vor altid årvågne heltinde sagde: Øhhvaffornoed? Er ikke mat-øk. Er meget forkølet. Men det endte med, at jeg skulle sende dem mit CV (hovedjægerne - ikke matøkerne. Kunne naturligvis være samme stamme)

Hvilket giver problemet: HVordan skriver man et CV? På moders maskine? Efter at have brugt en mængde tid, der må have været omvendt proportional med mit faktiske antal af kompetencer på at få arrangeret samme i listeform, opdagede jeg, at skidtet jo også skulle layoutes. Så var det, det slog mig, at rent bortset fra, at jeg ikke gad installere LaTeX, har jeg nok opbrugt min kvote af \begin{itemize}'er for denne sommer.

Så jeg skrev det i Word, læser. Det er vist nok første gang i årevis. Det er klart en deroute, jeg er begyndt på.

Yay!

Her er nogle strøtanker om Memoratoriet, et rollspilsscenarie, jeg var med til at køre på Fastaval i år.

Hvad angår Memoratoriet

Scene: Memoratoriet er et rart sted, med hvide vægge, spejle og et panoramavindue - foruden den blå væg. Musikken spiller. En gruppe patienter sidder i ring på gulvet. En patient, den livlige, energiske pige med troldeansigtet, har fundet på at fortælle et eventyr. "Jeg er sikker på, at du har lige så gode historier inde i dig," siger en af de lyttende patienter til en anden. Han ser tvivlrådig ud.

Jeg er absolut ikke erfaren spilleder og lever stadig mit liv i den naive illusion, at der er total forklaring på den anden side af "gm-skærmen".* Spillederen ved, hvad der foregår. Og hvad der formodes at foregå, hvis jeg usle spiller ikke har lavet for meget rod. Spillederen ved, hvad han gør. Sådan er Memoratoriet ikke. Historien er, for hver eneste spiller, hendes egen afdækning af, hvad der skete med hende, fik hende til at blive syg og havne i Memoratoriet, hvor de prøver at gøre hende rask. Hun er det fuldkomne centrum for den historie, der skal ikke tages tid fra til at de andre spillere kan få deres tid i rampelyset og få uddelt nogle spor om deres fortrængte fortid til belønning. Og der er ingen andre i lokalet, der har nogen anelse om, hvordan hendes historie kommer til at forløbe, og hvad hendes hemmelighed er. Alt, hvad spillederen har at give hende, er en ramme for hendes historie, nogle simple ydre virkemidler, der giver en struktur for hende at bygge sin historie på, så den løber mod sit højdepunkt nogenlunde samtidig medde andre spilleres, nogle simple rekvisitter til at inspirere eller distrahere hende...

Scene: Hun ser, at det, terapeuten viser hende, er et foto fra en juleaften med hele familien. Manden med blå øjne, siger hun - eller er det væggen? "Jeg er tykkere på det billede. Tror du, jeg var gravid?" Hun stryger sig over maven med et udtryk af drømmende følsomhed i sine smukke træk. "Jeg er ikke gravid nu." Terapeuten nikker.

... men der er først sent i forløbet givet virkemidler, der kan presse spillerens fortælling, og de skal absolut ikke bruges sådan. Selv brugte jeg dem med hjertet i halsen. Har jeg nu forstået denne spiller rigtigt? Kan hun overhovedet bruge et foto af "ulykkesstedet"? Nu ødelægger jeg vel ikke det, hun bygger på?

Scenariets centrale gimmick, den "litterære synæstesi" (jeg ved ikke, hvor meget jeg skal afsløre, hvis nogen agter at spille det) er perfekt til præcis det formål at give hver eneste spiller præcis de input, han kan bruge og ikke stille sig i vejen. Spilleren får at vide, at han ser et roligt sted. Det er hans eget arbejde at fortælle spillederen og - først og fremmest - sig selv, hvad det så er, han ser.

Scene: En patient peger mod vinduet. Hvordan har de arrangeret, at det ændrer sig hele tiden, spørger han - det er computeranimeret, ikke sandt? Hvis han havde sin laptop, kunne han ændre det. Når han kommer ud, kan han få sin laptop igen.

Scene: Det er tydeligt, at memoratoriet er ved at splintres for patienternes øjne. Syn fragmenteres og bliver meningsløse, og de rædselsfulde erindringer trænger sig på alle vegne fra. En patient tvinger sig til at se mod udgangen, modløst. Han spørger, hvordan de kan sige, at det er vejen ud. Der er nogen, der kan se en lastbil, der stormer frem, han selv kan bare se en afgrund. Hvordan kan de mene, at han skal ud den vej?

Den store balancegang i et scenarie (eller en bog, film, skolekomedie eller far-mor-og-børn-leg) med en så tung gimmick er naturligvis mellem gimmick og historie. Scenariet Memoratoriet giver egentlig to muligheder hele vejen - spilleren kan fokusere på gimmicken, at han lider af en psykisk sygdom, der gør, at han ser tekst som virkelighed - eller på historien: det dybereliggende traume, der forvoldte hans tilstand. Begge dele er legitime veje til helbredelse og altså til en afslutning på scenariet. Det kommer ikke spillederen ved, hvad patienten synes er spændende. Det er ikke spillederens historie.

Scene: Pause. På vej ud af spillokalet griber den ene spilleder fat i den andens arm. Hun taler stille med eftertryk som for at være sikker på, at hun bliver hørt tydeligt. "Peter. Det er bare nogle hvide vægge. De. Ting. Er. Der. Ikke. I. Virkeligheden. Det er bare noget, de laver i deres egne hoveder!" Den anden spilleder smiler bredt. Han har kørt scenariet aftenen før.

Og det er fantastisk, hvad de gør ved det. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal vurdere kvaliteten af de historier, spillerne konstruerede. Grib din første indskydelse: Du er psykoseramt på grund af en traumatisk hændelse - hvad var det der skete? Jeg indrømmer, at der ikke var mange sofistikerede drejninger i plottet, og der var gentagelser - eller måske snarere tendenser. Masser af døde børn.**

Men det kunne ses, hvor stærke oplevelser, spillerne fik af scenariet, hvor meget deres historier rørte dem. Og hvor fandens godt rollespil, de spillede.

Scene: Hendes søn er død, druknet, og hun var ikke i stand til at redde ham. Det er ikke noget, hun kan lægge bag sig, nu da hun kan huske det. Det er ikke noget, der kan kureres. Hun tager det med sig, da hun forlader memoratoriet, helbredt.

Det, man så ikke kan få spillerne fra, er forestillingen om, at rollespil er noget socialt. Som jeg havde hørt scenariet forklaret, før det blev kørt, var idéen og idealet, at der skulle stå tyve mennesker i et lokale og stirre ind i væggen hver for sig. Og det var mildest talt ikke, hvad der kom til at ske. Dels fordi scenariet faktisk greb dem. Folk stod og græd. Spillederne løb rundt og udleverede cleenex. Og dels fordi folk spiller udad. De spiller mod hinanden. De finder de andre roller, prøver at finde ud af, hvad de ser - og hvad de tænker. De fatter sympatier. De spiller op mod hinanden. De støtter hinandens spil, og støtter sig til de andres spil. De tager rummet.

Scene: Når patienten ser sig i spejlet ser han sig selv, men mærkeligt nok har han en blyant i hånden. Det er tydeligvis nøglen til det hele. Lidt senere konfronterer han terapeuten, rasende. Han vil have en blyantspidser, så han kan komme ud derfra. Han kan komme ud derfra, bare de vil give ham en blyantspidser! Terapeuten erklærer bestemt, at han ikke kan give ham noget. Han må selv finde sin blyantspidser. Alle patienterne kigger på den skriveblokeringsramte forfatter, da han råber. Bag deres egne roller tænker de et øjeblik, at det dér var godt rollespil. Det er den historie, spillederen genfortæller flest gange bagefter.

Man kan tage Memoratoriet som et studie i, hvor meget rollespil, folk kan spille med hvor lidt materiale, eller når der bare ikke er noget, der står i vejen for dem. Det er faktisk ganske skræmmende, for scenariet har ingen historie og i en vis forstand ingen roller. De laver det selv. De ville have lavet det selv, hvis jeg havde været en atten gange så inkompetent spilleder. De har måske brug for en spilleder til at stille rammerne op - det gode rollespil kan de lave selv, bare hun lader være at gå i vejen.





*) Det ville være så nydeligt, hvis folk faktisk brugte den slags ting, ligesom i tegneserierne

**) Vi når snart det punkt, hvor jeg ikke kan se et dødt barn uden at græde.

Godt - den bedste undskyldning, jeg har, for ikke at have opdateret denne blog i den sidste halve evighed, er, at jeg havde besluttet mig for at holde op, fordi jeg var træt af at høre mig selv snakke. Nu har jeg imidlertid brugt de sidste dage på at snakke (og skrive mail) så jeg bør have fået mindst 0,783 ører til at falde af, så det med at drage bort i næstekærlig tavshed er tydeligvis ikke et holdbart forsæt. Jeg må hellere anbringe mine penge, hvor min mund er, som de gangske umotiveret siger i det angelsaksiske. Her er en lille bagatel - og jeg skriver noget om rollespil en af de nærmeste dage.

Falsk forår

Himlen er gul i en smal skive over hustagene, og støvet mørkeblå i zenith. Aftenstjerne toner frem på himlen som det høje C, fulgt af stjerne på stjerne på stjerne, spejlet af en enkelt cykellygte på gaden. En sidste solsort kvidrer i kollegiehavens træer og bliver stille.

Der er så mange løgnagtige forår undervejs, at det ægte forår måske faktisk aldrig bliver set og er hemmeligt. Lyse martsdage, så varme at de lader til at være sprunget direkte ind i sommeren, og folk smider jakken og sætter sig på græsset i universitetsparken, kåde og soldrukne og efter et par dage grundigt forkølede.
Hvorpå årstiden vender vrangen udad og giver en stribe af inderligt grå dage, eller vrangvillig blæst, der går direkte gennem forårstøjet og ind og isner alle ens drømme om varme og lys. Og man resignerer.

Og så kommer foråret, ikke pludseligt men selvfølgeligt som om det har været i gang i ugevis og måske listede sig ind mens man sov forkølelsen af sig. Og man opdager det først for alvor, når man tilfældigvis kigger ud en aften, og tulipantræerne duver stille i parkerne og en forvirret solsort kæfter op langt efter sin sengetid.

Og det lader til at alle andre har vidst det altid, men at man bare selv var for længe om helt at give slip på sin vinter.

Lysløgne

Det er sådan en sanddru årstid. Det er på tide at finde på nogle enorme lystfiskerhistorier. Jeg burde fortælle jer om min tabte veninde Mia med det hjerteformede ansigt og fregnerne, hvordan vi rejste som blinde passagerer til Nova Scotia og fandt den sidste stamme af intelligente pungulve, der rejste derhen gennem de tibetanske munkes tunneler, da Tasmanien blev besat af europæere. Eller, hvordan vi ved en uheldig konsekvens af utydelig diktion blev de første, der nåede østpolen i en luftballon og meldte os hos en talepædagog det øjeblik vi satte fødderne på dansk jord igen. Og det var kun starten på vores problemer. Jeg burde fortælle om vores tid i den hemmelige legion af lystløgnere og hvordan vores veje skiltes den gang, jeg stod en februarlørdag med fejende vind under en klar himmel og blev klar over, at der ikke ville ske noget fantastisk den dag; og fælde en glasklar krokodilletåre over, at jeg aldrig kommer til at opleve den slags eventyr igen.

Jeg burde fortælle jer om det ældgamle broderskab der vogter over den hemmelighed, der er Sortedamssøen, og hvordan der altid er en af dem i færd med at gå avet om søen, i alt slags vejr. Bag deres øjne er der en stilhed, for de gentager i tankerne de otte sande figurer, mens søen spejler grå himmel og splintrende solskin og det natlige neonflimmer. En dag, lader deres novicer sig fortælle, en klar dag, vil den vandrende munk opdage, at hans sjæl genspejler søen fuldstændigt, og opnå forklarelse. Nogle få ældre munke kender sandheden og ved at den er frygtelig, og måske adskiller den sig ikke væsentligt fra løgnen.

Jeg burde fortælle jer om de hemmelige talsystemer, den dybere grund bag placeringen af Københavns gamle kollegier og den største pandekage bagt af uselviske grunde, men det er sådan en sanddru årstid. Vinden blæser fra et sted uden for verden og river alt med sig i det blændende klare solskin, og der er heller ikke brug for røverhistorier.

Jeg slås med ord

Jeg slås med ord. Bunker af dem flyder over det hele, vrider sig i mit greb og kan ikke presses ind, hvor de skal bruges. Hvert af dem har sin præcise betydning som ikke passer med det, jeg vil sige, hvert af dem er slidt så tyndt, at lyset skinner igennem og det ikke er til at skelne, hvordan dét ord formodes at skulle bruges, og det kan bruges lige godt til alt.

Det, jeg ønsker mig er stokastiske ord. Ord, der antager deres betydninger efter forgodtbefindende, og man kan ikke kende deres betydning i øjeblikket før man har sagt dem. Eller ord, der i deres platoniske tilstand har én urokkelig betydning, som vi bare ikke kan få klemt ind i virkeligheden, fordi der ikke er nogen model for dem, og så løber de herreløse rundt og antager enhver betydning, de kommer i nærheden af. Jeg ønsker mig selskabelige ord, der altid trækker deres venner med sig som perler på snor og ikke findes uden en omgivende sætning, urokkeligt mejslede ord, der falder på plads som en puslespilsbrik eller en marmorkugle, og ord, der kun dukker op alene og bagerst i hovedet på én og sidder og stirrer mistorisk på alle de sætninger, der ikke er plads til dem i.

Jeg ønsker mig fuzzy ord, der lægger sig midt imellem to binære betydninger og betyder lidt af begge dele på samme tid. Når jeg får et sæt, vil jeg ud at lege med dem, og udtrykke min uforbeholdne mening, som er, at jeg mener begge dele samtidig og hinanden udelukkende.
Men der er længe til jul.

Tal om tal

Nej, jeg forstår det faktisk stadigvæk ikke, men det har også med tal at gøre.

Altså: Lad os kigge på tal. Her mener jeg så den reelle linie, der - for de af jer, der ikke færdes i matematiske cirkler - består af alle de tal, man egentlig kan få brug for, med nogle ekstra tal tilføjet for at give hele strukturen pæne egenskaber. Eller, sagt på en anden måde, alle kommatal, inklusive 4, 0,333 og pi og 0,333333....

Hvor mange er der så af dem? Uendeligt mange. Overtælleligt mange, faktisk.

Det betyder så, at der er kvalitativt flere tal, end der er sætninger i noget sprog, der kan skrives i et endeligt alfabet. Eller: Lad os se på alle tal, vi kan tale om - ethvert tal, der kan beskrives i en sætning. For eksempel "tallet tre", "tre komma to fire", "kvadratroden af to" "den mængde kage, hver af os får, hvis du, han og jeg deler en lagkage", "højden - i meter - på den mest nærsynede dinosaurus, der nogensinde har levet" eller "forholdet mellem en cirkels omkreds og diameter". Hvis vi laver en samling af alle de tal, består den, relativt set, af ingenting. Den er som en dråbe i forhold til det hav af ubeskrivelige tal, der ligger derude. Og den metafor overvurderer antallet af beskrivelige tal voldsomt.

Men hvis vi ser på alle de ubeskrivelige tal, hvordan kan de så siges at findes, når vi ikke kan tale om dem? Og hvad værre er - det kan vi jo faktisk godt. Det er det, vi gør nu. Vi kan tale om "alle ubeskrivelige tal" eller endda "alle ubeskrivelige tal større end atten", men de enkelte tal i mængden kan ganske enkelt ikke tales om.

All right, det stemmer pænt overens med konstruktionen af de reelle tal. Det kan jeg godt se. Der er ikke noget at gå i panik over. Men stadigvæk - prøv at tænke på alle de utallige tal, der går rundt et sted derude - om det så er i et slags platonisk rum, i universets grundlæggende konstruktionstræk eller bare i menneskehjernens strukturdesign - og er fuldstændig uomtalelige.

Det er en meget mærkelig verden, og foreløbig taler vi kun om de dele af den, der faktisk nok kun findes i folks hoveder.

Andre kollegianere

Tre gange knagede det fra skunken. Computerskærmen knitrede og slukkedes. Min plastickuglepen ramte bordet med en metallisk lyd, og så faldt "Fyrsten" ud af bogreolen. Det er et tegn, siger jeg jer, et tegn!

Nu er den knirkende time kommet, hvor gamle, døde og forsvundne kollegianere kommer frem og vandrer på gangene blandt dem, der stadig er her, og bare er på vej ud på køkkenet efter en kop kamillethe at sove på. Langsomt glider de ud af skyggerne og de små kroge, som det ikke er nogens ansvar at rydde op i. Nogle af dem ser ikke ud som ånder, og enkelte trætte medicinstuderende på vej i seng veksler åndsfraværende et par ord med gamle gangfæller, halvvejs i søvne og på randen af en anden verden. De når ikke at finde ud af, hvor følelsen af nostalgi kommer fra, før deres hoveder rammer puden. De drømmer sødt om dem, der slap væk herfra.

Solide statskundskabere stopper med hånden på køkkendørshåndtaget og tror at høre kværulantiske stemmer derinde. De forgangne gårdboere jamrer sig over den gamle ordens forfald og de nye tjanser. Den statskundskabersstuderende fornemmer, at han ikke vil se nogen derinde, når han åbner døren. Lyset vil være slukket, viskestykkerne hængt nydeligt op, og der vil være en bebrejdende notits i køkkenbogen med en opfordring til at rengøre vasken efter brug. Og han løfter forsigtigt hånden fra dørhåndtaget og lister tilbage på sit værelse. Og låser døren.

De gamle gårdboeres time vil svinde som timer nu gør det. Nu kommer natten, de dybe timer, og den amorfe time for dem, der kommer hjem fra en bytur. Timen for de terpende, der skal tidligt på instituttet for at få en læseplads, den blånende time for de sunde havregrynsspisere, der skal ud at motionsløbe, og timen for dem, der skal give deres date fra igår morgenmad uden at få for meget opmærksomhed. Det er en ny dag, og vi er alle sammen lidt tættere på at skulle herfra.

En dag er vi borte herfra og kan ikke komme tilbage. Kun - måske - i vores knirkende time, når vi kommer listende ud af skyggerne, og stirrer forvirret på de nye beboere, og ikke ved, at vi ikke bor her mere.

Min medieafspiller spiller Amarok. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte få tjæret nogle nytårsforsætter ned - fordelen ved at skrive dem nu er dels, at de vil give mere mening end dem, jeg laver kl tolv i nat ("og - og så vil jeg invadere Polen! Med en tidsmaskine!"), dels at de så kommer til at være lavet i 2006 og kan ignoreres trygt i det nye år.

Så - her kommer det - i 2006 vil jeg

Blive kandidat
Finde et job
Rydde op(!)
Undgå at blive anholdt for at have sat ild til en offentlig bygning.
Deltage heltemodigt i krigen mod møllene
Undlade at falde på ærens mark i ovenstående, og på marker generelt
Finde vej hjem
Tabe 7 kilo fra et højt sted og i hovedet på en i øjeblikket unavngiven folketingspolitiker.
Læse Tolstoy
Enten poste regelmæssigt hver uge eller undgå at poste, når jeg intet har at sige
Finde ud af, hvorfor striberne på slips altid går den samme vej
Invadere Polen med en tidsmaskine!
Undgå at sidde og skrive blog, når jeg burde være på vej til en nytårsfest...

Det regner

Regnvejr er frem for alt en sindstilstand.

Der er det trygge regnvejr, der slår mod ruderne og med hver eneste dråbe fortæller en, at man er indendørs, hjemme, og at hjemme er et godt sted. Det regner konstant og afmålt og lader tydelig forstå, at det kan blive ved hele dagen. Regnen sludrer venligt på den anden side af ruderne som for at tage del i hyggen indendørs, og man kan komme til at lægge sin bog for at lytte til regnen og bilde sig ind at den fortæller noget fortroligt. Det er et regnvejr, der indgår i en treenighed med en god bog og en kop kakao, og en ingrediens i de bedste og sjældneste af venskaber.

Der er det inderligt melankolske regnvejr, der driver ned ad alle flader og foregiver at være et grundlæggende princip i tilværelsen, og det eneste konstante. Det inviterer en til at gå ad flade, slubrende marker i silende regn og betragtninger om altings forgængelighed og sjælens nødvendige ensomhed, og man kommer træt og gennemblødt hjem, oplivet af at have tilladt sig selv den luksus af tidsspilde og melankoli.

Der er det tomme regnvejr i byen, der falder mellem grå bygninger fra en grå himmel og ender nyttesløst på den sorte asfalt. Det gør alle mennesker fremmede i lange sorte frakker, de dukker hovedet og skynder sig gennem gaderne uden nogensinde at se op. Det laver små floder langs kanterne, risler ned i kloakkerne og går tabt.

Der er den type af efterårsregn, der lader til ikke så meget at falde som at hænge i luften i småbitte dråber. Det er en overraskende mild regn, der putter sig under skyerne for den kolde, blå himmel, og den kan hænge så tæt, at den et øjeblik kan lade som om den tid er kommet, hvor verden skal forenes under havoverfladen.

Der er triumferende sommerregnvejr, der hamrer ud af en himlen som et jubelråb, dråber så store som tokroner og alt er gennemblødt på et par minutter. Der er blæsende regnvejr der tilsyneladende kommer fra alle retninger og op af jorden. Der er silende novemberregn, som man trodser godt pakket ind, og den varme, man føler inderst inde er fornemmelsen af at have klaret sig mod en overmægtig natur ved snilde og viljestyrke. Der er fortabt, iskold regn i de dybeste vintermåneder.

Der er regn, der falder mens man sover, efter lang tid under trykkende dystre skyer, og man vågner tidligt til en klar himmel og den lugt, der kommer efter regn.

Natlige alléer

Natten er klar og kold som metal. Mørket ligger i driver op ad husmurene og inde i gårdene, hvor det varme lygteskær ikke kan feje det væk.

I mørket virker alléerne længere. De strækker sig helt ind i natten, træerne flammer gult på begge sider men kaster ikke noget lys i mørket dybere inde. Mørket ligger foran alléens ende, og den ender ikke samme sted som den gjorde i dagslys. Det er dé natlige alléer, der aldrig peger den vej, man skal gå for at komme hjem. De peger helt ind i natten til et sted, hvor man kan fare helt og for alvor vild og måske aldrig behøver at finde tilbage igen.

Det sner!

Det sner i november! Træerne i vores meget lille have står stadig støvetgrønne og vajer i vinden, men det vrimler med snefnug omkring dem. Over boldbanen sner det opad - horder af snefnug kaster sig i dødsforagt op mod en gråhvid himmel. Og vinden kaster vildt med dem, ned mod vejen, ind mod huset overfor, som om der var håb om at kunne føre det væk i en stormflod af sne. Snefnug i dusin på dusin kaster sig i kamikazeangreb gennem mit vindue og ind i varmen, måske for til sidst at kunne overmande fjenden herinde ved deres overlegne antal.

Jeg er gennemkold af at læne mig ud af vinduet, min røde trøje er oversået med hvidt og mit hår er filtret af vind og store, tunge snefnug.

Og så må det vist være på tide at skrive noget igen. Det lykkedes mig igår både at have fødselsdag og min sidste skriftlige eksamen på uni. Eftersom begge dele var skemalagt af andre, var det nok ikke så stor en præstation endda. Men hyggeligt var det jo. Især da den nydelige eksamensvagtdame opdagede, at jeg havde fødselsdag, på et tidspunkt hvor jeg havde så meget eksamen, at jeg ikke anede, hvad hun fablede om.

Men altså - for et menneske der har tilbragt de sidste (hold da fast) 18 år under uddannelse er det pænt mærkeligt at have aflagt sin sidste eksamen, og lidt vemodigt.

Der er noget over at sætte sig der ved eksamensbordet med sine spidsede blyanter og velgranskede noter og vide, at de næste par timer får man lov at være i fred og der er ikke noget, man skal tage sig af - bortset fra at regne på et sæt opgaver, der endda bliver lagt for snuden af én. Alle eksaminanderne er anbragt pænt i lige rækker med deres noter og tre typer papir, der lugter lidt af madpakker og er den type stille, der kommer af at 130 mennesker tier stille samtidig i timevis. Og når det hele så er overstået, og eksamensvagterne har afsluttet ritualet og alle har skrevet eksamensnummer overalt, bryder de 130 ud i en larm over, hvem der løste hvilke opgaver rigtigt og alle tager det hele meget alvorligt. Og så kører man ud sammen og finder en øl.

Nu havde jeg eksamen med et hold mennesker, jeg faktisk ikke kender. Alle dem, jeg plejede at gå ud at drikke en øl med i vintereksamensmørket, er forsvundet bort, og når jeg så op under eksamen, kunne jeg ikke se nogen rygge, jeg var bekendt med.

Så jeg cyklede ud og holdt fødselsdag i stedet. Nu er jeg nemlig blevet gammel nok til at være vokset fra eksamener. Men ikke fra fødselsdagskage og dragebøger i fødselsdagsgave.

Måne

Klokken et om natten hænger hun dér foran mit vindue, stor, blank, skæv, gul og nysgerrig, kigger ganske ugenert ind og erklærer blankt, at det ikke er en nat af den slags, man sover i.

Det kan forekomme mig, at månen går sine egne veje, måske mere end jeg har mulighed for. I hvert fald får hun altid lov at blive sent ude. Og jeg sov i astronomitimerne dengang, så jeg kan ikke fortælle hende, at jeg kender hendes position på himlen i alle timerne frem til daggry, at hun er mig et ganske forudsigeligt himmellegeme og ikke har noget at skulle have sagt om mine planer for natten.

Og jeg har tabt månens opmærksomhed, og jeg har ikke nået at forstå, hvad slags nat det er, når det ikke er af den slags, man sover i.

Samme procedure som hvert år

Hvert halve år -- det vil sige når nogen kan skaffe nok energi og autoritet til at gennemtrumfe det -- har vi nyindflyttermiddag ("phiisemiddag") på IV'de. De nye laver stor middag i deres ansigts sved, hvis de er for nye til at kunne finde gryderne, alle drikker vin, synger rødvinssang og Fjerdesalssang. De sveddryppende nervøse nyindflyttere bliver hørt i Fjerdesalssangen (kortere end Marseillasen og med mere druk i end "Der er et yndigt land") og er så fuldgyldige Fjerdinge med ret til at bære samme.

Nu i aften bliver det endnu mere traditionsvedligeholdende: Vi skal have Gangdag og valg til embedsposter. Proceduren er den, der også benyttes til Gårddagen (halvårligt møde for hele kollegiet) og har vundet hævd fordi den er så langstrakt, at ingen reformator kan holde den ud længe nok til at lave den om. Den har en vis charme, især efter de første par glas. Man starter med, at nogen holder en kort tale. Så bliver hver af de ti embedsposter gennemgået, embedsholderen holder en kort tale om de i hans empedsperiode indførte forbedringer. Og så kører møllen:

Fase 1:

Folk bliver stillet til poster. Man kan naturligvis ikke stille sig selv. Derfor er der i den foregående uge blevet lobbyeret og indgået aftaler i stor stil, så folk er nogenlunde sikre på at blive stillet til deres drømmeposter. Posterne spænder fra Informationsministeriet med ansvar for avisabonnement til Kludedameposten (ansvarlig for vask af karklude og viskestykker), så det er vigtigt at blive stillet til den rigtige post.

Fase 2:

Man diskuterer, hvorvidt der skal holdes stillertaler om, hvorfor de stillede er blevet stillet og står. Gangens despotkvinder erklærer, at det er for fjollet. De gamle traditions- og kongetro slår et slag for Gårdens stolte skikke. Hvis fornuften vinder, er det muligt, at denne fase ikke bliver gentaget.

Fase 3:

Valgtaler. De stillede takker for tilliden og udlægger den gyldne fremtid, IV sal vil gå i møde med dem på posten. Man kan ikke tillade sig at takke nej til en post, så hvis man er blevet stillet mod sin vilje, er det med at udtrykke sin taknemmelighed på en kreativ måde. ("Jeg er stolt og glad og vil, hvis jeg bliver valgt, gøre alt for at gøre IV'de til ølfrit område. Aldrig mere skal alkoholens djævel vove sig herind!")

Fase 4:

Afstemning.

Fase 5:

Dybtfølt takketale fra den nyligt valgte, især hvis hun var den eneste stillede til et upopulært embede.

Herefter gentages fase 1 med et nyt embede. Når vi når til slutningen af tiende iteration, laver nogen den traditionelle kaffe, der markerer afslutningen af en gangdag, en unavngiven klokke ringer midnat i det fjerne, og en ny cyklus af livet på IV'de sal begynder.

Fortsat kl. 00:14

Jeg er nu valgt til Finansminister med ansvar for (Gud hjælpe os) gangkassen. Jeg er også

• Lettere bedugget


• Delvis gennemblødt


• Dækket af mel

Jeg har en diffus erindring om, at dette sted plejede at have mere anstand.

Houdini, Houdini

Ting forsvinder hele tiden. De blæser væk hen over gaderne, folder sig ned under jorden, sætter af og flyver bort. Man kan fra tid til anden have på fornemmelsen, at langt den største del af al masse i universet må være optaget af ting, der lige i øjeblikket har forputtet sig. Nogle gange dukker de op igen, måske et andet sted og hos andre; ting og ord og mennesker. Måske har de været der hele tiden, men det kan godt være, at det er for en lidt kompliceret værdi af "der".

Det er naturligvis det, der gør det så svært at være forsvindingskunstner -- at tingene hele tiden forsvinder af sig selv. Tryllekunstneren skal formå at bibringe sit publikum en tro på, at tingene ikke vil forsvinde lige for næsen af dem, selv om det er helt på tværs af al menneskelig erfaring og af publikums forventninger til showet. Han skal fange et øjeblik, hvor han med med gester og ord har overbevist dem alle om, at den røde bold vil forblive i syne, så de i det øjeblik vil gispe, når den forsvinder.

Er I klar over, at Houdini forsvandt en elefant? På Hippodromen i New York i 1918, og folk var ikke særlig imponerede. Jeg ved ikke, om Houdini selv mente, at han havde fået det store gennembrud som "rigtig tryllekunstner", han drømte om, eller om han indså, at han ikke kunne komme af med sit image som udbryderkonge og blive en ægte forsvindingskunstner. Det skal have været en ret middelmådig tryllekunst, men jeg er ret sikker på, at elefanten Jenny senere hen er forsvundet helt.

Jeg kan anbefale "Hiding the Elephant" af Jim Steinmeyer; en bog om tryllekunstnernes guldalder fra ca. 1890 til 1930'erne. Det var tiden, hvor spiritisterne rumsterede med ektoplasma og Conan Doyle fotograferede alfer, mens spøgelser, talende hoveder, flyvende og forsvindende damer fór over scenerne på Londons trylleteatre og Houdini undslap fra dødsfælder overalt i USA. En ganske og aldeles forsvunden tid.

September...

... er altid den smukkeste måned. Man kan sidde hele eftermiddagen på en træbænk i universitetsparken, mens træerne hvisker i vinden. Der går en iling gennem græsset, der glitrer i solskinnet, og et øjeblik sidder man på en tømmerflåde på et jadegrønt hav under en septemberblå himmel. Vinden bærer en ubestemmelig frisk duft med sig, og man har uden helt at være opmærksom på det en fornemmelse af, at man næsten ved, hvad det er for en følelse, der har samme farve som himlen i september.

Gud har stjålet rummet, og måske er der intet, der er, som det giver mening at forestille sig det.

Fuhej.

Jeg har brugt aftenen på at kigge på et problem i et speciale af en ekskæreste af en ven af min kæreste. (Bjerget ligger langt ude i skoven)

Mennesker laver mærkelig statistik, når de er dataloger.

They do it with mirrors...

I skulle altså have været der til forelæsningen i ikke-kommutativ geometri. Så vidt jeg kan se, går det ud på med stor møje og dramatisk muskelspil at hale en hvid kanin ud af en høj hat. Og så gøre det hele én gang til med en løve. Og uden en hat.

Fagre nye avis

De har fat i noget af det rigtige.
Men det skal jeg vel synes - at gå ned med gamle aviser er min tjans.

Jeg glæder mig til jeres børnebørn kommer med de bøger, jeg har anbefalet dem, og brokker sig over det uplausible i, at hovedpersonen læser noget i en avis efterladt i en park. Hvordan skulle nogen kunne glemme sit dyre digitale avispapir i en park? Han skal jo bruge det til at downloade morgendagens avis! Dumme grandtante Anne...

Børnehaveklassernes papmachéseancer kommer nok også til at blive fortid. Men skal vi regne med, at der så vil komme tilsvarende digitale reklamer? Hvem morgen vil ens hjemlige reklameavis blive opdateret - hvis man da ikke har smidt den ud. Faktisk vil reklameindustrien nok, hvis de skal udnytte mediet, blive nødt til at sørge for, at folk ikke har den mulighed. Man kunne lave lovpligtige digitale nyhedsskærme i hvert hus - til at varsle atombomber og nye kostråd. Og så ville en driftig Venstre-Højreregering udlicitere informationspligten til firmaer, der så fik lov at bruge en vis procentdel af skærmpladsen til reklamer.

Og alt imens ville miljøorganisationer protestere mod fældningen af de norske skove, der blev nedlagt nu der ikke længere var penge i papir.

Øv altså

Jamenaltsåsgu! Jeg har lige tjekket eksamennoplysninger (man skal være hurtigt efter det når kurset varer syv uger). Ikke alene skal jeg møde kl. otte på min fødselsdag - det er Markov tageme også der, jeg har eksamen i sandsynlighedsregning.

Jeg kan altså ikke ret godt lide blokstruktur.

Dette er ikke en semesterstartspost

Til gengæld startede blokken idag - med et brag. Jeg følger to kurser om henholdsvis ikke-kommutativ geometri og sandsynlighedsregning for meget artige børn, og det giver mig syv undervisningstimer om mandagen, strøet som perler mellem klokken otte og fem. Bare så vi får nævnt en af de mere velgennemtænkte ting ved blokstrukturen.

Jeg er lidt skræmt af Sand3 - kursets hovedbestanddel er et kolossalt auditorium fyldt med matøkere, der allesammen hele tiden lyder som om de er lidt fornærmede over ikke at have forstået et eller andet. Men stoffet er faktisk lidt lækkert, og jeg er sikker på, at forelæseren har været hemmelig agent i sine yngre dage.

Ikke-kommutativ geometri bliver naturligvis mere sjov end tre kilo fritter og én liter kaffe. Alt sammen på trods af, at der vist stadig ikke rigtig er nogen der ved, hvad det går ud på. Foreløbig er der tegn på ubegrænsede operatorer, og man kan vel ikke inddrage så beskidt matematik i noget uden at det bliver sjovt...

Vi venter på barbarerne

Ingen, jeg har talt med, har modtaget gratisaviser endnu. De to damer, jeg passerede på Tagensvej i et solskinsvejr, der prøvede at tage sig sammen til at være septemberagtigt, havde ikke fået dem, og det talte de om. Det gjorde vi andre også. Vi venter alle sammen på civilisationens sammenbrud.

Der er nemlig det ubehagelige, at et stort tal - flertallet, måske - af borgere her i landet foretrækker papmodnede golden delicious for æbler, der smager af noget. De foretrækker Da Vincy Mysteriet. Og pomfritter. De vil helst stemme DF. De vil hurtigt lære at foretrække gratisaviser.

Og det sjove er, at det aldrig er folk man kender. De uappetitlige 90% gemmer sig altid et andet sted end man selv er. Man læser i avisen, at de er der. Og de stemmer, og forbruger og færdes. Jeg har læst i Politiken, at de får gratis aviser nu.

En strøtanke

I en anden verden med en kultur, der ikke tenderede til at betragte sin åndsvirksomhed som opdelt, ville man måske have SI-enheder for kunst. Standardenheden for rock'n'roll ville (af hensyn til holdbarhed) blive opbevaret på en LP i et uforgængeligt, slidstærkt metal, i et pengeskab i Bureau International des Poids et Mesures i Paris.

Jeg tænkte, blandt andet fordi det var en tanke der faldt mig ind, på noget, der aldrig kommer til at finde sted. Og det er et faktum. Men hvad ville der ske, gik tanken, hvis en aften en blogger sad ved tastaturet, stirrende på det som for at tvinge ord frem, af den slags der rammer hinanden som regndråber og falder sammen og hører til sammen og går et sted hen og er. Og der så pludselig, midt på tastaturet, sad en skinnende dæmon, og den sagde "Skriv den bedste opdatering nogensinde. Ellers æder jeg din sjæl."

Vi kunne forestille os (sammen kan vi forestille os alt) at bloggeren ville kigge langsomt. Op. På. Dæmonen. Og. Sige. "Okay."

Alle scenens bevægelser bliver langsomme og glidende, til det øjeblik bloggerens mørke, grublende øjne møder dæmonens hoverende gule - og så bliver der tåget af bevægelse, dæmonen må springe af vejen for hænderne, der løber over tastaturet et øjeblik før det sidste punktum er sat i den bedste fredagsopdatering nogensinde. Den bedste, perfekt stavet, spekulerende, informativ, skarpt formuleret, klart fortalt. Den bedste opdatering i verden.

Den ville med sikkerhed ikke ligne denne opdatering.

Men det er ikke hele pointen, og det er godt, for det er en pointe, jeg har stjålet. Et eller andet sted på dette, endelige, net ligger den bedste blogopdatering nogensinde - eller i hvert fald foreløbig. Hvis vi kan tro (sammen kan vi tro alt, og ellers kan I tage mit ord for det) at dæmonen også sidder eller har siddet på et tastatur et sted derude, er hele historien altså gået for sig engang. Der er endda den drejning på det, at dæmonen måske slet ikke har siddet hos den, der skrev den bedste opdatering, og at dens påvirkning altså er gået fra en person til en anden, der sandsynligvis intet havde at gøre med den første.

For resten glemte vi at forestille os, hvad dæmonen gjorde, da det hele var overstået. Måske er det for sent?

Jeg har ikke længere verdens 57indstyvende bedste (så vidt jeg forstod) minestrygerspiller boende på mit værelse. Det er sikkert en medvirkende grund til, at jeg ikke i øjeblikket er ved at holde et nutellaparty.

Ugens mærkelige faktum:

I Østrig afholder den vilde ungdom såkaldte nutellaparties. Man lader mindst to store (1 kg) glas nutella gå på omgang i en kreds af venner (eller i det mindste (og sandsynligvis for det meste) mennesker). Når glasset når en spiller, skal han spise af det - med en ske, omend ældre traditioner kan have det anderledes. Ifald to glas når en spiller samtidig, har hun tabt, idet hun så ikke kan have spist hurtigt nok.

En smule tilfældig information:

Oprindeligt var nutella (der naturligvis blev skabt for at fortynde efterkrigstidens sparsomme mængder af kakao) hårdere og blev solgt i store nutellabrød, som de italienske mødre skar i skiver, lagde på brød, og gav til deres sortøjede unger, der løb vildt omkring i gaderne med et stykke nutellasmørrebrød på størrelse med deres ansigt. Hver.

Og ugens gode nyhed

(Den kommer allerede mandag, så vi må klare os gennem resten af ugen på efterglansen)

Martha Louise Madsen og en os ubekendt Maja har fået en artikel i Information og er dermed freelance-journalister. Go girls!

Onsdag og siden tirsdag har efterhånden forlængst overtaget pladsen som første weekendaften, som den lette, tungerappe tid åbner sig i stadig ændring. Rødt er det nye sort, dim sum er de nye tapas er den nye sushi, og vigtigst er alt:

Lørdag er den nye fredag

Bare så I ved det.

Her følger en gåde. Den har logik, foruden død og synd, så det må være en god gåde.

For en årrække siden faldt en forbandelse over en lille by ved Vesterhavet, og dette var så meget hårdere, som dette var den eneste by i verden, hvor indbyggerne strengt fulgte det sande evangeliums bud. Som fromme mennesker skyede de al kommunikation med resten af den syndige menneskehed - og med hinanden, for de var trods alt selv mennesker og altså stænket af den synd, der er menneskeslægtens arv til evig tid. Desuden afholdt de sig fra falske billeder, spejle og andre gengivelser af det, der er forgængeligt. De spiste kun brød og grød, som alle byens indbyggere indtog sammen, hver morgen. Resten af dagen så de ikke hinanden.

Nu fik alle byens indbyggere en nat et syn, som de alle kendte som sandt. De vidste, at alle andre i byen havde haft det samme syn og vidste, at det var sandt. Visionen sagde dem, at der blandt dem var visse, der var forbandede. Disse forbandede var mærket med et tegn i panden, og hvis byen skulle frelses, måtte alle disse forbandede tage livet af sig. Da selvmord i øvrigt er en synd, kunne det naturligvis ikke tillades andre end de mærkede at begå selvmord.

Den sande dyd kan ikke findes længe i denne verden, og byen er for længst slettet fra landkortet, men det var ikke denne hændelse, der lagde den øde. På den tiende dags aften var hver og en af de forbandede død for egen hånd.

Hvor mange af byens indvånere var forbandede?

Jeg er meget tidligt ude med min mandagsupdate, for jeg blev holdt oppe med stimulerende konversation og er nu, hvor jeg har skilt mig ved min gæst, aldeles ikke træt. Jeg har opdaget en leg, der leges meget bedst ved et skriftligt medium med visse tænkepauser. Ideelt set ville jeg lege den pr. brev til et fjerntliggende hus på et bjerg, hvor postbuddet ad snoede stier med adskillige svinkeærinder bærer et parfumeduftende brev til den højt estimerede korrespondent. I brevet er to sætninger, for legen går, at den ene spiller begynder et citat, som den anden så, på en vittig og lærd måde skal afslutte. Den anden legende sender så sin afslutning (som, hvis vittig, kan være original) og et nyt halvt citat (der skal være kanon). Og legen fortsætter. Et skel - men ikke nødvendigvis det afgørende - mellem leg og spil er, at de sidste har en ende. Og brevene ville langsomt finde deres vej gennem Europa:

Kære ven,
Nu er vort mismods vinter...

Og støvet og bøjet ville svaret komme:

Højstærede,
... En dårlig tid for æg.

Alle lykkelige familier ligner hinanden; men...

Og svaret: ... En mand kan være lykkelig med en hvilken som helst kvinde, så længe han ikke elsker hende.

I seem to be having tremendous difficulties...

Kære ven,
... falling in love with you.

It is a truth universally acknowledged, that...

Det siges blandt folkeslagene, at den berlinske folkekarakter er uforskammet grænsende til det uhøflige. På grundlag af den behandling, man møder som turist og dermed patenteret idiot, kan der nok ikke drages konklusioner, men det er værd at se på de berlinske cyklister. Berlin er en forholdsvis meget cyklende by og lader til at være blevet det for ret nyligt, og i en by med brede veje og fortove har man valgt at lægge cykelstien på fortovet. For det meste er det en ganske smal stribe, der kan skelnes fra resten af fortovet hvis man er opmærkson, og cyklerne kommer tordnende derhenover og over det meste af fortovet, indædt retfærdiggjorte af deres overlegne sundhed og miljøvenlighed. Måske er det ikke, at de berlinske cyklister er så meget grovere end de københavnske - jeg tror det ikke - men da de er blevet sat i selskab med fodgængerne, langsomme og svage båret gyngende på to fødder og ikke dynamisk fremglidende på et stærkt metalskelet, har man nok givet dem for stor en fordel til at de har kunnet slippe fra det med deres pli intakt. Cyklisterne er tydeligvis fortovenes herrer, og de vil snart lægge alt hensyn fra sig og pløje de svage og langsomme ned for deres spindende hjul.

En lille dreng på Bergmanstrasse kørte afsted, i dyb koncentration om den éne opgave at holde den meget lille cykel lodret under sig, og verden stod næsten stille for ikke at volde hans fald, og i fast forventning om, at det snart ville komme.

Vi ved det jo allesammen - man kan ikke tage væk fra sin daglige avis i fire dage uden at de begynder at bombe Libanon. Hvorfor kan man ikke indføre en global agurketid, hvor folk, foreninger og regeringer bare lader være med at slå hinanden ihjel i store antal i løbet af sommermånederne? Hvor der vitterligt ikke sker større nyt end at folk bliver bortført af rumvæsener eller lærer deres undulat at stå på vandski?

Jeg tager på en uges ferie i Berlin på onsdag. Hvis nu jeg lover ikke at opdatere i den tid, vil I så være søde at holde øje med, at de ikke atombomber nogetsteds i mellemtiden?

Opdateringsfrekvensen på denne hæderkronede blog taget i betragtning er det evident, at der må foretages en ikketriviel permutation af skeer og hænder. Jeg får ikke postet, hvis det ikke bliver med faste dødslinier, og derfor erklærer jeg hermed min hensigt om fremdeles at poste hver - og lyt nøje efter, mine damer, herrer og eventuelle får med planer om verdensherredømme - hver mandag og fredag. Problemet med det er jo naturligvis, at jeg (hvis vi er optimistiske) ikke altid kommer til at have noget interessant at skrive. Desuden er det et forsæt, jeg så med det samme må bryde nu på fredag, hvor jeg skal i sommerhus som nyt medlem i en hemmelig loge. Men det er mandag i dag. Og:

Det er nogle pragtfulde nætter, vi har for tiden. Lune, mørke og stille, med duftende briser og en fornemmelse af tid, der står stille et øjeblik, bare for at mærke sommeren. Jeg får set en del til dem. Det er nætter, hvor man næsten ikke ærgrer sig over at skulle trække sin cykel hjem fra Nordvest, Valby, Hvidovre eller hvor den nu igen er punkteret. Den er døbt Cecilia, og det har vist sig at blive en selvopfyldende profeti. Åh, Cecilia. Hun er et dejligt bekendtskab, lidt lurvet udseende måske (og det er helt min fejl), men elskværdig som en kat, og hun timer sine punkteringer med stor elegance. Der er intet, der siger "tid til en lille punktering", som de første regndråber af en stor skylle, når man faktisk allerede er forsinket.

Og Cecilia varierer typen af sine punkteringer. For nylig har hun opdaget et nyt trick: Hun laver en lang flænge på indersiden af slangen. Og så ser hun så uskyldig ud, med den lille blanke klokke med ridserne og sit kække lille katteøje, og man kan bare ikke gennemskue, hvordan hun gør det. Og så gør hun det igen en uge efter. Og så laver hun en klassisk lille flintestenspunktering. Og så det store trick igen. Og det er altid baghjulet. Hun tilbringer snart mere tid med hjulene i vejret end nedad.

Jeg kan ikke sige, om det stadig kan forklares med inkompetence, eller om jeg bare er dømt til at være tilfældet yderst til højre på klokkekurven, hvad punkteringer angår. Og jeg tør næsten ikke investere i punkterfri slanger. Jeg er ikke helt sikker på, hvor Cecilia ville rette sine destruktive kræfter hen, hvis hun ikke fik afløb for dem på den vis. Min far taler om at købe mig et par massive slanger, og den dag han finder nogle, må jeg bede jeg alle om at se jer om, når I krydser gaden. Og hvis I ser en lidt smudsig hvid damecykel, med en ramponeret sort kurv og en lille blank klokke stå alene og tilsyneladende fortabt på gaden, så løb for livet.

Det er altså magi. Af en art. Det må det være. Nu har jeg i to dage gennemført finde-nøgler-dansen over hele mit værelse, og løftet på puder, bøger, bamser og papirer mens jeg i stirren efter et glimt af metal messede "nøgler, nøgler, nøgler". Jeg har gennemført det standardiserede "men hvor havde du dem sidst"-ritual (godt nok konverteret til det metriske system, og det kan have været fejlen) og sågar det kontroversielle "hvis jeg var et bundt nøgler, hvor ville jeg så være"-trick. Uden held. Jeg har levet på fællesnøglens nåde. Og så var det, jeg besluttede mig for at gå en tur, rejste mig, greb min jakke - og opdagede nøglerne i min venstre hånd. Der kan de ikke have været hele tiden. Og jeg har ingen erindring om, hvor jeg samlede dem op fra.

Nå, det var dén gåtur. Jeg kommer til at gruble over det hele vejen.

Gry siger, jeg skal opdatere, så -

Killinger! Killinger overalt! Oh rædsel! Må flygte, før jeg bliver overmandet af nuttethed! Vi er alle fortabte!

...

...

Nej det er nok alligevel for ynkeligt.

En Ægte Update

Som I ved, ikke ved eller måske ønsker at glemme, er "de matematiske fag" en flerdelt affære. Tænk på det som en hydra, hvis brede, skællede krop er E-bygningen på HCØ, og hvis hoveder er fire: matematik, statistik, aktuar og matematik-økonomi. Der er visse - og væsentlige - forskelle. For eksempel har alle mat-øk-studerende en laptop, og de har en laptop på den der "jeg har en laptop, så jeg må være en målrettet og betydelig person"-måde. Og deres computerlokale (hvor jeg, i et anfald af opsøgende beretning sidder og skriver dette) er fyldt med fladskærme og tjekkede sorte tastaturer. Som en modsætning til dette er de matematikstuderendes terminalrum en del mere rodede, med flere forskellige slags skærme og stole, og tit virker en del af pc'erne ikke. Årsagen er, at mat-øk'ere lige er den tand mere virkelige mennesker. Når en mat-øk'er bliver færdig, tændes der en stjerne på himmelen. Han vil med det samme gå ud og få en stilling, hvori han gennem praktisk arbejdsomhed kan bidrage til menneskehedens stadige fremskridt mod et utopisk samfund. Jeg ved ikke, hvad der bliver af stjernen, men vi kan håbe, at den på sin egen måde bidrager til at øge produktiviteten i universet.

Statistikstuderende er en helt anden historie. De er meget sjældne og endnu mere sky, så man ser dem ikke så ofte. Det at blive statistikstuderende er ofte noget latent. Et menneske kan gå rundt i flere år og studere noget helt andet, og så med et bryder hans latente statistiske egenskaber frem, og han gennemgår metamorfosen til statistikstuderende. Statistikere er lidt anderledes end andre mennesker, for de er i løbet af deres studier blevet udstyret med
værktøjer til at skabe sig en forståelse af verdens virkelige natur, og derfor er de grebet af en brændende trang til at søge sandheden. Som det så ofte sker, sætter deres store evner dem lidt
udenfor den almindelige menneskeheds vilkår; de statistikere, der dagligt forsvarer verden mod uvidenhedens monstre, er derved blevet fremmedgjort overfor den verden, der er uvidende om deres indsats.

Der er mange, der ikke tror, at aktuarer findes i virkeligheden. De er smukke, flittige og kloge, og det at klappe en aktuar på hovedet vil give en held i tolv dage frem eller indtil nymåne. Der er ingen der ved, hvorfor aktuarer er så fantastiske, eller hvad de i de hele taget er lavet for at gøre, og netop fordi der er så stor jagt på aktuarer, har de - ligesom enhjørninger - sat en masse falske aktuarer i omløb. Alle rigtige aktuarer kan føre deres stamtavle tilbage til det første Atlantis.

Der er naturligvis tilsvarende sandheder at berette om de matematikstuderende, men jeg tror alvorligt talt ikke, I ville tro dem.

...

...

Det mener jeg. Det er ikke bare fordi jeg ikke kan finde på. Det er fordi -- killinger! Killinger overalt! Flygt!

Bare fordi jeg er ved at lære at gøre det her, og fordi der er noget kært ved ondskab hinsides al fatteevne:

Cthulhu vs. Teletubbies. Hvem vinder?
	Cthulhu, for pokker
	Teletubbies. Why opt for a lesser evil?
	Hvad skulle forhindre dem i at slutte sig sammen?
	Marshmallow Kitty
Free polls from Pollhost.com

Yay!

Nu har jeg en artikel om virkeligheden. Og ikke-kommutativ geometri. Det er en smule je-ne-sais-quoi, er det ikke?

Det må være første gang i min studietid...

Botheration - jeg poster for sjældent. Jeg har noget liggende om revyen som jeg bliver nødt til at skrive færdig, om perfektionisme og hvad man gør det hel for, men det er ikke lødigt nok til at blive postet endnu.

Men i aften skal jeg til genforening med min gamle gymnasieklasse. Hvad pokker skal man mene om det? Der er jo faktisk ingen mulighed for at gå tilbage, og de fleste til stede dér er jo ikke folk, man kender nu. Deri er det jo ikke farligere end et vilkårligt møde med en flok mennesker, man ikke kender. Det eneste lidt akavede er hele den spøgelsesseance, det nemt kan komme til at udarte i. Jeg ved ikke, om jeg i grunden har lyst til at skulle ud at møde genfærdet af mig selv for fem år siden. Eller genfærdet af en masse andre for fem år siden. Jeg kan nogenlunde forholde mig til, at jeg ikke blev helt så sej og dygtig som jeg måske mente, at jeg burde blive engang - dengang. Jeg er faktisk ikke så utilfreds med det, der foreløbig er blevet af mig. Men når så alle andre til stede også ved, at det mest ægte forhold, man har til dem, faktisk er et forhold til genfærdet af dem fra engang - nåja, jeg ved ikke helt. På den anden side vil jeg gerne se, at de alle sammen har det godt og kommer frem i verden.

Så længe der ikke er for mange af dem, der har fået børn...

Så jeg vågnede i morges og opdagede, at vi skal passe på Miljøet. Altså det der med træer på - ikke det, der er oppe at slås med Arven om at bestemme over jeres hjerner.

De har startet en miljøspareuge på Gården, med hemmeligt politi og hele molevitten, og vi (altså gangens to bossdamer) har bestemt, at vi skal vinde præmien som den mest energibesparende gang. Den ene dame lusker rundt og skruer sparepærer i på toilettet og den anden slukker lyset, hvis folk er for længe i bad.

De har også slukket lyset på gangen, og da lyskontakterne sidder gemt for enden af gangen, må vi famle os frem i tusmørke om dagen og bælgravende efter kl otte. Der er den der nærmest vægtløse fornemmelse af at finde vej i et mørkt rum, mens man strækker armene ud for ikke at gå ind i væggene. Men det mørke, vi har fået på gangen, er nu et meget civiliseret og hensynsfuldt mørke, der ikke spænder ben for en, men virker hyggeligt og tillidsvækkende, lidt som et meget stort dyr med trævlet pels.

Men jeg er nu lidt bekymret - jeg ved at brandinspektørovergårdmestren med ret til at bære samme farer i harnisk, når man lader ting stå for længe på gangen. Mon hun vil bære over med vores mørke? Eller bliver vi til sidst nødt til at skille os af med det? Jeg er ikke sikker på, om det er i stand til at passe på sig selv. Og jeg har ikke plads til det på mit værelse.

Det er på tide at få et nyt par briller, eller måske bare nyt glas i de gamle. Det skal være den slags glas, der gør, at når folk, man kender, viser sig på ti meters afstand, så kan man genkende dem. Og at man kan se, hvor busserne kører hen, før de standser.

Eller måske skal jeg gå efter den slags briller, der får himlen til at virke blå lidt oftere, og gør at man kan se folk smile indeni. Måske skulle jeg se efter et par af den slags, der er slebet i stilhed ved fuldmåne og lader en se de underjordiske, eller nogle af den meget sjældne slags, der gør, at man kan se, at verden er i stille bevægese mod noget godt. Eller nogle briller der får mine øjne til at se blå ud.

Hvor tror I, man finder de hemmelige brilleslibere? Alle de små brilleforretninger, der dukker op ved nymåne i små sidegader, små mørke butikker med støv dansende i de få månestråler, der finder vej ind og pakket tæt med hylder
med briller slebet af bjergkrystal eller af størknede tårer fra jomfruer af udadleligt levned. Briller af den slags, hvor man kan se folks indre skønhed, se sig selv i øjnene eller se alle skjulte ting om onsdagen.

Jeg mener, hvordan klarer alle de rigtige mennesker sig uden den slags briller?

Det er da absurd, så sjældent jeg poster. Man skulle næsten tro, jeg var et menneske uden noget at sige. Og det er jo ikke troligt. Vent et øjeblik, mens jeg finder noget...

Tænker I nogensinde over, hvor utroligt lidt man ved om nogetsomhelst?

Der hænger sedler overalt på Gården her om, at vi ikke må tænde for vandhanerne, fordi det åbenbart får kælderen til at svømme væk, og den ligger under huset og kan derfor ikke få lov at følge sine naturlige migrationsmønstre. Men det lader til at vi godt kan bruge toiletterne. Og det er godt. Men hvorfor? Går vandet fra toiletterne ud et andet sted? Eller er det ikke på vejen ud, men måske vejen ind, der er problemer? Kan det tænkes at toiletvandet og vandhanevandet er i forskellige fagforeninger og det kun er hanevandet, der strejker?

Det er altid de mest essentielle ting, man ikke ved, hvordan virker. Internettet for eksempel. Jeg putter tekst ind i mit keyboard her, og det dukker op på en skærm hos jer. Eller måske ikke. Og jeg aner ikke hvordan det virker. Jeg må have meget vigtige ting at putte i min hjerne, siden jeg ikke har fundet plads til den slags viden.

Ja. Hold fast i dén tanke...

Min indre statistikbjørn vil gerne sige:

Dette viser nok ikke helt, at chokolade er godt for mænd. Dermed ikke sagt, at mænd ikke skal spise chokolade. Og de må gerne dele. Måske især med min indre statistikbjørn, for den slags væsener bliver let triste i en verden, hvor der ikke er særlig mange journalister der kan stille kvalificerede spørgsmål...

Statistikbjørne spiser journalister rå. Med syltetøj og chokoladesovs. Og dermed er der retfærdighed i verden.

Hmm - jeg kan lugte shokoladekage?

Hmmm - jeg kan ikke finde på andet at skrive, men jeg kan da skrive om, hvad der sker her på IV. Det vel næsten obligatorisk, og faktisk er hele sagen et interessant studium. For ser I: Det drejer sig om principper.

Der er den der ting med fremlejere på kollegieværelse, og nok især med udenlandske fremlejere; det er ikke helt ligegyldighed, men ofte kommer resten af gangen ikke rigtig til at kende dem. Så vi kender ikke ham den kinesiske fremlejer. Han kommer hjem efter ni de fleste dage og tager afsted før otte, og han spiser vist ikke andet end spaghetti, som han koger i en stegepande. Han kommer ikke til festerne, han læser ikke avisen. Så det er jo ikke så underligt, at han siger, at han gerne vil have gangskat tilbage for denne måned. Men naturligvis er det en af den slags historier, der eksploderer i hovedet på os alle sammen. For det drejer sig kun om 70 kroner - og princippet.

Vi kunne jo sagtens give ham pengene. Det er den ene ting, alle er enige om. Og det er nok netop fordi beløbet er så lille, at der er blevet fyldt adskillige sider af vores gangbog med debatindlæg.
For kan vi tillade os at lade folk tage alt det, vi som gang er fælles om, som en buffet? Glidebaneargument: Skal dem, der ikke ser fjernsyn så også betale mindre? Dem, der ikke læser avis? Dem, der ikke bruger krydderier og løg?

Der er den brede kams princip: Alle betaler det samme. Det er Retfærdighed. Der er sikkert et blåt flag, vi kan vifte med over det.

Der er flertalsdiktaturargumentet: Vi er alle sammen blevet enige om, at gangskatten er rimelig. Og den er ikke højere end på de andre gange.

Og så videre - principper er ikke rationelt funderede. Man kan kun få dem gjort til sandhed ved at proklamere dem så højt og så længe, at alle giver efter - inklusive en selv.

Jeg tror, navnet for fænomenet er "revyfeber". Første stadium er den tilstand, hvor ens tanker løber i cirkler om ordspil, melodier og bizarre ideer, dansende bjørne og forklædte biokemikere. Midt om natten vil man vågne med noget, der gennem ens søvnighed føles som en genial ide, et brudstykke af en dialog, et glimt af tre mennesker på en scene, en stump tekst til en velkendt melodi. Nogle gange holder det sig i live til morgenen. Personer og koncepter tager ophold i ens hovede, mens de håber at blive gjort brug af. Jeg ved ikke, om de også ved, hvor meget de vil tabe ved at blive forvandlet til tekst.

Men der bliver en matematikrevy igen i år.

Jeg har omtrent seks hyldemeter bøger på mit værelse, og det er ved at nå den tid på året, hvor mine bøger føler trangen til at formere sig. Jeg kan høre dem råbe på flere bøger. En del af det er nok, at jeg har samlet en del bøger i to serier, og at de userierede bøger begynder at føle sig truede. Jeg vil mene, de ikke har grund til det, med mindre mine seriebøger indgår et stemmeforbund med fagbøgerne, i hvilket tilfælde de ville udgøre en særdeles stærk politisk blok. De ville dog ikke have absolut flertal, og jeg tror faktisk, der er en større risiko for, at genrebøgerne indgår et forbund og gennemfører en slags pulpens diktatur. Jeg må indrømme at den tanke skræmmer mig, men så længe Chandler konsekvent stemmer med Austen, tror jeg ikke der sker noget. Jeg kan heller ikke rigtig forestille mig Hammett og Le Guin i forbund ret længe. Men prøv at forklare den type politiske overvejelser til Soya og Bierce*...

Nå, under alle omstændigheder foregår der en kamp på viljer. Jeg synes ikke, jeg har brug for flere bøger. Jeg har netop set vores nye mediciner flytte ind, og det er begyndt at stå mig at klart, at en fjerdesalsbeboer er forpligtet overfor menneskeheden til at holde den vægt, der skal flyttes, når hun engang flytter, nede.

Nemt er det ikke, men jeg tror, det er nu, linien skal trækkes. Det er mig, der bestemmer, om der skal flere bøger herinde. Også selv om de er i flertal.

Nemlig.



* Jeg må gøre det helt klart, at jeg her ikke henviser til personerne Bierce og Soya. Bortset fra, at de begge er døde, tror jeg de kunne forstå det meste - i hvert fald ville intet magtpolitisk være Bierce fremmed. Jeg er ikke helt så sikker på deres bøger. Bøger er som oftest irrationelle væsener.

Hvad er det præcis ved film, der gør det?

Jeg taler om genindspilninger - det velkendte fænomen "Der var noget, der virkede så nu gør vi præcis det sammen igen bare på en anden måde med lidt flere eksplosioner og bryster, og helst lidt mere letfordøjeligt."

Det må jo være familieskabet til teatret - ret beset bliver Hamlet jo genindspillet hele tiden,men ellers ser man det aldrig. Forbrydelse og Straf var da vist en moderat kultsucces, men jeg hører aldrig om, at den skal genindskrives af Peter Høeg. Eller Stolthed og Fordom af Dan Browne?

Hvorfor er der ingen der hører folkets råb på en nymaling af Guernica, nu som installationskunst? En genkomponering af Tryllefløjten til en mere tidssvarende opera - af Andrew Loyd Webber og med pyroteknik?

"We can never go back to Henry Price. But sometimes - in my dreams - I do." Closeup af Henry Price building, fra gavlen, hvor navnet står skævt i hvide bogstaver. Det er nat, de gule lamper kaster et varmt lys der kun trænger et lille stykke ind i mørket mellem træerne i parken. En kvinde går forbi i en lang frakke, der blafrer i vinden ligesom hendes lange skygge. Vi kan - hvis vi er den slags mennesker - lade et par avissider blæse over vejen.

Efter 18 timer i Manchester lufthavn fløj mit fly langt om længe, og jeg kom hjem. En æra - omend af de kortere - er overstået, og det kan påstås, at denne blog ikke længere har en eksistensberettigelse. Jeg vil lige sætte et par dage af til at overveje, om jeg i grunden har nok at sige til at fortsætte med at føre en blog.

Og hvad var det så, min mor fortalte mig om ikke at være for kry? Faktisk var det nok, hvis det var nogen, min far - og hvis det var, var det før han læste alle de undersøgelser om, at succesrige kvinder oftest er dem, der er blevet bakket op af deres fædre. Men det er et sidespring.

Jeg er indlogeret på Radisson SAS-hotellet i Manchester. Der er trådløst net på værelserne, og der er minibar og karbad alt muligt (mest the og kaffe, så nok mere muligt end alt), så det skal noget blive morsomt nok, men det var ikke med i planen. Jeg havde regnet med at være på vej til gaten nu og tage flyet klokken 19:10 i stedet for klokken 9:55. Hvem har dog fundet på at bestille snevejr i København? Kunne I ikke have ventet med fornøjelserne til jeg kom hjem?

Nåja - så længe I gemmer lidt sne til mig.

Og det var så det

Mit værelse er tomt nu. Til gengæld er min kuffert meget fuld. Mit fly går klokken syv i aften. Himlen er klar og det blæser som om det var ved at være forår. Der er vist ikke rigtig meget mere at sige.

Argh!

Eksamen er imorgen.

Og jeg ved ikke hvor og hvornår.

Og jeg ved at jeg har en mail, hvori disse vitale oplysninger står.

Og den ligger på min matematikmail

Og den har været nede hver gang jeg har prøvet at finde min mail idag.

Argh! Panik?

Måske - det er bare en arbejdshypotese - er hjernen ligesom en ballon. I så fald kan jeg ikke udtale mig om, hvad farve den har, og jeg kan ikke bevise, at der nødvendigvis må være tale om en rund ballon, men i hvert fald må det dreje sig om en gummiballon og ikke en af de heliumfyldte metalballoner, man køber i Tivoli. Hjernen vil - og det er vigtigt at holde fast i - ikke flyve væk, hvis man giver slip på den.

Eller måske skal jeg skærpe det - det kan være, det bare er min hjerne der tror den føles som en ballon. Jeg fylder den med viden, indtil den er kæmpestor og uhåndterlig, og så går jeg ind i eksamenslokalet og giver slip på ballonens munding, så der flyver viden rundt over det hele, og når eksamen er overstået, er min hjerne helt tom igen.

To eksamener tilbage i denne omgang. Det er nok meget godt.

Januar findes ikke i virkeligheden. Jeg har i hvert fald svært ved at tro det. Der er ikke noget vejr, der er ikke noget lys, og der sker ingenting. Alle studerende lukker sig inde i kokoner spundet af eksamensnoter, kold kaffe og de der forfærdelige små memorykort, ens liv bliver fyldt af, når man terper til eksamen uden hjælpemidler. De ser kun andre mennesker på deres korte udflugter til kollegiekøkkenet for at lave the eller spaghetti med ketchup. Nogle gange bliver det til the med ketchup, hvis de har dovnet den for meget i semestret. Hvem ved, om de overhovedet ville hav eenergi til at være levend, selv hvis de fik muligheden?

Kort sagt tager universet hvert år en måned fra os og giver os i stedet et dårligt erstatningsprodukt for tid. Og hvor bliver tiden af? Er det Endes grå herrer, der stjæler den? Eller skal vi tro - en tanke, jeg må have stjålet fra Chesterton eller Lewis - at tiden er død og verden bare venter på, at nogen tager sig sammen til at organisere en dommedag?

Av. Når man nu glemmer at skrive på det her skidt i en periode er det altså svært at komme i gang igen. Måske er det grunden til, at så mange (ikke sandt, Morten og Clara?) holder op med at opdatere deres blogs?

Men nu er det jo januar. Og jeg har spist mig tyk til jul. Og drukket champagne til nytår[1]. Og læst til eksamen. Lidt. Og i morges tog jeg flyet - tilbage til England. Det sidste skal siges i et lidt dybere stemmeleje, med massive pauser mellem ordene og gerne et bækkenslag til sidst.

Det ligner sig selv herovre.


[1] Drak jeg nok champagne? Kan man drikke nok champagne? Bliver dette det sidste år med en chance for champagne, fordi jeg melder mig ind i en sekt og/eller bliver en paradisfugl? Kan I ikke ligge vågne over den slags spørgsmål? Hele natten?